Country i Odense: Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?

Country i Odense: Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?

COUNTRY I ODENSE // REPORTAGE – Et par venner kørte for nylig til countryfestival i Odense i håb om en oplevelse, der kunne kompensere for en gammel, urealiseret drøm om at cruise gennem USA’s sydstater i rock’n’rolls udspring. Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?
“We’ve got whisky, we’ve got time … let’s take it from the top/you’ve got something on your heart/pour it out/and let it out,” lød det ud af højtalerne. På vej i bilen lyttede jeg til en Nashville Nights 2025-playliste med bl.a. Trick Savage og Brent Michael Woods “The Bottom of it”.
Og det var lige præcis, hvad en gammel ven og jeg var på vej til – at tage det fra toppen. Det har været en flere årtier gammel drøm at køre på et musikalsk roadtrip gennem det sydøstlige USA. Sådan skulle det af forskellige grunde aldrig blive. Ikke sammen, selvom jeg har gennemført noget lignende alene halvanden gang. Inden Trump blev præsident.
Så da jeg for nylig hentede min ven ved hans bopæl få hundrede meter fra Tryggevælde Å, var vi enige om, at vel er E20 ikke Highway 61, vel er min sorte sydkoreaner ikke en Ford F-150, og vel er Odense, Fyn langt fra en lige så grim by som Nashville, TN – men ville vi alligevel mærke en snert af magien i løbet af det kommende døgn?
Odense
Foto: Nashville Nights
Countrymusik er mere populær i Danmark end nogensinde. Jeg skal spare læseren for et maratonbud på en forklaring. Alene af den grund, at jeg ikke kender den. Velvidende at Deep Country egentlig dækker over en gotisk inspireret afart af country bl.a. med hang til “murder ballads”, er jeg mest til det, jeg på dansk kalder “dyb country”. Country-genrens insisteren på autentisk, håndholdt lyd, dogmet om gode melodier, storytelling med total nærhed, hvor der slås an på alle vibrerende nervebaner og følelser – helt blottet for klassisk nordisk kulturfimset frygt for det banale. Samtidig overholdes konventionerne langt henad highwayen, stetsonhatten, cowboytøjet, whisky, Gud, store biler, det familiære. Ofte med referencer til sex.
Jeg har disse sydstatsamerikanere mistænkt for at bruge musikken som en ventil for alt det, der blev fortrængt af reglerne om at sove med hænderne på dynen og biblen, indtil de blev viet i en trækirke med vindbøjtler blæsende om ørerne.
Min ven og jeg lærte hinanden at kende i 2.G samfundsfaglig, som det hed dengang, og vi er vel siden blevet hinandens livsvidner, som det hedder i dag. Det er gået rundt op og ned, venskabet og den gensidige respekt har altid været der, ligeså med kærligheden til musikken, især til americana i bredeste forstand. Så Odense, here we come.

Ro, renlighed og regelmæssighed

Nashville Nights er en international musikfestival med base i Odense, der fokuserer på country, americana, folk, blues og southern rock, hvor sangskrivere og musikere fra hele verden deler deres historier i intime omgivelser. Koncerterne foregår rundt omkring på store og små scener i Odense. Festivalen arrangerer også turnéer i Danmark og Sverige og er kendt for sine såkaldte ’writers rounds’, hvor artisterne optræder sammen og fortæller baggrundshistorierne til deres sange.  Spørger man folkene bag Nashville Nights om meningen med det hele, vil man ofte høre ordet ‘autentisk’.
Og det første ’autentiske’ festivaløjeblik ventede da også, da vi ankom til den første koncert, der havde fået et ’v’ i planen – med sangskriverne D. Vincent Williams, Emily Henline og Kendell Marvel. En halvlang kø til det overfyldte spillested The Circus betød nemlig, at det var umuligt at komme ind. Kan det blive mere festivalautentisk?
Bortset fra det skal festivalen roses for en feature på app og site, som løbende opdaterer hvor mange tilskuere, der er på de enkelte scener.

