Nyt album fra Kira Skov: Ligefrem magisk og overraskende frisk

Nyt album fra Kira Skov: Ligefrem magisk og overraskende frisk

Det er egentlig imponerende med Kira Skov.

Siden 2010 har hun udsendt ni album, der alle, kvalitativt, hver især har udgjort et spring videre fra, og samtidig været forankret i det forrige. Aldrig gentagelse. Aldrig safety first.

Efter det middelalderinspirerede album In the Beginning, der blev indspillet i en nedlagt kirke i Estland, det terapeutiske visealbum The Echo of You og det delvis elektroniske I nat bliver vi gamle er Kira Skov aktuel med Spirit Tree.

Som for så mange andre har coronarestriktioner og -nedlukning betydet, at Skov har måtte tænke alternativt. Det resulterede i hele 14 sange, der alle er indspillet i duet eller sammen med to andre sangere. Mange af dem gode venner.

Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.

Alt for ofte virker duetalbum som en karrieremæssig parentes. Som noget musikerne udsender, når de er løbet tør for idéer og derfor enten har overladt initiativet til deres pladeselskab, eller føler trang til at hædre inspirationskilder, andre kunstnere og/eller sig selv.

Det kan der komme ganske fremragende musik ud af. Lyt f.eks. til Emmylou Harris’ Duets eller Sheryl Crows Threads. Om ikke andet for at høre ms. Crow synge sammen med Keith Richards. Det er  … ja, det er uforligneligt.

I tilfældet Spirit Tree virker intet tilfældigt eller kalkuleret. Tværtimod lader der til at ligge en klar idé bag samtlige numre. Tekstmæssigt og musikalsk, i produktion og sang. Ja, en klar idé bag hele albummet som sådan. Indimellem lyder det ligefrem magisk og overraskende frisk.

Tydelige referencer

Hvor vil man ellers i 2021 høre en indsmigrende vokal (tilhørende Marie Fisker) danse løssluppent, mellem-tempo jazz-poppet med inspiration fra Jack Kerouac og Dylan Thomas, end i “Ode to the Poets”.

Indimellem er referencerne så tydelige, at det er banalt at nævne dem. ”Dusty Kate” er på papiret – hvis nogen stadig bruger den slags til at skrive tekster på – en umulig sang. En kombineret hyldest til Dusty Springfield og Kate Bush i duet med Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour, X Factor).

Umiddelbart ligger dén ikke lige for: Begge er/var et par musikalske dramaqueens, men alligevel: Lyden af Kate Bush’s altid søgende, lyriske koleratursopran krydset med lyden af Dustys noget mørkere distinkte mezzosopran, hvis udtryk var så amerikansk, som en britisk popsangerinde kunne blive. Ikke mindst på det fantastiske album Dusty in Memphis.

Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens buldrende derudaf i bashøjtalerne.

Det fremgår, at sangen oprindelig blevet leget i gang i festligt lag, hvor bl.a. Skov og Lindberg, hvis partner, bassisten Anders Christensen, spiller med på albummet, sang sammen. Og der er da også noget meget legende, næsten drillende og drømmende lyst og let over den sang, der på enestående vis formår at skabe sit helt eget udtryk ud af inspirationskilderne.

Så billedskøn er den sang, at jeg, hvis den var et landskab, ville sætte mig på sten på toppen af bakken og betragte den fra den tidlige morgendis frem mod Mosekonens bryg umiddelbart inden solnedgang. Alt imens  jeg ikke foretog mig andet end at klaske en myg i ny og næ.

Også i genindspilningen af ”Idea of Love” fra 2013, der stilfærdigt flyder smukt i duet med Mark Lanegan (tidl. Queens of the Stone Age og The Gutter Twins) driver følelserne uforbeholdent. Specielt Maria Jagds violinspil i mellemspillet åbner vinduer til nye sindslige horisonter. Som det gør mere eller mindre på hele albummet.

Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad

”Horses” i duet med svenske Jenny Wilson – og Skov faste samarbejdspartner John Parish i baggrunden – citerer Martin Luther King og en smule Bob Dylan, der vist altid svæver et eller andet sted i Kira Skovs sange. Igen påfaldende, hvor selvfølgeligt det fletter sammen, det hele; inspirationskilderne, tre stemmer, en sikker popmelodi i et diskret reggae-arrangement med en herligt flagrende mellotron ved Silas Tingleff. En af Kira Skovs mest håndgribelige sange.

