Nyt album fra Kira Skov: Ligefrem magisk og overraskende frisk

Nyt album fra Kira Skov: Ligefrem magisk og overraskende frisk

Det er egentlig imponerende med Kira Skov.

Siden 2010 har hun udsendt ni album, der alle, kvalitativt, hver især har udgjort et spring videre fra, og samtidig været forankret i det forrige. Aldrig gentagelse. Aldrig safety first.

Efter det middelalderinspirerede album In the Beginning, der blev indspillet i en nedlagt kirke i Estland, det terapeutiske visealbum The Echo of You og det delvis elektroniske I nat bliver vi gamle er Kira Skov aktuel med Spirit Tree.

Som for så mange andre har coronarestriktioner og -nedlukning betydet, at Skov har måtte tænke alternativt. Det resulterede i hele 14 sange, der alle er indspillet i duet eller sammen med to andre sangere. Mange af dem gode venner.

Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.

Alt for ofte virker duetalbum som en karrieremæssig parentes. Som noget musikerne udsender, når de er løbet tør for idéer og derfor enten har overladt initiativet til deres pladeselskab, eller føler trang til at hædre inspirationskilder, andre kunstnere og/eller sig selv.

Det kan der komme ganske fremragende musik ud af. Lyt f.eks. til Emmylou Harris’ Duets eller Sheryl Crows Threads. Om ikke andet for at høre ms. Crow synge sammen med Keith Richards. Det er  … ja, det er uforligneligt.

I tilfældet Spirit Tree virker intet tilfældigt eller kalkuleret. Tværtimod lader der til at ligge en klar idé bag samtlige numre. Tekstmæssigt og musikalsk, i produktion og sang. Ja, en klar idé bag hele albummet som sådan. Indimellem lyder det ligefrem magisk og overraskende frisk.

Tydelige referencer

Hvor vil man ellers i 2021 høre en indsmigrende vokal (tilhørende Marie Fisker) danse løssluppent, mellem-tempo jazz-poppet med inspiration fra Jack Kerouac og Dylan Thomas, end i “Ode to the Poets”.

Indimellem er referencerne så tydelige, at det er banalt at nævne dem. ”Dusty Kate” er på papiret – hvis nogen stadig bruger den slags til at skrive tekster på – en umulig sang. En kombineret hyldest til Dusty Springfield og Kate Bush i duet med Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour, X Factor).

Umiddelbart ligger dén ikke lige for: Begge er/var et par musikalske dramaqueens, men alligevel: Lyden af Kate Bush’s altid søgende, lyriske koleratursopran krydset med lyden af Dustys noget mørkere distinkte mezzosopran, hvis udtryk var så amerikansk, som en britisk popsangerinde kunne blive. Ikke mindst på det fantastiske album Dusty in Memphis.

Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens buldrende derudaf i bashøjtalerne.

Det fremgår, at sangen oprindelig blevet leget i gang i festligt lag, hvor bl.a. Skov og Lindberg, hvis partner, bassisten Anders Christensen, spiller med på albummet, sang sammen. Og der er da også noget meget legende, næsten drillende og drømmende lyst og let over den sang, der på enestående vis formår at skabe sit helt eget udtryk ud af inspirationskilderne.

Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens  jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.

Også i genindspilningen af ”Idea of Love” fra 2013, der stilfærdigt flyder smukt i duet med Mark Lanegan (tidl. Queens of the Stone Age og The Gutter Twins) driver følelserne uforbeholdent. Specielt Maria Jagds violinspil i mellemspillet åbner vinduer til nye sindslige horisonter. Som det gør mere eller mindre på hele albummet.

Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad

”Horses” i duet med svenske Jenny Wilson – og Skov faste samarbejdspartner John Parish i baggrunden – citerer Martin Luther King og en smule Bob Dylan, der vist altid svæver et eller andet sted i Kira Skovs sange. Igen påfaldende, hvor selvfølgeligt det fletter sammen, det hele; inspirationskilderne, tre stemmer, en sikker popmelodi i et diskret reggae-arrangement med en herligt flagrende mellotron ved Silas Tingleff. En af Kira Skovs mest håndgribelige sange.

Nyt album fra Kira Skov, pr-foto
NYT ALBUM FRA KIRA SKOV, PR-FOTO

”Some Kind of Lovers” med en flot hyldest til det heftige, men perspektivløse overfladiske møde mellem to mennesker og alt det, der ikke skulle være.  Men som alligevel klynger sig til mindet som en duft, der hænger ved. Dér har de fleste sikkert været en enkelt gang – eller flere. En melodi der er lige så enkel og ligefrem, som den er stemningsfuldt udført.

En juvel i dansk rock

Driller, skrev jeg tidligere. Kira Skov er i teaserhumør flere steder. Forstået sådan at et par sange åbner et dunkelt Nick Cave’sk sted for så at tage et stilmæssigt spring. Det gælder f.eks. ”Horses” og ”Love is a Force”, der ligner en skitse til noget, der aldrig rigtig blev foldet ud. Ligesom afslutningsnummeret i mine ører mest handler om sig selv. Jeg fanger overhovedet ikke pointen.

Dansk rocks mestercrooner Steen Jørgensen har næppe lydt så meget som Leonard Cohen, som han gør i ”In the End”, der bestemt ikke skjuler sin gæld til Cohens ”I’m Your Man”. Fint nok. Uden sine kildeudspring var der ingen floder. Og herligt at høre Kira Skov slå håret ud og lufte sine ”hormonal tendencies”, som hun synger.

Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens vokal buldrende derudaf i bashøjtalerne.

Der er inspiration fra fransk 60’er pop i “Deep Poetry”. Den skønne popsang “Marie” – en hyldest til veninden Marie Fisker – genlyder af The Beatles fra deres Rickenbacker periode medio 60erne. Dejligt nummer. “Pick Me Up” ligger i forlængelse af de seneste Kira Skov-plader efter det skelsættende album In the Beginning, der bl.a. bygger inspiration fra middelalderlige madrigaler.

Så det er lidt op og ned. Men selvom Spirit Tree lyder som refleksioner af generationers populærmusik, er der intet bagstræberisk eller patetisk over det. Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad.

Kira Skov er en juvel i dansk rock, slebet til af livet og en åbenbart evig nysgerrighed og inspiration.


LÆS MERE AF JAN ERIKSEN HER:


Kira Skov: Spirit Tree, album


PR-foto

Coco O’s zen-soul: Vellyd med fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion

Coco O’s zen-soul: Vellyd med fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion

Fra POV.International

Det blæser. Det er mørkt. Måske er det sne, måske sand, dét der ligger på jorden i baggrunden. At dømme efter påklædningen nok det sidste. Cover-fotografen har fanget Coco O i et eftertænksomt, lidt køligt, fjernt øjeblik. Måske vender hun sig bort. Fra noget, ingen kan se.

Modsat coverfotoet er der ikke meget musikalsk blæsevejr i den smooth, småjazzede R&B på det nye album It’s a Proces. Det er minimalistisk zen-soul i det adstadigst tænkelige tempo på den vågne side af den sovendes hvilepuls.

Sådan er det – overfladisk lyttet. For efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, der sikkert kunne have varet meget længere. Lyden er ikke overlækkert produceret, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.

Coco har sagt om sit nye album, at hun på et tidspunkt indså, at det måske var på tide at indspille musik i et andet tempo end mellemtempo. Sådan er det blevet. Havde It’s a Proces været en dans i ”Vild med dans” havde det været for quick til slowfox

Den 33-årige sangerinde og sangskriver, oprindelig døbt Cecilie Maja Hastrup Karshøj, er nok mest kendt for sit samarbejde med producer Robin Hannibal i duoen Quadron og som deltager i tv-programmet Vild med dans. Hvor hun sammen med dansepartner Morten Kjeldgaard endte som nr. 2.

Arbejdet med Quadron og hits som ”LFT” og ”Hey Love” har ført Coco O vidt omkring. Hun har arbejdet sammen med Jay-Z på soundtracket til Baz Luhrmanns Den store Gatsby og med Tyler the Creator, Kendrick Lamar og Drake. Vi har altså at gøre med en dansk R&B-dronning, der, hvis hun havde været tennisspiller, ville være på niveau med Caroline Wozniacki, da hun toppede.

