Paul McCartney fylder 80: Hyldest til en Magical Mystery Tour, der aldrig slutter

Paul McCartney fylder 80: Hyldest til en Magical Mystery Tour, der aldrig slutter

Tilbage i 1976 udsendte Arno Guzek ”Beatles Discography”, der er af mange anses for den ultimative guide til The Beatles plader. Ja, jeg købte den selv for sine sparepenge kort efter, den udkom.

Her er der faktuelle oplysninger om mere eller mindre ALT, der foregik under optagelserne ikke mindst i de ikoniske Abbey Road studier.

Så stor er Guzeks viden om The Beatles historie, at Paul McCartney selv har brugt ham som konsulent i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet ’Wingsspan’. Og Arno er i øvrigt i jævnlig dialog med McCartneys selskab om diverse sjældenheder.

I podcasten forsøger Arno blandt meget andet en gang for alle at forklare, hvad det med McCartney og Michael Jackson og rettighederne til Lennon/McCartney-sangene egentlig handler om.

Vidste du, at der findes optagelser af koncerterne d. 6. juli 1957 ved og i Woolton Parish Church i Liverpool, hvor 14-årige Paul første gang så John Lennon og hans Quarrymen spille. Optagelserne ligger i en bankboks et eller andet sted.

Vidste du, at det meste af den med god ret berømmende Peter Jackson dokumentarserie ”Let it Be” har kunnet høres – og delvis ses – på diverse ikke helt legale bootleg-optagelser, inden optagelserne med Scotland Yards mellemkomst vendte hjem til familien Beatles?

Alt dette og meget mere i denne hyldest til fødselaren.

Lyt til podcasten her:

Stream episode Paul McCartney fylder 80: Hyldest til en Magical Mystery Tour, der aldrig slutter by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Giganternes fødselsdag – Da David Bowie (næsten) mødte Elvis Presley

Leger man et øjeblik med tanken om et efterliv – uanset tro og tilbøjeligheder i øvrigt – er jeg sikker på, at Bowies og Elvis’ sjæle har været i kontakt med hinanden efter Bowies død for seks år siden. Måske på en sort stjerne et eller andet sted i uendeligheden? Hvem ved, måske på Mars?

Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis:  “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.

Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.

Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.

Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget

David Bowie i 1997

I marts 2016 besøgte jeg med Elvis Presley-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst en herre ved navn Norbert Putnam i hans smukke hjem i Florence, Alabama. Jeg var på roadtrip – på jagt efter rockmusikkens rødder.

Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.

Bowie/ Norbert Putnam
Bowie og Elvis: Bassisten Norbert Putnam og hans hustru i hjemmet i Florence, Alabama. Privatfoto

I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.

”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.

Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.

“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”

“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.

”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.

Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen

David Bowie

“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.

Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.

I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.

Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.

”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.

Kom for sent til Elvis-koncert

Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?

“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.

“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.

Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.

Elvis Presley på scenen i Madison Square Garden, New York. Hvem ved? Måske koncerten, der blev overværet af David Bowie?

Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.

Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.

I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.

I 2002 sagde Bowie i et interview:

“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.

Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:

“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.

Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.

Tragedie – eller heroes?

Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.

Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.

Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.

Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.

Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.

Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.

Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.

They could have been heroes, just for one day.

Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.

Mediano Music Album: Revolver – da The Beatles blev kunst

Mediano Music Album: Revolver – da The Beatles blev kunst

I 1966 befandt The Beatles sig midt i en proces mellem det ’gamle’ og det ’nye’ Beatles, der skabte templaten for så forskellige genrer som psychedelia, hard rock, dual guitar og den elektroniske musik. Efter selv at have hentet inspiration blandt andet i soul og blues.
Per var 12 et halvt, da han købte Revolver og husker stadig den december eftermiddag i 1964, da Jørgen Mylius præsenterede ”Beatles for Sale” i radioprogrammet ’Efter skoletid’.
I podcasten taler han om det Beatles, der var begyndt at fordybe sig i studiearbejdet frem for koncerterne, hvor de kun spillede gamle numre.
Om inspirationen fra klassisk musik og LSD, om de nye analoge studiemuligheder, loop, båndsløjfer, flersporsindspilninger. Hvad det var, Beatles i samarbejde med producer George Martin kunne med deres arrangementer og kompositioner, som ingen havde gjort før.
George Martins søn, Giles, har remixet tre Beatles’-album. Senest ”Abbey Road”. Det er de ikke blevet dårligere af, for at sige det på jysk. Så Giles, lytter du med her: kast dig meget gerne over ”Revolver”.
… og lad os bare sige det, som det er: det er muligvis et stort hit. Men hverken Per eller Jan bryder sig specielt meget om ”Yellow Submarine”.

