James Taylor i Falkoner: I passager direkte rÞrende, som det kan vÊre, nÄr musik, historie og publikums indlevelse bliver et

James Taylor i Falkoner: I passager direkte rÞrende, som det kan vÊre, nÄr musik, historie og publikums indlevelse bliver et

Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjĂŠldent hĂžrt en fornemmere reprĂŠsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.

I dag er den 74-Ärige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har vÊret, men hans sange, som de blev fremfÞrt i Falkonersalen, er mindst lige sÄ levende og varme, som dengang for 50 Är siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en Êra i den amerikanske rockhistorie. En mÄde at skrive sange pÄ, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre pÄ. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.

Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var ogsÄ i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set pÄ afstand, men skrevet pÄ fÞlelsen en time efter sidste ekstranummer.

Flere af de musikere, der var med pÄ scenen dengang, var ogsÄ med torsdag aften pÄ samme scene, uforlignelige Steve Gadd pÄ trommer, der behandler sine trommer, som var han pÄ besÞg i en glasbutik og fÄr dem til at lyde som en omsust trÊkrones slag pÄ gavlen udenfor, hvor jeg sidder.

Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der ogsÄ var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var ogsÄ gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrÄdt med bl.a. Whitney Houston med pÄ scenen.

Taylor med forblĂžffende god lyd

SĂ„ fantastisk spil og i Ăžvrigt ogsĂ„ forblĂžffende god lyd fra fĂžrste Ăžjeblik, den statelige Taylor trĂ„dte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ĂŠndret sig siden 2014, er sangerens stemme. IsĂŠr i begyndelsen havde han svĂŠrt ved at fĂžlge sine egne betagende melodier. Faktisk lĂžd det nĂŠrmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.

Ligesom det pĂ„ sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glĂŠde over at vĂŠre kommet ud af Ă„rs misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans stĂžtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis dĂžd.

Et par gange under koncerten trĂ„dte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi pĂ„ hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig

Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fĂ„et sunget sig rimelig varm, og sĂ„dan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har vĂŠret ramt af corona. Det kan selvfĂžlgelig have pĂ„virket stemmen.

Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kéreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brþd igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og léste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.

Men det er jo det, musik ogsĂ„ kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb pĂ„ guitarens arm tegnede en vej videre, en Ă„nd, livsholdning, filosofi mĂ„ske ligefrem. Det kunne f.eks. lige sĂ„ godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mĂŠnd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trĂžsteslĂžst London ved lyden af punk.

Man kan selvfÞlgelig ogsÄ bare kalde det god musik.

James Taylor
Carole King og James Taylor. Pr-foto

Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan ogsÄ kalde det lyden af Laurel Canyon, et omrÄde, hvor en lang rÊkke musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, nÄr de ikke besÞgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den Êra kan varmt anbefales.

Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jĂŠvn strĂžm af mindevĂŠrdige momenter i Falkoner, det ene varme Ăžjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.

Sympatisk, selvironisk og taknemmelig

Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig.  Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her sĂŠrlige mensch guitarlyd pĂ„ album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har lĂŠst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantrĂŠ pĂ„ forsiden og mahognitrĂŠ i bagside og sider.

Et par gange under koncerten trĂ„dte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi pĂ„ hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den fĂžrste hvide sanger til at synge pĂ„ den sorte blues, Elvis Presley. Om der lĂ„ en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at hĂžre dem spille igennem.

James T havde gemt sine hits til andet sĂŠt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhĂŠnger af. Forventningens glĂŠde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfĂžlgelig den davĂŠrende kĂŠreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor ogsĂ„ indspillede, er blevet en form for fĂŠlleseje mellem de to.

SÄ ja, mÄske er Taylors stemme ikke, hvad den har vÊret. Hvad er det, i Þvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Jo lÊngere vi kom ind koncerten, jo varmere lÞd James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfÞlgelighed og indforstÄethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre mÄ klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rÞrende, som det kan vÊre, nÄr musik, historie og publikums indlevelse bliver et.

