Vi er i 1991 og den tunge rock trækker i flere nye retninger, mens den traditionelle metalmusik og poppede puddelhunds-heavy stadigvæk hitter lidt endnu.
1991 er selvfølgelig året med de markante album-milepæle fra Metallica (The Black Album), Nirvana (Nevermind) og Guns ‘N’ Roses (Use Your Illusion I og II), men også med store koncerter som Monsters of Rock med AC/DC, Metallica m.fl. på Gentofte Stadion og Judas Priest, Pantera og Annihilator i KB Hallen.
Året 1991 rummer også Soundgarden-gennembruddet Badmotorfinger og den markante Pearl Jam-debut Ten, samt en del stærke udgivelser fra blandt andre Sepultura, Skid Row, Motörhead og Ozzy.
1991 i nedslagspunkter
– Metallicas femte album Metallica, bedre kendt som The Black Album, grovhitter med en mesterlig produktion og fængende skæringer som “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters”. Steffen Jungersen og Michael Stützer bedømmer.
– To dage inden udgivelsen optræder Metallica som support for AC/DC ved Monsters of Rock-koncerten på Gentofte Stadion i København. Vi mindes denne historiske koncert og klasseshowet med Judas Priest, Pantera og Annihilator i KB Hallen i januar ‘91.
– Artillery optræder på sommerens Roskilde Festival, men er ellers på vej i opløsning. Til gengæld rumsterer nye bands som Invocator, Konkhra, Illdisposed og andre tiltag i den danske metal-underground.
– Seje, svenske metaldebuter i flæng fra Edge of Sanity, Grave, Therion og Unleashed, samt nye udspil fra Meshuggah og Bathory. Og, ikke mindst, et dunkelt debutalbum fra norske Darkthrone.
– Der er sygt gang i den globale death metal i 1991: fra de hollandske debutanter Asphyx og Gorefest, over tyske ditto Morgoth til schweiziske Coroner. I New York albumdebuterer Immolation og Suffocation, mens fødestedet Tampa, Florida, byder på nyt fra Atheist, Death og Morbid Angel.
– Der er også innovativ metal fra canadiske Voivod og lige-på-og-hårdt thrash fra brasilianske Sepultura.
– Man fornemmer visse groovy tendenser og lidt sjov og ballade på den amerikanske metalscene i disse år; blandt andre fra sideprojekterne Infectious Grooves og Mr. Bungle og fra trioen Primus, samt i den mere alvorlige ende, Mindfunk og C.O.C.
– Nye bands med nye tilgange til (hård) rockmusik: The Smashing Pumpkins, Mudhoney og Temple of the Dog.
Lyt til POVcasten her:
– