Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Fra POV.International

MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der  blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået mig til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten. Eddie Michel, eddiemichel.com, har skudt de flotte fotos.

Stående øverst på en hævet scene sang Paul McCartney forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.

Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.

Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvendemest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.

Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.

Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.

Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.

Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.

Solsortens rejse

Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.

Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.

Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.

Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.

I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.

Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.

En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham

Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.

”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.

”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også

Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?

Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.

Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.

Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.

DER ER MED ÅRENE KOMMET LIDT RUST PÅ MCCARTNEYS STEMME. MEN DEN 50 ÅRS JUBILERENDE SANG LEVER I BEDSTE VELGÅENDE. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com

Den sorte kvinde

Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.

”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.

Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.

McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.

McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.

Broken wings

Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.

I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.

Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:

“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”

Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.

Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af  tiden.

For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.

“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.

Musikkens kraft.


Lyt evt. til denne https://www.audubon.org/news/what-beatles-song-blackbird-was-really-about

Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:

  • Aaron Neville, “Hercules”
  • Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
  • Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
  • Aretha Franklin, “In The Upper Room”
  • Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
  • Aretha Franklin, “Respect”
  • Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
  • Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
  • B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
  • Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
  • Ben Harper, “Like A King”
  • Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
  • Bertha Gober, “I Told Jesus”
  • Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
  • Billie Holiday, “Strange Fruit”
  • The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
  • Blue Mitchell, “March on Selma”
  • Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
  • Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
  • Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
  • Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
  • Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
  • Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin’”
  • Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
  • Bob Marley, “Redemption Song”
  • Bruce Springsteen, “We Are Alive”
  • The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
  • O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
  • The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
  • Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
  • The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
  • Chuck Berry, “Promised Land”
  • Chuck D, “The Pride”
  • Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
  • Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
  • Common featuring Will.i.am, “A Dream”
  • Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
  • DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
  • Digital Underground, “No Nose Job”
  • Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
  • Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
  • Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
  • Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
  • Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
  • Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
  • Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
  • Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
  • Grant Green, “The Selma March”
  • Guy Carawan, “We Shall Overcome”
  • Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
  • The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
  • Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
  • Harry Belafonte, “Oh Freedom”
  • The Impressions, “Keep on Pushing”
  • The Impressions, “People Get Ready”
  • The Impressions, “We’re A Winner”
  • The Isley Brothers, “Fight The Power”
  • The Isley Brothers, “Get Into Something”
  • B. Lenoir, “Alabama Blues”
  • James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
  • James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
  • Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
  • Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
  • Joan Baez, “Oh Freedom”
  • John Coltrane, “Alabama”
  • John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
  • John Legend, “Woke Up This Morning”
  • John Legend, “If You’re Out There”
  • Joss Stone, “Eyes on the Prize”
  • The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
  • Jungle Brothers, “Black is Back”
  • Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
  • Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
  • Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
  • Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
  • Mahalia Jackson, “How I Got Over”
  • Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
  • Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
  • Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
  • Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
  • Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
  • Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
  • Marvin Gaye, “Wholy Holy”
  • Marvin Gaye, “Inner City Blues”
  • Marvin Gaye, “Save The Children”
  • Marvin Gaye, “What’s Going On”
  • Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
  • Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
  • Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
  • Mavis Staples, “Down in Mississippi”
  • Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
  • Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
  • Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
  • Neil Young, “Alabama”
  • Neil Young, “Southern Man”
  • The Neville Brothers, “Sister Rosa”
  • Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
  • Nina Simone, “Mississippi Goddam”
  • Nina Simone, “Revolution”
  • Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
  • Odetta, “One Grain of Sand”
  • The O’Jays, “Give the People What They Want”
  • Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
  • Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
  • Parliament, “Chocolate City”
  • Patty Griffin, “Up To The Mountain”
  • Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
  • Paul Simon, “So Beautiful or So What”
  • Pete Seeger, “This Land is Your Land”
  • Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
  • The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
  • Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
  • Public Enemy, “Fight The Power”
  • Rage Against The Machine, “Wake Up”
  • Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
  • The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
  • Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
  • Ray Scott, “The Prayer”
  • Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
  • The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
  • Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
  • Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
  • Sly And The Family Stone, “Underdog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
  • Solomon Burke, “None of Us Are Free”
  • Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
  • Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
  • Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
  • Sounds of Blackness, “Optimistic”
  • Sounds of Blackness, “Unity”
  • The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
  • The Staple Singers, “Respect Yourself”
  • The Staple Singers, “This Train”
  • The Staple Singers, “Wade In the Water”
  • The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
  • The Staples Singers, “I’ll Take You There”
  • Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
  • Stevie Wonder, “Living For The City”
  • Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
  • Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
  • Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
  • The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
  • The Temptations, “Message From A Black Man”
  • Three Dog Night, “Black And White”
  • U2, “Pride (In The Name of Love)”
  • Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
  • VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
  • Willie Peacock, “Calypso Freedom”
  • Willie Peacock, “Get On Board, Children”
  • Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
  • Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”

Fotos: Eddie Michel/eddiemichel.com.