Coco O med Robin Hannibal, pr-foto
COCO O MED ROBIN HANNIBAL, PR-FOTO

Titlen på Coco O’s første soloalbum er meget betegnende for albummets udtryk, It’s a Proces. På flere niveauer. Undervejs i indspilningerne blev det klart for hende, at hun ikke behøvede en producer, men selv (i samarbejde med Asger Rosenbaum og Joel Krozer) måtte dreje på knapperne på mikserpulten som en del af en udviklingsproces, der også var personlig.

Luftig soul-vokal

Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt som lammeskyer, der lige akkurat skiller så meget, at man fornemmer solen og den blå himmel bag. Snart mørkt som det uvejr, der (desværre) ofte følger efter lammeskyerne.

Et af pladens centrale numre ”Anxiety in Italy” bygger på et af Claude Debussys klaverstykker. At dømme efter interviews, og hvad jeg hørte Coco O sige i 2018 på Heartland Festivalen under sin første solokoncert i Danmark overhovedet, har oplevelserne med en italiensk mand været katalysator for en del af den nævnte proces – kunstnerisk, personligt.

Også i ”Arms” lurer en gråmeleret støvregnstemning af Debussy, indtil Coco O og Rosenbaums piano suppleres af et umanerlig langmodigt beat, tålmodigt båret af et par trommeviskers, en forsigtigt trippende bas og synthesizer. Det er cool, og hvor gemmer der sig dog uendelig megen følelse og passion i arrangements dybe åndedrag.

Modsat de store souldivaer har Coco O en ret økonomisk sangstil. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind

Coco har sagt om sit nye album, at hun på et tidspunkt indså, at det måske var på tide at indspille musik i et andet tempo end mellemtempo. Sådan er det blevet. Havde It’s a Proces været en dans i ”Vild med dans” havde det været for “quick” til slowfox.

Som et af få numre er “Gwen” dansabel, sexet lounge. Her høres tydeligt en linje til elegancens dronning af silkeblød soul, Sade, der i øvrigt stadig er aktiv. I ”Something Real” er stemningen mere indiepop, lidt mere dunkel, måske pga. Jacob Funchs og Cocos eget guitarspil, indtil Oilly Williams’ saxofon svæver som et elegant røgslør ind nærmest som i en duet med sangerinden.

Det er ikke pænt at tale i munden på hinanden, men det gør saxen og Coco her, og det lyder enormt udtryksfuldt og billedskabende. Fuldstændig som hendes sang og Johan Jørgensens guitar i ”Ions”.

En økonomisk sangstil

Producer Coco O har arbejdet en del med sanger Coco O’s egne kor. Tag f.eks. ”Not Bad at All”, og bemærk, hvordan hun lægger sin stemme som en dis henover sin egen og Jacob Funchs knitrende guitarer. Igen en tekst, der på samme tid udtrykker tvivl og sikkerhed. Should I stay, or should I go? Dualisme, som i de flestes liv. Eller som hun synger et sted: “Are we having fun or are we faking?”

Ligeså med “Cruelty”, som handler om at ville elske, selv om det er crazy. Musikalsk pakkes lytteren ind i en dyne af velbehag. Ondskab, når den lyder rarest.

Ligesom sin Quadron-partner Robin Hannibal var hun oprindelig inspireret af 70’ernes soul. Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind. “Sorry” er den klassiske smooth R&B ballade med Asger Rosenbaums keyboard med old school lyd. Igen bemærker jeg, hvor meget en sanger som Coco O kan udtrykke uden store falbelader. Less is more.

“Mit sind det løber ingen steder mere”, synger hun i afslutningsnummeret “Mit sind”, det eneste med dansk tekst, som en afrunding af processen. It’s a Proces er et intimt, sensuelt og soul’et vidnesbyrd som intet andet dansk album, jeg lige kan komme i tanke om. Det er lyden af fordybelse og selvransagelse på en af de dage, hvor det nærmeste, man kommer forstyrrende støj, er lyden af kattens poter på gulvet.


DU KAN LÆSE FLERE ARTIKLER OG ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:


Coco O: It’s a Proces, album


PR-foto

John Hiatt: Formidabelt live-album med kongen af Heartland-rock

John Hiatt: Formidabelt live-album med kongen af Heartland-rock

JOHN HIATT // ANMELDELSE –  Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”

For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.

Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.

I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.

I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.

Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.

Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.

I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.

Da teltet swingede under Roskilde Festivalen

Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.

John Hiatt, pressefoto
JOHN HIATT, PRESSEFOTO

Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks. 

