Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.
Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Waysdet første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.
”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena
Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.
Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.
Er Dylan forfaldet til backtracks?
Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.
Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.
Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader
Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.
Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.
Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.
Raspende, remsende
Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”
Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.
Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.
Sakral udgangssalme
Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.
Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)
Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.
Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.
Om en måned skulle Alanis Morissette have passeret Royal Arena under sin Jagged Little Pill 25 års jubilæumsturne med en koncert, der nu er udskudt til 29. oktober næste år. Men så er der jo det nye album Such Pretty Forks in the Road. Det første i hele otte år.
Som Lana del Reys fremragende album Norman Fucking Rockwell er Such Pretty Forks in the Road skrevet ved et piano.
Og det er lige før, at det fjerde nummer på pladen, Diagnosis, er det hele værd. Som altid synger The Queen of Alt-Rock alt ud fra hjertet i hjertet – direkte uden mellemstationer.
Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.
Akkompagneret af den faste samarbejdspartner Michael Farrel på piano, i begyndelsen bare akkorderne, og lidt senere synths. Det hele – og dét er meget – ligger mere eller mindre i Alanis’ karakteristiske let nasale mezzo sopran. Dramaet ligger i det, hun synger, stemmen der skifter fra lys til mørk, i pauserne, timingen.
Ville man ønske, at man var en af dem, hun synger om, ”everyone around me is trying to help as much as they can”? Bliver man ramt i sin egen historie? Synger hun om én person? Sin branche? Sig selv? Synger hun om sine spøgelser, sin psykiske sårbarhed?
Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.
Og sådan er et langt stykke på dette album, hvor Alanis Morisette tager sit mangeårige arbejde som Debbie Ford-inspireret selvhjælps/skygge-coach til et nyt niveau. F.eks. i det smukke Her, hvor jeg fornemmer genklang af de store kvindelige sangskrivere fra slut 60’erne og primo 70’erne. Hint: Carole Kings Tapestry har snart 50 års jubilæum.
I pladens eneste forholdsvis up-beat sang med tilbagelænet boogierytme og god melodi, Reasons Why I Drink, handler det om, ja, at dulme, styrke og falde med stimulanser – ”the reasons why I feel everything so strong, when I’m not medicated,” synger Alanis Morisette. Fedt nummer og det tætteste, Alanis denne gang kommer sit udtryk på Jagged Little Pill.
Det teatralsk, storladne Reckoning er skrevet på en alvorlig baggrund – en retssag. Selv har Alanis kaldt det en sang om ’patriarkatet, der bryder sammen’. Men i den samlede kontekst på pladen lyder det som lydkulisse til en musikforestilling eller ballet, eller måske bare et retssalsdrama, og underligt irrelevant. Sangen og f.eks. også Losing My Plot kunne måske bedre begå sig i en evt. opfølger til Alanis Morissette-musicalen Jagged Little Pill, der p.t. er aflyst p.g.a. Corona.
På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i morderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation.
Så er der mere mening i det beslægtede Nemesis, der modsat Reckoning, er sin egen lille udtryksfulde symfoni i værket. Begynder som en enkel guitarballade og ender som, hvis Kate Bushs Running up that Hill mødte Fun.’s We are Young.
Sandbox Love handler om at søge tilbage til udgangspunktet i en relation, hvor der kun er vrede og sex tilbage. Det lyder lidt, som da Alanis’ karriere som popstjerne begyndte, bare i en mere rocket version – som fællesmængden af syng-med-bar, overfladisk 80’er-pop som Climie Fischer, Living in a Box og Johnny Hates Jazz, bare med meningsfyldt tekst.
Da jeg så Alanis på Tinderbox Festival for to år siden, tænkte jeg, om der mon var en vej frem for denne sangskriver, der stort set kun spillede numre fra Jagged Little Pill.
Det var der. På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i moderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation. I forbindelse med udsendelsen af det nye album har hun sagt, at hun er ‘en håndfuld at leve sammen med’. Sikkert. Ud af de 11 sange på Such Pretty Forks in the Road er der lige præcis en håndfuld – fem – fremragende sange at leve sammen med. Fremragende – hvis kriteriet er totalt fravær af kalkule, kompromisløs ærlighed og 360 graders integritet.
Allerede ved ankomsten til Royal Arena fornemmede jeg, hvor det bar hen. På vej ind i arenaen lød det som om, Paisleys opvarmer Chris Lane tilegnede en sang til sin mor. Hvis jeg hørte rigtigt, er der bare at sige: “This is country for you ladies and gentlemen“.
Countrymusik er aldrig blevet det helt store her i landet. Ikke som genre generelt. At countryen er overalt i moderne pop og rock er noget andet.