For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende

Never mind. Takket være en velskænket lokal øl på det i øvrigt tomme nabospillested, Teater 95B, fik vi skyllet støvet fra diligenceturen hen over Sjælland og Fyn af, og en vis fornemmelse af ro, renlighed og regelmæssighed indfandt sig som opvarmning til den første koncert med Lee Thomas Miller.
Under en writers round den følgende dag sagde Emily Henline om baggrunden for en af sine sange, “Moments”:
”Livet består af de store øjeblikke – og alt det andet. Det gælder om at hylde de store øjeblikke. Det er dem, der giver os fornemmelse af at have levet.”
Så i Emily Henlines ånd, håber jeg, har jeg tilegnet denne reportage en håndfuld store øjeblikke fra vores vej gennem Odense.

Når musik flytter rundt på de små grå

Spillestedet The Circus, der udgør en del af kulturhuset Rosenbæk Huset, lider af udpræget atmosfærisk fatigue. Med andre ord er det et gymnastiksalslignende lyst og kedeligt rum.
Men så er det jo godt, at en mand som sangskriveren Lee Thomas Miller solo med sin guitar kan fylde rummet, så jeg glemte de manglende neonskilte, storrygende poolspillere og mænd og kvinder i cowboystøvler på jagt efter øjenkontakt ”Chasing After You”, som Maren Morris synger. (Hun spiller i øvrigt snart i Amager Bio, hvis du er til country i den poppede afdeling.)
Lee Thomas Miller tilhører Nashvilles sangskriver og -producer royality. Har skrevet sange sammen med/til sin nære ven Brad Paisley, Tim McGraw, Chris Stapleton, Garth Brooks, Trace Adkins og George Strait.
Odense
Sangskriveren Lee Thomas sang om sin bedstefar, der deltog i D-Dag i 1944. Foto: Flemming Jørgensen
Lee Thomas Miller er en ferm namedropper, selvironisk –” jeg er god til at få ord til at rime på trucks”. En fremragende sanger og guitarist. En professionel historiefortæller, selvom der gik lige lovlig meget familie og skænderier med konen i det.
På den anden side har han også skrevet et af Brad Paisleys største hit, ”Perfect Storm”, en tæt på perfekt country-kærlighedssang bl.a. med linjen ’She destroys me in that t-shirt’. Hvem har ikke været der?
Mod slutningen af sit sæt introducerede han en sang om sin bedstefar, der var en af de mange tusinde amerikanske soldater, der satte sine fødder i Normandiet under D-Day 6. juni 1944. Han var en af de første fra de allierede overhovedet, der opdagede, at de koncentrationslejre, de havde hørt rygter om, faktisk eksisterede. Et øjeblik havde jeg øjenkontakt med Miller, mens han så sig omkring. Han virkede enormt skarp og fokuseret. Jeg synes, jeg anede et glimt af noget farligt. Et lyn. En kuldegysning. Hvordan man modtager musik, vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om, hvad man selv som lyttere lægger i det.
For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende.
Uanset hvordan man vender og drejer det, handler Millers sang om en problematik, der rækker længere ud end en four wheel drive kan køre på literen. Hvad ville han udtrykke? Handler det om den aktuelle konflikt i Gaza? Den stigende polarisering på alle sider? Stadig stærkere og voldsom forfølgelse af dem på den anden side? Om det, der sker i USA i dag? Fascimens fremrykning på flere fronter? Måske ville han ’bare’ fortælle en historie. Måske betød det fokuserede blik, ”dude, har du hørt om det gode, gamle danske udtryk, en bajer til musikken?”
Under alle omstændigheder noget af det, musik også kan. Flytte rundt på de små grå.
Forrygende hyldest til Kim Larsen
Dan Smalley er efterhånden en hyppig gæst på de danske scener. På scenen i Posten fortalte han, at han har deltaget i alle fem versioner af Nashville Nights siden begyndelsen i 2021. Som andre amerikanske gæster før ham var han sat sammen med et band af danske musikere under navnet Dan and the Danes.
Som min ven, der for nylig har set Smalley solo i Køge, påpegede, hæmmede bandformatet, at en af Smalleys forcer, hans sublime guitarspil, kom til sin ret.
På den anden side var det en lige ud forrygende rockkoncert med et godt dansk orkester, der gjorde deres bedste – især bemærkede jeg guitaristerne Jens Vestermark og Kenneth Lauridsen.

Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense

Smalleys inspiration kommer fra forskellige genrer. Klassisk country som charmepopperen ”Only a Girl”, der trak mine mundvige helt op til de øverste rynker i panden. Mudret sumprock som i Credence Clearwater Revivals storhedstid. Utrolig meget amerikansk rockmusik står – eller løber – på skuldrene af bl.a. “Run Through the Jungle”.
Inspirationen fra gospel, soulmusik, gamle outlaw-countrysangere som Waylon Jennings og Johnny Cash, nyere mere eller mindre alt-country navne som Jason Isbell. Klassisk don’t bore us get to chorus-country. Rootsy som Allison Kraus.
Under sine mange ophold i Danmark har Dan Smalley opdaget Kim Larsens musik, og har derfor spillet ”This is My Life” et par gange undervejs. Et absolut højdepunkt under Nashville Nights 2025 opstod, da han introducerede nummeret med en bemærkning om, at der jo allerede var et medlem af Kjukken, bassisten Jesper Haugaard, på scenen – og nu ville han introducere et andet, guitaristen Karsten Skovgaard.
Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense. Der var skruet tilbørligt højt op for Skovgaards guitar, der obsternasigt rev og flåede i den gamle Gasolin’-sang. Især i soloen, som jo oprindelig skyldes Franz Beckerlee.
En overraskende, bemærkelsesværdig hyldest til Kim Larsen. Et enkelt Larsen-nummer. Perfekt. Mere end det ville være for meget.
odense
Det tidligere Kjukken-medlem Karsten Skovgaard goes country med Dan Smalley. Foto: Nashville Nights

Countrys Spice Girls

Nashville Nights bliver indimellem beskyldt for at være en fætter-kusine-fest. Det er rigtigt, at der er en fast kerne af gengangere på plakaten, også i år. Nu kunne man så påpege, at alle danske festivaler er en slags fætter-kusine-fester med karavanen af de samme danske navne år for år. For os, der var til Nashville Nights for første gang, er det jo i øvrigt ligegyldigt.
Sidst fredag aften var der writers round med kolleger og veninder, Jade Helliwell og Kezia Gill. Helliwells mand, Luke Thomas, var med som tredje ben som en lydhør, understøttende tredje guitarist. En god ide.

Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af

Jade med den store, store stemme er en af festivalens faste kusiner. For ikke længe siden så min ven og jeg hende under festivalens forårsturne. I det hyggelige, intime spillested Teatret R98 i Odense gjorde hun langt større og bedre indtryk end for nogle måneder siden.
“Vi er countrys Spice Girls,” har Jade Helliwell flere gange sagt. Om ikke andet har hun næsten det rette efternavn.
Og ja. Der er ganske rigtigt en meget britisk working class roughness over begges udtryk. Der er måske lidt mere full vocal opera og klassisk country i Jade Helliwell med den imponerende stemmepragt end i den meget britiske Kezia Gill. Tilsammen udgør de en duo, jeg kan anbefale til alle.
Det helt store øjeblik for mig denne sene aftentime var Kezia Gills ”Local Man’s Star”. Hendes sangskrivning har det ene ben i den keltiske folktradition. Det andet ben i country. Og det tredje i den britiske rockhistorie.
Gills raspy udtryksfulde sangstemme minder mig om så forskellige sangere som Dana Fuchs, Nina Simone og en smule Stevie Nicks. Bare for the record – titlerne på de tre mest afspillede titler ud af fem på Spotify med Kezia Gill lyder ”Dublins Outta Whiskey”, ”Whiskey Over Ice” og ”Whiskey Drinking Woman”. Tal om feltet, hvor attitude blander sig med kunst som en enkelt isterning med whiskyen i glasset.
odense
Jade Helliwell, Luke Thomas og Kezia Gill. Foto: Flemming Jørgensen
Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af. De optræder så til gengæld p.t. for ca. en trillion gange flere mennesker end Kezia denne aften i Teater R98.
Bedømt ud fra denne dobbeltsession med Jade Helliwell handler det hverken om forstillelse eller kalkulation, når de to går på scenen. Vi får, hvad vi ser. Smuk sang, nerve og humor.
Tilbage til “Local Man’s Star”. Den sang er skrevet til Keizas afdøde far, hendes store forbillede, en musiker der aldrig drømte om andet end at være det, han blev – en underholder, der optrådte rundt omkring på folkets spillesteder og pubber i Nottingham, Derby og omegn. Den sang blev sunget med en så passioneret glød, at jeg bilder mig ind, at jeg kunne mærke eller smage sangerindens blodrøde kærlighed til den gamle. Et øjeblik var det som at stå ved baren i pubben, mærke lugten af fadøl (måske var det min egen), høre stemmer med tyk Mid England English dialekt forbande husværten, priserne og endnu et Forest-nederlag.
Et mindeværdigt øjeblik, igen med en sang om at huske og omfavne det, der kom før.