SĂ„ledes ogsĂ„ – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hĂžrtes fra hĂžjttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.

Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kÞlnet af, mens disse linjer skrives. SÄ ja, mÄske er Taylors stemme ikke, hvad den har vÊret. Hvad er det, i Þvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Vi er alle sammen forgĂŠngelige. Det er uomgĂŠngeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgĂŠngelige. SĂ„ selv nĂ„r nĂŠsten alt om forhĂ„bentlig mange, mange, mange Ă„r er vĂŠk, gĂŠtter jeg pĂ„, at kakerlakkerne vil holde hinanden i klĂžerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tĂŠnker pĂ„ dengang, der fandtes gran- og mahognitrĂŠer, der snedkereret sammen pĂ„ den rette mĂ„de kunne skabe musikalsk skĂžnhed.

Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser af nye plader: Taylors cottagecore og Mileys 80er forstoppelse

Anmeldelser fra POV.International

Taylor vokser for hver akkord

Hvor i alverden fÄr hun det fra, denne Taylor Swift?

Bare fem mÄneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som pÄ Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjÊlp fra brÞdrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehÊdrende Chinatown).

Swifts ternede jakke og fletningen pĂ„ coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhĂžrs- og parforhold, kĂŠrlighed – den store og den flygtige – mĂ„ske selvbiografiske, mĂ„ske fiktive, mĂ„ske lidt af det hele. Og som pÄ Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortĂŠller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantĂŠnder pĂ„ en gammel flamme under et besĂžg i hjembyen. Det fĂžlges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.

Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord pÄ pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange pÄ Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imÞdekommende eller stemningssÊttende end andre.

“Champagne Problems”, skrevet sammen med kĂŠresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forfĂžrisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gĂŠster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lĂŠgger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djĂŠvle i den detaljerede produktion pĂ„ dette album.

“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den mĂ„ske ogsĂ„ er tĂŠnkt som: to generationer pĂ„ en bĂŠnk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre Ă„rtier ĂŠldre version af  “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, ogsĂ„ den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.

Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tÄlmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk Êgthed og elektronisk perfektion. Melodisk fÞlger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humÞr, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man Þnskede sig.

Folklore, Evermore. God, bedre – jeg tĂžr ikke tĂŠnke pĂ„, hvad der mĂ„tte fĂžlge.


Taylor Swift: Evermore, album


Anmeldelser af nye plader, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO

Udglattes med det store rock-strygejern

Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer sÄ jeg dem to gange, fÞrste gang med grufuldt dÄrlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden pÄ pladen, efter liveoptagelserne har vÊret igennem diverse programmer, sÄ flot som den smukke sommeraften i Sverige.

For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevÊget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul pÄ AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock pÄ det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.

Det fĂžrste, jeg bemĂŠrker pĂ„ den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnĂŠvnte album har mere fylde og bund end pĂ„ det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indĂŠdthed, nĂ„r han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.

Med dette album gÞr Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle trÄde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los pÄ den oprindelige working class rÄhed

Da jeg sĂ„ Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk pĂ„ livealbummet bekrĂŠfter, hvor smart dĂ©t var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtĂ„rne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skĂžn forening. Inspiration fra prĂŠ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svĂŠver gennemfĂžrt og orkestreret gennem hĂžjtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.

Der er hĂžjdepunkter som den drĂžmmende, melodiĂžse perle “Cornerstone”  – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drĂžn pĂ„ rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.

Med dette album gÞr Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle trÄde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los pÄ den oprindelige working class rÄhed. Det er abe-flot.

Bare s
. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.


Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album


Anmeldelser af nye plader, Nathaniel Rateliff, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO

Sange fra et knudret sind

Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for lĂŠngst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevĂ„genhed, ogsĂ„ nĂ„r glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mĂŠrker man fĂŠrten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.

Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, sÄ fantastisk og sprÊlsk, at den endnu ikke er runget helt af i Þrerne. Dette nye album er skrevet pÄ baggrund af en skilsmisse og en vens og producers dÞd. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kÊmpe sig tilbage.

I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff sĂ„ indtrĂŠngende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stĂŠrkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig sĂ„ meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dĂ„rlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.

Samlet kan lyden, iklĂŠdt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene pÄ And it’s Still Allright sitrer af nĂždvendighed, men for mange af sangene er direkte sĂžvndyssende produceret.


Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album


Anmeldelser af nye plader, Chris Stapleton, pressefoto
 CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO

Et af Ärets album

SĂ„ er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par Ă„rtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens stĂžrste navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.

Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslÊgtede genrer og en overdÄdig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de fÞlgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplÊggene.

“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. SkĂžnt nummer. Det bluesy “Cold” bevĂŠger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton ogsĂ„ her pĂ„ potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af stĂžvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.

“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gĂŠlder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nĂŠvne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tĂŠnker pĂ„ Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.

SÄ nej, Starting Over er mÄske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udfÞrt med ekvilibristisk, lydhÞr americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, Ändedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af Ärets album.


Chris Stapleton: Starting Over, album


Anmeldelser af nye plader, Miley Cyrus, pressefoto
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO

80’er forstoppelse

Det er snart lĂŠnge siden, Miley Cyrus fĂžrste gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. PĂ„ det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af pĂ„ Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, isĂŠr versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. PÄ Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humĂžr.

Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsĂžger ikke at gĂžre sig stĂžrre eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hĂŠnder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf fĂžlgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-Ă„rige rockrebel havde fortjent langt bedre.

Lighterballaden “Angels Like You” og den pĂ„ den gode mĂ„de MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.


Miley Cyrus: Plastic Heart, album


Plus:

LegetĂžjsmikrofon og absurd hĂžje stiletter

Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 Ă„r siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men sĂ„ kom corona.

Under det fÞrste lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit kÞkken. Hun selv med legetÞjsmikrofon i glitterkjole og absurd hÞje stiletter omgivet af fem sÞnner i alderen 1 til 16 drÞnende rundt pÄ gÄ-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner sÄ med.

I dette nÊsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og bÞrnene isolation, familieliv, stjernestÞv contra hverdagsagtig uperfektion og lÊngsel efter fest og ballade til at gÄ op i en hÞjere enhed. Nu har hun sÄ grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.

Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsÞmte forÄr 2020.


Facebook kommentarer

Roskilde Festival – Ny uomgéngelig bog om det orangehovedede fabeldyr

Roskilde Festival – Ny uomgéngelig bog om det orangehovedede fabeldyr

Fra POV.International

Gennem de seneste 50 Ă„r er der nedfĂŠldet mange, mange ord i forsĂžg pĂ„ at beskrive, hvad det egentlig er med det orangehovedede fabeldyr pÄ Dyrskuepladsen i Roskilde. Herunder en stor hĂ„ndfuld bĂžger – selv en koks oplevelser backstage pĂ„ Roskilde Festival er der udkommet en bog om. Anna Ullmans De sidste drĂžmmere var egentlig timet til at udkomme nogenlunde samtidig med festivalen, der skulle have fejret dette Ă„rs 50 Ă„rs jubilĂŠum.

Den blev jo aflyst, og nu udkommer bogen sĂ„ tillempet den nye situation – med en epilog om Roskilde Festival i coronaens skĂŠr.

Paradokset mellem hippiedrÞm og musikkens rolle heri og pÄvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring gÄr som ovennÊvnte orange trÄd hele vejen gennem de 300 sider. Ja, det er et digert vÊrk

Ullman er kritiker, journalist og kommentator pĂ„ Weekendavisen med, som, det stĂ„r pĂ„ bogens omslag, “interesse for kulturanalyse og brudfladerne mellem kunst, pop og politik”. De sidste drĂžmmere er skrevet med forfatteren i alle de nĂŠvnte roller.