Når man bevæger sig ind til en koncert som denne lørdag aften er det fordel at iklæde sig sin indre og fysiske – hvis man har en sådan – Stetson, ternede skjorte – og skynde sig at hænge sin aldrig slumrende velfærdsdanske krænkelsesparathed på knagerækken udenfor salen.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus
For med og især uden rette er der nok at lade sig forarge over. Den ”Southern Comfort Zone”, som Paisley besang i koncertens første nummer, vil for mange rime på religiøs fanatisme. Racisme. Chauvinisme. Yderste fattigdom side om side med ekstrem rigdom (det sidste vist mest i Texas). Våbenmafia. Fanatisk støtte til Trump.
Det er rigtigt, at de store Nashville-countrymusikere stadig synger deres sange om en øl ved fiskedammen, værtshuse, store biler, og ham eller hende, der enten er sendt fra himlen eller til besvær. De hylder Stars and Stripes og de mænd, der giver deres liv til dets forsvar. Det er også hjemstavnsromantiske sange, der hylder ordentlighed, anstændighed og blue collar autencitet – ofte som modsætning til fancy pancy, højrøvet storbyadfærd. En form for værdier, man kan identificere sig med og bruge som man vil på alle politiske fløje.
Musikstilen der repræsenterer USA
Countrymusikken udfordres og udvikles i disse år af rock- og punkbaserede kunstnere i det, man i mangel af bedre udtryk kalder alt-country. Samtidig med, at halv- og helstore Nashville-stjerner som Katie Musgrave, Brandi Carlile, Anderson East og Tyler Childers synger om trailerparkernes håbløshed, grå arbejderklassehverdag, stoffer og støtte til LBGT+-bevægelserne.
Countrymusikken er den næstmest omsættende rockgenre i USA. Det er ”blevet den musikstil, der bedst repræsenter livet i Amerika, fordi vi synger uden metaforer, det er én til én,” som Paisley selv har sagt.
Og han, der ellers nødigt udtaler sig om politik, har i øvrigt flere gange sagt, at et af hans stolteste øjeblikke som amerikansk patriot indtraf, da USA valgte en sort præsident. Ja, han fældede en tåre. Med USAs lange, historie med slaveri og ulighed in mente. Og ikke uvæsentligt, mange af hans sange skal lyttes til med et glimt i øje og ører; for det er sådan, de er skrevet.
For eksempel ”I’m Still a Guy”, der som på videoen på storskærmen i Royal Arena, ligeså meget gør lidt selvironisk grin med sydstatsmænds hang til at mødes over en kold dåseøl – uden koner og kærester. Som den hylder det testosteronfyldte samvær. Tungen i kinden.
Det samme gælder “This is Country Music”, der blev spillet som en andet nummer i Royal Arena.
Teksten taler for sig selv.
“Well you’re not supposed to say the word “cancer”, in a song. And tellin’ folks Jesus is the answer, can rub ’em wrong. It ain’t hip to sing about tractors, trucks, Little towns, or mama, yeah that might be true. But this is country music and we do”.
Stolthed og selvironi i samme tekst.
Allerede her så tidligt i koncerten stod det klart, at Paisley havde medbragt en lydmand og lydanlæg, der leverede intet mindre end superb lyd. Lige så godt som da The Eagles spillede derude i juni. Alle instrumenter og sangen stod ligeværdigt i lydbilledet i den store hal, hvor musikken ofte lyder som, hvis migræne havde en lyd.
Efter et lovlig oppisket tempo i det første nummer fandt bandet sig selv. Paisleys rødder i honky tonk, som den stil blev forfinet eller måske forgrovet af The Bakersville Bunch, Merle Haggard og Buck Owens i begyndelsen af 60erne, er tydelige. En stil, som Fogerty-brødrene tog til sig i deres svampede rock’n’roll version i Creedence Clearwater Revival. John Fogerty medvirker i øvrigt på Paisleys 2017-album “Love and War”.
Live viste Paisley og hans cowboys sig meget hurtigt at være et rock’n’roll-band med swamp bund og country som hovedsprog. Ofte, men ikke i Royal Arena, spiller Paisley Van Halens ”Hot For Teacher” som hyldest til en definerende lyd for den dengang helt unge Brad Paisley. Efter 20 års samspil storswingede Paisleys band – bassist, trommeslager, guitarist, percussionist, violinist og steelguitarist – som en drøm.
Nashville State of Mind
Som ved så mange andre koncerter fortalte filmene på storskærmene historier. Allerede i det første nummer viste det sig i en Melodi Grand Prix-agtig postkortvideo, at Brad god damn it tidligere på eftermiddagen havde været en tur på brostenene i indre København. Ligesom der var billeder fra Paris og andre hovedstæder.