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

Fem stjerner til den gråsprængte gentleman med Höfner-bassen

Fra GAFFA.dk

De seneste 15 år er Paul McCartney rejst verden rundt med samme band og i hovedtræk den samme sætliste – og på det seneste samme struktur og samme bemærkninger mellem numrene. Og sådan er det. McCartney er blevet en mere værdig og overskudsagtig formidler af sit guld for hver gang, jeg har set ham.

Det et stort privilegium at være i stand til at sammenligne og trække tråde tilbage, når man taler om sir Paul. Koncerten i Royal Arena var min syvende med manden, der, som Bono engang sagde, byggede huset sammen med de tre andre.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der spillede en afgørende rolle i mine formative teenageår i takt med, at perspektivet blev videre end udsigten til den lokale fjord og weekendens kamp på andetholdet.

Så det var lidt af en forløsning, da McCartney og det faste band for to et halvt år siden gav en koncert i Herning, der var langt mere fokuseret end den især i begyndelsen famlende forestilling året forinden på Roskilde Festival.

Et af de helt store spørgsmål de senere år har været, om 76-årige McCartneys stemme fortsat vil kunne holde til elleve kvarters rockshow. Den er ikke, hvad den har været, stemmen.

Langt hen ad vejen klarede han den i aften ved at synge lavere end i de oprindelige indspilninger, ved at afkorte og afrunde tonerne, indimellem næsten rappe teksten – samtidig ligger guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray og trommeslager Abe Laboriel Jr. lidt længere fremme i lydbilledet end McCartney. Også når de meget formfuldt synger kor i f.eks. “Eleanor Rigby”.

Tabte den i omkvædet

Når det er sagt, er der forskel fra sang til sang. McCartney tabte den f.eks. helt i omkvædet til “Got to Get You in to My Life”. Der lød hans sang næsten som en snerren. Det var heller ikke entydig kønt i “Blackbird”, der sammen med resten af Det Hvide Dobbeltalbumfejrer 50 års jubilæum i disse dage.

Til gengæld sang han ganske flot i “Maybe I’m Amazed”, hvor mange hardcore Macca-fans ellers ofte holder vejret under koncerterne.

Burde han stoppe? Efter min mening skal han fortsætte, indtil han må hviske eller holde skilte op med teksten, hvis det da er muligt samtidig med, at han spiller på sin ikoniske – hvis dette modeord nogensinde har givet mening, er det hér – Höfner-bas.

Sålænge han og hans band spiller med så meget engagement som i aften, er jeg med.

Det var jeg allerede, da McCartney og band afsluttede første nummer “A Hard Day’s Night” med en enkelt skarp akkord og guitaristerne så på hinanden med et grin. Som “vi nailede den igen”. I så fald ret flot, at den spilleglæde stadig holdes i live efter 16 år.

Som sådan blev den akkord startskuddet til en rock’n’roll rejse på næsten en halv time frem mod balladerne.

Wings-sangen “Junior’s Farm” med mudret lyd lød af sumprock med Ray og Anderson aggressivt fremme. Kriminelt melodiøse “All My Loving” med 54 år gamle videoklip fra A Hard Day’s Night-filmen ramte lige i hjertet – yeah, yeah, yeah.

“Letting Go”, en af mine favorit Wings-sange med solidt, sejt soulet swing – og blæsere på tribunen i øvrigt. Spillet med en meget mørkere og dybere bund, end man kender den. Her lød McCartneys robuste og sjælfyldte vokal fint, stadigt lavt i lydbilledet, og hans Höfner… ja, hvis Harrisons guitar græd venligt, danser sir Pauls bas.

Nostalgifest med risikovillighed

Jeg kom til at tænke på det nylige interview, hvor producer Quinzy Jones beskyldte McCartney for at være en elendig bassist. Han burde have været en tur omkring Royal Arena.

Mere soulet mestendels mellemtempo stenerrock i det nye “Who Cares”,  “Got to Get You Into My Life”, “Come On to Me”, “Let Me Roll it” med McCartney selv på guitaren. Hvis en Paul McCartney-koncert anno 2018 er en nostalgi-fest, er det med legenden i forgrunden med villighed til at sætte sig på spil

Som i “I’ve Got a Feeling” – et lidt underkendt Beatles-nummer, der i McCartney-bandets version fortæller mindst to historier; nemlig at The Beatles, hvis nogen skulle have glemt det, var et grænsesættende rock’n’roll-band under konstant påvirkning af den dengang pulserende rockscene. Samt, at hvis sådan en aften med gentagelser af Beatles evangeliets tekster er nostalgi, er det i hvert fald med et band, der spiller for at bevise sig selv hver aften. For eksempel i den psykedeliske version af “For the Benefit of Mr. Kite” fra Sgt. Pepper. Et modigt valg mellem alle standarderne.

