LANA DEL REY // ANMELDELSE – Produktive Lana Del Rey udsender sit andet album i år, Blue Banisters. Efter storværket Norman Fucking Rockwell (2019), hvor hun formåede at balancere de mange americana-referencer med karakteren Lana og privatpersonen Elizabeth Woolridge Grant uden, at det blev uinteressant, for privat eller kitschet, er hun meget personlig på det nye album, skriver POV’s Jan Eriksen.
Blue Banisters
Musiker: Lana Del Rey
Album, udkom d. 22. oktober 2021
Siden sit gennembrud for ti år siden er det lykkedes Elizabeth Woolridge Grant at etablere sit alter ego Lana Del Rey i en unik position i moderne pop og som rollemodel i sin generation af kvindelige kunstnere.
I en delikat balancegang mellem inspiration fra surrealistisk filmkunst og maleri – med et enkelt splash teatralsk dekadence eller to – og på den anden side kompromisløs sensibilitet i sangskrivningen.
Pop-fashionistaen Lana er lige så meget retro som moderne med respektfuld inspiration fra klassisk sangskrivning og stor melodisk tæft. Med en sangstemme af de sjældne har hun bjergtaget publikum og inspireret med stilskabende lyd.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning
Hvis Lana Del Rey var et puslespil, ville de enkelte brikker for eksempel kunne være Joan Baez, France Gall, Marilyn Monroe, Lauren Bacall, Nirvana, Elvis Presley og Audrey Horne fra Twin Peaks. Især countryartisten, mentoren Nikki Lane, der var medskribent på det forrige album Chemtrails over the Country Club, og som gæsteoptræder i det måske ironiske “Oklahoma” på det nye album, er vigtig.
Med det lille mesterværk Norman Fucking Rockwellsatte Lana del Rey en ny popstandard, hvor bidsk americana-kritik og bløde drømmepoppede former og eksistentielle tekster fandt et samlet udtryk. Efterfulgt i marts i år af Chemtrails over the Country Clubkommer nu Blue Banisters.
Musikalsk følger Lana i sporet fra de to foregående album. I den ene blide keyboardbaserede ballade efter den anden synger hun sig ud med sange, der tydeligvis udspringer af det stille liv Chez Lana i corona-eksil, men som også i (alt for få) momenter tager livtag med de store perspektiver.
Rimelig klar symbolik
Det åbner med en dumb baslyd, som var det introen til en illegal BBC-udsendelse under Anden Verdenskrig, og derefter ordene ”I guess you can call it textbook”. Selv (-ironisk) udlevering for åbent slumretæppe – det handler om et forhold til en mand på sangerindens fars alder. Kæreste og far kører endda begge Thunderbird. Rimelig klar symbolik under motorhjelmen dér.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning. Overfladisk hørt kan det lyde som at foretage sig ingenting på mange måder. Det foregår i et fordrageligt tempo, sådan lidt tilfældigt, kan det lyde. Synth-baserede lydtæpper lyder som en rodet bunke dyner og puder i den seng i L.A., hvor en del af de nye sange angiveligt er skrevet. Der er denne her fornemmelse af leg og orkesterprøve over produktionen.
Lanas stærke vokal har det tilsyneladende bedst i dybden, men for hver plade har hun udviklet sin sangstil. Stemmen er i konstant bevægelse, snart svævende som en diffus røgfyldt skygge, snart skinnende helt oppe på toppen af de tre oktaver, hun efter sigende mestrer. Snart lyder hun som på nippet til at sive ud gennem en sprække i gulvet.
Jeg savner dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell
Med meget enkle virkemidler kan Lana Del Rey få sin hverdagspoesi på den bærbare til at lyde som et Borte med blæsten-drama i syvdobbelt widescreen-størrelse. Og hun bliver bedre og bedre, som det kan høres på Blue Banisters.
Heri ligger Lana Del Reys helt store styrke.
Når hun er er stærkest, lyder hun som i ”Arcadia”. Med et kort over Los Angeles som metafor formår hun i løbet af fire-et-halvt minut at folde en sang, der begynder med begær efter sex, ud til en ode om eksistentiel ensomhed. Måske handler det om USA i post-Trumpsk isolation. En af de få sange på Blue Banisters med en dobbelthed, der vender udaf. Muligvis.
Det passer til den forunderlige undergangs/begravelsesstemning i det efterfølgende “Interlude – The Trio”. I øvrigt er “Arcadia” en fremragende melodi, der perfekt støtter og spejler tekstens ord og Lanas sang.
Lana Del Rey, cover
I “Black Bathing Suit” med godt med bad girl attitude er Lana Del Rey til gengæld tæt på at lyde som en selvparodi. Hurra til gengæld for “Just Do It”, der er skåret som en fornem popsang – model f.eks. Dusty Springfield og Phil Spector. Ligesom der er noget filmisk 70’er-agtigt over “Dealer” med fedt basspil. “Thunder” er det nærmeste albummet kommer en helt regulær hitlistepopsang.
Alle tre numre er produceret en lille smule overdrevet og karikeret på den mørke måde, der gør, at det kun kan være Lana Del Rey. Igen bemærker jeg, hvordan sangerinden skifter sine udtryk, snart intens og hjertelig, snart vrælende og jamrende – det er voldsomt ekspressionistisk.