De barmhjertige timer mellem 2 og 5

Til en del af Nashville Nights konceptet hører jamsessions om natten. Vi tilbragte en times tid eller halvanden på Dexter, hvor det, der gjorde mest indtryk på mig, var den forholdsvise lave pris på Bob Dylan-whiskyen Heavens Door. Dylan er ikke countrymusiker. Dylan er Dylan. Sin egen genre. Men han indspillede dog albummet Nashville Skyline (1969) delvis sammen med Johnny Cash.
Senere et sted i de barmhjertige timer mellem 2 og 5 blev første Nashville Nights dag evalueret i den glimrende Airbnb-lejlighed, min ven havde booket. Hvad vi talte om, husker jeg heldigvis ikke. Men lørdag morgen kunne jeg med et enkelt blik på bordet konstatere, at det var gået præcis som Trick Savage og Brent Michael Woods synger i “The Bottom of it”.
You got something on your heart / We’ve got whisky we got time / There aint no trouble that’s too tough / Hit that bottle hard enough / We’ll get to the bottom of it.

Sange om giftige mandlige slanger

I 2009 faldt jeg over den odensianske duo Strawberry Blondes fine folkrock-album Glorious. Har lyttet til det indimellem. Det undrer mig, at tvillingerne Anja og Betina Følleslev ikke er nået længere ud på de store scener. Jeg ved ikke, om de har spillet på Tønder Festival. Det ville være oplagt.
Så lørdag morgen søgte min ven og jeg mod Café Biografen Cinema, hvor søstrene Følleslev afholdt en release-koncert i anledning af en ny EP, “Nothing Comes From Nothing”. En fed titel.
Især sanger Betina Følleslev virkede nervøs. Måske medvirkende til, at der var noget sitrende hudløst over deres udtryk. Måske fordi de nye sange er meget personlige, og sanger Betina befandt sig et lidt skrøbeligt sted. Det er sange om svigt og giftige mandlige slanger i græsset. Fint med mig. Jeg kender kun en interessant sang om lykke, Stevie Wonders “Isn’t She Lovely”. Som er skrevet til en nyfødt datter.
odense
Søstrene Betina og Anja Følleslev, Strawberry Blonde. Foto: Flemming Jørgensen
Jeg har noteret flot sammenhæng mellem tekst og udtryk i det medrivende dollyske ”Charming Devil”. Et øjeblik begejstring over den charmerende poppede “Waterfall”.
Deciderede højdepunkter kan jeg ikke skrive om. Men efterfølgende har jeg lyttet til den nye EP. Det er elegant, ædel og til tider bevægende singersongwriter sangskrivning med lige præcis det diskrete stænk af pop i produktionen, der gør at duoens musikalske kerne stadig er intakt. Modsat så mange andre danske musikeres knæfald for den aktuelle poptendens i moderne musik. Strawberry Blonde burde have et lige så stort publikum som f.eks. Hush.
Magi i Odense
Og så til lørdagens writers round i The Circus. D. Vincent Williams ligner ham jokecrackeren, du forventer at finde i hvilken som helst bar i Nashville. Den rare fyr, der hilser på og udveksler en bemærkning med alle gæster, og som alle kan lide. Den anden deltager, Trick Savage, kunne ligne den lidt reserverede fyr med stamplads nede for enden af baren, hvorfra han er leveringsdygtig i den ene sarkastiske bemærkning efter den anden.
I den analogi kunne den nye i sangskriverklassen, Emily Henline, være den unge kvindelige bartender.
I løbet af de to timer, det varede, skete der det forunderlige, at da vi forlod koncerten føltes det som om, vi havde oplevet en egentlig, ‘rigtig’ koncert – selv med de heldigvis ret korte præsentationer af sangene indimellem. Som en trio-koncert, selvom de to rutinerede herrers kendskab til Henline vist var temmelig sporadisk. Jeg fik det indtryk, at Savage aldrig havde mødt hende før.