Jeg tror, det var da McCartney som sædvanlig præsenterede “Here Today” med at tale lidt om sin afdøde ven og makker fra Liverpool, jeg første gang blev ramt af denne her følelse af at se mig selv med mit 14-årige jegs øjne.

“Lets hear it for John” – og salen eksploderede. Vi ved alle, at der var både sakkarin og citronsyre i forholdet mellem Lennon og McCartney, men tilsammen skabte de noget, som ingen af dem vel nogensinde helt har fattet omfanget af. Jeg synes, Macca lød mere oprigtig end nogensinde i sin hyldest til det venskab og makkerskab – og i sit savn.

Før denne passage leverede bandet – ganske som Herning i 2016 – et sæt gamle sange fra begyndelsen, da John, Paul og George ville lyde som skiffle-kongen Lonnie Donegan.

“I’ve Just Seen a Face”,  “In Spite of All the Danger” (fra før, de hed The Beatles og øvede i familien McCartneys hjem på Forthlin Road i Liverpool), “From Me to You” og “Love Me Do”. Alle spillet mere eller mindre akustisk med bandet helt fremme på scenen.

Man lytter et sted mellem gåsehud og anerkendelse til, at McCartney og band insisterer på at levere disse sange meningsfyldt. Uanset hvor ofte de måtte have spillet dem. Hvilket gentog sig med McCartneys version af Harrisons “Something”. Han har spillet den i samme version og med samme intro siden Concert for George i 2002. Stadig mærker man følelsen. Og Dusty Anderson spiller soloerne næsten lige så indfølt som Clapton dengang.

På tide at ryste posen

Til gengæld burde Paul & Co overveje at skifte lidt ud i koncertens afsluttende time, der har fulgt samme skabelon de sidste 16 år.

Jo, både “Lady Madonna” og “Ob-La-Di-Ob-La-Da” er kvikke fodstampere – igen spillet med swamp som i den indledende fase. Men jeg er tilbøjelig til at give George Harrison ret i “Savoy Shuffle”’s (også fra Det Hvide Dobbeltabum) tydelige Macca-satire, “We all know Ob-la-di-bla-da, but can you show me where you are?”

Dét – altså viser, hvor han er – gør McCartney bedst i den første halvdel af det, der efterhånden er blevet den faste struktur i hans livesæt.

Dermed ikke sagt, at han burde droppe “Let it Be” og “Hey Jude”. Det er mere utænkeligt end en gendannelse af The Beatles – eller at han skal droppe det pyrotekniske udstyrsstykke “Live and Let Die”, der får Rammstein til at ligne harmløse nytårs-bordbomber.

Men måske på tide at ryste posen, især med den faste blok ekstranumre.

Når det er sagt, er McCartney – nu hvor han har droppet at farve håret – blevet en gråsprængt gentleman, der fortolker sine gamle og nye sange, stadig med denne her tilsyneladende udødelige “I am one of the boys”-attitude. Helt blottet for alderens glansløse kynisme og ligegyldighed.

Foto: Eddie Michel, eddiemichel.com

Sætliste

1. Hard Day’s Night

2. Junior’s Farm

3. All My Loving

4. Letting Go

5. Who Cares

6. Got to Get You Into My Life

7. Come On to Me

8. Let Me Roll It

9. I’ve Got a Feeling

10. Let ‘Em In

11. My Valentine

12. Nineteen Hundred and Eighty-Five

13. Maybe I’m Amazed

14. I’ve Just Seen a Face

15. In Spite of All the Danger

16. From Me to You

17. Dance Tonight

18. Love Me Do

19. Blackbird

20. Here Today

21. Queenie Eye

22. Lady Madonna

23. Eleanor Rigby

24. Fuh You

25. Being for the Benefit of Mr. Kite!

26. Something

27. Ob-La-Di, Ob-La-Da

28. Band on the Run

29. Back in the U.S.S.R.

30. Let It Be

31. Live and Let Die

32. Hey Jude

Ekstranumre

33. I Saw Her Standing There

34. Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Reprise)

35. Helter Skelter

36. Golden Slumbers

37. Carry That Weight

38. The End

Endnu en gang sætter Anders Matthesen ny standard for dansk scenekunst

Endnu en gang sætter Anders Matthesen ny standard for dansk scenekunst

Fra POV.International.

“Så fik jeg da sat et lille aftryk,” siger Anders Matthesen efter en af sine mange jokes et sted i sit jubilæumsshow. Et stort aftryk, tør man sige. Matthesen er et fænomen.

De seneste af hans mange turneer har solgt mere end 100.000 billetter. Helt fortjent. Som forrygende innovativ komiker satte Matthesen en periode op gennem 00’erne og begyndelsen af 10’erne en ny standard for dansk stand-up, hver gang han gik på scenen med et nyt show.

