Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.
I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.
Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.
Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.
Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.
Taylor med forbløffende god lyd
Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.
Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig
Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.
Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.
Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.
Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.
Carole King og James Taylor. Pr-foto
Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.
Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.
Sympatisk, selvironisk og taknemmelig
Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig. Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.
James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.
Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.
Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.
Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.
Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?
Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).
Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.
Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.
“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.
“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.
Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.
Folklore, Evermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.
Taylor Swift: Evermore, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO
Udglattes med det store rock-strygejern
Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.
For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.
Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed
Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.
Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone” – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.
Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.
Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO
Sange fra et knudret sind
Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.
Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.
I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.
Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.
Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album
CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO
Et af årets album
Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.
Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.
“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.
“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.
Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.
Chris Stapleton: Starting Over, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO
80’er forstoppelse
Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.
Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.
Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.
Miley Cyrus: Plastic Heart, album
Plus:
Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter
Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.
Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.
I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.
Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.
Gennem de seneste 50 år er der nedfældet mange, mange ord i forsøg på at beskrive, hvad det egentlig er med det orangehovedede fabeldyr på Dyrskuepladsen i Roskilde. Herunder en stor håndfuld bøger – selv en koks oplevelser backstage på Roskilde Festival er der udkommet en bog om. Anna Ullmans De sidste drømmere var egentlig timet til at udkomme nogenlunde samtidig med festivalen, der skulle have fejret dette års 50 års jubilæum.
Den blev jo aflyst, og nu udkommer bogen så tillempet den nye situation – med en epilog om Roskilde Festival i coronaens skær.
Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider. Ja, det er et digert værk
Ullman er kritiker, journalist og kommentator på Weekendavisen med, som, det står på bogens omslag, “interesse for kulturanalyse og brudfladerne mellem kunst, pop og politik”. De sidste drømmere er skrevet med forfatteren i alle de nævnte roller.
I den, som resten af bogen, meget velskrevne prolog skriver Ullman, at, “det er den komplekse vekselvirkning mellem tilpasning og omvæltning, jeg forsøger at placere bogen i (…) den orange tråd fører os ud på en snørklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed, ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fællesskab og individualisme”.
Lyder det tørt? Det er det – stort set – ikke. Det er sjældent, videnskab rimer på lidenskab. Men De sidste drømmere er skrevet med en fin og sober balance mellem social-, kulturpolitisk og anden analyse, kommentar, kritik og vilter fascination af den årlige fest.
Skriver fra trinbrættet
Man fornemmer forfatterens tilstedeværelse i det orange slaraffenland. Og de mange herlige fotos gør deres til, at denne læser selv mærker en rem af den orange hud. Måden hvorpå, Anna Ullman formår at sammenflette objektive facts, analyse og observationer og skarpe subjektive holdninger er direkte imponerende.
Ullman gør det klart, at hun skriver fra en position på trinbrættet mellem festivalpladsen og virkeligheden. Indefra og udefra. Fra den position kan hun forholde sig kritisk, også til festivalen. Det er hendes bog.
Som sådan vil der uundgåeligt være pointer og passager, som man som læser har lyst til at diskutere med. Indimellem højlydt. Det gælder også forfatterens fravalg. Det kan ikke være anderledes.
Er en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?
Ligesom jeg i forbindelse med al mulig anden kulturel tilegnelse foretrækker det, har jeg læst bogen på dens egne præmisser.
I øvrigt diskuterer forfatteren også enkelte steder med sig selv. Er f.eks. en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?
Mellem hippiedrøm og kapitalisme
Den første Roskilde Festival blev afholdt i 1971. Den første festival, som vi kender den, i 1972. Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider.
Ja, det er et digert værk. Ullman strør om sig med billeder, der afspejler dette paradoks. Jeg holder meget af anekdoten om de efterretningsagenter, der besøgte den første festival iført blå briller, så alle kunne se, at de repræsenterede The Man, som festivalen var et oprør imod. Meget dansk. Meget Olsen-Banden.
Det handler om påvirkning både af festivalens musikprogram fra Lirum Larum på plakaten i 1971 til Taylor Swift på den festival, der ikke blev afholdt i år. Fra folk/rock som manifestation over 90ernes MTV- og bryggerisponserede kommercialisme frem mod nutidens eklekticisme.
En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det
Sympatisk nok har den ene af de to initiativtagere til den første festival fået rollen som en perspektiverende stemme, der med jævnlige mellemrum stikker hovedet frem i bogen. Han får ligefrem de sidste ord helt omme på side 281. Fremfor at være kronologisk er bogen inddelt i tre hovedkapitler, “Et meget langt 68”, “Festivalens rum” og “Musikken”.