Musikken:

Yellow Submarine
Rain
Paperback Writer
Taxman
And Your Bird Can Sing
Elanor Rigby
Here, There and Everywhere
Tomorrow Never Knows
Got to Get You into My Life

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Phil Spector er død – han opfandt det usynlige rock’n’roll-teater

Fra POV.International
PHIL SPECTOR // NEKROLOG

At en dreng, der voksede op i en jødisk familie i hhv. New York og Los Angeles, fik Richard Wagner som sin første store inspirationskilde, kan måske forekomme overraskende. Men det var sådan det var for Phil Spector.

Den unge mand, der ligesom alle andre teenagere faldt på halen over det nye medio 1950’erne med Elvis Presley i front, var først og fremmest inspireret af Wagners musik. Det var allerede tidligt hans vision at skabe popmusik med samme emotionelle kraft som i “Nibelungens Ring”, især “Valkyrien”.

Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til her. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær

Spector drømte om at skabe musik efter Wagners dogme om musik som ‘unsichtbares Theather’, altså i form af lydkulisser, der finder sin form i lytterens fantasi.

Spectors senere kone, Ronnie Spector aka Veronica Bennett, der bogstavelig talt flygtede fra ham på grund af hans psykisk og fysisk voldelige – læs: vanvittige – adfærd, har sagt, at det meste af det, han foretog sig, skulle forstås i lyset af især to personlige forhold:

Han var påvirket af en ubehandlet bipolar lidelse og så savnede han sin far, der begik selvmord, da Phil var ni.

Titlen på det første og stort set eneste hit, Phil Spector selv medvirkede på som musiker, “To Know Him is to Love Him”, stammer fra en tekst på faderens gravsten.

Efter at have opnået moderat succes med gruppen The Teddy Bears, opkaldt efter et Elvis-nummer, dannede Spector og en ven i 1961 pladeselskabet, Philles Records, hvortil han bl.a. knyttede The Chrystals, der gav ham hans første hitliste-førsteplads med “He’s a Rebel”. I 1963 fulgte det definerende hit “Be My Baby” med trioen The Ronettes med bl.a. Ronnie Spector. Blandt mange komponister var The Beach Boys’ Brian Wilson stærkt inspireret af dét nummer.

Når man i dag taler om Wilsons kappestrid med The Beatles, især Paul McCartney, glemmer man hurtigt Spectors indflydelse på The Beach Boys. “God Only Knows” og “Don’t Worry Baby” – de surfer derudaf på ren Phil Spector-lyd og inspiration. Wilson var en af få komponister og rockarkitekter, der havde Spectors fulde respekt.

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA

Det var i rollen som komponist og producer, Spector fandt sin raison d’etre. Det er muligt, som Ringo Starr engang har sagt, frit oversat, at “man kan sige meget om Phil Spector, men ikke, at han er sympatisk” – men visionær og musikalsk, det var han.

Enter The Wall of Sound

Det frustrerede Spector, at al den gode musik, der blev optaget rundt omkring i studierne, nåede lytterne gennem relativt elendige lydkilder som transistorradioer, jukebokse og pladespillere med indbyggede højttalere, der ikke ydede de gode sange og melodier fuld ret.

Enter The Wall of Sound.

Det gjaldt om at skabe LYD, ikke nødvendigvis frem for melodi og karakter. Men først og fremmest det usynlige teater. Tag f.eks. “Baby I Love You”. Det er ikke ligefrem lyserøde kærestebreve, der skabes associationer til, mens man lytter. Næh, det er en blodrød kærlighedserklæring fra en drama queen med teenagehormoner på langt over kogepunktet. Elvira Madigan, lyt og lær.

Musikken blev indspillet med store orkestre. Spector benyttede sig af mindst dobbelt opsætning af alle instrumenter, altså to trommesæt, basser, guitarer. Fandtes muligheden for dobbelt opsætning ikke, indspillede han instrumentet to gange. Han brugte det dengang primitive udstyr til at skabe det særlige Wall of Sound ekko.

Også her var han pioner.

Man finder et illustrativt vidnesbyrd om Spectors teknik og arbejdsmetode i filmen om studiegruppen The Wrecking Crew på Netflix.