I den, som resten af bogen, meget velskrevne prolog skriver Ullman, at, “det er den komplekse vekselvirkning mellem tilpasning og omvĂŠltning, jeg forsĂžger at placere bogen i (
) den orange trĂ„d fĂžrer os ud pĂ„ en snĂžrklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed, ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fĂŠllesskab og individualisme”.

Lyder det tĂžrt? Det er det – stort set – ikke. Det er sjĂŠldent, videnskab rimer pĂ„ lidenskab. Men De sidste drĂžmmere er skrevet med en fin og sober balance mellem social-, kulturpolitisk og anden analyse, kommentar, kritik og vilter fascination af den Ă„rlige fest.

Skriver fra trinbrĂŠttet

Man fornemmer forfatterens tilstedevÊrelse i det orange slaraffenland. Og de mange herlige fotos gÞr deres til, at denne lÊser selv mÊrker en rem af den orange hud. MÄden hvorpÄ, Anna Ullman formÄr at sammenflette objektive facts, analyse og observationer og skarpe subjektive holdninger er direkte imponerende.

Ullman gÞr det klart, at hun skriver fra en position pÄ trinbrÊttet mellem festivalpladsen og virkeligheden. Indefra og udefra. Fra den position kan hun forholde sig kritisk, ogsÄ til festivalen. Det er hendes bog.

Som sÄdan vil der uundgÄeligt vÊre pointer og passager, som man som lÊser har lyst til at diskutere med. Indimellem hÞjlydt. Det gÊlder ogsÄ forfatterens fravalg. Det kan ikke vÊre anderledes.

Er en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dĂ©t, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?

Ligesom jeg i forbindelse med al mulig anden kulturel tilegnelse foretrÊkker det, har jeg lÊst bogen pÄ dens egne prÊmisser.

I Ăžvrigt diskuterer forfatteren ogsĂ„ enkelte steder med sig selv. Er f.eks. en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dĂ©t, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?

Mellem hippiedrĂžm og kapitalisme

Den fÞrste Roskilde Festival  blev afholdt i 1971. Den fÞrste festival, som vi kender den, i 1972. Paradokset mellem hippiedrÞm og musikkens rolle heri og pÄvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring gÄr som ovennÊvnte orange trÄd hele vejen gennem de 300 sider.

Ja, det er et digert vÊrk. Ullman strÞr om sig med billeder, der afspejler dette paradoks. Jeg holder meget af anekdoten om de efterretningsagenter, der besÞgte den fÞrste festival ifÞrt blÄ briller, sÄ alle kunne se, at de reprÊsenterede The Man, som festivalen var et oprÞr imod. Meget dansk. Meget Olsen-Banden.

Det handler om pÄvirkning bÄde af festivalens musikprogram fra Lirum Larum pÄ plakaten i 1971 til Taylor Swift pÄ den festival, der ikke blev afholdt i Är. Fra folk/rock som manifestation over 90ernes MTV- og bryggerisponserede kommercialisme frem mod nutidens eklekticisme.

En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nÞgen kvinde ved sin fÞrste festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. SÄ kan han lÊre det

Sympatisk nok har den ene af de to initiativtagere til den fĂžrste festival fĂ„et rollen som en perspektiverende stemme, der med jĂŠvnlige mellemrum stikker hovedet frem i bogen. Han fĂ„r ligefrem de sidste ord helt omme pĂ„ side 281. Fremfor at vĂŠre kronologisk er bogen inddelt i tre hovedkapitler, “Et meget langt 68”, “Festivalens rum” og “Musikken”.

Der er en del call backs tilbage til de fÞrste festivaler i bestrÊbelserne pÄ at udbygge prÊmissen. Det betyder, at man som lÊser mÄ leve med nogle gentagelser og underbyggelser af underbyggelser.