Musikken på dette nye livealbum leveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.

Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.

Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste

Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.

Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.

Hvis et groove kan smile…

Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.

All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…

Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det

Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.

Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.

Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.

Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.

Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.

Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.


LÆS ANDRE AF JAN ERIKSEN ARTIKLER HER:

Nick Cave & Warren Ellis: Apokalypsen, kærlighed og håb på nyt album

Nick Cave & Warren Ellis: Apokalypsen, kærlighed og håb på nyt album

Det begynder med Cave, messende. “There are some people trying to find out who/ There are some people trying to find out why/ There are some people who aren’t trying to find anything but that kingdom in the sky…”

Synth-flader, så mørke og tunge som utålmodige tordenskyer, at man sidder med fornemmelsen af apokalypsen lige rundt om hjørnet. Der er katastrofe i hver en strofe. ”Hands of God” hedder første nummer, men som det fremgår af citatet, er det op til fortolkning, hvordan Cave læser biblen.

Teatralsk som altid, crooner han om at søge ned til floden, svømme, indtil han drukner, ramt af flodens forbandelse. Fra en bro betragter en dreng skuet, mens han smider med mønter. Er det mon Nick Caves afdøde søn, som i høj grad har præget hans sangskrivning siden det tragiske dødsfald for seks år siden?

Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb

Der er noget meget effektfuldt, men også lovlig forpustet over denne åbning, og det følgende nummer ”Old Times” lyder mest af alt som en lydinstallation i en udstilling, der aldrig blev åbnet.

Men derfra åbnes skotterne, lyset trænger ind i hotelrummet, som man fornemmer gemmer sig bag den balkon, der dukker op flere gange på Carnage. Man fornemmer, at Cave synger de otte sange fra balkonen i betragterens rolle. Og da der uendelig langsomt er trængt tilstrækkelig meget lys ind, fornemmer man kvinden i sengen derinde i rummet.

Fyldt med referencer

”It’s only love, with a little bit of rain,” synger han i titelnummeret, mens nuancerne flyder ind og til dels opløser mørket. Med enkle midler, et let keyboardtema og et storladent kor bliver musikken mere og mere følelsesladet, ja sjældent har man vel hørt Cave mere hjerteskærende end på dette album.

Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb.

Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab

På sin plads på balkonen læser sangenes jeg forfatteren Flannery O’Connor, hvis tematiske udgangspunkt var christian realism, en politisk teologi, der inspirerede Barack Obama, Martin Luther King og Jimmy Carter. Når han ikke læser, betragter han en nedlukket verden, drømmer, og reflekterer tilbagevendende over The Kingdom in the Sky. Cave er ikke absolutist, der er ikke lås på de døre, der fører ind til hans tekstunivers.

Nick Cave & Warren Ellis: Carnage, cover
NICK CAVE & WARREN ELLIS: CARNAGE, COVER

Personligt hører jeg ”White Elephant” som en sang, der kunne handle om dem, der med Gud som gidsel, indtog Det hvide Hus for et par måneder siden. Selvom den formentlig er skrevet inden. Eller I hvert fald et svirp til det famøse second amendment, skoleskyderier. I’ll shot you for free, I’ll shot you in the fucking face. Det pistolliderlige ‘jeg’ kunne også være et system eller alle, der ignorerer klimatruslen mod natur, dyr, klode.

Understøtter åbningerne

Caves og Ellis’ billedrigt producerede soundscape omfatter bl.a. et kor, besyngende The Kingdom in The Sky – der var det igen. Koret bliver større og større for hver takt, så det efterhånden lyder som en folkemængde, der vokser sig større for hver linje. Lidt samme udtryk som i Nicks gamle kæreste P.J. Harveys The Hope Six Demolition Project. Det er stort, hvordan pladens produktion kun understøtter sangens mange åbninger og spørgsmålstegn.

På den node fortsætter det med det smukke, pianobårne ”Albuquerque”, pladens mest konkrete – det handler om Coronastækket rejselyst.

Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang

Nick Cave og Warren Ellis har skrevet en hel del filmmusik på det seneste, sideløbende med Bad Seeds trilogien Push the Sky AwaySkeleton Tree og Ghosteen. Jeg hører Carnage som en slags soundtrack. Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab. Tab af venner. Tab, måske, af fans, der foretrækker styrvolten punker-Nick fremfor Kunstner-Nick.