Ved Phil Spectors død
PHIL SPECTOR: THE RONETTES

Lyt f.eks. til The Crystals “Da Doo Run Run”, Darlene Loves “Christmas, Baby Please Come Home”. Senere The Righteous Brothers’ “You’ve Lost that Loving Feeling” og “Unchained Melody”. Undervejs i 1960’erne blev Spector flittigt brugt af sine samtidige, Ben E. King, Dixie Cups (“Going to the Chapel”) og The Walker Brothers (“The Sun ain’t Gonna Shine Anymore”).

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af ‘The British Invasion’ og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum

Og så kom det nummer, der skulle blive fatalt for Spector, “River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner. Ja, det blev et hit. Men kun i Europa. Det floppede totalt i USA.

Phil Spector var blevet overhalet i sit hjemland af The British Invasion, og han tilgav aldrig det amerikanske pladepublikum.

Det store comeback

Ironien er til at tage at føle på. For det skulle blive The Beatles, der gav ham det store comeback. På anbefaling af den mindst lige så gale advokat Allan Klein indkaldte John Lennon Spector til at redde stumperne af albummet Get Back, der endte som Let it Be.

Når man i dag hører Let it Be Naked’ med hel- og halvakustiske versioner af numrene på Let it Be kan man diskutere, om Spector gjorde noget godt for The Beatles, men man kan ikke diskutere, at sangene “Let it Be” og “Across the Universe” hører til de store i The Beatles’ enorme sangkatalog. Og den volumenøse produktion af “The Long and Winding Road” står i al sin sentimentalitet som det perfekte score til rulleteksterne i filmen om The Beatles.

Spector producerede for præcis 50 år siden også John Lennons Imagine og andre soloplader og George Harrisons første soloalbum All Things Must Pass, selvom det gjorde ham vred, at han ikke måtte tage sin pistol med ind i studiet.

I 70’erne gled Spector ud i glemslen, men fik et mindre comeback omkring Leonard Cohens Death of a Ladies Man og The Ramones End of the Century. Modsat de overlevende medlemmer af The Ramones, kan jeg egentlig godt lide det album. Pop, punk og patos i samme rendesten.

Born to Run 

At forsøge at beskrive Phil Spectors indflydelse  på eftertidens rockmusik vil være en artikelserie i sig selv.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens Born to Run eller Darkness on The Edge of Town uden Spector. De havde i hvert fald lydt kedeligere. Det var Spector, der gav Bruce ideen til at indspille med mange overdubs ovenpå en rytmegruppe bestående af ham selv, Max Weinberg, Roy Bittan og Gary Tallent.

Der havde ikke været milepæle som Springsteens ‘Born to Run’ eller ‘Darkness on The Edge of Town’ uden Spectors lyd

I 80’erne begyndte mere eller mindre kultiske indiepop-bands at tage lyden af Wall of Sound til sig. Sneeky Feeling, Ganglians, Flying Nun. Som det mest kendte band Jesus and the Mary Chain, hvis guitarer er indspillet med overdubs og masser af ekko og Spector-trommelyd. Lyt f.eks. til  “Just Like Honey”.

Mange bands i den såkaldte Shoegazer-bølge står på Spector/Jesus and The Mary Chains skuldre. Mercury Rev, Spiritualized (som også lyder af Beatles og Beach Boys), Flaming Lips og det ret nye Cigarettes After Sex.

Og så er der jo danske Raveonettes med Sune Wagner, der aldrig har lagt skjul på sin fascination af Spector.  Tjek f.eks. hittet “Love in a Trash Can”.

Et forholdsvis aktuelt eksempel er Wagners produktion af Ulige Numres Carl Emil Petersens første soloplade, f.eks. “Skærgården”.

 

Phil Spector-lyd: ABBA
PHIL SPECTOR-LYD: ABBA

Min foretrukne historie om Spectors indflydelse foregår et eller andet sted i det centrale Stockholm. Da pladeselskabsmanden Stig Stikkan Andersson omkring 1972 havde overbevist Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid, som de kaldte sig i begyndelsen, om, at de burde danne en gruppe, manglede de en producer. Så han spurgte Michael B. Tretow, som de kendte i forvejen.

Han var frisk. Havde tilfældigvis lige læst Phil Spectors biografi, hvor han afslørede nogle af sine indspilningstricks. Hvis gruppen gerne ville væk fra folk/jazz og svensk 60’er Folkpark folklore og samtidig drømte om at vinde Melodi Grand Prix, kunne de lære noget af Phil Spector. Mente Tretow.