En stĂŠrk bog

Men i det store billede er De sidste drĂžmmere en stĂŠrk bog. Jeg kan godt lide de passager, hvor Ullman er skarp. Som hun er i en passage, hvor hun illustrerer, hvor besynderligt der blev talt af visse, bl.a. festivalledelsen, i efterslippet af katastrofen i 2000. Der var Ă„benbart folk, der mente noget i stil med, at “livet er farligt, og vi skal jo alligevel dþ”.

SĂ„ det var de ni dĂždes egen skyld? Det alene siger noget – skidt – om det passionerede forhold, mange har til den festival. I Ăžvrigt hĂžrer det med, at “hĂŠndelsen”, som man foretrĂŠkker at kalde det pĂ„ festivalen, fĂžrte til meget store forbedringer af sikkerheden, ikke bare i Danmark.

Anna Ullman er feminist. Med sin feministiske synsvinkel gennemgÄr hun maskuliniseret musikprogramlÊgning, festivalomtaler og adfÊrd i teltlejrene og foran scenerne pÄ festivalen. En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nÞgen kvinde ved sin fÞrste festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. SÄ kan han lÊre det.

Roskilde Festival
ROSKILDE FESTIVAL – FOTO: FLICKR

Om ikke andre finder jeg det lÊrerigt at lÊse. I Är tre efter #MeToo skÊlver jorden stadig under kulturen i bred forstand. Det er mÄske pÄ tide, at den respekt, man(d) forlanger af systemerne og alt muligt andet, ogsÄ gÊlder den mÄde, man selv optrÊder pÄ. Som forfatteren skriver, er grovheden i 90ernes (og de foregÄende Ärtiers) anti-establishment komik og subkultur lÊnge siden.

De sidste drÞmmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem Ärene

Uden at det har noget med denne bog at gÞre, tror jeg, en af de kommende diskussioner bliver, om grovheden mÄske nÊrmere ramte nedad end opad. Rock(kalder jeg det stadig)branchen er i udvikling pÄ alle parametre. Og sÄdan er det.

De sidste drÞmmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem Ärene.

Det rigtig fine ved denne bog er, at den kan lĂŠses som en beskrivelse af sammenhĂŠngen mellem udviklingen i moderne rockmusik under indflydelse af det omgivende samfund, uanset om man interesserer sig for Roskilde Festivalen eller ej.

Hvis det er med den pĂ„, er De sidste drĂžmmere den mest interessante – og i Ăžvrigt eneste – rocksociologiske bog, jeg har lĂŠst, siden Simon Friths Rocksociologi.

Taylor Swift – formiddabelt album: Endorfin-overdosis i efterĂ„rsstormen

Taylor Swift – formiddabelt album: Endorfin-overdosis i efterĂ„rsstormen

Fra POV.International

Yeehaa, her er en nyhed for y’all. 30-Ă„rige Taylor Swift er blevet voksen. Eller nyhed og nyhed. Albummet Folklore blev udsendt 24. juli, og har allerede vĂŠret ude et stykke tid og slĂ„et adskillige rekorder.

F.eks. har Folklore nu rekorden som det pĂ„ udgivelsesdagen mest kĂžbte album med en kvindelig kunstner pĂ„ Spotify – 1,3 mio eksemplarer pĂ„ 24 timer.

I Ăžvrigt har Taylor vĂŠret voksen lĂŠnge. Men for fĂžrste gang lyder hun pÄ Folklore som en kunstner uden markedstrategiske ambitioner, i udvikling og bevĂŠgelse, indad mod kernen – udad mod de stĂžrste stjerner pĂ„ popmĂŠlkevejen.

Folklore er skrevet og produceret i samarbejde med Swifts mangeĂ„rige samarbejdspartner, Jack Antonoff – og pĂ„ 11 ud af 16 sange i samarbejde med dansk gifte Aaron Dessner fra indierock supergruppen The National og Bon Iver, den vigtigste indie-folk artist det seneste tiĂ„r, og dertil pseudonymet William Bowery. Hardcore Swifties (fans) gĂŠtter pĂ„, at det dĂŠkker over enten Taylors bror eller hendes kĂŠreste, skuespilleren, Joe Alwyn.

