Den 82-årige musiklegende Brian Wilson er død. Det bekræfter hans familie i en udtalelse på sociale medier. “Vi er sønderknuste over at annoncere, at vore elskede far Brian Wilson er død. Vi savner ord lige nu. Respekter venligst vores privatliv på dette tidspunkt, hvor vores familie sørger. Vi ved, at vi deler vores sorg med verden. Love & Mercy.”
Sorgen deler de med den, der skriver disse linjer.
Da jeg som 12-årig begyndte at komme på det lokale musikbibliotek, lyttede jeg en dag tilfældigt til Beach Boys-albummet Sunflower (1970), lånte det og optog det på et kassettebånd. Det skulle vise sig at være et af de øjeblikke, hvor livet for en stund får et nyt perspektiv. Det er noget af det, musik kan.
“Tears in the Morning”… er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God only knows.
Siden har det næsten absurd vellydende Sunflower, der langt fra hører til Beach Boys mest kendte, fulgt mig som en form for støtte og sjælesørger. Fra det handlingsanvisende “Add Some Music” over den latterligt medrivende produktion af “This Whole World”, den McCartney’sk løsslupne “Deirdre” til den klirrende friske lyd af “Cool, Cool Water”.
I dag ved jeg, at det er et af Beach Boys mest harmonisk producerede album. Jeg ved det, for det har Mike Love en gang fortalt i et interview. Flere årtier inden det blev et begreb, har albummet ofte været min mindfulness-øvelse. Det kommer jeg tilbage til.
Så da nyheden om Beach Boys Brian Wilsons død kom frem onsdag, var det næsten – næsten – som at miste et familiemedlem. Eller rettere et fremtrædende medlem af det sammensurium af preferencer, der udgør min musikalske familie.
Geniet Brian Wilson
“I wasn’t made for these times,” synger Brian Wilson allerede i 1966 på Pet Sounds.
Måske har han indimellem følt sig meget alene. Hvordan skulle det næsten ellers være med et menneske, der er født til at være gatekeeper ved en port til det guddommelige – med et øre, der kunne høre lyde, toner, stemninger, som ingen andre?
Om netop Brian Wilsons musikalske øre, sagde hans fan, Bob Dylan, en gang:
”Det øre, Jesus, han bliver nødt til at testamentere det til the Smithsonian, (museum, red.)”.
Heldigvis var Brian Wilson i stand til at omsætte sine drømmebilleder til himmelsk musik. Ingen i rockmusikken har nydt og vil stadig i årene fremover nyde så stor anerkendelse som Wilson. Lige nu hyldes han overalt på internettet.
Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.
”Brian Wilson var en total sonisk visionær. Dette faktum kan ikke underdrives. Han var ikke alene kongen af hitlisterne med The Beach Boys, men også en musikalsk pioner, skyhøjt oppe i træerne som mesteren af alle blandt soniske opdagelsesrejsende. Ham, der fik branchens hoveder til at dreje sig i svælgende beundring, når de opdagede denne mester. Han var din foretrukne musikers foretrukne musiker,” skriver Far Out Magazine fx meget rammende.
Det er ingen hemmelighed, at de charmerende, uskyldsrene billeder af Beach Boys i stribede skjorter og shorts, med surfboards under armen hurtigt falmede efter de første gyldne år.
The Beach Boys (Carl Wilson, Dennis Wilson, Mike Love, Al Jardine, Brian Wilson) cirka 1962.
I store dele af sit liv var Brian Wilson plaget af nogle usædvanligt ondsindede dæmoner, der flere gange truede med at fortære ham, og som det i øvrigt heldigvis lykkedes ham at overkomme i flere omgange. Det er heller ingen hemmelighed, at med Wilson-brødrene, Carl og Dennis’, alt for tidlige dødsfald lignede Wilson-fablen mere en tragedie end en feel-good movie med happy end.
Men i stedet for at dvæle ved forbandelserne skal dette handle om musikken.