Nyt album fra Kira Skov, pr-foto
NYT ALBUM FRA KIRA SKOV, PR-FOTO

”Some Kind of Lovers” med en flot hyldest til det heftige, men perspektivløse overfladiske møde mellem to mennesker og alt det, der ikke skulle være.  Men som alligevel klynger sig til mindet som en duft, der hænger ved. Dér har de fleste sikkert været en enkelt gang – eller flere. En melodi der er lige så enkel og ligefrem, som den er stemningsfuldt udført.

En juvel i dansk rock

Driller, skrev jeg tidligere. Kira Skov er i teaserhumør flere steder. Forstået sådan at et par sange åbner et dunkelt Nick Cave’sk sted for så at tage et stilmæssigt spring. Det gælder f.eks. ”Horses” og ”Love is a Force”, der ligner en skitse til noget, der aldrig rigtig blev foldet ud. Ligesom afslutningsnummeret i mine ører mest handler om sig selv. Jeg fanger overhovedet ikke pointen.

Dansk rocks mestercrooner Steen Jørgensen har næppe lydt så meget som Leonard Cohen, som han gør i ”In the End”, der bestemt ikke skjuler sin gæld til Cohens ”I’m Your Man”. Fint nok. Uden sine kildeudspring var der ingen floder. Og herligt at høre Kira Skov slå håret ud og lufte sine ”hormonal tendencies”, som hun synger.

Dette er nok pladens mest tongue in cheek nummer. Det balancerer på kanten af en ægte fascination, der er så tydelig, at det en anden gang kunne ende som karikatur. Heldigvis holder det med Steen Jørgensens vokal buldrende derudaf i bashøjtalerne.

Der er inspiration fra fransk 60’er pop i “Deep Poetry”. Den skønne popsang “Marie” – en hyldest til veninden Marie Fisker – genlyder af The Beatles fra deres Rickenbacker periode medio 60erne. Dejligt nummer. “Pick Me Up” ligger i forlængelse af de seneste Kira Skov-plader efter det skelsættende album In the Beginning, der bl.a. bygger inspiration fra middelalderlige madrigaler.

Så det er lidt op og ned. Men selvom Spirit Tree lyder som refleksioner af generationers populærmusik, er der intet bagstræberisk eller patetisk over det. Det er musik, der lever nu og her, mens man lytter. Tanken, at vi med Kira Skov har en dansk kunstner, hvis nu 15 album udgør et samlet, sammenhængende værk, gør mig meget glad.

Kira Skov er en juvel i dansk rock, slebet til af livet og en åbenbart evig nysgerrighed og inspiration.


LÆS MERE AF JAN ERIKSEN HER:


Kira Skov: Spirit Tree, album


PR-foto

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Fra POV.International

På et tidspunkt under Sort Sols koncert på Heartland Festivalen i 2017 var der noget galt med elektronikken. Uden effekter lød Lars Top-Galias elektriske guitar mest bare som en … elektrisk guitar. En pause fulgte – på et tidspunkt, inden teknikken endelig var på plads, lød Jørgensens vokal pludselig som en bilmotor i acceleration. Buldrende, toneangivende.

Da jeg fredag aften, koncertskruk som sjældent efter tre måneders pause, kørte mod DR-byen, havde jeg muligvis forestillet mig, at Steen Jørgensen solo ville være lidt som den oplevelse. Med stemmen, fortolkeren i centrum.

Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst

Det skulle vise sig, at sådan blev det ikke, ikke kun.

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen har optrådt en del gange tidligere som duo, men det er altså første gang, jeg ser dem.

At dømme efter nogle bemærkninger fra Jørgensen var de lidt spændte eller måske ligefrem nervøse ved at optræde bare to mand i den pompøse koncertsal. Som han sagde: ”Vi er vant til at optræde små steder.”

Måske derfor var der i momenter mellem numrene en del tension på scenen. Guitarist Kjeldsen brugte tid på at tune sig ind. Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst.

Det spontane kan så bare have sine åbenlyse begræsninger i et set-up med mange effekter og visse forudindspillede effekter.