Det lød jo fint og følsomt, når Agnetha og Anni-Frid sang “My, my, at Waterloo Napoleon did surrender”, akkompagneret af Bennys klaver og Björns akustiske guitar. Men på Tretows initiativ begyndte de at overdubbe instrumenterne – og skrue op. Og en ny lyd og et af de mest betydningsfulde kapitler i pophistorien kunne skrives.

Takket være Phil Spectors Wall of Sound.

Spector var manden, der bragte dramaet ind i rockmusikken.

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Michael Bundesen er død: Vi vil altid huske hans smil

Fra POV.International

Lidt over middag, mandag, opstod der et af de sjældne øjeblikke, hvor millioner af danskere drager et stille, kollektivt suk. Og mon ikke mange uden at tænke ret meget over det, nynnede, “Og hvad mon der sker når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort, hvor mon den er den røde tråd…”

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley

”Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far, Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb, er afgået ved døden. Michael sov søndag aften stille ind i sit hjem i Gentofte, i trygge rammer, omgivet af den nærmeste familie, står der i pressemeddelelsen,” der blev udsendt af Michael Bundesens børn, Nanna og Nicolaj.

Som sanger og den ene hovedkraft i Shu-Bi-Dua satte Bundesen et uudviskeligt aftryk ikke bare i den danske musikbranche, men i dansk folkekultur som sådan, musikalsk og sprogligt.

Skulle nogen være i tvivl, så tjek lige billetsalget til Shu-Bi-Dua – The Musical, der havde premiere for fem år siden. Den solgte flere end 170.000 billetter. Det tal skal man iklæde sig en ørkenfez eller have talent for udsøgte platheder og barbershop-sang for at kunne matche.

Set med de rockhistoriske briller blev den første kim til Shu-Bi-Dua lagt, da Michael’erne Bundesen og Hardinger begge var til stede under en af de to ikoniske Beatles-koncerter i K.B. Hallen i juni 1964.

Begge, har de fortalt, forlod Peter Bangsvej på Frederiksberg med en drøm. Som blev forløst, da deres veje krydsedes på Danmarks Radio i 1971.

Udover drømmen, havde de humor, fandenivoldskhed, en vis rastløshed og musikalitet til fælles. På basis af Hardingers band Passport etableredes Shu-Bi-Dua. Navnet fik de med radioværten Benny G. Jensens mellemkomst, for et eller andet skulle de jo hedde.

I takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange

Efter første single Fed Rock fulgte en periode med andre undersættelser, som det blev kaldt, af udenlandske numre. F.eks. blev Killing Me Softly til Kylling med softice og Johnny B. Goode til Lulu Rocken Går.

Stædig og hårdt arbejde

Udgangspunktet var lidt kys og lidt fjol, en dulle og en balle på en bund af rock’n’roll. Hardinger var fan af Chuck Berry, Bundesen af Elvis Presley.

Senere i takt med den personlige modning og et stigende ambitionsniveau og et talent, der rakte længere end sjove ordspil, begyndte shubberne, som vi hurtigt kom til at kalde dem, at skrive deres egne sange, meget ofte til en melodi af Hardinger, men teksterne var som regel fælles arbejde – HvalborgDen røde trådVuffelivovDanmarkSommergryderRom & ColaMinus til plus.

Hemmeligheden bag, hvis der var en sådan, var stædigt, hårdt arbejde og stor musikalitet – for ikke at glemme Claus Asmussens arbejde som lydtekniker. Af tre biografier, begået af tidligere medlemmer af Shu-Bi-Dua, fremgår det, at Bundesen var indpiskeren og manden med de visuelle ideer. Manden med visionen.

Michael Bundesen - og resten af Shu-Bi-Dua, 1980, pr-foto
MICHAEL BUNDESEN – OG RESTEN AF SHU-BI-DUA, 1980, PR-FOTO

Mens det nordsjællandske Shu-Bi-Duas folkelige popularitet voksede eksplosivt i sidste halvdel af 70’erne stod bandet lidt som outsidere i den danske rockbranche. Der var den meget omtalte konflikt og drillerierne med kollegerne fra Christianshavn, Gasolin’ og en politisk rockscene, hvor Shu-Bi-Dua ikke rigtig passede ind.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande

Ganske som filmens Olsen-Banden samtidig havde Shubberne fundet deres eget udtryk, der afspejlede Danmark, som det kunne se ud hen over en spegepølsemad og lidt feelgood small talk på den lokale kaffebar.

