Ray Davies bliver 80 – spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varm
Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.
Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.
”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati
Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.
Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.
Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?
Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.
The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.
Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.
Bare et blik udover rubrikkerne på dagens hyldestartikler taler deres eget sprog: ’Ray Davies at 80: the life and times of rock music’s most revolutionary songwriter’ og ‘Ray Davies at 80: A Cosmic Celebration of The Kinks’ Mastermind’.