Styr på virkemidlerne
Siden debuten med bl.a. “Video Games” er Lana Del Rey blevet en mere end ferm, sanselig lyriker med styr på sine metaforiske virkemidler – “Blue Banisters”, “Violet For Roses”, “Wildflower Wildfire”, “Cherry Blossom”. Det er lige før, man kan smage sangene.
Lytter man til “Wildflower Wildfire”, får man fornemmelsen af en kunstner, der deler ud af sin terapeutiske proces.
Here’s the deal
‘Cause I know you wanna talk about it
Here’s the deal
You say there’s gaps to fill in, so here
Here’s the deal
My father never stepped in
When his wife would rage at me
So I ended up awkward but sweet
Later than hospitals and still on my feet
Comfortably numb but with lithium came poetry
And baby I, I’ve been running on star drip
IV’s for so long
I wouldn’t know how cruel the world was
Hot fire, hot weather, hot coffee, I’m better
So I turn but I learn (it from you, babe)
Stærke sager, ikke sandt? Og så med en meget Lana’sk Pink Floyd-reference.
Med Blue Banisters har Lana Del Rey skabt endnu et album, hvor hun bare lægger til sin position som en af de mest betydningsfulde og mest personlige popartister lige nu. Man har næppe hørt Lana være nærmere Elizabeth end på dette album.
Bedømt ud hele albummet savner jeg dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell. Måske kommer det næste gang.
Musiker: Brandi Carlile. Album, New Elektra. Udkom i juli 2021
På sin vis kunne man beskrive Brandi Carliles nye album In The Silent Days musikalsk ved at opliste de artister, hun har omgivet sig med de senere år.
Hun er initiativtager til festivalen Girls Just Wanna Weekend, countrygruppen The Highwomen, der også rummer Marion Morris, Natalie Hemby og Amanda Shires. Navnet er selvfølgelig en moderne kvindelig – til dels LGBTQ+ – hilsen til The Highway Men, der hærgede 80’erne på lige dele whisky, geværolie og outlaw country. Bare for the record er Carlile stor fan af Kristofferson, Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson, som hun har optrådt sammen med.
Hun har flere gange arbejdet sammen med barndomsidolet Elton John og de overlevende medlemmer af Soundgarden. Optrådt sammen med Sam Smith, Dolly Parton (se videoen længere nede) og Sheryl Crow, og hun ses jævnligt med Joni Mitchell. Og Brandi Carliles kone Catherine Shepherd har tidligere arbejdet som Paul McCartneys velgørenhedskoordinator.
For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse
Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den god melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som folk i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke).
Som hun selv har sagt: Jeg prøver mig selv af i mange forskellige genrer, men når jeg åbner munden, kommer der country ud af den. Hendes stemme favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.
Og sådan er det på åbningsnummeret ”Right on Time”, der begynder som en ganske smuk klaverballade med Carlile lydende fra sin mest smertende heartbreak side. Efter et par minutter viser sangen sig som en puppe, der sprænger sit ham – som en lager than life Broadway-ballade iklædt teutonsk tonstung guitar. Country? Country uden grænser i så fald.
Sange med mange lag
I videoen, der i øvrigt er instrueret af Courtney Cox, mest kendt fra tv-serien Venner, ser man Brandi optræde bag en glasplade. Visuelt handler det om Corona-afstand til publikum, teksten handler om afstand mellem to mennesker.
Ifølge Carlile selv er alle de ti nye sange personlige, opstået, som de er, med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag.
Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige
”You and Me on the Rock” er en folk-sang i Cat Stevens og Joni Mitchell-traditionen, her især Jonis guitarspil. Ms. Mitchell bliver ofte brugt som reference, også af mig, her er det berettiget. Over årene har Brandi og Joni udviklet nært bekendtskab.
For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse. Måske er de mange folksy sange og passager på In These Silent Days en del af dét projekt.
Selv stjerner bliver starstruck indimellem.
Som i “You and Me on the Rock”, hvor Jess Wolfe og Holly Lasseig fra Lucius diskret supplerer med deres altid perfektionistiske harmonier. Hvis du lytter til P4, har du sikkert hørt dem synge med på Harry Styles’ “Treat People with Kindness”. Igen dobbeltheden. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en en parlivssang, serveret med kirsebærsmag af Lucius.
Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.
Som i den foregående sang bruger Carlile Babylon som billede. Her handler det om at miste sin kristne tro og derefter erstatte den med troen på, at Gud finder sin vej til os uanset religiøse institutioners dogmer.
Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred
“Broken Horses” lyder som et countryrock-nummer af den bredskyggede Chris Stappleton-skole. Med en leadguitar, der minder mig om The Kinks i deres Boston-periode i 70’erne – især guitarist Dave Davies, da han brillerede allermest.
Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige. Ligesom det muskuløse progrock crescendo på “Sinners, Saints and Fools” matcher den underfundige fabel om manden, der med sin bibel og loven i hånden afviste flygtninge og de fattige på jorden for selv at blive afvist ved Perleporten med samme begrundelse, som han selv havde brugt på Jorden.
”Only broken horses know how to run”, synger hun i “Broken Horses”. Ingen flygter uden en grund. Måske handler det også om den klassiske negative dynamik, der f.eks. prægede militæruddannelse, at man skal ned at smage på knasterne i gulvbrædderne for at kunne komme videre?