Og så er der jo hans meritter som iscenesætter og aktør på tv, teater, film og i diverse musikalske sammenhænge. Listen er lang. Om foruroligende kort tid vil tusinder af danskere endnu gang pløje den uforligneligt morsomme Jul på Vesterbro igennem fra afsnit 1 til 24.

For ikke at tale om børnebogen Ternet Ninja, der har solgt mere end 20.000 eksemplarer.

Så fair nok at gøre, som han gør i forbindelse med det aktuelle jubilæumsshow – at lave det helt store udtræk.

Og det gør han. For et sted i underkanten af 10.000 mennesker i Royal Arena i aften til et kalejdoskopisk, delvist tilbageskuende spektakulært show – med aftryk fra instruktøren, teaterkoncertens svar på Dario Fo, Nikolaj Cederholm: Kæmpe scene, catwalk, storskærme, rock’n’roll lysshow, kanon (!) og kaskader af konfetti.

Spis al den chokolade, du har lyst til

Og så bare denne ene, utrolige entertainer og komiker på scenen. Hvilken timing, energi og levering.

Det begynder med en hyldest til la dolce vita med et blik ind til dagliglivet hos familien Anden. Pointen er: Spis alt det chokolade, du har lyst til. Så hurtigt, du har lyst til. Selv var Matthesen 14, før han opdagede, at der er legetøj inde i Kinderægget.

Som præmis for iscenesættelsen af dette kæmpeshow skaber Matthesen via et fakeafstemningsaggregat en slags en illusion om, at publikum via sms-afstemning bestemmer, hvad der sker. Meget sympatisk, men unødvendigt. Vi er kommet for at lade os lede af ham.

Hans ordekvilibrisme er intakt. Som han selv formulerer det et sted, “der fik jeg svunget mig op på ordspillenes øverste ribbe”. Guldrandede metaforer opstår ud af det blå, mere eller mindre seriøse problemstillinger demonteres og bruges som komisk materiale.

De seneste af hans mange turneer har solgt mere end 100.000 billetter. Helt fortjent. Som forrygende innovativ komiker satte Matthesen en periode op gennem 00’erne og begyndelsen af 10’erne en ny standard for dansk standup, hver gang han gik på scenen med et nyt show

Smag f.eks. på dette finurlige statement: “Jeg elsker skam mine børn, det er mit liv, jeg hader,” som han meget elegant hudfletter den indre tvivlende curlingforælder i os alle. Også i ham selv, der kører sin søn til Nordjylland for at spille pc-spil i en hal. Han må holde en paraply over hovedet på nørdesønnen på vej fra bil til hal, så han ikke risikerer at få sol.

Joke-frekvensen er intens som bare (f)Anden – kulminerende i en verbal, uendelig lang  trommesolo af et afslutningsnummer, hvor buddhisten Matthesen på fornem vis illustrerer yin og yang med udgangspunkt i hans egne og en anden turists gensidige fordomme om hinanden. Det er ren masterclass, hvor kongen uimodståelig svinger sit ordscepter.

Indimellem er der reklamevideoer på storskærmene, når Matthesen har brug for at klæde om. “Skal jeg sælge ud og stille op til reklamer og dårlige tv-show?,” spørger han formelt publikum. Svaret er givet: sælg ud. Selvsagt.

Reklamevideoerne viser, hvad vi udmærket ved i forvejen; Matthesen er en glimrende skuespiller, når han tager pis på reklame-tv og på sig selv. Som altid.

Udover nogle mere eller mindre malplacerede musiknumre er ‘sell out’-passagen showets svage punkt. Jo da, det er sjovt tænkt, at slå Vild med dans og Masterchef sammen til et og lade Matthesen danse rundt mellem kogeøerne i en farverig robe.

Inspiration fra revyverdenen

Jeg synes bare ikke, at det lever op til det tårnhøje ambitionsniveau i øvrigt. Det ligner mest your average revysketch i det danske sommerland.

Nu har Matthesen aldrig lagt skjul på sin inspiration på godt og ondt fra revyverdenen. For ikke at tale om Monrad og Rislund. Se bare Arne Nougatgren og Stewart Stardust, der – selvsagt – dukkede op i aften. Sidstnævnte i en frådende hævntogt mod Matthesen.

Det er 18 år siden, jeg anmeldte Anders Matthesen for første gang – i Vordingborg, hvor hans Hva’ snakker du om?-turne havde premiere for øjnene af vel cirka 60 mennesker.

Det er 20 år siden, jeg interviewede ham første gang i forbindelse med tv-showet Andarki, selvom pigerne fra Stripperkongens piger af en eller anden grund stjal det meste opmærksomhed ved dét pressemøde.

Jeg tror, hans enorme popularitet hviler på samme grund som salig Kim Larsens tilsvarende. Begges kunstneriske udtryk udsprang af en lille revolution på tidspunktet for gennembruddet –  for Larsens vedkommende som del af det første, store danske hardrockband. For Andens vedkommende hiphop og standup

Der er netop et par sjove bids om Matthesens forhold til strip i det nye show. Det ville ikke være ham, hvis ikke hans kritik af stripperne ender med at bide ham selv i bagdelen til sidst i showet. Fik jeg nævnt yin og yang?