Som i en klassisk fortælling rundes Carnage af i en stemning af håb og kærlighed. Med en sang, der dårligt kan høres som andet end en kærlighedserklæring til hende den skøre i hotelsengen.

Repetitivt messer Cave: “This morning is amazing, and so are you.”

Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang. Utroligt hvor megen ånd og stemning, Nick Cave og Warren Ellis kan få ud af et par instrumenter og et kor. Jeg hører nye historier for hver gang, jeg lytter, nogle skræmmende, nogle lyse.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:


Nick Cave & Warren Ellis: Carnage, album


Foto: PR

Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.

Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.

Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona

For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010  Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.

Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.

Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.

All you need is Cash

Men så hørte jeg Johnny Cash: Forever Words Expanded.

Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.

Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.

De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.

Der er fortjeneste i fortiden.

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas

Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.

The Man in Black: Coverfoto
THE MAN IN BLACK: COVERFOTO

Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.

På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.

Påfaldende megen kreativitet

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.

Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.

Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.

Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen

Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.

Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.

Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.

There’s trouble on the mountain
And the valley’s full of smoke
There’s crying on the mountain
And again the same heart broke.

Taknemmelighed og solidaritet

Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.

The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before

Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns

Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik

Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.

We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass

We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells

We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded

Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.

The Beast in Me

Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.

Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.

 

W.S. Holland, Johnny Cash's faste trommeslager, længst til højre
DA ARTIKLENS FORFATTER (I MIDTEN) FOR FEM ÅR SIDEN MØDTE W.S. HOLLAND, JOHNNY CASH’S FASTE TROMMESLAGER, LÆNGST TIL HØJRE. FOTO: EDDIE MICHEL

Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.

I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.

Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.

Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.

Et godt sted at sublimere

Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.

You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung

The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:


Diverse kunstnere: Johnny Cash: Forever Words Expanded


Fotos: Pressefotos og privatfoto.

F
Kim Schumacher ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv

Kim Schumacher ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv

En gang i 1990’erne, hvor jeg havde ansvaret for en avissektion, kaldte en chefredaktør mig ind på sit kontor.

”Du skal finde den nye Kim Schumacher,” sagde bossen blandt meget andet.

”Dét er umuligt. Han eller hun findes ikke,” svarede jeg.

Efter at have læst Ralf Christensens og Simon Lunds 459 sider lange biografi, Dem jeg elsker, elsker jeg, er jeg kun blevet bestyrket i den opfattelse. Der var kun én; der er kun én Kim Schumacher.

I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk

Historien om Schumacher følger et langt stykke en gængs fortællemodel. Det handler om skilsmissedrengen, der allerede fra de tidlige år følger sit eget kompas uden rigtig at kunne bruge skolen til noget, hvilket i øvrigt viser sig at være gensidigt.

Inspireret af de af tidens strømninger, der bidrager til at skubbe ham mod og ud over grænserne, vokser Kim op i 50’ernes gryende velfærdsdanmark, senere påvirket af 60’ernes frigørelse, 70’ernes seksuelle friløb og hedonisme, punk og 80’ernes digitale drøn. Han er på højden af sin karriere som tv-vært, da følgevirkningerne af AIDS suger den sidste rest af liv ud af ham.

Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring

Kim er vild med film, en kreativ, visuelt begavet fyr, en ordgøgler, der allerede som dreng instruerer sin egne små art-film, og senere bliver homoporno og -popskribent, dagbladsanmelder, filmoversætter og, som de fleste vel især husker ham, som den lyshårede speedsnakkende og sprogfornyende spirrevip fra radio og tv. Ham, der mod alle odds og statsradiofoniens metertykke inerti formår at forny mediet og til sidst ender som folkeeje på tv-skærmen inden hans alt for tidlige død i 1990 som 40-årig.

Det lille talent, der rakte langt

Et sted i biografien er Kim Schumacher citeret for at sige, at sjældent er et så lille talent som hans set række så langt.

Det kommer an på, hvordan man definerer talent. Allerede i 1964, ved indgangen til den nye satellit-bårne medievirkelighed i den globale landsby, formulerede canadieren Marshal McLuran tesen, “the media is the message“.