Der er en del call backs tilbage til de første festivaler i bestræbelserne på at udbygge præmissen. Det betyder, at man som læser må leve med nogle gentagelser og underbyggelser af underbyggelser.
En stærk bog
Men i det store billede er De sidste drømmere en stærk bog. Jeg kan godt lide de passager, hvor Ullman er skarp. Som hun er i en passage, hvor hun illustrerer, hvor besynderligt der blev talt af visse, bl.a. festivalledelsen, i efterslippet af katastrofen i 2000. Der var åbenbart folk, der mente noget i stil med, at “livet er farligt, og vi skal jo alligevel dø”.
Så det var de ni dødes egen skyld? Det alene siger noget – skidt – om det passionerede forhold, mange har til den festival. I øvrigt hører det med, at “hændelsen”, som man foretrækker at kalde det på festivalen, førte til meget store forbedringer af sikkerheden, ikke bare i Danmark.
Anna Ullman er feminist. Med sin feministiske synsvinkel gennemgår hun maskuliniseret musikprogramlægning, festivalomtaler og adfærd i teltlejrene og foran scenerne på festivalen. En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det.
ROSKILDE FESTIVAL – FOTO: FLICKR
Om ikke andre finder jeg det lærerigt at læse. I år tre efter #MeToo skælver jorden stadig under kulturen i bred forstand. Det er måske på tide, at den respekt, man(d) forlanger af systemerne og alt muligt andet, også gælder den måde, man selv optræder på. Som forfatteren skriver, er grovheden i 90ernes (og de foregående årtiers) anti-establishment komik og subkultur længe siden.
De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene
Uden at det har noget med denne bog at gøre, tror jeg, en af de kommende diskussioner bliver, om grovheden måske nærmere ramte nedad end opad. Rock(kalder jeg det stadig)branchen er i udvikling på alle parametre. Og sådan er det.
De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene.
Det rigtig fine ved denne bog er, at den kan læses som en beskrivelse af sammenhængen mellem udviklingen i moderne rockmusik under indflydelse af det omgivende samfund, uanset om man interesserer sig for Roskilde Festivalen eller ej.
Hvis det er med den på, er De sidste drømmere den mest interessante – og i øvrigt eneste – rocksociologiske bog, jeg har læst, siden Simon Friths Rocksociologi.
Yeehaa, her er en nyhed for y’all. 30-årige Taylor Swift er blevet voksen. Eller nyhed og nyhed. Albummet Folklore blev udsendt 24. juli, og har allerede været ude et stykke tid og slået adskillige rekorder.
F.eks. har Folklore nu rekorden som det på udgivelsesdagen mest købte album med en kvindelig kunstner på Spotify – 1,3 mio eksemplarer på 24 timer.
I øvrigt har Taylor været voksen længe. Men for første gang lyder hun på Folklore som en kunstner uden markedstrategiske ambitioner, i udvikling og bevægelse, indad mod kernen – udad mod de største stjerner på popmælkevejen.
Folklore er skrevet og produceret i samarbejde med Swifts mangeårige samarbejdspartner, Jack Antonoff – og på 11 ud af 16 sange i samarbejde med dansk gifte Aaron Dessner fra indierock supergruppen The National og Bon Iver, den vigtigste indie-folk artist det seneste tiår, og dertil pseudonymet William Bowery. Hardcore Swifties (fans) gætter på, at det dækker over enten Taylors bror eller hendes kæreste, skuespilleren, Joe Alwyn.
Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.
Miss Taylor, der skulle have været et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, beskriver selv sit album som en “samling sange og historier, der blomstrede som en bevidsthedsstrøm”, mens hun som alle andre var lukket inde under den første del af coronakrisen. Alene fotoet i toppen af denne artikel taler sit eget sprog om inspiration fra folk/americana-musikkens rurale æstetik
Og rigtigt er det, at hun på dette højtkvalificerede popalbum delvis bevæger sig fra countrymusikkens three chords and the truth-historier fra eget liv til folkemusikkens klassiske grundformel: storytelling.
God pop dør aldrig
På Folklore møder vi en skandaliseret enke i det lige ud formidable popskilderi The Last Great American Dynasty, hvor Swift synger med en antydning af vrængen i stemmen, der klæder hende.
Hun synger om en skræmt syvårig pige med en traumatiseret ven, et spøgelse, misbrugere, tre sange beskriver den samme menage a trois set fra hver af de tre involveredes synspunkt.
Originalt tænkt, godt skrevet og den ene, Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hvornår har der senest lydt en mundharpe i introen til en popsang? Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.