Surfin’ all over
Allerede som dreng sang Brian Wilson perfekt. Hans brødre, Carl og Dennis’ interesse i rock’n’roll fik ham tændt på den nye populære ungdomskultur. Efter en kort omvej – eller genvej – gennem Carl and the Passions, dannede de tre – sammen med Dennis og vennen Al Jardine – Beach Boys.
Beach Boys første californiske bølgeskvulp var 1961’s ”Surfin” – den første i en række Wilson-skrevne hit som ”Surfin’ Safari”, ”Surfer Girl” og ”Surfin’ USA”, hvor sidstnævnte nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister og cementerede deres gennembrud.
Brian Wilson (top) med brødrene Carl (i midten) og Dennis i et PR-foto fra Capitol Records, 1962. Wikimedia.
Derefter fulgte en fortryllende række hit. Som den førende kreative kraft i Beach Boys skabte Wilson en lyd, der på sin vis kunne virke både sorgløs og melankolsk, men også i stigende grad både pirrende og foruroligende i sin søgen mod det store ukendte, mod ubetrådte lydlandskaber.
Det begyndte med surfing, piger og biler, harmonier så imponerende smukke som udsigterne i Yosemite nationalparken i det nordlige Californien. Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.
The Beach Boys’ album Pet Sounds fra 1966 – skrevet (sammen med Tony Asher og Mike Love) og produceret næsten udelukkende af Wilson – ses ikke kun som gruppens mesterværk, men for mange det største album nogensinde.
Blandt andet nummeret “God Only Knows”, som Bono engang har beskrevet som det nummer, hans alter ego, MacPhisto, lytter til, når han indimellem bilder sig ind at være et geni, og har brug for at blive sat på plads.
Pet Sounds. Album cover.
Pet Sounds var udtænkt som et overordnet statement snarere end sange, med komplekse arrangementer, der indeholdt alt fra orkesterinstrumenter til Coca-Cola-flasker og tomater.
Inden Pet Sounds havde Beach Boys udgivet tre minutters mesterværker som fx “Don’t Worry Baby” og “Good Vibrations”. Jeg bliver aldrig træt af break’et efter 2 minutter og 16 sekunder i sidstnævnte, hvor et næsten sakralt kor efterfølges af et brud og et let og luftig forløb. Det er, i mangel af et bedre ord, kunst.
“Don’t Worry Baby” – jamen, de der vidunderlige korharmonier igen, sunget så de faktisk lyder som den trygge favn, ordene påstår. Ja, og melodien og verdens mest minimalisk og derfor lammende præcise guitarsolo.
Et vidunderligt liv
I slutningen af 60erne skiltes Wilson fra resten af Beach Boys. Voksende psykiske problemer, der formentlig blandt andet havde rod i en kronisk angst og hyppige opgør med en tyrannisk far, kombineret med et heftigt stofmisbrug lammede ham.
Mange år senere efter årtiers fejlbehandling blev han endelig diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse og mild manisk depression. Han sagde i 2019:
“Der var tidspunkter, hvor (min) sygdom var uudholdelig, men med læger og medicin har jeg været i stand til at leve et vidunderligt, sundt og produktivt liv.”
Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning
Brian Wilson skulle komme til at optræde og indspille med Beach Boys i flere omgange fra 70’erne frem mod 00’erne. Jeg så ham sammen med mange, mange tusinde andre i Tivoli i 1980, hvor Wilson ærlig talt ikke virkede specielt veloplagt.
Samtidig oplevede jeg, hvad jeg skulle få bekræftet et par gange senere, at uanset stranddrengenes stigende alder og omvendt proportionalt faldende sanglige kvaliteter, vil sangenes magi altid overleve – selv på laveste blus.
Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning. Nemlig da ildsjælen Darian Sahanaja og tekstforfatteren Van Dyke Parks i 2003 sørgede for, at det glemte, fortabte pladeprojekt fra 1960’erne, Smile, blev udgivet som BrianWilson Presents Smile. Omgivet af fremragende musikere optrådte Wilson med sangene og en stribe hits, bl.a. i Cirkus i Stockholm en af disse sjældne varme nordiske sommeraftener, hvor Skærgården lignede en glimtende drøm.
At se og høre disse musikere loyalt, omsorgsfuldt og ja, supermusikalsk, hjælpe Wilson med at give lyd til det, der oprindelig lignede et vanvidsprojekt – ja, hvordan skal jeg beskrive det. Som at vågne op i morgen og opdage morgengryet ligne den første morgen, som Cat Stevens synger i en anden sammenhæng.
Brian Wilsons premiere på sit Smile-projekt. Nyd publikums hyldest.
Et skridt videre
Tilbage til Sunflower. Efter min mors død for tolv år siden boede min søster og jeg nogle dage hos min far. En aften opdagede jeg mit gamle kassettebånd med optagelsen af Sunflower i en plastikkasse i et skab. Lyttede til det på min medbragte Sony reportage-båndoptager, som jeg havde medbragt, hvis der skulle blive momentum for lidt arbejde i form af en båndudskrift. Lyttede igen. Lyttede igen tidligt næste dag, en frostklar februar-morgen.
At lytte til Bruce Johnsons “Tears in the Morning” lige den morgen i samme hus i den situation og med samme udsigt som, da jeg lærte Beach Boys at kende 43 år tidligere, er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God Only Knows.
Så vel er det tragisk, som det som regel vil være, når et menneske forlader denne verden. Men i Brian Wilsons tilfælde vil jeg forlige mig med, at han opnåede, hvad der er de færreste andre forundt. Nemlig at bringe verden et skridt videre i den rigtige retning.
Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil:
“George Harrison and Roger McGuinn’s influence was so all-pervasive. You can’t get around it if you were born anywhere between 1963 and the present day.”
Sagt på en anden måde var det i Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker, vokalharmonierne og den skarpe vellydende produktion, at The Beatles og Bob Dylan første gang mødtes udenfor deres egne udgivelser og liveoptrædener – så at sige.
For Bob Dylans vedkommende var påvirkningen meget konkret. Som mange andre af The Byrds senere hit er ’Mr. Tambourine Man’ skrevet af Dylan – som også ’All I Really Want To Do’, ’Chimes of Freedom’ og ’My Back Pages’.
I dette ekstranummer af POV Mediano Music taler Jan Eriksen og journalist Jakob Lambertsen om The Byrds sange og betydning.
– “Mr. Tambourine Man” – hvad gør den sang så fantastisk i The Byrds version – og hvordan endte den hos The Byrds?
– Hvad var det med The Byrds og Bob Dylan? Hvordan gik det til, at fem unge mænd fra Californien (eller i hvert fald med L.A. som geografisk udgangspunkt) fik noget, der lignede et samarbejde, med den allerede berømte nordøststatsamerikaner?
– The Beatles var en anden inspiration. Hvordan ytrede det sig?
– Hvilket slags år var 1965 musikalsk? Hvad var The Byrds oppe imod?
– Hvor meget var trend og attitude? Hvordan var det miljø, gruppen var en del af?
– Hvilke personligheder var de Roger McQuinn, David Crosby, Chris Hillman, Gene Clark og Michael Clarke. Hvor kom de fra?
– Hvori bestod modsætningerne, dynamikken … hvorved adskilte de sig fra f.eks. The Beatles og The Beach Boys?
– Efter tre store hits forlod Gene Clark, den ene af forsangerne, gruppen i februar 1966. Hvorfor og hvordan?
– Hvilken betydning kan et tiltagende stofmisbrug have haft på musikken og kemien mellem gruppemedlemmerne?