Det slog mig i aften, at selvom der er løbet meget vand i andedammen siden dengang i Vordingborg, og selvom han senere eksperimenterede med storytelling i især Anden på coke (2006) og Anders Matthesen … vender tilbage (2008), er Anders Matthesen i bund og grund stadig den samme brandvarme observationskomiker med spot på måden og de værdier, hvorefter han og vi andre lever vores liv.

På kæreste/kone-livet. Der er hans kroniske insisteren på at lade os dernede i salen møde os selv i tabuer, vi måske – måske ikke – siger, vi distancerer os fra. Det er hårdt og brutalt. Og indimellem grimt at lytte til.

Lyt til intentionen

Men som han sagde – og i øvrigt har sagt før – det er bare ord. Lyt til intentionen.

I denne regn af n-ord, f-ord, og chauvinisme mod alle tænkelige og utænkelige mindretal har Matthesen noget, han gerne vil fortælle.

Jeg tror hans enorme popularitet hviler på samme grund som salig Kim Larsens. Begges kunstneriske udtryk udsprang af en lille revolution på tidspunktet for gennembruddet –  for Larsens vedkommende som del af det første, store danske hardrockband. For Andens vedkommende hiphop og standup.

Samtidig er og var de begge dybt forankrede i dansk folkekultur, begge i besiddelse af en flabet fortovscharme – begge, indenfor rammerne af hhv. tre minutter lange popsange og kontante ordsvadaer, reflekterende kunstnere med enorme referencerammer og noget, der ligner en fælles livsvaleur. Som trods forskelligheder rammer noget dybt i vores på én gang konsensussøgende og antiautoritære danske sjæle, der på en og samme tid gerne vil omfavne både Rasmus Modsat og Rasmus Seebach.

Noget i stil med: tænk over, hvad du gør, og gør det ordentligt.

Det har jeg så gjort. Og det bliver til seks stjerner i denne omgang.

Topfoto: Morten Rygaard

Anden 25, Royal Arena, premiere d. 25. oktober. Opføres også 26. og 27. oktober og 1. og 2. november 2018 i Jyske Bank Boxen i Herning, kl. 19.30.

Instruktion: Nikolaj Cederholm, scenograf: Palle Steen Christensen, kostumedesigner: Line Bech, koreograf: Anja Gaardbo, bodydouble: Søren Poppel, lysdesigner: Peter Fisker, lyddesigner: Malte Oscar, billede & storskærmsproducer: Casper Warnich, komponist/musikproducer: Peter Hellemann

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

Pov.international: 

KONCERTANMELDELSE – Det var lige så meget U2 – The Musical som en rockkoncert, da den irske gruppe lørdag aften spillede i Royal Arena. Og det var ikke så skidt. For første gang i årevis virkede Bono som en mand med en mission; at genfinde sig selv, sine prioriteter og musikken – via en rejse gennem U2’s bagkatalog frem mod 2018, skriver Jan Eriksen.

Det var med blandede følelser, jeg bevægede mig ud mod Ørestaden; helt derude, hvor det endnu ikke er alle gader, der har et navn.

Jeg så den ikoniske U2-koncert på Roskilde Festivalen 1982 og igen et halvt år senere ved en mindst lige så mindeværdig koncert i Falkoner Teatret, hvor Bono fik halvdelen af salen til at danse rundt om et juletræ i det ene hjørne af salen. Lige den aften åbnede U2 et nyt varmt, menneskeligt perspektiv på postpunk-scenens introverte oprør. Jeg husker stadig følelsen.

I would follow. Så måtte man leve med sangerens Bundesliga-garn.

Siden var der album-kvintetten The Unforgettable Fire, The Joshua Tree, Rattle and Hum, Achtung Baby og Zooropa, og en åbenbaring af en koncert i Göteborg i juni 1992.

I den æra var U2 verdens mest relevante, innovative rockband. Vision, attitude, Brian Enos og bl.a. Daniel Lanois’ fintfølende produktion, The Edge’s konstante sekstrengede opdagelsesrejser, Bonos Bono; de fremragende tekster og melodier.

På den anden side – og kald mig gerne gammeldags, det gør alle andre – så hører jeg til den type, der mener, at man bør betale skat i det land hvis veje, man benytter sig af. Eller de sygeplejersker, brandmænd og lærere, som Bono hyldede i aftes i Royal Arena.

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere

Når man f.eks. taler om det moralske forfald i Trump-æraen, som Bono gjorde op til udgivelsen af 2017-abummet Songs of Experience, pålægger man sig selv et ansvar for selv at holde sig på moralens knudrede, tilgroede sti. Ikke, at jeg selv er specielt stedkendt på den sti, men jeg betvivler, at den fører via et shopppingcenter i Litauen til Paradise Papers-skandalen. (Efter massiv kritik har Bono i øvrigt trukket sine penge ud af projektet).

