Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed

Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.

Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.

Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona

For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010  Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.

Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.

Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.

All you need is Cash

Men så hørte jeg Johnny Cash: Forever Words Expanded.

Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.

Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.

De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.

Der er fortjeneste i fortiden.

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas

Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.

The Man in Black: Coverfoto
THE MAN IN BLACK: COVERFOTO

Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.

På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.

Påfaldende megen kreativitet

Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.

Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.

Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.

Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen

Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.

Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.

Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.

There’s trouble on the mountain
And the valley’s full of smoke
There’s crying on the mountain
And again the same heart broke.

Taknemmelighed og solidaritet

Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.

The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before

Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns

Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik

Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.

We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass

We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells

We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded

Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.

The Beast in Me

Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.

Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.

 

W.S. Holland, Johnny Cash's faste trommeslager, længst til højre
DA ARTIKLENS FORFATTER (I MIDTEN) FOR FEM ÅR SIDEN MØDTE W.S. HOLLAND, JOHNNY CASH’S FASTE TROMMESLAGER, LÆNGST TIL HØJRE. FOTO: EDDIE MICHEL

Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.

I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.

Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.

Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.

Et godt sted at sublimere

Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.

Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.

Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.

You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung

The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:


Diverse kunstnere: Johnny Cash: Forever Words Expanded


Fotos: Pressefotos og privatfoto.

F
En stor, stor stemme, så fyldt af opera, drama, svie og smerte

En stor, stor stemme, så fyldt af opera, drama, svie og smerte

Fra POV International

Forventningerne var store, da jeg søndag aften begav mig mod Amager Bio for at genopleve den australsk/new zealandske new retro americana-sanger Tami Neilson.

Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg tilfældigt hende og hendes band en sen aftentime i et telt, hvor vi stort set kun var Tønders to ludere, en lommetyv og altså endnu værre, en musikanmelder – i selskab med en fadøl, hvis det skal være helt akkurat.

Alligevel gav Neilson sig fuldt ud med al den styrke og sensibilitet, hendes vokal rummer.

Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu

Det første syn, der nu – næsten to år senere – mødte mig i Amager Bio kl. lidt i 20, virkede en anelse skræmmende. Et trommesæt, et par mikrofoner og guitarforstærker i skotøjsæskestørrelse antydede, at der kunne være endnu en lavbudget koncert i vente. En stor del af charmen i Tønder bestod i Neilsons ulasteligt klædte band, der lagde et honky tonk-lydende soundtrack til hendes sange.

Kl. 22.15 stod jeg sammen med nogle hundrede andre i en cirkel rundt om Tami Neilson og hendes bror Jay, stående midt i salen, mens de sang en godnatsang. Omkring mig lutter taknemmelige smil – og en del saltvand i øjenkrogene – som hos mennesker, der ved at de har oplevet noget unikt, der aldrig vil kunne gentages.

“Han ofrede alt for os”

Historien om countrysangerinden Tami Neilson kunne være en countrysang. Oprindelig flyttede hendes far Ron fra Canada til Los Angeles for at søge lykken som musiker og komiker. Hans talenter for det sidste var så store, at han fik tilbudt fast job ved L.A. Comedy Central, men musikken trak mest. Han nåede at varme op for ikoner som Johnny Cash, Bobby Darin og The Supremes. Men heller ikke dengang var musikbranchen i Los Angeles egnet for mindreårige, så han og hans kone rejste hjem til Canada for Tamis og hendes søskendes skyld.

”Han ofrede alt for os”, har Tami sagt til The Australian Women’s Weekly, New Zealand.

De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio

Hjemme i Canada optrådte familien som opvarmning for store kunstnere som Loretta Lynn og Peggy Lee (der begge har inspireret Tami big time), men da far Ron satsede alt på en turne i staten Missouri, USA gik det helt galt. Familien mistede alt. Som i ALT.

Tilbage i Canada sank Ron tynget af skyldfølelse ned i en dyb depression, som først lettede lidt, da han fik job som buschauffør. Havde han ikke fået andet ud af de mange år på landevejen, så kunne han da køre en bus.

Indtil sin død for fire år siden, lagde han hele sit musiske og kreative overskud i sine børn. Lærte dem alt om sangskrivning, performance og de mange faldgruber i the business.