Tydeligt, at countryambassadør Brad ønskede at fortælle en historie om Nashville som et state of mind, musikalsk og i form af en livsstil, hvor en koncert nede i byen i Grand Old Opry sgu gerne må være en fest. Fuld respekt for det.
Det vrimlede med billeder. Billeder af søndagsstemning ved vandet, gamle countrystjerner som Johnny Cash og Waylon Jennings, The Eagles, der gjorde country mainstream, billeder af fest og ballade. Paisleys kone, skuespilleren Kimberley Williams-Paisley, havde rolle eller to undervejs. Det samme med David Hasselhoff.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil
Der var også et meget amerikansk klip af en gammel mand i Paisleys hjertelige ”Waitin’ On a Woman”. I al sin pasticherede kontekst fungerede det faktisk udmærket som supplement til musikken.
Men så var der også en af mine yndlingssange ”She’s Everything”, hvor der kørte såkaldt ”kiss cam” på udvalgte par blandt publikum. Der så skulle kysse/snave hinanden. Stor jubel i salen. Kærlighed er nok kommet for at blive, også i det offentlige rum. Men det dér NFL-show havde intet med musik at gøre. Det er sikkert meget sjovt, kærligt og samhørighedsskabende i pauserne, når Paisleys yndlingshold Cleveland Browns spiller. Men her total off.
Og i øvrigt godt, at jeg havde flyttet mig fra en plads ved siden af en anmelder fra en stor tabloidavis ned på en tom række, inden de begyndte på det.
Jeg lukkede øjnene og fik derfor nogenlunde følelsen i den flotte sang med. Galt var det også med en fjollet film til sangen ”Celebrity”, der fuldstændig tog harmen og satiren ud af Paisleys sang. Som mange andre kendte har han ofte været jaget paparazzi-vildt.
Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil, leveret af manden derinde midt på scenen.
Endelig, nærmest forløsende
Brad Paisleys spil er utroligt kreativt, udtrykket forunderligt og overraskende. For en mand, der som jeg kun har lidt erfaring med en akustisk guitar, lyder det indimellem nærmest som om, han spiller bagvendt, samtidig med, at han veksler mellem nogle korte staccatoagtige forløb som kontrast til de klassiske, lange toner, når der skal lires igennem.
Det hørtes igen og igen. I “Last Time For Everything” skærende smukt, også da Paisley gav en snip af ”Purple Rain” som afslutning. Eller i ”Old Alabama”, hvor han spillede både sine egne figurer og de, der på pladen skyldes de aldrende medlemmer af gruppen Alabama.
Den mand kan få sin guitar til at synge, så det lyder så betagende som solopgangen en skyfri efterårsdag over Appalacherne der ovre i den østlige del af Tennessee.
Under en mere eller mindre akustisk version af “Whiskey Lullaby” – en af de smukkeste og mest foruroligende (selv)murder ballads nogensinde – oplevedes en vis intimitet i det stort anlagte show. Endelig. Nærmest forløsende.
Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus.
Det er en håndfuld årtier og flere end hundrede millioner solgte plader siden, Eagles var new kids in town. Mandag aften gav bandet bag nogle af rockhistoriens mest indtagende sange en (næsten for) pletfri koncert. Heldigvis fik vi i anden halvdel af koncerten også et rustikt indblik i det mindre kendte Eagles. Det var der, det slog gnister, specielt med spradebassen Joe Walsh i front.
I netop “New Kid in Town” fra Hotel California opstod et af de øjeblikke, som Don Henley har defineret som det, Eagles handler om i dag, hvor hans gamle makker og medstifter af bandet, Glenn Frey ikke længere er i blandt os:
“This tour is about the songs you know, and what they mean to you.”
Hele seks mand med hver sin guitar stod forrest på scenen; leadguitarist siden 2001, Steuart Smith, Joe Walsh, Freys søn, Deacon, Don Henley og bandets hired gun, countrylegenden Vince Gill. Derudover selvfølgelig bassist Timothy B. Schmith.
Denne, en af Ørnenes mange stemningsfulde definerende west coast-sange med den bedste scenelyd, jeg har til dato hørt i Royal Arena. Så perfekt, at man tydeligt kunne skelne hver enkelt guitar fra hinanden i lydbilledet. Og Don Henley med harmonier, der stadig lyder så klare, at det synes unaturligt for en mand på 71.
What the songs means to you?