Det er noget mudret, i hvor høj grad Bono & Co også betaler skat i Irland – udover den smule, de betaler i Guernsey og Holland.

Og nu handler dette jo om musik, men når U2 på Songs of Experience’s  Get Out of Your Own Way lader Kendrick Lamarr prædike, inspireret af en af Jesu prædikener i Matthæus-evangeliet: “Velsignet er de svinsk rige, for du kan kun for alvor eje, hvad du giver væk”. Så kan jeg kun komme i tanke om et ord, der rimer på cykler.

Savner intimiteten

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere. Kulminerende med Apple-appen, Songs of Innocence-albummet – en projekt der, trods udmærkede tekster, fik mig til at mindes familiefester, hvor selskabets ældre mænd forpustede og rødkindede vendte tilbage til kaffen og cognacen efter at have budt selskabets unge kvinder op til dans.

Efter en stadionturné i 2009-2010 (bl.a. med stop i Horsens) udtalte Bono, at han savnede intimiteten live. Han frygtede, at branchemonsteret havde spist rockbandet U2, at den Boy, som han sang om i begyndelsen, var gået tabt.

I den kontekst skal man forstå eXPERIENCE + iNNOCENCE turneen: Som et sidste hoved i en tretrinsraket, der begyndte i 2015 med turneen med omvendt ordstilling, iNNOCENCE + eXPERIENCE, der primært var bundet op omkring Songs of Innocence. I mellemtiden var der en turné med en genopførsel af The Joshua Tree.

Der ligger en interessant video på YouTube fra julen 2012, hvor irske sangere som Glen Hassard, Sinead O’Connor og Bono uannonceret synger og spiller traditionel irsk musik på gaden i Dublin. Bono virker ikke helt komfortabel som midtpunkt for den stadig større folkemængde – trods omgivet af sikkerhedsvagter, der til sidst fører ham hen til en meget stor hvid bil.

Ingen tvivl om, at han løbende har måttet kæmpe med den larger than life-helgenstatus, han selv har været med til at bygge op, og den omstændighed, at han ikke kan gå en tur i sin egen hjemstavnsby uden sikkerhedsvagter.

Som han forklarede cirka midt i koncerten lørdag aften, begyndte han i 80erne og 90erne selv at tro på myten om Sankt Bono. Det føles, som om ens hoved på én gang vokser og skrumper, som han sagde.

 

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang

 

Lige dér på en lille rund scene midt Royal Arena lå koncertens point of no return. Efter en gennemspilning af Batman Forever-sangen Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me, der netop handler om, når mennesket bag masken identificerer sig mere med masken end med drengen, der mistede sin mor i tidlig alder og senere blev rockstjerne. Det var der, jeg forstod, hvor meget Bono og band investerer af sig selv i den aktuelle turné.

Som altid havde U2 medbragt en logistisk udfordrende, spektakulær scenekonstruktion. En næsten nøgen hovedscene, en lang catwalk med LED-skærme på hver sin side, en mindre scene midt i salen. Ovenover catwalken en lang gang, der bevægede sig op og ned med og uden band.

Vejen til verdensherredømme

Da U2 efter en gennemspilning af Noel Gallaghers håbefulde It’s a Beautiful World indledte med billeder af Europa i krig suppleret med Charlie Chaplins ikoniske tale fra Diktatoren, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på musicalteatret i Fredericia, hvis enorme succes bl.a. skyldes deres progressive brug af LED-skærme. Og det var sådan det var. U2 – The Musical. Historien om bandets vej fra Dublins forstæder via selvpyskose til verdensherredømme.

U2 selvransagelse, U2 bønnemøde, U2 demonstration. U2 rockkoncert. U2 bekendelse.

Efter en begyndelse med den obligatoriske, elendige lyd med Larry Mullen Jnr’s trommer dunkelt buldrende ovenpå Adam Claytons minimalistiske bas, blev det gradvist bedre efterhånden, som lydmanden fik styr på hallen.

Jeg hører ikke til dem, der anser rockformationen Larry-Adams nøgne spil som en klods om halsen på U2. Tværtimod – The Edge’s konstant fabulerende på en gang  orkestrale og syleskarpe spil – kørt igennem et guitaranlæg på størrelse med Silicon Valley – ville måske ikke leve i samme grad i et band med et swing. Funky sange som Even Better than the Real Thing lever, som det tydelig hørtes lørdag aften, på hans guiter og selvfølgelig i Bonos høje, diskante sang. Han synger i øvrigt stadig udmærket.

Specielt i de meget smukke, meget modne kærlighedserklæringer til konen Ali Hewson, You’re the Best Thing about Me og Love Is Bigger Than Anything In It’s Way. Og for den sags skyld også det magiske, nye småcaribiske Summer of Love.