Tvetydig dybde
Mere konkret er det igen meget melodiøst smukke, stilfærdige nummer “Stay Gentle”, der lyder som en opbyggende sang til Carliles børn. Igen med tvetydig dybde.
Stay gentle, keep the eyes of a child
Don’t harden your heart or your hands
Know to find joy in the darkness is wise
Although they will think you don’t understand
In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Og der vel at mærke sammenhæng på mange planer. Det gælder især teksterne. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.
Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred. Men selvom jeg anerkender Carliles trang til at dramatisere med godt med spade, kunne de stille dage på In These Silent Days have været mere stilfærdige.
Kacey Musgraves er en af de kommercielt set mest succesfulde artister med udgangspunkt i moderne country. Formuleringen “med udgangspunkt i” er vigtig, for siden hun for alvor brød igennem med den LBGTQ+-positive ”Follow Your Arrow” og ”Slow Burn” er Ms. Musgraves gået sine egne veje. Countrymiljøet er mere rummeligt i dag end for bare fem år siden, men stadig udfordrer udtalelser om erfaringer med LSD og svampe og en campet galore tøjstil det konservative Nashville.
Måske som for at understrege sin uafhængighed og diversitet afrundede Musgraves for tre år siden sin koncert i Vega med et par efter min mening malplacerede disco-numre. Det var inden Kylie Minogues Disco og Dua Lipas Futura Nostalgia, begge fra 2020, og alle pludselig kom i tanke om, hvor vild med disco man altid har været.
Kacey Musgraves: Star-Crossed, cover
Allerede på albummet Golden Hour (2018) var der godt med Fleetwood Mac-agtige popreferencer i musikken, og Musgraves’ nye album Star-Crossed er da også co-produceret af de samme som på Golden Hour, Daniel Tashian og Ian Fitchuk.
Der ligger en sympatisk idé bag Star-Crossed. Med inspiration fra de græske tragedier og selveste Shakespeares Romeo og Julie satte Musgraves sig for at fortælle 360 graders historien om sin skilsmisse efter sit korte ægteskab med country-sangeren Ruston Kelly. Her er ingen bitterhed, derimod smerte, besvær og praktik i teksterne. Vi er med helt inde på rådhuset. Der er afklaring og den konklusion, at kærligheden til eksmanden, så kort den end varede, er det, sangerinden tager med videre. Altså et mere eftertænksomt end bittert og vredt skilsmissealbum, hvor Ms. Musgraves tager sin lytter ved hånden gennem hele processen.
Latin-ish produktion
Det begynder med “Good Wife” med klassiske parforholdskvasede kvabbabelser. “Without him this house wouldn’t be a home,” synger Musgraves, MEN…
Over hele albummet er der en rimelig cool, latin-ish stemning i produktionen af sangene, hvoraf mange er baseret på melodier skåret over country-skabelonen. Det er flot, som Kacey redeligt og loyalt lukker sine lyttere ind i det terapeutiske rum, som albummet også er, Som hun synger i “What doesn’t kill you” – og der kom Nietzsche så også med på referencelisten:
Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning
I’m not afraid to connect with something real
And just let it go when I know
That it just don’t fit in
I’ve been to hell and back
Golden hour faded black
Say that it ain’t coming back
Golden Hour, som hun refererer til i teksten, var et næsten perfekt country-pop album, men på Star-Crossed er der for mange numre, der lyder som uforløste ideer, der burde være blevet gemt i skyen. Der er ligefrem noget henslængt og karakterløst over det. Jo, der er er charmerende momenter – som det latinjazzede ”There’s a Light”, hvor man mærker det lys, Musgraves synger om, som et forbigående smil. Det samme med afslutningsnummeret ”Gracias a la Vida” (ja, på spansk), hvor Musgraves’ smukke vokal for alvor shiner, selvom den skæmmes af særprægede og totalt overflødige autotune-lydende effekter undervejs.
Mangler du et mellow popsoundtrack til en tankefuld stilstandseftermiddagsstund er Star-Crossed så velegnet som alt muligt andet. Produceret med analoge synths og loopede trommer er der nærmest overload på lækkerhed. Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning.
Surreel, filmisk og småpsykedelisk
Det er allerede otte år siden, Lorde eftertrykkeligt kom svævende ind på musikscenen med albummet Heroine og hit som ”Tennis Court” og ”Royals”. Senest optrådte hun på Roskilde Festivalen i 2019 med en koncert, der fik de fleste anmelderne op det overstyrede felt.
På sit nye album samarbejder Lorde igen med sangskriver og producer Jack Antonoff, der er for en håndfuld af tidens helt store kvindelige sangskrivere, hvad f.eks. Daniel Lanois var for bl.a. U2, Peter Gabriel og Robbie Robertson i 80’erne. Antonoff maler med den størst tænkelige palet og alligevel ender det med et meget distinkt udtryk.
Som på det kontroversielle cover, hvor intet er overladt til fantasien, bevæger Lorde sig et langt skridt væk fra trippet minemalisme mod dream-pop og sågar psychedelia. Hun kalder det selv sit weed-album. Jeg tror ikke hun mener i betydningen ukrudt. Helt åbenlyst har hun haft brug for at træde et skridt ud af rygtet om sig selv som mørkets insta-prinsesse. Afsted sammen med veninderne. Ud i solen, som i øvrigt stråler alt for stærkt p.g.a. klimaforandringerne, som Lorde også nævner på albummet.
Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der Queen B-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren
På Solar Power begynder det med noget, der lyder som en harpe og soundtracket til en scene i en 70’er tv-krimi. Virkelig stemningssættende. Måske en subtil henvisning til den tilstand, mange os vil ende i, hvis vi skulle finde på at gense et afsnit af Columbo – halvt vågen, halvt sovende, drømmende. Som med musikken her.
Lorde, Solar Power, cover
Gennem hele albummet lyder en let surreel, filmisk og småpsykedelisk iscenesættelse af sangene, der synes at være skrevet på den akustiske, model Joni Mitchell. Og derefter kørt igennem og suppleret med nøje afstemt udvalgte lyde fra det digitale arsenal.
Lorde har tæft for gode melodier, f.eks. i ”Big Star” og ”Fallen Fruit”, der lyder som en flower power-sang model 2021, som ikke helt kan beslutte sig for, om det skal være en traditionel radio-popsang eller måske bare stene lidt. ”Dominoes” med et Taylor Swift’sk touch og raffinement, er til gengæld muligvis et hip til (ældre) mennesker, der pludselig ser lyset, hopper på new age-bølgen og begynder at dyrke blomster.
Laid back stemningsrapport
Det er selvsagt en smagssag, om man foretrækker det breakbeatede, følelsesmæssige melodrama, der blev tegnet op på albummene Heroine og, ja, Melodrama eller denne laid back stemningsrapport fra et lejrbål på en NZ-strand som Wharariki Beach. Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der “Queen B”-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren.
I mange passager er det for stillestående, tjaldet, mens det i numre med trommespor, f.eks. ”Secrets from a Girl (Who’s Seen it All)”, ”Mood Ring”og ”Solar Power” (der lyder lidt som en chillet version af George Michaels ”Freedom”), swinger behageligt, cool.
Lordes helt store styrke er hendes vokal, der tager form efter/former sine tekster. Det sker noget helt særligt i den milde lydbrise, der opstår i samspillet mellem den fantasifuldt producerede musik og den distinkte, gennemproducerede multidubbede vokal, der flyder på et Stillehav af reverb og en stime finurlige lydlige indfald. I sjælden grad er vokal og musik symbiotisk, et eget udtryk, en egen lyd.
Solar Power bliver næppe en klassiker. Men det håber, jeg Lorde gør. Ingen andre synger som hende.
Et storslået album, giver man det tid til at vokse
Ligesom med Solar Power virker Billie Eilish’s nyeste album, Happier than Ever, som et farvel til jeres stereotype opfattelser af mig-album. Der er et helt centralt nummer på albummet, “Not My Responsibility” hedder det. Efter rettere; alle numre er kapitler i samme fortælling. Overskriften på det, man kan kalde koncept-albummet Happier Than Ever, kunne være: “Get off my back”. Og lad mig komme videre med et smil på læberne.
Efter numre som “Don’t Smile at Me”, albummet When We All Fall Asleep, Where Do We Go? og senere singlerne “Bad Guy” og “Everything I Wanted” fandt Billie sig selv som leverandør af en James Bond titelmelodi – og som en hel generations talerør. Som Greta Thunbergs grønhårede, veganske musikalske søster med skarpe holdninger i klimakampen.
Med en i et så absurd hurtigt tempo stigende popularitet, at det selvklart må have været svært at følge med for en ung kvinde, der ovenikøbet kæmper med diagnosen Tourettes syndrom. Hun gik fra 0 til godt og vel 60 mio. faste lyttere på Spotify på mindre end to år. Læg dertil, at Billie Eilish har ry for altid at give sig tid til at tale med sine fans og svare på deres beskeder. Sådan var det i hvert fald i begyndelsen.
At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder som, sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu, man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.
Hvad gør man, når succesens vinde raser rundt omkring sig og den halve generation Z forventer svar på alt fra selvmordstanker til, hvordan isen vender tilbage til Grønland. Man Corona-lukker sig inde sammen med sin bror og faste samarbejdspartner Finneas O’Connor, og indleder sin første sang, den melodisk charmefyldte “Getting Older” med linjerne:
Billie Eilish, “Happier that Ever”, cover
I’m getting older, I think I’m aging well
I wish someone had told me I’d be doing this by myself
There’s reasons that I’m thankful, there’s a lot I’m grateful for
But it’s different when a stranger’s always waiting at your door I’m getting older.
Og når albummet så skal promoveres, forærer man sine farverige baggy bukser og hættebluser til en genbrugsbutik og lader sig fotografere til Vogue i klassisk Hollywood glamour-look. Som Billie har sagt i adskillige interview: personen er den samme, jeg skal videre i mit liv.
Stikker i mange retninger
Og hvor er det så? At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder, som sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu. Man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.
Det går stille og roligt over i en forsigtig reggaerytme og sære synths-lyde. Og som hos også Musgraves og Lorde er der latin og paraplydrink i “Billie Bossa Nova” med funky kastagnet-lyde. Og sådan fortsætter det i det klassisk soulede “My Future”. Til forskel fra Musgraves virker det, som om Eilish og brormand har været meget bevidste om, hvad de ville med deres latin-impulser. I “Oxytocin”, “OverHeated” og “GOLDWING” er vi henne i moderne electro/trance-stil – i R&B-, pop, hiphop-sporet.