Lidt politik, lidt satire, lidt sex, lidt gas, lidt begavet småfilosofi, lidt ærkedansk småanarki og et par skrøner fra de varme lande.

Og hvis man lytter lidt efter på Shu-Bi-Dua 6 og fremefter en lidt melankolsk grundtone i mange af gruppens mere upåagtede sange. Det var sange med appel til flere generationer. Sange med ord og begreber, der for længst er krøbet ind i det danske sprog.

Det er hverken tilfældigt eller misvisende, at Michael Bundesen senere kaldte orkestret for en rejsende revy.

På toppen af karrieren omkring årtiskiftet 1970’erne/80’erne var Shu-Bi-Dua Danmarks bedst sælgende rocknavn. Senere dalede populariteten, men helt frem til slutningen optrådte bandet for et enormt publikum.

I 1985 forlod Bundesen for en kort bemærkning gruppen Shu-Bi-Dua. Efter en tid som chef på Kanal 2 vendte han dog tilbage til bandet, der i 1992 fik et stort comeback i forbindelse med udgivelsen af Shu-Bi-Dua 13, der indeholdt kæmpehittet Sexchikane.

Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog

I 2011 blev Michael Bundesen ramt af en blodprop i hjernen, og han måtte indse, at karrieren som sanger var slut. Shu-Bi-Dua gik herpå i opløsning efter at have eksisteret med skiftende besætninger.

Optimisme og livsvilje

Den sidste del af Bundesens liv, mens han arbejdede med sin genoptræning, koncentrerede han sig om at male. I malerierne kunne han udtrykke, hvad han ikke kunne i sangen.

Da jeg interviewede ham i 2015, viste han mig nogle af sine malerier og fortalte om et af dem, at det var inspireret af Stevie Wonders As, der handler om en mand, der fornemmer sin partners utroskab.

Fornemmelsen af at være udenfor, genkendte han i sin kørestol. Samtidig understregede han, at han havde bevaret sin optimisme og livsvilje og havde affundet sig med sine vilkår og i øvrigt varmede sig ved al den støtte, han fik fra sine mange fans.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne

Et sted i sin meget ærlige biografi Alting har en ende fortæller Michael Bundesen om arbejdet med Halfdan, et album, han udgav sammen med Jan Rørdam i 2006.

Udover Elvis og The Beatles havde Bundesen Bob Dylan med i bagagen, da Shu-Bi-Dua blev dannet – og kærligheden til vise- og folkemusik var vedholdende. Halfdan, hvor Bundesen synger så flot, fik desværre kun begrænset opmærksomhed.

Bundesens stemme klæder Halfdan Rasmussens livskloge, lyse poesi. Ikke kun musikalsk, også åndeligt. Halfdans ord boltrer sig trygt i Bundens favn.

I øvrigt lå tonelejet i flere af Shu-Bi-Duas tekster i storhedstiden tæt på digtere som Halfdan og Frank Jæger. Ærgerligt, ikke bare for Bundesen, at han ikke fik mulighed for at prøve sig selv mere af som solist.

Til gengæld var det tydeligt, at en ny 90’er generation af ordjonglører som Malk de Koijn, Den Gale Pose, Rockers by Choice og ikke mindst Østkyst Hustlers i en eller anden udstrækning stod i gæld til shubberne.

Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’

Det gælder det meste dansksprogede pop og rock. I 2017 opgjorde Gaffa, at hele 28 % af de ord, der optræder i Shu-Bi-Duas tekster er unikke.

De optræder ikke andre steder. Det er i høj grad Bundesens ære, at unge og ældre danskere efterfølgende har bygget til og fra og dermed udviklet det danske sprog. Vi lærte retskrivning i klasselokalet. Vi lærte sproget i skolegården og lærervikarerne hed Shu-Bi-Dua og Gasolin’.

”Når dit hjerteslag, bliver væk en dag, er det så forbi, gu’ det ej fordi, der er meget mer’ mellem himmel og jord,” sang Bunden, som han oftest blev kaldt af kollegerne i Shu-Bi-Dua, i Stjernefart, der udkom i 1980.

Uanset hvilke vandringer, Michael Bundesens sjæl måtte stå overfor i det ukendte, er det helt sikkert, at hans og hans livsværks eftermæle aldrig vil være forbi. Et eller andet sted i dronningeriget vil Michael Bundesens dybe bas altid lyde, om ikke andet et sted i erindringen eller som en skygge. Og altid vil vi huske Bundens smil.