Op i luften

Det begyndte med Kjeldsen på to guitarer – den ene i loop – i en stemningsfyldt Marble Station – med tekst af Søren Ulrich Thomsen – helt tilbage fra dengang, Sort Sol gik under navnet Sods. Fin seasoned version på næsten 40 års afstand af den oprindelige, rebelsk, tumlende version.

Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, mest sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig.

Og mere Sort Sol, Next Century og Midnight Train to Summer.  Jørgensen føler sig tydeligt godt tilpas i og med at udfordre sine og Sods’/Sort Sols gamle numre – og det samme gør Rune Kjeldsen med det billedskabende innovative guitarspil, men jeg kunne visse steder godt have undværet de trommespor, som Jørgensen styrede fra en lille pult.

Noget tyder på, at duoen har valgt at smide nogle numre, uanset om det var covers eller gammelt Sort Sol op i luften, lade dem lande på jorden, og derefter samle skårene sammen i en bunke. Det gav indimellem indtryk af en form for performance.

Men så var der en akustisk version af folkrocksangeren Bert Jansch’ klassiker Fresh as a Sweet Sunday Morning, som Jørgensen sang i en nærmest påfaldende generøs, kærlig version, der for alvor lukkede lyset ind i sovekammeret. Definitivt et af koncertens højdepunkter.

Det fremgik, at Publikum i DR Koncerthuset og Jørgensen selv kan takke CV Jørgensen for, at han har lært Bert Jansch’ sangskat at kende.

Og sådan bølgede det fra stormfyldte fragmentariske lydmalerier over en – med Jørgensens egne ord – slapstick version af det gamle Elvis Presley-nummer Marguerita, som allerede blev fortolket af Sort Sol i gamle dage. Meget tongue in cheek. Der blev The King hevet ud af sin suite i Las Vegas og ind i en splatterversion af en spaghettiwestern, hvor kun slanger og monstre medvirker for at overleve.

Ligesom duoen senere senere fik – om ikke andre – mig til at smile med en rabalder-roadhouse udgave af Velvet Undergrounds White Light/White Heat.

Og hypotesen her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Man får næppe 12 i ’Ny og overraskende viden’, hvis man gætter på, at nummeret oprindelig handler om, hvad stoffer kan gøre ved kroppen. Her virkede det meget happy og ligefremt ungdommeligt frembrusende. Et andet højdepunkt.

Hvor Jørgensen/Kjeldsens version af Van Morrisons smukke, religiøse åbenbaring af en sang In the Garden havde et afklaringens skær, ikke mindst båret af suverænt guitarspil og en totalt fokuseret sanger. Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig. Og synger Corona ad h. til.

Mod slutningen sang han endda på dansk i de to relativt nye sange Tid er et sted – flot bowiesk medio 70erne version, i øvrigt – og Okchams Ragekniv, som Jørgensen synger på Steen Holbeks album Frit løb.

En glad mand

Med al respekt for den store sangers behov for at give sig selv og sine sange nyt liv, kunne jeg godt have undværet nogle af de mange effekter. Næppe tilfældigt, at dansk rocks stærkeste kælderkolde crooner ramte tættest på skiven i de akustiske numre – også i Let Your Fingers Do the Walking og det sublime … Like a Trance Like...”

Man kan også bare gøre, som det ligger i det filosofiske begreb, der har lagt navn til nævnte Ockhams ragekniv – opfundet af filosoffen William af Ockham:

“Blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes”.

Og den simple hypotese her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Når alt kommer til alt, er det vel sådan, man bør forlade en koncert med manden, der først blev strømførende i dansk punk og senere ordførende i dansk rock.

PS: I øvrigt kudos til Steen Jørgensen for ikke at forfalde til at krydre sin koncert med et hav af anekdoter.


Steen Jørgensen med Rune Kjeldsen i DR Koncerthuset, fredag 26.6.

Sætliste:
Marble Station
Midnight Train to Summer
Next Century
Fresh As a Sweet Sunday
A Knife For the Ladies
Yesterday Is Here
Marguerita
Boy Girl
In The Garden
Excaliber
Kiss the Streets
…Like a Trance Like…
Stuck to My Gun
Let Your Fingers
White Light/White Heat
Tid er et sted
Ockhams ragekniv
Holler High


Foto: PR.