Den gamle tanke, at formen var underordnet indholdet, var passé. Udtrykkets form kunne ikke adskilles fra dets indhold. I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk. Og med enorm succes, da fremsynede DR-folk som Edmund Jensen og Jarl Friis-Mikkelsen gav ham plads.

Kim Schumacher, bogcover
BIOGRAFIENS FORSIDEN. GYLDENDAL.

Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring.

Fornemt maler forfatterne et billede af alt det, der drev Schumacher; hans skarpe, strukturerede arbejdsetik som radio- og tv-vært og skribent, nysgerrigheden, konformitetsvæmmelsen, momentan tvivl, en nydelsesberuset livsstil under hyppige besøg på New Yorks bøssebarer – mens det samtidig lykkedes ham at holde sin inderste kerne og gåder skjult selv for mange af de nære venner, der medvirker i bogen.

Med sporhundene Ralf Christensen og Simon Lund med snuden i Kim Schumachers fodspor efterlades ingen sten med forsiden opad.

Love triangle

Undervejs under læsningen sad jeg med fornemmelsen at være til stede. Til stede mens Kim vokser op, kommer på opdragelseskostskole i Nordsjælland og efterfølgende kaster sig ud på nye dybder, mens han flakker rundt i livet og fra stop til stop tanker den omsorg og forståelse, han åbenbart ikke fandt hos sin mor.

Først i sin love triangle med kæresterne Hans Ole og Simon, Bamserne, som han levede sammen med til sin død i 1990, finder Kim en rede.

Som skrevet er forfatterne meget grundige. I passager virker det nærmest som research for åben mikrofon, især når nogle af de utallige kilder gentager, hvad andre har sagt. Det gælder især kapitlet om kostskoleopholdet på Skorpeskolen og den efterfølgende gymnasietid. Den 459 sider lange biografi kunne sagtens have været skåret ned til 400.

Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh

Ralf Christensen og Simon Lund er begge højt estimerede musikjournalister og anmeldere. Musikformidlingen har vel aldrig været så dogmatisk som sidst i 70’erne, og der kom Kim S så bragende med den holdning, at intet er bedre end andet. Noget swinger bare mere. Så ikke underligt, at forfatterne har fokus på Kim Schumachers vigtige rolle som formidler af lyden af de digitale 80’ere; den ny dansemusik, elektronica, r&b og hiphop, Hi-NRG og det på tidspunktet revitaliserede format, maxisinglen.

Her som i resten af det store bogværk har forfatterne stor respekt for historien, med afvejning af den gennem-researchede fortællings krav på nøgternhed på den ene side, og skribentens følelser for stoffet på den anden.

Indimellem er begejstringen lige ved at løbe fra forfatterne.

Mere popsmart end klart

At betegne Tom Petty i begyndelsen af 80’erne som ‘ringvrag’ er mere popsmart, end det er klart. Ved indgangen til skulderpudernes årti havde Tom Petty and the Heartbreakers netop fået deres store gennembrud med albummet Damn the Torpedos med hits som “Here Comes My Girl”, “Even the Losers” og “Refugee”. Det handler om holdninger, og den slags kan man som bekendt diskutere, til Kim Schumacher genopstår. Hvad man ikke kan diskutere, er den journalistiske kvalitet i denne biografi.

Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh.

Alle nulevende venner og bekendte med et nært kendskab til ham fortæller beredvilligt faktuelt og reflekterende om multimennesket Kim Schumacher – om familie, musik, kunst, film, sex, eskapader, fester, sygdom, arbejde. I dag, hvor der mere end nogensinde er positivt offentligt fokus på LGBT+, er det interessant at læse om familien Kim-Hans Ole-Simons tilsyneladende vellykkede brud med strukturer, der rækker millioner af år bagud.

Alligevel finder man aldrig ud af, hvem Kim var. Sådan helt inderst. Savnede Kim noget midt i sin enorme succes som mediefænomen? Det står der muligvis mellem linjerne. Men det er fint. Vidste man som læser alt, ville der jo ikke være noget tilbage for hverken eftertanken eller eftertiden.

Uden at have læst samtlige danske flerkildebiografier tør jeg godt sige, at det her ligner dansk state of the artDem jeg elsker, elsker jeg er lige så spændende og tankevækkende som en god roman. Det har været en fornøjelse at læse den.


Simon Lund og Ralf Christensen: “Dem jeg elsker, elsker jeg”, biografi.


Foto: PR.