Den første spillet umiddelbart efter Bono havde afmonteret sin Mephisto-maske fra Zooropa-æraen. Hvor han igen heilede samtidig med, at han nævnte den svenske politiker Jimmie Åkesson.

Bedst i personlige sange

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang – med mandlig sanger – Woman of the World.

Det samme gjaldt en version af Iris (Hold Me Close) med tekst om Bonos alt for tidligt afdøde mor. Flot fremført af bandet og flot illustreret visuelt med en gammel videosnas med den løbende Iris.

Det er meget sjældent, paroler klæder rockmusik. Medmindre de leveres med passion som den evigt bombastisk marcherende Sunday, Bloody Sunday.

 

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena

 

Efterhånden som koncerten skred frem og bandet lød bedre og bedre gav ideen med tilbageblik og søgen mod rødderne, kombineret med nye sange fra det udmærkede album Songs of Experience, mere og mere mening. I symbiose med opbakning fra et mere end modtageligt publikum.

Jeg tror, det var under Pride (In the Name of Love), at jeg mærkede et ekko af følelsen af drømmens faner brede sig ud (med et tyveri fra Michael Strunge), som da jeg i sin tid hørte nummeret første gang. Hvor ofte oplever man dét? At føle sig 36 år yngre.

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden, de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena. Da Bono mod slutningen nonchalant rakte hånden ud mod The Edge som signal til at spille de for mig altid gåsehudsfremkaldende første akkorder i One, følte jeg det som en hånd rakt mod os, der voksede fra U2.

Vi kommer nok ikke til at danse om juletræ sammen igen som i ’82. Men hånden er grebet. Og godt at vi nåede det.

Om lidt blir her stille. Og så er det for sent.

U2, Royal Arena
lørdag aften

Topillustration: U2 Tour, Ross Stewart

Tæt på at drukne i grotesk lyd: Mere show og sjov end sjæl

Tæt på at drukne i grotesk lyd: Mere show og sjov end sjæl

Fra GAFFA.dk, anmeldt 05.08.2018

Justin Timberlake’s The Man of the Woods-koncert sluttede med en filmmelodi, ”Can’t Stop the Feeling”. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af at set filmen om skovtrolden, der rejste til byen og fik job som projektleder i Foreningen til tinnitussens fremme. Justins seneste album Man of the Woods er bedre end sit rygte. Han er stadig en stor showman med styr på sine virkemidler, moves, stemme og da white funk, han er naboens sexede søn med appel til både datter, mor og mormor – men trods en fantastisk state-of-the-art scenografi druknede Timberlakes show i en forfærdelig overstyret gang lydterror. Præcis som for fire år siden i Parken.

De seneste år er store amerikanske popnavne søgt tilbage mod en vis jordslået oprindelighed med afsæt i countrytraditionen, hvor en cowboyhat er en cowboyhat, og en tåre er en tåre.

Med hjertelige, melankolske sange – indimellem tilsat knastør southern sarkasme – leveret med pur lyd uden anden elektronisk iklædning end højst nødvendigt.

Læg dertil, at det nu, hvor det digitale blogfænomen er i greb med at overhale, smadre, forny (vælg selv) den traditionelle journalistik, er blevet cool at stå ved sin skrøbelighed og sårbarhed. Måske ligefrem lære af sine stød.

Katy Perry har samarbejdet med countrys nyeste darling Kacey Musgrave. Miley Cyrus indspillede gudmor Dolly Partons “Jolene”, Kylie Minogue albummet ”Golden”, Beyoncé ”Daddy Lessons”. Ældre ikoner som Sheryl Crow og selveste soul/R&Bs svar på en Senior Executive Vice President, Lionel Richie, er gået country.

Ariana Grande, Meghan Trainor og Queen Bey har optrådt ved Country Music Awards.

Silas fra skoven

Og dermed over til Nashville, Tennessees egen Justin Timberlake. Inspireret af sin og Jessica Biels søn – hvis navn Silas betyder ”fra skoven” på latin – har han og samarbejdspartnere som Timbaland og Pharrell Williams (Neptunes) tilstræbt at inkorporere Nashvillelyden og de musikalske Memphis blues- og rockrødder i Timberlaks modernistiske neosoul.

Det synes jeg, som antydet, de slipper ganske godt fra uden at virke som benspænd for hans egen, skelsættende nydefinerede poplyd.

Hvordan lyder det så live? Det er faktisk svært at sige. Forstået sådan, at de to første numre i aften i Royal Arena, ”Filthy” og ”Midnight Summer Jam” – begge fra det nye album – blev leveret med et absurd højt lydtryk. Det var umuligt at adskille alt fra en kæmpe tuba (!), keys, trommer til kor. Inklusive koret var de mere end 20 sortklædte funkkatte på scenen.