Indenfor den intime ramme stikker det i mange retninger. Jamen, der er Joni Mitchell anno primo 70erne-lyd på “Your Power”, “NDA” lyder af indie-stadionrocklyd som Radiohead og Arcade Fire. Imellem de mange referencer opstår en elastisk spændstighed i udtrykket, som gør, at man lever med, at musikken lejlighedsvis er så stillestående, at det nærmer sig det søvndyssende. Som i den nærmest gribende “Hailey’s Comet”, hvor kontakten mellem lytter og stemmen er vakuum-tæt med en melodi, der emmer af regnvejrsvandring på tomme boulevarder. Det er melankolsk og stærkt. Et storslået album, giver man det tid til at vokse.
“I’m going back to therapy,” synger Eilish i pladens sidste, afrundende nummer “Male Fantasy”. Held og lykke med det. Billie voksede op en snes kilometer fra vejen i Hollywood i den ikoniske afslutningsscene i “Moderne Tider”, hvor Charlie Chaplin vandrer mod lyset.
Når jeg lytter til Happier Than Ever ser jeg for mig Billie på en lignende vandring. Om hun lægger nye alen til sit image som Gen Z-gudinde med dette album? Jeg tvivler. Og mon ikke det er meningen med projekt Happier Than Ever?
Allerede på vej ind til Parken vibrerede det i den lumre sensommerluft. Historien om The Minds of 99s udsatte koncert ville blive en fortælling, hvis prolog allerede var skrevet på forhånd: Den største “frie” stadionkoncert i verden siden begyndelsen af marts 2020. Og dét i selve weekenden, som Mor Mette havde valgt som genåbningsdag for os alle sammen – og så på stedet, der havde været rammen de ekstatiske landsholdsfodbolddage i juni.
Det var lige, som om dén forventningsafstemning var klappet af på forhånd. Dette bliver aftenen, hvor halvandet år med folkepest afløses af folkefest.
Så stor var begivenheden, at der var rejst hele to italienske tv-hold til København for at filme, hvad der dernede i Italien må virke som ren science fiction eller oldtidskundskab: en stadionkoncert uden restriktioner.
I dag er de Danmarks største rockband, som Niels Brandt udtrykte det lørdag aften mod slutningen af koncerten i Parken, inden han med en blanding af vanlig selvfølelse og selvironi citerede “Stor som en sol”: “Stor som en sol, flad som en pandekage”.
Og det blev da bestemt ikke værre, da denne gamle cirkushest placerede sin cykel ved et træ i Fælledparken og blev mødt af lugten af savsmuld – som i denne her helt specielle sursøde festival-odør: stank af urin blandet med tobaks- og anden røg, pytter af dovent fadøl og parfume. Kan man savne det? Ja, det kan man.
I den fine dokumentarfilm Stor som en sol siger et par medlemmer af The Minds of 99, at de ville ønske, at en anmelder snart ville give dem én stjerne. For seks år siden efter deres åbningskoncert på Orange Scene i Roskilde burde jeg have efterkommet dette ønske. Næsten. Jeg gav dem tre, men mente vist to.
MINDS OF 99, PRIVATFOTO
På mig virkede The Minds of 99 som et prætentiøst gymnasieband med fortænkte tekster. Ikke at der noget galt med gymnasiebands per se. Forsanger Niels Brandt virkede nærmest frosset fast til sine tekster, og trods den fænomenale trommeslager Louis Clausens intense arbejde og bandets punkede og trance-inspirerede energi manglede den form for groove, der f.eks. kendetegner kurfyrsterne af electrorock, Depeche Mode. Mente jeg. Siden har jeg set Minds fire gange.
Jeg er blevet klogere. Vendepunktet var live-albummet fra 2018 – og The Minds of 99 har med albummet Stor som en sol udviklet sig til et uomgængeligt band for alle med bare en smule interesse for dansk musik.
Eller rettere “Danmarks største rockband”, som Niels Brandt udtrykte det lørdag aften mod slutningen af koncerten i Parken, inden han med en blanding af vanlig selvfølelse og selvironi citerede “Stor som en sol”: “Stor som en sol, flad som en pandekage”.
Eksorbitant stort lysshow
Forud var gået godt halvandet time med noget, der lignede en kollektiv beton-ekstase. Hold da kæft en koncert.
Allerede inden de gik på scenen fornemmede man, at The Minds of 99 og deres hold havde gjort sig umage med en scenekonstruktion og et eksorbitant stort lysshow, der udnyttede hele Parkens bredde.
Det første, der slog mig efter første nummer, ”Solkongen”, med Brandts knastørre vokal i front, var den for Parken naturstridigt gode lyd. Så godt som intet ekko. Alle instrumenter og vokalen næsten helt skarpt i lydbilledet. Der var fornemmelsen af symbiose mellem trommer og bas, som man ellers som regel kun oplever ved koncerter i små rum. Skarp guitarlyd. Klar lyd på Jacob Bechs synths og keyboards.
Det nye nummer ”Under din sne” med Niels Brandt på opretstående klaver var der noget Elton Johnsk 70 powerpop over, bare pumpet med effekter – og herligt at se Brandt ægte begejstring efterfølgende. Det lykkedes sgu’, venner.
En tilsvarende velbalanceret koncertlyd i Parken – det danske svar på et døende solsystem, kendt i NASA som The sound of hell – har jeg kun oplevet under Roger Waters state of the art-koncerter i 2011 og 2013. Ironisk nok i betragtning af, at særlingen i teksten til The Minds of 99s ”Big City, Bright Lights” måske bare er en “helt almindelig Pink Floyd fan”.