Jeg fik et flashback til en studenterfest i 1977 – året efter Hotel California var udkommet – hvor medstudinens storebror havde sat sit stereoanlæg ud på gårdspladsen, hvorfra det igen og igen blæste lyden af det forholdsvis nye album ud over markerne omkring Hyllinge.
I dag ved jeg, at “New Kid in Town” handler om jalousi og frustration, når en anden har taget ens plads – på musikscenen eller i kærestens seng. Dengang, stående med det magiske cover mellem hænderne, vellyd i ørerne og udsigt til mosekonens bryg, lød “New Kid in Town” løfterig. Jeg var på vej til at blive den nye dreng i København med et jævnt gennemsnit på 8,4.
Så ja, what the songs means to you. Nostalgi? Hvis det er nostalgi at kende og stå ved sine livsøjeblikke, så ja.
Egentlig kan det undre, at Vince Gill, der har en lang og glorværdig karriere bag sig som sangskriver og er hell of a guitarist, som Henley sagde, stiller op som sidemand i nogle andres orkester. Han sagde trods alt en gang nej til at blive medlem af Dire Straits. Dengang var han så også på toppen af sin solokarriere.
På den anden side er Gill et logisk valg. Som Jackson Browne, Gram Parsons, James Taylor og især Crosby, Still, Nash & Young hentede Eagles melodisk, vokal og æstetisk inspiration i en genre, der dengang ellers var forhadt i rock’n’roll, nemlig countrymusikken.
Eagles tilførte så et californisk smooth, orangelækkert skær ikke ulig sollyset, når det finder vej gennem palmeblade og skærer igennem en Tequila Sunrise ved poolside.
Skriver jeg velvidende, at man, hvis man dykker ned i Henley & Co.s ofte kryptiske tekster fra sidste halvdel af 70’erne, sagtens kan få bekræftet, at de blev skrevet på en cocktail med ingredienser, der var beskæftigelsesfremmende for bjergbønder i Columbia og Østens valmuemarker.
Hvorfor Glenn Freys søn er med i denne version af Eagles var straks lidt sværere at forstå i aften i Royal Arena. Det er et smukt statement fra Don Henleys side at invitere ham indenfor, og den unge mand synger godt – men Freys numre lå bedre end godt i munden på Gill.
I første del af koncerten fulgte mere eller mindre i rap, hvad der lignede konturerne af endnu et The Eagles greatest hits-album – deres første Eagles Greatest Hits (1971-1975) er med et salg på 51 mio. det næst mest solgte album nogensinde.
“Take It Easy”, “One of These Nights”, “Take It to the Limit”, “Tequila Sunrise”, “Witchy Woman”, “I Can’t Tell You Why” og “Peaceful Easy Feeling”.
I de sidste to oplevedes igen øjeblikke, hvor jeg lod den konstant kværnende anmelderhjernecelle læne sig tilbage med en fredelig, let følelse og bare nød bandets samspil. Hvor latterligt enkelt disse formidable musikere med deres elegante, mildt blinkende guitarspil oven på en let bølgende rytme fik musikken til at sætte sig i én, nærmest som en anden, selvstændig bevidsthed, der kun ønsker én evigt solskin i det plettede sind.
Men også rigtigt, som sidedamen kontant sagde: det var næsten for disciplineret. For fuldkomment og gennemført.
Men så var det, Vince Gill med klædelig selvironi introducerede sit enlige solonummer “Don’t Let Our Love Start Slippin’ Away” – “I må gerne lade som om, I kender det.” Han fortalte også, at han var blevet kørt ned af en cyklist tidligere på dagen. Måske denne ugæstfri tølper af en københavnsk cyklist havde fremprovokeret en vis aggressivitet.
For denne swamp-country sang blev spillet med en helt anden rockapproach, hvor der næsten fra det ene øjeblik til det andet var grus i lyden.
Allerede Joe Walsh’ “In the City” var inden da blevet spillet med en håndfuld soulfunkede blæsere på bagscenen, og de vendte flere gange tilbage. Det forholdsvis sjældent spillede “Those Shoes” fra 1979-albummet The Long Run med Walsh i offensivt guitarspil. En swingende “Already Gone” med roadtrip på videoskærmene.
Det klædte velbehageligheden i The Eagles med et par for de fleste formentlig helt ukendte saftspændte numre med funk swagger fra Joe Walshs første gruppe, James Gang, “Walk Away” og “Funk #49”.
Som det klædte hele fire elguitarister at iklæde “Heartache Tonight” al den boogierockede tyngde, det fortjener. Det var sejt. Råt. Frembusende ligefrem.