Ingen tvivl om, at Justins opfordring, ”put your filthy hands all over me”, blev modtaget med et ”modtaget” hos mange kvindelige publikummer. For hans vokal lød trods alt segregeret fra den øvrige lydturbulens.

I hittet ”Sexy Back” lød konturerne af den svedige funklyd. Men stadig med fornemmelsen af, at ens mellemgulv havde overtaget rollen som basmembran – eller måske nærmere omvendt. Og med trommer, der sammen med keys, lød som detonerende bomber fra Amager Fælleds fortid som militært øvelsesområde.

Igen i ”Man of the Woods”, der på pladen lyder som en form for doo wop-børnesang, fornemmede jeg i det mindste melodien. Som til gengæld var tæt på uhørlig i ”Señorita” fra debutalbummet Justified, blottet for originalens solbeskinnede strandstemning.

Imponerende sceneshow

Inspireret af intentionen, lyden og den visuelle iscenesættelse af Man of the Woods er der bygget et imponerende sceneshow til denne turné.

En bro slanger sig som et ”S” ud fra hovedscenen med to mindre scener på vejen. Den ene scene er placeret midt i det særlige V.I.P.-område med hele to barer. At Justin Timberlake er en stjerne på et dansegulv ved alle. Selvfølgelig var han og koret i konstant bevægelse på broen.

Hvis det er meningen, at opstillingen skal give os andre mindre important tilhørere på lægterne en fornemmelse af intimitet mellem musikere og publikum, er det faktisk lykkedes. Trods de akustiske udfordringer var der hele vejen igennem en fornemmelse af en vis afslappethed og nærhed mellem stjernen og hans fans i salen.

Der er opstillet seks træer på broen, der mest minder om kulisserne, dengang jeg medvirkede – som hest – i en skoleopsætning af H.C. Andersens ”Fyrtøjet”.

Til gengæld var effekten af nogle lærreder, der rullede op og ned over “S”’et bl.a. med funktion som storskærm meget virkningsfuld.

I ”My Love” fik Justin og det store ensemble skabt noget, der mindede om en koncertfølelse. I hvert indtil guitaristen skabte et hylende skingert raserianfald med sin seksstrengede.

I det uforlignelige ”Cry Me a River” kom den insisterende melodi i koret, det karakteristiske keyboardtema og Justins klare vokal momentant til at virke som et blad svævende elegant i lydorkanens midte.

Visse store momenter

Der var visse store momenter i koncerten med Timberlake i direkte følelsesladet samklang med publikum, der igen og igen hyldede stjernen. Momenter af en fælles gospel.

Som en gimmick – er vist det rette ord – blev C-scenen forenden af S’et omdannet til et lejrbålsscenarie, hvor skiftende korsangere sang Fleetwood Mac, Lauryn Hill, The Beatles og John Martin Sommers’ (og John Denvers) ”Thanks God I’m a Country Boy”.

Det sidste i tråd med hele konceptet bag Man of the Woods.

Fraset den ene korsangerindes meget, meget smukke fortolkning af Hill lignede det mest en blanding af et corny statement og et catwalkshow for den seneste tøjlinje fra Timberlakes og barndomsvennen Trace Ayalas tøjfirma William Rast.

Til gengæld – og det er dét, der redder denne anmeldelse op på tre stjerner – var der rimelig lyd på de sidste numre efter den akustiske lejbålspause.

”What Goes Around… Comes Around”s nyklassiske soul som en ånderum i det øvrige støjinferno med al det swing, man havde savnet indtil da. Det nye fremragende hit ”Say Something” i en smooth, funky version.

Men hvad vi så og hørte i aften var mere show og sjov end sjæl. Der ligger en video på YouTube, hvor Timberlake synger nogle sange sammen med country-superstjernen Chris Stapleton. Det er musik, så det gnistrer og hjerteklapperne blafrer.

Sådan ville jeg edderman’me gerne høre Justin Timberlake folde hele sit enorme talent ud i en rimelig lille koncertsal, selvom det er utopisk i en musikverden styret af The Yankee Dollar.

Jeg tillader mig at tro, at den, der ville have størst glæde af det, ville være Timberlake selv.

Pressefoto

Sætliste:

  1.    Filthy
  2.    Midnight Summer Jam
  3.    LoveStoned
  4.    Sexy Back
  5.    Man of the Woods
  6.    Higher Higher
  7.    Señorita
  8.    Suit & Tie
  9.    SoulMate
  10.       My Love
  11.       Cry Me A River
  12.       Mirrors
  13.       Drink You Away
  14.       Flannel
  15.       Until the End of Time
  16.       Dreams
  17.       Ex-Factor
  18.       Come Together
  19.       Thank God I’m a Country Boy
  20.       Morning Light
  21.       What Goes Around… Comes Around
  22.       Say Something
  23.       Montana
  24.       Summer Love
  25.       Rock Your Body
  26.       Supplies
  27.       Like I Love You
  28.       Can’t Stop the Feeling!