Og så var der fællessangen, her ved 50.000 stemmer, der er blevet en fast del af Mind of 99s koncerter. Det er ofte rørende med denne ekstatiske fælles fejring af sangskrivere og lyttere, der finder og spejler hinanden under koncerter. Svært ikke at lade sig påvirke af lyden af så mange mennesker. der skråler med på utilpassede generationshymner som ”Ung kniv”, ”Barn af min tid” og ”Stjerner på himlen”.
Selv om jeg er gammel nok til at have det ambivalent med synet af 15.000 på den overdækkede græsplæne med strakt højrearm vendt mod formidlerne på de måske 30 meter høje storskærme. Men det skal selvfølgelig ikke komme de skarpe unge knive til last.
“Alle har et sted, der gør ondt”, som Niels Brandt synger i en af sine præcise tekster, der balancerer mellem ståltråds skarphed og på den anden side blødheden som fornemmelsen, når man berører siderne i en åben bog.
Toptændte musikere
På scenen var de toptændte musikere indimellem placeret på nogle platforme, der steg og faldt. Igen fin udnyttelse af Parkens rum og overraskende nok ikke begrænsende for dynamikken mellem musikerne, at de af og til befandt sig et 110 meter hækkeløb fra hinanden.
The Minds of 99 bliver ofte kaldt et postpunk band. En genre hvor Kliché og TV-2 var pionerer i Danmark. Den paraply er lige så bred som Parkens rulletag. Jeg plejer selv at definere det som fravær af blues og gospel. Selv om al elektronisk musik og DJ-ing hviler lige så meget på den sorte musik som rock og alt muligt andet.
Som The Minds of 99 spillede i Parken, tror jeg, at jeg går med moderne electronica baseret rock. Nu nævnte jeg TV-2. Det var i den Steffen Brandt’ske charmerende popsang ”En Engel” og deromkring, jeg for alvor bemærkede, hvor velafbalanceret lyden var. I “Som fluer”, en hymne med Brandt på opretstående piano, efterfuldt af det nye “Under din sne”, som der var noget Elton John’sk 70 powerpop over, bare pumpet med effekter – og herligt at se Brandt ægte begejstring efterfølgende. Det lykkedes sgu’, venner.
Det var en koncert, der ikke bare virkede som endnu et stort rocknavns flygtige stop på en verdensturné, der lige så godt kunne foregå i Stockholm eller Vladivostok
Ikke alle Minds of 99’s numre er lige interessante, men med bandets efter min mening mest markante musiker, trommeslager Louis Clausens successivt dragende spil blev det aldrig kedeligt.
“City Night/Bright Light” lød som Velvet Underground på acid, som den muligvis er tænkt som.
Midt i sættet bevægede først Niels Brandt, siden hele bandet sig ud på en ekstra scene, langt fra hovedscenen, og selvfølgelig steg den ekstatiske stemning i publikum en grad ekstra, da Brandt spillede det naivistiske lejrbåls sommerhit “Emil” alene på akustisk guitar.
Den rette koncert på rette sted
Så koncerten denne aften blev lige præcis det, som omstændighederne omkring den havde lagt op til. En fejring med publikum, band og sange som en fælles organisme, en genåbningsgospel. Intet var småt denne aften med Giants of 99 på scenen.
Sidst jeg oplevede noget lignende, var en koncert med det beslægtede Depeche Mode.
Men det allerbedste denne lørdag aften var fornemmelsen af at have oplevet en stadionkoncert, der gav mening i sig selv – som sit eget … “værk” er et stort ord at bruge, mens man bevæger sig tilbage til sin cykel omgivet af tomme fadølskrus, døddrukne koncertgængere og endnu mere fortættet festival-odør end før koncerten.
Så, ja. Det var en koncert, der ikke bare virkede som endnu et stort rocknavns flygtige stop på en verdensturné, der lige så godt kunne foregå i Stockholm eller Vladivostok. Det er var den rette koncert på rette sted.
”Vi er slaver af vores fortid, vi er slaver af vores fremtid”. Sådan synger Lars H.U.G. på sit første soloalbum City Slang i sin fortolkning af Søren Ulrik Thomsens digt ”Vent”.
Og nu gør han det igen på det tredobbelte live vinylalbum L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, der med bl.a. en ordentlig moppedreng af en medfølgende sangbog er andet og mere end bare et live-album.
Kunstneren Lars H.U.G. slår mig ikke som slave af sin fortid. Tværtimod har han gennem et par årtier i stigende grad koncentreret sig om sin nutid som billedkunstner. Alt indhold, bortset fra vinylerne, i den nye boks er da også smykket med masser af farver, malet i H.U.G.s Pop Art-inspirerede, delvis dadaistiske stil. Herunder nogle selvportrætter.
På det ene ligner han lidt salig Poul Borum som marsmand med grønt ansigt, synes jeg.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det har betydet af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen.
I 2016 blev H.U.G. kraftigt opfordret af spillestedet Vega til at give koncerten, der nu kan høres på tre vinylplader. Spillestedets nye pladeselskab fandt det passende at fejre sit 20 års jubilæum med en stor koncert med manden, der også var første navn på plakaten dagen efter åbningen i 1996.