Betty-suset vil næppe vare evigt. Og dog – hvem ved? Jeg hørte lige en kvinde på Taylors alder nynne Neil Sedakas Breaking Up is Hard to Do nede i Netto. God pop dør aldrig.
Folklore vrimler med sange, hvor Taylors ekstraordinært store sangskrivertalent står lysende. Skulle nogen være i tvivl om samme, kan det varmt anbefales at lytte til Ryan Adams’ genindspilning af Swift-albummet 1989, hvor han afsøger til kernen i sange, der i Swifts egen indspilning lyder perfektioneret til blød blankhed i diverse studiers recording software.
Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser
På den nye Exile synger Swift omkring et flygel sammen med Bon Iver aka Justin Vernon, nær ven af Aaron Dessner. En sang hvor to stemmer, der ikke kan se hinanden for bare frustrationer og farvelstemning, synger sammen i et smerteligt, meget, meget smukt nummer. Er det virkelig den Swift, der for bare et album siden (Lover) mere eller mindre famlende søgte at bryde sin tween-streaming-algoritme spændetrøje?
Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser.
Det vrimler med gode, delikat producerede melodier på Folklore. 16 faktisk. August, en flot, flot melodi og produktion. I sit udgangspunkt en klassisk country-komposition, her svøbt ind i stor, æterisk ynde som hos andre Antonoff-darlings som Lana Del Rey og Lorde.
I Here Goes the Last American Dynasty synger Swift for fuld pop-galore med antydningen af vrede i stemmen. Klædelig mislyd, medmindre man foretrækker glansbilledet af Swift, som hun selv har gjort meget for at holde i live. Senest med sin pastelfarvede iscenesættelse af Lover.
Amerikas foretrukne sweetheart
Har man set Netflix-dokumentaren Miss America ved man, at Taylor Swift stiller endog meget store krav til sig selv i og uden for studiet. Sådan har det angiveligt også været med Folklore, der er blevet til under coronakrisen, mens skitser, sang- og melodilinjer fløj frem og tilbage mellem Swift, Dessner og Antonoff.
FOLKLORE (2020), ALBUMCOVER
Invisible String, der i øvrigt minder en smule om KT Tunstalls Invisible Dreaming bibringer tekstens ord om den store kærlighed, der kunne være udsprunget af mødet med en issælger i en park i Nashville, den rette sødme, igen fornemt drømmende produceret i et low-fi udtryk, som man kender fra The National og Bon Iver.
Mad Woman lyder det fra hende, der engang var Amerikas foretrukne sweetheart. Måske handler det om at være træt af stereotyper, måske er det en giv-mig-mine-masterbånd-tilbage sang. I samspil med minimalistisk klaverspil står Taylors vokal, snart arrigt, snart fløjlsblødt fraserende.
Meget fundamentalistiske venner af folkemusik vil nok mene, at der er lovlig meget elektronisk bip-bip på Folklore. Substansen er de skitser, der er begået diverse strengeinstrumenter og pianoer. I mine ører er det ikke alene albummet, der bringer Taylor Swift ud af Barbie-boksen.
Folklore kan blive albummet, der med eksemplets magt bringer den kreative proces i moderne popmusik tilbage til musikken – ud af CEO-kontorer, hvor markedsundersøgelser, regneark, beats per minute og streamingstatistikker betyder alt.
Kald mig en drømmer, jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som nogen en gang sang.
Taylor Swift, Folklore, udkom 24. juli 2020, album.
Hvis du ikke kan se en eller flere videoer, skyldes det, at visse af Taylor Swifts videoer kræver Premium medlemskab på YouTube.
Dén melodi er stjålet fra dét nummer. Eller er melodien, teksten, manuskriptet, oplægget, ideen direkte kopieret efter en anden rettighedshavers forlæg?
Og der kom ikke mindre rav i rettighedsbasaren efter de første samplere begyndte at dukke op midten af 1980erne – efterfulgt af internettet ti års tid senere.
I denne podcast tager Mediano Music dig med gennem en håndfuld sager. Nogle endte med en dom, andre ikke. Nogle domme blev retningsgivende for kommende års praksis.
Nogle ’sager’ blev aldrig en sag. Nogle burde måske have været.
Er en rejse forbi kunstnere som Peter, Paul & Mary, John Lennon, The Rolling Stones, K.D. Lang, Taylor Swift, Right Said Fred, The Verve, George Harrison, The Chiffons, Afrika Bambaataa, Kraftwerk, KLF, Edelweiss, ABBA, Vanilla Ice, Queen, David Bowie, Robin Thick, Pharrell Williams, Marvin Gaye, John Fogerty – og det efter sigende mest samplede loop nogensinde – The Amen Break.