Følelsen i det øjeblik har jeg båret på som en lille lydlig amulet lige siden. Den slags musikalske erindringsøjeblikke, ingen videooptagelser på en telefon nogensinde vil kunne modsvare

Trick Savage har vist været fætter i Nashville Nights familien siden første runde i 2021. Som D. Vincent Williams har han arbejdet sammen med en lang række kendte og ukendte country musikere. Desuden har de begge en befriende southern selvironi. De er knalddygtige på hvert sit instrument, guitar og keyboards (Williams).
Det var især stort at se især Savage fange de to andres sanges akkorder og stemning (et par af Williams sange kendte han dog tydeligvis) og lægge sit guitarspil ind som backing og i diverse soli. Ligeså med Williams keyboards og Henlines guitar.
På et tidspunkt talte Williams om en scene i Bob Dylan biopic’en A Complete Unkown, hvor han – på en ikke særlig pæn måde – siger til Joan Baez, at hendes problem er, at hun prøver for hårdt på at skrive de rigtige sange. I stedet for at lade det komme af sig selv.
Og vel var der sange her, der lød som så meget andet. Men først og fremmest var det en masterclass i sangskrivning, i musikalitet – og en proces hvor den musikalske udøvelse rummer en form for telepati for de, der kender den rette bølgelængde.
odense
D. Vincent Williams og Emily Henline på musikstedet The Circus. Foto: Nashville Nights
Ballader om kærlighed. Den svimlende forelskelse og det modsatte, tab, sorg, svigt, helte og heltinder, frygt og lede. Bittersøde sange om dage, hvor man elsker regn og ingentinghed. Sange om brushoveder på barer (big surprise). Der var sangen, der reddede Williams liv, sangen der reddede Savages karriere. Henlines bedårende sangstemme.
På et tidspunkt sang Henline fantastisk smukt i en sang, hvis titel jeg ikke fik noteret. Her lå det store øjeblik i den få sekunder lange pause, der opstod, da sangen sluttede. Williams og Savage fangede hinandens øjne.
”Tak, Emily,” sagde Williams og pustede ud. ”Det der var 12 ud af 10,” sagde Savage lettere bevæget.
Følelsen i det øjeblik har jeg båret på som en lille lydlig amulet lige siden. Den slags sindslige musikalske erindringsøjeblikke, ingen videooptagelser på en telefon nogensinde vil kunne modsvare.