Det virker som om, Joe Walsh som komponist og hans fremragende guitarspil – ofte slideguitarspil – har fået mere plads i Eagles, efter Glenn Frey er fløjet til himmels.
Det samme gælder i øvrigt Steuart Smith, som dog også fyldte en hel del, da jeg så Eagles en råkold aften i Hjallerup for præcis otte år siden.
Som Walsh og Smith gjorde sammen i det sidste nummer inden ekstranumrene, “Life in the Fast Lane”. The Eagles løb hornene af sig i en æra, hvor duel- og dobbeltguitarspil hørte til dagens orden. Det bemærkede vi i Royal Arena i aften.
I denne sidste halvdel af koncerten var Don Henley faktisk kun solo på scenen i en enkelt af sine karakterfulde kompositioner, 80’er-solohittet “The Boys of Summer”. Der kan siges uendelig meget godt om denne komposition, der som så mange andre af koncertens numre er uhørt stemningssættende. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at det var forfriskende at høre det spillet analogt. Uden at jeg i øvrigt mener, at al musik var bedre før digitaliseringsorgiet i 80’ernes lydstudier. Den lød bare bedre.
Som på det første ekstranummer, som i aften havde fået sin rette plads i sættet: den største rockfabel af dem alle, “Hotel California”. Denne dobbelttydige historie på et vagt reggaebeat og endnu en guitarduel fortalt fra et værelse et pretty, pretty sted, hvor champagnen er pink og hvorfra, vi godt kan tjekke ud, men aldrig helt forlade.
Igen så flot spillet af Eagles og sunget af Don Henley.
Ørnene fløj højt i aften, højere end det skrantende ozonlag, og de beviste, at den slags koncerter med fortidens dinosaurer kan være andet og meget mere end en playlist i maxiformat. Heldigvis havde Don Henley overladt en del af tømmerne til Joe Walsh, så vi blev mindet om, at The Eagles også var og er et rock’n’roll-orkester.
Eagles, Royal Arena, København
Sætliste:
Seven Bridges Road (Steve Young)
Take It Easy
One of These Nights
Take It to the Limit
Tequila Sunrise
Witchy Woman
In the City (Joe Walsh)
I Can’t Tell You Why
New Kid in Town
Peaceful Easy Feeling
Love Will Keep Us Alive
Lyin’ Eyes
Don’t Let Our Love Start Slippin’ Away (Vince Gill)
Elton John lukker og slukker. Skal hans ord stå til troende, er den aktuelle verdensturne hans sidste. Manden, der kan skrive ’større end livet-fænomen’ ved siden af ’musiker’ på sit visitkort, spiller i Royal Arena lørdag d. 18. maj. POV Internationals musikredaktør Jan Eriksen har genlyttet Elton Johns enorme produktion og genanmelder her sine fire yndlings Elton-studiealbums.
Biopic-filmen om hans liv ”Rocketman” har premiere d. 30. maj.
I oktober udkommer hans første officielle biografi på forlaget Macmillan, der kalder bogen en kontoopgørelse uden begrænsninger.
Selv skrev Elton John forleden på twitter: ”Mit liv har været en helvedes rutsjebanetur, og nu er jeg klar til at fortælle min historie med mine egne ord.”
Men Elton er jo også musik. Han har udgivet 30 studiealbum. Især de første seks, der blev udgivet på bare fem år fra 1969 til og med 1974, står i dag tilbage som et uomgængeligt kapitel i rockhistorien. Nederst i artiklen er samtlige studiealbum oplistet.
Elton John, udsendt april 1970, producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin
Afhængig af synsvinkel er Elton John det første eller andet Elton John-album. Empty Sky udkom i Europa i 1969, men først i USA i midten af 1970’erne. Så for amerikanerne er Elton John det første. Overordnet kan det lyde noget ujævnt og meget poleret.
Og for mange står Tumbleweed Connection (1970) nok som en vigtigere trædesten i Johns karriere. Albummet blev indspillet som en hyldest til den amerikanske sangskat, som Elton og vennen tekstforfatter Bernie Taupin havde lært at kende under et ophold i Los Angeles. Ikke mindst fandt Elton en mentor i den æras største hvide, amerikanske pianoman, guitarist og iværksætter Leon Russel. Hans indflydelse på Elton var så stor, at denne langt senere tog initiativ til albummet The Union – som en hyldest til sin læremester.
Efter min smag er der dog for mange ligegyldige pastiche-sange på Tumbleweed Connection.
Hørt i dag står Elton John som albummet, hvor Reginald Dwight fandt sin musikalske karakter som komponist og musiker, ligesom han havde opfundet sin kunster-persona Elton John.
Albummet åbnes med en af hans største klassikere, den udødelige”Your Song”.
Med Taupins ligefremme kærlighedstekst, der blev skrevet i Eltons mors køkken, Eltons elegante klaverspil og et sublimt strygerarrangement er det tæt på den ultimative kærlighedspopsang. Det er ikke altid, Elton lyder som om han har hjertet med i Taupins ofte krøllede tekster. Men her banker hjertet.
Også “Take Me to the Pilot” og “Border Song” er senere blevet klassikere.
“Border Song” er et vigtigt, definerende Elton-værk, hvor hans to vigtigste inspirationskilder, gospel og progrock, mod alle odds samles flot i en komposition, som kun Elton John kunne have skrevet – med støtte af Gus Gudgeons lydhøre produktion. “Border Song” fik sit blå – eller sorte – soul-stempel, da det kort efter udgivelsen blev indspillet af Aretha Franklin.
Selv i en ballade som ”Your Song” fornemmer man, at han kan bryde ud i et Leon Russell’sk boogie anytime. Som i “Take Me to the Pilot” hvor Elton definerer den melodiøse, groovy stil utallige af hans komponistioner senere skulle få.
Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?
Til gengæld illustrerer både ”Need You to Turn to” og ”The Greatest Discovery” tydeligt, at albummet ifølge Gudgeon oprindelig var tænkt som en form for udstillingsvindue for Eltons kvaliteter. De to numre lyder som chamber-pop beregnet som baggrundsmuzak ved en fest på et stort engelsk herresæde, hvor gæsterne for spas skyld er klædt i Louis XVI-outfit. Men hey, den side rummer Elton som bekendt også.
Hvis man gerne vil, kan ”The Greatest Discovery” høres som inspirationskilde til den bærende melodilinje i Bob Dylans ”Simple Twist of Fate” fra Blood on the Tracks, der udkom fem år senere.
Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?
Det havde han til gengæld ikke, da han indspillede den spøjse Mick Jagger-parodi ’No Shoe Strings on Louise”.
Elton John blev affyringsrampen for The Rocket Man Elton John.
Don’t Shoot Me I am Only The Piano Player, udsendt 22. januar 1973. Producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin
I min bog det mest inspirerede Elton John-album. Under alle omstændigheder hans mest helhjertede rock’n’roll-album, hvor han overbevisende forløser sin vision om en klaverbåren anglo-amerikansk lyd.
Samtidig er det albummet, hvor guitarist Davey Johnstones indflydelse på det samlede udtryk fremstår mest lysende – uden hans seksstrengede ville ”Have Mercy on the Criminal” for eksempel ikke være det stærke, langtidsholdbare rockepos, det er endt som. Elton var påvirket af datidens såkaldt progressive rock, f.eks. Emerson, Lake and Palmer, men modsat hos dem er der faktisk nerve i ”Have Mercy…”
I forbindelse med albummet Honky Chateau (1972) var der sket et par afgørende ting i Eltons musikalske udvikling. Indspilningerne var henlagt til Château d’Hérouville-studiet i Frankrig – og det var første gang, den senere Elton-kerne, guitarist Davey Johnstone, bassist Dee Murray og trommeslager Nigel Olsson medvirkede sammen. Omgivelserne omkring det franske slot havde åbenbart en gunstig virkning på kreativiteten.
Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”
Kun de største komponister formår at følge op på melodier, hvor en luge er åbnet til himlen med lige så stor kunst. Selvom “Daniel” lyder som et forsøg på en ny love-evergreen, er det ifølge Bernie Taupin en hyldest til soldaterne, der vendte hjem fra Vietnam med ud- og indvendige ar. Arrangementet med Ken Scotts synths er lovlig kitchet til min smag, men melodien fejler intet.
Det gør den heller ikke i “Teenage Idol”, igen et arketypisk Elton-nummer hvor et kantet boogie-bårent a-stykke finder sin kontrast i et nydeligt, melodiøst b-stykke.
Om “Blues for My Baby and Me” er inspireret af Eltons piano man-kollega, Billy Joel, der var begyndt at røre på sig i USA, ved jeg ikke. Det kunne det være, fremført i en stemningssættende strøm af blå akkorder. Endnu en følt John-melodi og igen et af de af hans numre, hvor Davey Johnstone shiner i en skarp solo.