L.A.R.S.T H.U.G. er første udgivelse på Vegas pladeselskab.
LARS H.U.G. DET NYE BOKSSÆT ER OVERDÅDIGT UDSTYRET MED H.U.G.S KUNST. PR-FOTO
Passende nok. Lars H.U.G er unik på den danske rockscene, uanset længden af hans mange pauser. Der var begyndelsen i Kliche, der lød som intet før eller siden, selvom Minds of 99 vist har lyttet. Alt, hvad vi hørte, var vibrerende atomer, for nu at parafrasere over en af sangene fra dengang.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det betød af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen. Hårde kampe med sig selv og dem omkring, desuden, som det fremgår af dokumentaren Hugland, der handler om optagelserne af Ti sekunders stilhed. Der var det rystende suveræne popalbum Kysser himlen farvel. På K.O.P.Y sang hipsterhugget schlagere. Forbløffende stor succes. Imponerende lyriske Blidt over dig, det cool salonjazzede Kiss and Hug From a Happy Boy.
Rummene mellem uforudsigelighed og banalitet
Mere end nogen anden på den danske rockscene har Lars H.U.G. med held afsøgt rummene mellem kunstens uforudsigelighed og storhed og popmusikkens banaliteter. Han er i en klasse for sig.
Da jeg så ham og hans band ved en turnepremiere i Store Vega et års tid inden, L.A.R.S.T H.U.G. blev optaget, slog det mig, hvor tydeligt det dengang nye album Ti sekunders stilhed trækker en flosset snor tilbage til Roxy Music og David Bowie. Art Rock pionererne, der lige så meget stod på den sorte musik som The Beatles anno 1967 og Warhol’sk popkunst.
Når det er allerbedst som i ”New York, New York” med et skramlet funkfeel og det malende sprogbillede “alle bilhorn spiller med på New York skæbnesymfoni”. Og for den sags skyld i “Ovataci” og “Den sidste tid”.
Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen
Det første album i L.A.R.S.T H.U.G.-boksen genlyder af dynamisk Art Rock på scenen i Vega med Peter Peters guitar sejlende opdagelseslystigt rundt i rummet. Jeg vil gå så vidt: efter at have lyttet til dette album bilder jeg mig ind, at jeg forstår H.U.G.s og Peter Peters vision.
Lyden er skarp. Det er blændende godt. Der er fylde i musikken. Det swinger. Selvfølgelig er der gjort meget under efterbearbejdningsprocessen i studiet. Som det nu engang er.
Lydmassakren i Roskilde
Jeg så første gang Lars H.U.G. og Kliche i 1982 og har siden set ham 15-20 gange som solist. Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen og kaos foran på scenen. Muligvis tilstræbt.
Allerværst ved den kaotiske lydmassakre af en koncert på Arena under Roskilde Festivalen 2015, hvor jeg var tæt på at tage skibet, der hedder afsked, inden koncerten sluttede. Jeg har nogle gange haft H.U.G. mistænkt for at forsøge at skabe et indre sonisk modtryk i hans udtryk.
For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986.
Men ligesom der findes rastløst skærende dissonans og vrangen vendes ud, er der samtidig malerisk, æstetisk skønhed og popomkvæd så præcise og melodiøse, at de stadig vil blive sunget, når al is er smeltet og ozonlaget væk, og kun Keith Richards og den engelske dronning er tilbage.
Den gode nyhed er, at også numre som ”Waterfall”, ”Natsværmer”, ”Backwards”, “Blidt over dig” og et paradenummer som “Elsker dig for evigt” lyder indlysende godt på det nye livealbum.
Om L.A.R.S.T H.U.G. er i omegnen af 1.000 kr. værd må være op til den enkelte. Det er mange penge for en plade. Man skal ikke købe L.A.R.S.T H.U.G. som et greatest hits-album. Dem er der udkommet hele tre af tidligere i hans karriere. For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986. Om det berettiger en investering på 1.000 kr. må være helt op til den enkelte. Det første oplag var hurtigt udsolgt. Et nyt er til salg fra 21. juni.
Praktisk:
L.A.R.S.T H.U.G. udkommer kun som vinyl, og kan kun købes via vegashop.dk.
28 udvalgte sange fordelt ud på tre 180 gram vinyler presset hos Nordsø Records i København. Hvert album er i sin egen gatefold.
Mega Songbook. 88 illustrerede sider med H.U.G.s sangtekster og illustrationer.
Håndsigneret kunstsærtryk af H.U.G. Mål: 31,5 x 31,2 cm. Passer i en billedramme til vinylcovers.
De tre lp’er, kunstsærtryk og bogen er samlet i en boks.
Lars H.U.G.: L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, tredobbelt album
Siden 2010 har hun udsendt ni album, der alle, kvalitativt, hver især har udgjort et spring videre fra, og samtidig været forankret i det forrige. Aldrig gentagelse. Aldrig safety first.
Efter det middelalderinspirerede album In the Beginning, der blev indspillet i en nedlagt kirke i Estland, det terapeutiske visealbum The Echo of You og det delvis elektroniske I nat bliver vi gamle er Kira Skov aktuel med Spirit Tree.
Som for så mange andre har coronarestriktioner og -nedlukning betydet, at Skov har måtte tænke alternativt. Det resulterede i hele 14 sange, der alle er indspillet i duet eller sammen med to andre sangere. Mange af dem gode venner.
Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.
Alt for ofte virker duetalbum som en karrieremæssig parentes. Som noget musikerne udsender, når de er løbet tør for idéer og derfor enten har overladt initiativet til deres pladeselskab, eller føler trang til at hædre inspirationskilder, andre kunstnere og/eller sig selv.
Det kan der komme ganske fremragende musik ud af. Lyt f.eks. til Emmylou Harris’ Duets eller Sheryl Crows Threads. Om ikke andet for at høre ms. Crow synge sammen med Keith Richards. Det er … ja, det er uforligneligt.
I tilfældet Spirit Tree virker intet tilfældigt eller kalkuleret. Tværtimod lader der til at ligge en klar idé bag samtlige numre. Tekstmæssigt og musikalsk, i produktion og sang. Ja, en klar idé bag hele albummet som sådan. Indimellem lyder det ligefrem magisk og overraskende frisk.
Tydelige referencer
Hvor vil man ellers i 2021 høre en indsmigrende vokal (tilhørende Marie Fisker) danse løssluppent, mellem-tempo jazz-poppet med inspiration fra Jack Kerouac og Dylan Thomas, end i “Ode to the Poets”.
Indimellem er referencerne så tydelige, at det er banalt at nævne dem. ”Dusty Kate” er på papiret – hvis nogen stadig bruger den slags til at skrive tekster på – en umulig sang. En kombineret hyldest til Dusty Springfield og Kate Bush i duet med Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour, X Factor).
Umiddelbart ligger dén ikke lige for: Begge er/var et par musikalske dramaqueens, men alligevel: Lyden af Kate Bush’s altid søgende, lyriske koleratursopran krydset med lyden af Dustys noget mørkere distinkte mezzosopran, hvis udtryk var så amerikansk, som en britisk popsangerinde kunne blive. Ikke mindst på det fantastiske album Dusty in Memphis.
Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens buldrende derudaf i bashøjtalerne.
Det fremgår, at sangen oprindelig blevet leget i gang i festligt lag, hvor bl.a. Skov og Lindberg, hvis partner, bassisten Anders Christensen, spiller med på albummet, sang sammen. Og der er da også noget meget legende, næsten drillende og drømmende lyst og let over den sang, der på enestående vis formår at skabe sit helt eget udtryk ud af inspirationskilderne.
Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.
Også i genindspilningen af ”Idea of Love” fra 2013, der stilfærdigt flyder smukt i duet med Mark Lanegan (tidl. Queens of the Stone Age og The Gutter Twins) driver følelserne uforbeholdent. Specielt Maria Jagds violinspil i mellemspillet åbner vinduer til nye sindslige horisonter. Som det gør mere eller mindre på hele albummet.
Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad
”Horses” i duet med svenske Jenny Wilson – og Skov faste samarbejdspartner John Parish i baggrunden – citerer Martin Luther King og en smule Bob Dylan, der vist altid svæver et eller andet sted i Kira Skovs sange. Igen påfaldende, hvor selvfølgeligt det fletter sammen, det hele; inspirationskilderne, tre stemmer, en sikker popmelodi i et diskret reggae-arrangement med en herligt flagrende mellotron ved Silas Tingleff. En af Kira Skovs mest håndgribelige sange.
NYT ALBUM FRA KIRA SKOV, PR-FOTO
”Some Kind of Lovers” med en flot hyldest til det heftige, men perspektivløse overfladiske møde mellem to mennesker og alt det, der ikke skulle være. Men som alligevel klynger sig til mindet som en duft, der hænger ved. Dér har de fleste sikkert været en enkelt gang – eller flere. En melodi der er lige så enkel og ligefrem, som den er stemningsfuldt udført.
En juvel i dansk rock
Driller, skrev jeg tidligere. Kira Skov er i teaserhumør flere steder. Forstået sådan at et par sange åbner et dunkelt Nick Cave’sk sted for så at tage et stilmæssigt spring. Det gælder f.eks. ”Horses” og ”Love is a Force”, der ligner en skitse til noget, der aldrig rigtig blev foldet ud. Ligesom afslutningsnummeret i mine ører mest handler om sig selv. Jeg fanger overhovedet ikke pointen.
Dansk rocks mestercrooner Steen Jørgensen har næppe lydt så meget som Leonard Cohen, som han gør i ”In the End”, der bestemt ikke skjuler sin gæld til Cohens ”I’m Your Man”. Fint nok. Uden sine kildeudspring var der ingen floder. Og herligt at høre Kira Skov slå håret ud og lufte sine ”hormonal tendencies”, som hun synger.
Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens vokal buldrende derudaf i bashøjtalerne.
Der er inspiration fra fransk 60’er pop i “Deep Poetry”. Den skønne popsang “Marie” – en hyldest til veninden Marie Fisker – genlyder af The Beatles fra deres Rickenbackerperiode medio 60erne. Dejligt nummer. “Pick Me Up” ligger i forlængelse af de seneste Kira Skov-plader efter det skelsættende album In the Beginning, der bl.a. bygger inspiration fra middelalderlige madrigaler.
Så det er lidt op og ned. Men selvom Spirit Tree lyder som refleksioner af generationers populærmusik, er der intet bagstræberisk eller patetisk over det. Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad.
Kira Skov er en juvel i dansk rock, slebet til af livet og en åbenbart evig nysgerrighed og inspiration.