Cool country

Frølageret er et godt spillested, god indretning, tilpas dunkelt til at føles rigtigt. Vi havde valgt for os helt ukendte Erin Rae som sidste kunstner før turen tilbage til Østdanmark. Et godt valg.
“Welcome to some songs about mellow nightmares,” sagde hun, da hun havde entreret scenen. Den beskrivelse kan ikke gøres meget bedre.
Efter et indie-folksy album Putting on Airs (2018) lydende af Bon Iver-skolen, udsendte hun i 2022 det varmere, mere retro-begejstrede album Lighten Up.
Til at begynde med forklarede Rae, hvorfor hun og bandet kun havde haft et par dage til at øve inden rejsen til Europa. De skulle da heller ikke mange minutter ind i koncerten, før det var åbenlyst at musikerne stod på en shaky ground.
Guitaristen virkede direkte usikker, og der opstod vist også et par bøffer undervejs. Det kan man kalde uprofessionelt, for mig gav nerven og den her kildrende tension musikken en fin dimension – så længe det ikke ender i kaos.
odense Erin Rae med band. Foto: Flemming Jørgensen
Med konstant lukkede øjne synger Rae Erin med en forsigtig, blød følelsesmæssig intensitet, der bemærkelsesværdigt formidler sangenes tilsyneladende komplekse tematikker.
Det helt store øjeblik opstod, da hun smed resten af bandet ud og sang bare akkompagneret af sin egen guitar. Selvom hun sang coversange i en helt anden mainstreamgenre, kom jeg til at tænke på Eva Cassidys intensitet undervejs – og på Cowboy Junkies’ Margo Timmins besættende lavmælte melankoli. Erin Rae solo var som et kort øjeblik at få kosmisk indsigt i mikroformat i noget af det, der driver en dygtig musiker, sanger og sangskriver.
Det er fristende at parafrasere over D. Vincent Williams joviale ord et par timer tidligere: Endelig en countrysanger, der ikke synger om trucks og whisky. Men det ville være historieløst.
For Erin, Emily, Jade og Kezia synger i fuld skala om livet, så det kan forstås af alle med et åbent sind som andet end et rituelt anakronistisk klanritual. Fuldstændig som allerede Patsy Kline, Dolly Parton, Emmylou Harris med mange flere før dem.
Nåede vi så at mærke sydstats roadtrip-magien efter et døgn i Odense? Tjah, det finder vi næppe nogensinde ud af. Og ikke sidste ende er det jo også komplet ligegyldigt. For som min ven skrev til mig forleden:
Har stadigvæk en god følelse i kroppen fra Nashville Nights.
Så bliver det jo ikke bedre med musik.
Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

‘Åbenbaring’ står der i rubrikken. Vel – et ret så kraftigt vingeslag midt i en bunke ord om en såkaldt writers round i Køge, Sjælland. Men lige der i nuet i salen i Teaterbygningen var det sådan, det føltes.

Som et glimt af et åbenlyst sangskrivertalent og en ubeskrivelig stor stemme. Og en påmindelse om, hvad livemusik kan gøre, når det griber, Covid-19, mundbind, afstand og støtteordninger ufortalt.

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet

Åbenbaringen har et navn – Laura Oakes.

Country
FRA LAURA OAKES – BETTER IN BLUE JEANS – LIVE IN THE STUDIO.

Sangskriver Stefan Mørk er lige nu i færd med at realisere et såre sympatisk projekt. Under sine mange rejser i Nordamerika med sin kone, filmfotografen Charlotte Bruus Christensen (bl.a. Kvinden i toget og Fences) har han opbygget et stort musikernetværk – ikke mindst i countrymusikkens aorta, Nashville.

Ud af mange musikalske samarbejder opstod ideen om Nashville Nights, hvorunder en flok countrysangere tager en writers round på scenen med sange, snak og anekdoter.

Projektet blev sidste år søsat i det små med tre koncerter i Danmark. Og netop nu er Stefan Mørk og en flok sangere på en større turne i Danmark. Herunder Blue Foley og Trick Savage, der sammen med danske Arvid Nielsen medvirker på Mørks nye ep.

Fire nye country-sange, der følger dogmet om tre akkorder og sandheden. Eller sagt på en anden måde: syng om det, du har forstand på – dit eget liv. Så rammer du sikkert også andres liv.

Fine kompositioner med fornemmelse for essensen i country, rigtig flot sunget (stort set uden accent) bl.a. med hyldest til Mørks døtre og hans kone. (For at det ikke skal løgn, har Mørk en vis lighed med skuespiller og sanger Will Chase, der spiller en af hovedrollerne i tv-serien Nashville.)

Som Mørk rigtigt indledte denne Nashville Night, er countrymusikken ikke ret udbredt i Danmark – i hvert fald ikke som rendyrket genre. At der er masser indflydelse fra countrymusik i dansk pop- og rockhistorie, er noget andet.

‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blog. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet.