Betty er en vidunderlig popsang. Den bÄde sprÊnger og overholder helt basale popregler. HÞr f.eks. Swift og entourage gÄ en tone op efter 4:05 og fÄ en tiltrÊngt endorfin-overdosis. Som modvÊgt til det gudsjammerligt blafrende efterÄrsvejr derude.

Miss Taylor, der skulle have vĂŠret et af hovednavnene pĂ„ Ă„rets Roskilde Festival, beskriver selv sit album som en “samling sange og historier, der blomstrede som en bevidsthedsstrĂžm”, mens hun som alle andre var lukket inde under den fĂžrste del af coronakrisen. Alene fotoet i toppen af denne artikel taler sit eget sprog om inspiration fra folk/americana-musikkens rurale ĂŠstetik

Og rigtigt er det, at hun pÄ dette hÞjtkvalificerede popalbum delvis bevÊger sig fra countrymusikkens three chords and the truth-historier fra eget liv til folkemusikkens klassiske grundformel: storytelling.

God pop dĂžr aldrig

PÄ Folklore mÞder vi en skandaliseret enke i det lige ud formidable popskilderi The Last Great American Dynasty, hvor Swift synger med en antydning af vrÊngen i stemmen, der klÊder hende.

Hun synger om en skrÊmt syvÄrig pige med en traumatiseret ven, et spÞgelse, misbrugere, tre sange beskriver den samme menage a trois set fra hver af de tre involveredes synspunkt.

Originalt tÊnkt, godt skrevet og den ene, Betty er en vidunderlig popsang. Den bÄde sprÊnger og overholder helt basale popregler. HvornÄr har der senest lydt en mundharpe i introen til en popsang? HÞr f.eks. Swift og entourage gÄ en tone op efter 4:05 og fÄ en tiltrÊngt endorfin-overdosis. Som modvÊgt til det gudsjammerligt blafrende efterÄrsvejr derude.

Betty-suset vil nĂŠppe vare evigt. Og dog – hvem ved? Jeg hĂžrte lige en kvinde pĂ„ Taylors alder nynne Neil Sedakas Breaking Up is Hard to Do nede i Netto. God pop dĂžr aldrig.

Folklore vrimler med sange, hvor Taylors ekstraordinĂŠrt store sangskrivertalent stĂ„r lysende. Skulle nogen vĂŠre i tvivl om samme, kan det varmt anbefales at lytte til Ryan Adams’ genindspilning af Swift-albummet 1989, hvor han afsĂžger til kernen i sange, der i Swifts egen indspilning lyder perfektioneret til blĂžd blankhed i diverse studiers recording software.

SelvfÞlgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter pÄ denne plade, der fÄr mig til at tÊnke pÄ Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestrÊbelserne pÄ at flytte egne grÊnser endte med at flytte rockmusikkens grÊnser

PÄ den nye Exile synger Swift omkring et flygel sammen med Bon Iver aka Justin Vernon, nÊr ven af Aaron Dessner. En sang hvor to stemmer, der ikke kan se hinanden for bare frustrationer og farvelstemning, synger sammen i et smerteligt, meget, meget smukt nummer. Er det virkelig den Swift, der for bare et album siden (Lover) mere eller mindre famlende sÞgte at bryde sin tween-streaming-algoritme spÊndetrÞje?

SelvfÞlgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter pÄ denne plade, der fÄr mig til at tÊnke pÄ Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestrÊbelserne pÄ at flytte egne grÊnser endte med at flytte rockmusikkens grÊnser.

Det vrimler med gode, delikat producerede melodier pÄ Folklore. 16 faktisk. August, en flot, flot melodi og produktion. I sit udgangspunkt en klassisk country-komposition, her  svÞbt ind i stor, Êterisk ynde som hos andre Antonoff-darlings som Lana Del Rey og Lorde.