– I sommeren 1967 blev David Crosby fyret af de øvrige tilbageværende for at skabe historie med Crosby, Stills, Nash & Young. Han blev kortvarigt erstattet af … Gene Clark. Hvorefter de var tre tilbage. Roger McGuinn, guitar og sang. Chris Hillman, bas og sang. Michael Clarke, trommer.
– The Byrds musikalske udtryk forandrede sig indtil de stoppede i 1973. Hvordan?
Freda Kelly var førstehånds vidne til The Beatles, ja, sensationelle udvikling.
Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt ‘Verdens mest eftertragtede kvinde’.
Egentlig er jeg stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre – har ligget i en digital skuffe, siden jeg sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen.
Ved en spontan indskydelse optog jeg en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god.
I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern.
”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun.
Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger.
Hør hende fortælle om:
– forskellene mellem de fire beatler indbyrdes.
– samarbejdet med manager Brian Epstein.
– Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik.
– øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne.
– Magien.
– The Fab Fours luner.
– festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden.
– da hun blev fyret af John Lennon.
– to af de største oplevelser med The Beatles.
– mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub.
POVcasten er et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger. Lyt med i linket:
Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid.
I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’.
For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast.
Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night’ til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album.
”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt,” siger Per Wium.
”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra ‘Please, Please Me’ albummet fra 1963.”
Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten.
Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv:
“Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem – for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan.
På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer.
Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme.
Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs:
Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.
10. februar udkom så pladen, hvor de med egne ord undersøger ”felterne mellem klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster”.
Jan Eriksen inviterede dem i POVs studie til en samtale om samarbejdet. Hvordan opstod musikken i det intime rum i deres hjem ved den klassisk uddannede Marina Botes klaver? Hvordan er albummet opstået – musikalsk og tekstligt, hvordan er deres samarbejde – og hvor kommer den musikalske inspiration fra. Og hvordan er det at synge på dansk på et helt album?
”Jo, det er lidt grænseoverskridende at synge på dansk, men jeg har haft lyst til det i mange år. Det skulle løsrive sig fra det, jeg ellers har lavet i mange år, Sort Sol og andre projekter, og blive fuldført med Marina,” siger Steen Jørgensen i podcasten, og tilføjer om den turne, der følger op på albummet:
“Jeg har heldigvis altid nerver på, men det er gode nerver. Der skal helst være nerver på.”
“Vi ville undersøge, hvordan det ville gå, hvis vi byggede bro mellem vores respektive verdener,” siger Marina Botes.
Nummeret “Dråberne” peger på et af albummets temaer, tiden – og hvordan vi bruger den, og måske ikke bruger den:
”Nummeret er et stille, diskret opgør med, at tingene går så stærkt. Det er virkelig rart at give sig selv lov til at gå i ring. At man kan forsvinde og miste tidsfornemmelsen. Det ligger også indlejret i teksten, for når sommerregnen falder går man ofte i ring indenfor. Eller går udenfor og dufter til den.”
“Maskemand” handler om de masker, vi iklæder os, ofte mange i løbet af dagen. Og for den sags skyld også masken, Steen Jørgensen selv iklæder sig, når han stiller sig op på scenen som midtpunkt i Sort Sol, som solist eller nu med Marina Botes.
”Det er jo også et rollespil at stå på scenen. Masken er også en måde at overleve på. At man kan træde ind i en rolle og have noget for sig selv. Og jeg mener også, at man har ret til det,” siger Steen Jørgensen.
I podcasten kommer Steen, Marina og Jan Eriksen en tur omkring et ørkenlignende område i Sydafrika, der eftersigende ser ud, som da jordkloden var beboet af dinosaurer, og Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen ved Kronborg og tegneren og grafikeren Palle Nielsen.
Desuden lidt nørdesnak om bl.a. ”uafrystelige” Leonard Cohen, The Beatles “Eleanor Rigby” og såkaldt barok pop, Richard Strauss’ ”Vier Lezte Lieder”, Moody Blues og Roxy Music.