Albummets mest markante nummer, “Crocodile Rock”, er indiskutabelt en hyldest til den mest løsslupne del af 50’er-rocken med Elton i ditto sangstil. Men modsat de fleste tilsvarende – tag f.eks. sangene fra “Grease” – lyder krokodillerockeren ikke bare som en smart pastelfarvet stiløvelse. Det er rock’n’roll i sin egen ret. Rockfølelse. Som også “Midnight Creeper”, der ifølge Elton selv er en hyldest til The Rolling Stones. Igen et forrygende rocknummer med Eltons eget boogieudtryk. Leon Russell in memoriam, kan man tilføje i dag, tre år efter mesterens død. Og Davey Johnstone at large.
“Elderberry Wine”, der står for eftertiden som et af Eltons store hit, er ikke en af mine favoritter. Et udmærket rocknummer, ja, men teksten, der vist skal forestille at være sjov, er fjoget.
Til gengæld er den noget oversete ”Texan Love Song” en usædvanlig skarp satirisk parodi på en fordomsfuldhed, hvor sangens stemme langer ud efter alt og alle, homoseksuelle, kommunister, negro blues, langhårede.
Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”.
Goodbye Yellow Brick Road, udsendt 5. oktober 1974, produceret af Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin, dog er “Funeral For a Friend” skrevet af Elton John alene.
Vejen med de gule sten spiller en vigtig rolle i L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Albummet Goodbye Yellow Brick Road spiller unægtelig også en vigtig rolle i eventyret om Elton John. Med numre som titelnummeret, “Bennie and the Jets”, “Candle in the Wind” og “Saturday Night’s Allright for Fighting” er det næsten et greatest hits album i sig selv.
Primo 70’erne var en kreativ periode i Eltons karriere. Bare halvandet år efter albummet Honkey Château ’eksploderede’ han og det efterhånden faste band i ’Det gule album’.
Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse
Der er dage, hvor jeg anser titelsangen “Goodbye Yellow Brick Road” for at være den perfekte britiske poprocksang – introen, Eltons piano, den flotte falsetsang, den geniale struktur med Johnstones guitar i dobbeltrolle, det smukke kor. Imponerende så meget følelse Elton lægger i den sære historie om en jetset toyboys ønske om at vende hjem til barndommens grønne dal.
Der er andre dage, hvor jeg anser albummet for at være noget overvurderet.
Jeg har aldrig forstået begejstringen for halvdelen af det første nummer ”Funeral for a Friend”. Til gengæld er anden halvdel, ”Love Lies Bleeding” et forrygende rock’n’roll-nummer med en venlig hilsen til The Rolling Stones’ ”Sympathy For the Devil”. Elton når han er mest rock.
Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse. Måske fordi han kan genkende sig selv i ordenes humane udråb. Hvem ville ikke ønske, at de havde kendt og måske kunne have givet Marilyn, Amy Winehouse, Kurt Cobain, James Dean, Whitney med flere en hånd. Og Eltons melodi er jo ikke af denne verden.
Så ja, der er elementer af uantastelig storhed på Goodbye Yellow Brick Road – men også deciderede flopnumre.
”This Song Has No Title”, nej og den har heller ikke en pointe. Ok, i den æra i rockmusikken var det almindeligt, at musikken kunne lyde som et score fra en af tidens populære rockmusicals. Uvedkommende lydtapet.
Gennem Bernie Taupins tekstforfatterskab fornemmer man ofte en vis vrede i forhold til det andet køn. Der har vi alle været indtil flere gange i livet. Men selv, da jeg som forvirret teenager i år 43 før #MeToo første gang hørte ”Dirty Little Girl”, der vistnok skal forestille at være sjov, på det lokale musikbibliotek, fandt jeg den frastødende. ”I’ve seen a lot of women who haven’t had much luck/ I’ve seen you looking like you’ve been run down by a truck.”
Country-pop pastichen ”Roy Rogers” kan bedst beskrives som et argument for dem, der mener, at Goodbye Yellow Brick Road ikke burde have været et dobbeltalbum. Så er der lidt mere liv i hillbilly bluegrass-nummeret ”Social Desease”.
Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent i 70’ernes begyndelse.
”Sweet Painted Lady”, en chanson på engelsk, er en skøn malerisk sang med al den varme og melankoli, Taupins tekst lægger op til.
Retro-rockeren “Your Sister Can’t Twist (But She Sure Knows How to Rock’n’roll)” emmer af charme og Beach Boys-kor. Og går direkte over i et andet af Eltons bedste rocknumre, den regulære festredder “Saturday Night’s Allright…” – igen med Davey Johnstones hidsige guitar som vigtig motor.
Albummet slutter af med det formfuldendte ”Harmony” der både kan tolkes som en kærlighedssang eller Eltons hyldest til den smukke pop, som den blev defineret af Paul McCartney og Brian Wilson. En fornem afrunding.
Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent på et tidspunkt, hvor der vel bare var ham – og den noget mindre mainstream David Bowie – i England til at gå med depechen fra Liverpool.
Songs From the Westcoast, udsendt 1. oktober 2001, produceret af Patrick Leonard. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin.
Efter en stribe album, der hverken kommercielt eller kunstnerisk levede op til de første seks album, udsendte Elton i 2001 Songs From the Westcoast.
Alene i titlen er der lagt op til en tilbagevenden til rødderne – til den musik, der sin tid skabte Elton John. Hans store kreative vækkelse havde fundet sted et par og tyve år tidligere i Los Angeles, hvor Songs From the Westcoast da også er indspillet. Og for ligesom at sætte streg under er coverfotoet taget i en restaurant, hvor bl.a. americana-filmen ”True Romance” er indspillet. Bernie Taupin er på godt og ondt tilbage som eneste tekstforfatter.
Som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John.
”Dark Diamond” rummer al den varme, funky boogiefeeling, man kender fra de første album. Man kan sige, at det er i dette musikalske rum, man for alvor mærker mennesket Elton bag extravaganza-Elton.
Det gælder også ”Look Ma No Hands” og ”American Triangle”, endnu en tekst, hvor John/Taupin satiriserer over fordomsfuldhed i de amerikanske sydstater.
“The Wasteland” er en arrig bluesrocker, der formelig emmer af rootsfeeling, som dengang, Leon Russell lærte Elton the soul og the boogie.
Albummet toppes af det mest vedkommende Elton John-nummer post Goodbye Yellow Brick Road, nemlig ”I Want Love”. Igen en kærlighedssang, som Elton synger med glød i en melodi og produktion, der gyldent indrammer den oprindelige Elton-esque. Det gør ikke nummeret værre, at det lyder som en hyldest til Sir Eltons gamle ven John Lennon.
Numre som ”The Boy in the Red Shoes” og ”The Emperor’s New Clothes” – som Elton ofte spiller live – er Elton, når han er mest softrock mellow uden den gode melodi som nævnte ”Can You Feel the Love Tonight”. De holder ikke standarden.
Men som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John. Suverænt afrundet af ”This Train Don’t Stop There Anymore” – ballademageren Elton, når han er bedst.
Elton Johns studiealbum
Empty Sky, 1969, m. bl.a. Skyline Pidgeon
Elton John, 1970, m. bl.a. Your Song og Take Me to the Pilot
Tumbleweed Connection, 1970, m. bl.a. Burn Down the Mission
Madman Across the Water, 1971, m. bl.a. Tiny Dancer og Levon
Honky Château, 1972, m. bl.a. Honky Cat og Rock Man (I Think it’s Going to be a Long, Long Time
Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player, 1973. m. bl.a. Daniel og Crocodile Rock
Goodbye Yellow Brick Road, 1974, m. bl.a. Bennie and the Jets og Candle in the Wind
Caribou, 1974, m. bl.a. The Bitch is Back og Don’t Let the Sun Go Down on Me
Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, 1975, m. bl.a. Someone Saved My Life Tonight
Rock of the Westies, 1975, m. bl.a. Feed Me
Blue Moves, 1976, m. bl.a. Sorry Seems to Be the Hardest Word
A Single Man, 1976, m. bl.a. Song for Guy og Madness
Victim of Love, 1979, m. bl.a. Johnny B. Goode
21 at 33, 1980, m. bl.a. Dear God
The Fox, 1981, m. bl.a. Elton’s Song (skrevet sammen med Tom Robinson)
Jump Up!, 1982, m. bl.a. Blue Eyes
Too Low for Zero, 1983, m. bl.a. I’m Still Standing og I Guess That’s Why They Call it The Blues
Breaking Hearts, 1984, m. bl.a. Sad Songs (Say so Much)
Ice on Fire, 1985, m. bl.a. Nikita
Leather Jackets, 1986, m. bl.a. Slow Rivers (duet med Cliff Richard)
Reg Strikes Back, 1988, m. bl.a. I Don’t Wanna Go on With You Like That
Sleeping with the Past, 1989, m. bl.a. Sacrifice og Club at the End of the Street
The One, 1995, m. bl.a. Simple Life og The One
Made in England, 1995, m. bl.a. Believe og Made in England
The Big Picture, 1997, m. bl.a. Something about the Way You Look Tonight
Songs from the West Coast, 2001, m. bl.a. I Want Love og This Train Don’t Stop There Anymore
Peachtree Road, 2004, m. bl.a. They Call Her the Cat
The Captain & the Kid, 2006, m. bl.a. The Bridge
The Diving Board, 2013, m. bl.a. The Ballad of Blind Tom