I Here Goes the Last American Dynasty synger Swift for fuld pop-galore med antydningen af vrede i stemmen. KlÊdelig mislyd, medmindre man foretrÊkker glansbilledet af Swift, som hun selv har gjort meget for at holde i live. Senest med sin pastelfarvede iscenesÊttelse af Lover.

Amerikas foretrukne sweetheart

Har man set Netflix-dokumentaren Miss America ved man, at Taylor Swift stiller endog meget store krav til sig selv i og uden for studiet. SÄdan har det angiveligt ogsÄ vÊret med Folklore, der er blevet til under coronakrisen, mens skitser, sang- og melodilinjer flÞj frem og tilbage mellem Swift, Dessner og Antonoff.

FOLKLORE (2020), ALBUMCOVER

Invisible String, der i Þvrigt minder en smule om KT Tunstalls Invisible Dreaming bibringer tekstens ord om den store kÊrlighed, der kunne vÊre udsprunget af mÞdet med en issÊlger i en park i Nashville, den rette sÞdme, igen fornemt drÞmmende produceret i et low-fi udtryk, som man kender fra The National og Bon Iver.

Mad Woman lyder det fra hende, der engang var Amerikas foretrukne sweetheart. MÄske handler det om at vÊre trÊt af stereotyper, mÄske er det en giv-mig-mine-masterbÄnd-tilbage sang. I samspil med minimalistisk klaverspil stÄr Taylors vokal, snart arrigt, snart flÞjlsblÞdt fraserende.

Meget fundamentalistiske venner af folkemusik vil nok mene, at der er lovlig meget elektronisk bip-bip pÄ Folklore. Substansen er de skitser, der er begÄet diverse strengeinstrumenter og pianoer. I mine Þrer er det ikke alene albummet, der bringer Taylor Swift ud af Barbie-boksen.

Folklore kan blive albummet, der med eksemplets magt bringer den kreative proces i moderne popmusik tilbage til musikken – ud af CEO-kontorer, hvor markedsundersþgelser, regneark, beats per minute og streamingstatistikker betyder alt.

Kald mig en drĂžmmer, jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som nogen en gang sang.

Taylor Swift, Folklore, udkom 24. juli 2020, album. 

Hvis du ikke kan se en eller flere videoer, skyldes det, at visse af Taylor Swifts videoer krÊver Premium medlemskab pÄ YouTube.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER

KĂžb den, stjĂŠl den eller lĂ„n den – en podcast om musiktyveri, inspiration og fĂŠllesej

KĂžb den, stjĂŠl den eller lĂ„n den – en podcast om musiktyveri, inspiration og fĂŠllesej

Dén melodi er stjÄlet fra dét nummer. Eller er melodien, teksten, manuskriptet, oplÊgget, ideen direkte kopieret efter en anden rettighedshavers forlÊg?

Og der kom ikke mindre rav i rettighedsbasaren efter de fĂžrste samplere begyndte at dukke op midten af 1980erne – efterfulgt af internettet ti Ă„rs tid senere.

I denne podcast tager Mediano Music dig med gennem en hÄndfuld sager. Nogle endte med en dom, andre ikke. Nogle domme blev retningsgivende for kommende Ärs praksis.

Nogle ’sager’ blev aldrig en sag. Nogle burde mĂ„ske have vĂŠret.

Er en rejse forbi kunstnere som Peter, Paul & Mary, John Lennon, The Rolling Stones, K.D. Lang, Taylor Swift, Right Said Fred, The Verve, George Harrison, The Chiffons, Afrika Bambaataa, Kraftwerk, KLF, Edelweiss, ABBA, Vanilla Ice, Queen, David Bowie, Robin Thick, Pharrell Williams, Marvin Gaye, John Fogerty – og det efter sigende mest samplede loop nogensinde – The Amen Break.

Du kan lĂŠse meget mere om musikrettigheder her:

kum.dk/uploads/tx_templavoil
vem_ejer_musikken.pdf

VĂŠrt og produktion: Jan Eriksen