Neilsons mission

Tami Neilson ville ikke være en anstændig countrysangerinde, hvis ikke hun havde dedikeret ham sit album Don’t Be Afraid, der udkom et års tid efter hans død. Selvfølgelig gjorde hun det. Og hun indspillede hans sang ’Lonely’, som hun gav i en formidabel, overbevisende version i Amager Bio.

På dødslejet lovede hun ham at bruge sit talent i musikkens tjeneste.

Enter Tami Neilson i grøn pailletbesat kjole i Amager Bio søndag d. 5. maj 2019.

Neilson er på en mission. Ikke bare den, hun lovede sin far. Adskillige af de sange, hun med stolthed og badass-attitude leverede under koncerten søndag aften er statements i deres egen ret. Akkompagneret af bror Jays twangy Fender og den dunkelt medlevende trommeslager var der noget ”hende du ikke vidste, at du drømte om at møde på scenen i en bar i en Tarantino-film” over mrs. Neilson.

Faktisk var det påfaldende, hvor massiv en lydkulisse de to musikere leverede, da man først havde vænnet sig til fraværet af bas og keyboards.

Som i den viltre rockabilly show beginner ‘Miss Jones’. I ’Cry Over You’, der lød som en blodrød kærlighedserklæring til klassisk Roy Orbison-popcountry.

Vintage Merle Haggart-country i ‘Walk (Back to Your Arms)’ og farens ‘Lonely’, som hun synger på plade sammen med countrymusikken næste store stjerne, Marlon Williams, også fra New Zealand. Her sunget med alt den smerte og teatertorden, man kan drømme om fra en sanger med en så bred range som Tami Neilson.

Nedarvet americana 

Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu. Fuldt fortjent stormende bifald efter ’Lonely’.

Der var den krakilske rockabilly/soul-sang ’Kitty Cat’, som hun skrev med hvæssede kløer, efter ’ham med den orange hud’, udtalte, at det er okay at befamle kvinder.

”Det er det kun, hvis kvinder samtykker. Og i så fald, kom an,” som hun sagde.

Trods mangel på bas fik ‘Devil in a Dress’ det funky sydstats swagger, det har på plade.

Hvorimod den skitseagtige ‘Queenie, Queenie’, der lyder lige så meriterende som en opremsning af de fynske købstæder, burde være udeladt af sættet.

Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes

’Stay Out of My Business’ er skrevet som et svar til de mange, der spørger, hvem der passer Tami Neilsons børn, når hun turnerer:

“Det gør min mand, han babysitter dem ikke, han er deres far.” (Manden er i øvrigt politikommissær og grunden til at Tami har bosat sig i New Zealand).

Omkring den sang tænkte jeg, at det jo, som ofte påpeget, er rigtigt, at Tami Neilsons stemme kan minde lidt om Amy Winehouse, da hun stadig blomstrede. Forskellen er bare, at hvor Winehouses musik – med al respekt for producer m.m. Mark Ronson – var tænkt, programmeret neo-soul, er Neilsons levet/nedarvet americana, for nu at bruge det udtryk. Hvad enten lyden er hillbilly, honky tonk eller kælne Neil Sedaka-popballader.

Eller rendyrket Tammy Wynette som ’Love the Size of Texas’, som Neilson skrev til sin første søn. Og senere også sin anden.

”Jeg gad ikke skrive to. De må lære at dele.”

En stor, stor stemme

De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio.

Men helt evident handler det om Tami Neilsons store, store stemme, så fyldt af opera, drama, svie og smerte. Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes.

Og så er det da i øvrigt meget fint, at hun har skrevet en hyldestsang til Mavis Staples, der som hun siger, “gik side om side med Martin Luther King”. Man skal ære, dem, der bidrog til at definere den, man er.

Og udfordre dem.

I en forrygende version af James Browns ’Man’s World’  havde Neilson havde tilføjet et vers, hvor hun blandt andet sang, at det var en kvinde, der sendte en mand på månen.

Nogen vil spørge, om ikke den diskussion sluttede i 1970’erne? I Tennessee er den dårligt begyndt.

Det er den interessante historie om Tami Neilson – og i øvrigt også nævnte Marlon Williams. At den stadig dybt konservative Nashville countryscene – der lige nu sunder sig efter Kacey Musgraves har fortalt, at hun er hoppet på ’LSD-mikrodoseringsbølgen’ – udfordres fra New Zealand på den anden side af jordkloden.


Tami Neilson, Amager Bio, København, 5. maj 2019.