Noget af en type

Den allerførste sten blev i øvrigt, som bekendt, kastet af Ms. Tamra Rosanes, bless her heart, som Stefan Mørk da også med passende sydstats-respektfuldhed har inviteret med på sin turné. Hvor hun bl.a. med ildevarslende klang i sin smukke stemme sang Nightmare in American Dream fra det seneste album Divided Heart.

Hvis jeg forstod det ret, er ideen til Nashville Nights opstået mellem Mørk og spradebassen Blue Foley fra Nashville, der, som min salig far ville have sagt, er noget af en type. Munter mand med mange spontane, spøjse indfald, men på åbningsaftenen i Køge var det meget tæt på at blive for meget.

Især da helt unge og stadig urutinerede Laura Oaks skulle synge. Eller rettere sagt, det var for meget. Foley kunne godt trænge til en lille lektion i southern hospitality.

Til gengæld var hans udtryk, da Tamra fortalte om dengang, hun kurerede Kris Kristoffersens halsonde med en pastil, enormt charmerende. Kris K er for outlaw country, hvad kilden ved destilleriet i Lynchburg, Tennessee er for Jack Daniel’s.

Koncerten bestod af to afdelinger, først Stefan Mørk, unge Kaley Hill og den ældre Trick Savage. Sidstnævnte en sanger af den klassiske countryskole med sange om sydstatslivsstil og familiesammenhold  – ikke mindst øl. Han sang også sin Bible and a .44, som stjernen Ashley McBride har gjort til et stort hit.

Jeg tvivler i øvrigt på, at ham manden i dén sang er helt enig med Tamra i hendes syn på mareridtet i den amerikanske drøm. Men den blev leveret med swing.

At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende ikke som i sentimentalt, rørende fordi det er hverdagens poesi

Trick er en rutineret sanger, der forstod at bruge og udfylde sit moment på scenen med en selvfølgelighed, som når stemplerne glider ind og ud af cylindrene i en truck.

Countrymusikkens Celine Dion

En klar kontrast til helt unge Kaley Hill, som Keith Urban har kaldt countrymusikkens Celine Dion. Formidabel sangerinde med et uimodståeligt udtryk, muligvis inspireret af sangerinder som Dolly Parton, Alison Krauss og Trisha Yearwood. Hun sang bl.a. sin footstomper Money Tree med urtidskønsrollerne og Sugar Daddy-fænomenet vendt på hovedet.

Påfaldende i øvrigt hvor naturligt Stefan Mørk som sanger og sangskriver falder ind i miljøet, hvad både klang og sangene angår.

Sammen med Tamra Rosanes og Blue Foley entrerede en lidt bleg rødhåret ung kvinde scenen. Direkte fra Liverpool, der er ligeså meget nord som Nashville er syd, af alle musikbyer.

Nu kunne man selvfølgelig påpege, at den form for pop/rockmusik, man nu på 60. år især forbinder med Liverpool, bygger på de samme rødder som country – britisk folkemusik på en bund af blues og gospel.

Trods store forskelle ligner historien om unge Laura Oakes fra Mersey-flodens bredder historien om den unge skotske countrysangerinde i den aktuelle biofilm Wild Rose. Unge britiske kvinder med en fælles drøm: Nashville, Tennessee. Som Oaks sagde: “Som teenager var jeg den eneste i Liverpool, der kunne lide country.”

I samme øjeblik Oakes åbnede munden og begyndte at synge, mærkedes sanserne åbne sig i salen – og på scenen – i teaterbygningen. ‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blok. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange. Som hun selv sagde, har hun lært af Nashville at skrive med udgangspunkt i sit eget liv.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik. Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser. Nashville Nights fortjener støtte

Som i en rørende sang, hvis titel, jeg ikke fik fat i, der blev skrevet under hendes nu helbredte fars sygdom. At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende, ikke som i sentimentalt – rørende fordi det er hverdagens poesi.

Som de amerikanske musikere sagde flere gange undervejs, var de imponerede over det danske publikums lydhørhed. Korrekt, at vi vist er lidt kølige og reserverede her i landet, men vi kan give en stående applaus, når den er fortjent.

Premierekoncerten i Køge foregik tilsyneladende under en forholdsvis stram tidsplan. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik.

Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser.

Nashville Nights fortjener støtte.