Ray Davies bliver 80 – spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varm

Ray Davies bliver 80 – spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varm

Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.

Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.

”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.

Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati

Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.

Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.

Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?

Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.

The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.

Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.

Bare et blik udover rubrikkerne på dagens hyldestartikler taler deres eget sprog: ’Ray Davies at 80: the life and times of rock music’s most revolutionary songwriter’ og ‘Ray Davies at 80: A Cosmic Celebration of The Kinks’ Mastermind’.

 

Ray Davies’ enorme sangskat

Ray Davies’ sangskat er enorm, fra de eksperimenterende plader i slutningen af 60’erne, hits som ‘Sunny Afternoon’ (der blev sunget af publikum på Wembley i 1966, da Englands fodboldlandshold vandt deres første og, tør jeg godt sige, sidste titel), ‘Days’, ‘See My Friends’, ‘Till the End of the Day’, ‘Where Have All the Good Times Gone’, ‘Dedicated Follower of Fashion’, ‘Well Respected Man’, ‘Dead End Street’.

Det akavede hit ‘Lola’, der gav Kinks et mindre amerikansk gennembrud. Det smukke, bittersøde ‘Celluiod Heroes’ med sin medfølende solidaritet med den amerikanske stjernedrøms vindere og tabere. Det kunne sådan set også handle om dem, der stiller op i X-Factor.

De efter min mening underkendte – også af Ray selv – ’amerikanske’ 70’er-albums Sleepwalker og Misfits. Især Kinks popo-sparkende ’okay, punks, hør her, hvem der fik jeres pædagoger til at danse, da I gik i vuggestuen’-album Low Budget. For ikke at tale om efterfølgeren Give The People Want They Want (1981) med bl.a. ‘Better Things’, som du skylder dig selv at høre i versionen, hvor Ray synger sammen med Bruce Springsteen.

Der har været, er og følger mange store britiske sangskrivere.

Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati.

Smukkere end i mesterværket ‘Waterloo Sunset’ bliver det ikke. Hvorfor ikke give ordet til en anden af de helt store englændere David Bowie?

“Der er noget enormt forankret i den sang. Den er så engelsk som Peter Ackroyd (forfatter, historiker og litteraturkritiker). Den siger, ‘London’. Der er noget så dybt bevægende over den sang. Den er tidløs.”

Tillykke til Sir Ray.

Hjertevarm popmangfoldighed med Lake Street Dive

Hjertevarm popmangfoldighed med Lake Street Dive

Lake Street Dive, Amager Bio, København

Indrømmet, jeg kom lidt skævt ind på de amerikanske popfeinschmeckere Lake Street Dive fra begyndelsen. For ikke så længe siden opdagede jeg deres uimodståelige version af a-Ha’s “Take on Me” på YouTube. Spike Jones (ham fra meget gamle dage) møder strandbar. Alene ideen i sig selv om en meget lang trompet-solo i dét nummer gør glad.

Som det nu er med YouTube, dukkede der mange andre sjove, gennemmusikalske coverversioner op som “næste”. Flere covers f.eks. af en af denne anmelders livslange soulmates, The Kinks.

Kort efter opdagede jeg, at gruppen i en del år har indspillet deres egen musik, efter en periode som jukebox-gruppe på små og endnu mindre barer i det nordøstlige USA. Samtidig opdagede jeg, at de var på vej til Danmark.

Gruppens grundstamme består af fire, sanger Rachael Price, guitarist og trompetist Mike “McDuck” Olson, bassist Bridget Kearney, trommeslager og sanger Mike Calabrese – live tilføjet keybordspilleren Akie Bermiss

De fire mødte hinanden under uddannelsen på et musikkonservatorium i Boston, Massachusetts, hvor de fandt sammen om begejstring for hitlistepop, one hit wonders og for den sags skyld også mere substantielle klassikere fra 1960erne og ’70erne. Men modsat andre i bølgen af “New Jukebox”-navne ville og kunne de selv.

Som det mere eller mindre straks viste sig i Amager Bio fredag aften er deres musik umulig at sætte i bås. Stil og genrebevidst og – begejstret popmangfoldighed. Ikke overraskende viste de sig fra første nummer med et betydelig mere råt udtryk i højttalerne end på plade. Om end langt fra så massivt som ligesindede rockmusikere som Beck og Jack White. Man kan sige, at Lake Street Dive er Eclectic Rocks svar på Marie Kondo.

I “Baby Don’t Leave Me Alone”, “Free Yourself Up” og ”I Don’t Care about You” lød der referencer af ubekymret tresser solskinspop og blød Shalamar-soulfunk, som blev det spillet af de snart koncertaktuelle stenerrockere Rival Sons i smug i øveren mellem to syrerocknumre – ikke at guitarist Olson tilnærmelsesvis lyder som Rival Sons’ Scott Holiday. Men hans Fuzz Guitar bar troværdigt sangenes rock-approach.

Gulvbassist Bridget Kearney spiller på sin bas med et swing, anslag og tyngde, som skulle hun opdrage sin bas på den hårde måde. For hardcore fans af Lake Street Dive er Kearney med rette lidt af et ikon. Det siges, at fans med tilstrækkelig langt hår efterligner hendes hestehale – der har lagt navn til albummet Side Pony – til koncerterne i USA.

Et af Lake Street Dives særlige karakteristika er deres flotte korharmonier, som tydelig shinede igennem i Amager Bio i det ellers ret kraftige lydtryk. Et andet Olsons trompet, der farver blå farver ind i Lake Street Dives rock-, soul-, pop-, country-baserede musik.

Et tredje selvfølgelig sanger Rachel Price. I sin solgule kjole og med langt rødt hår brusende i takt med en meget medlevende optræden er der overfladisk set ikke meget soulsanger i hende.

Men den karakterfulde, sensuelle vokal, der ubesværet skifter fra sjælfuld til krakilsk er så soulet som noget. I balladen “Musta Been Something” sang hun, så det lød, som ville hun udfri hele menneskehedens synderegister. I hvert fald sit eget. Det var sært gribende og næsten skræmmende smukt på samme tid.

Lake Street Dive lever og ånder på super melodiøsitet og en fælles legesyge og begejstring. Som koncerten formede sig, var det langt henad vejen som en magical history tour med popbussen.

Desværre er Lake Street Dives egne kompositioner slet ikke på niveau med de mange klassikere, de henad vejen har versioneret. Stod det til mig, havde de spillet flere coverversioner i Amager Bio. To af aftenens højdepunkter var netop versioner af Shania Twains “Still the One” – med stærk, stærk sang af keyboardspilleren Akie Bermiss – og Staple Singers’ ”I’m Just another Soldier” fra borgerrettighedsbevægelsens tid.

Begge leveret med dyb, dyb soul. Den sidste endda, selvom det var første gang overhovedet, bandet spillede den og derfor fejlede undervejs.

Men stadig formede koncerten sig en hjertevarm fest.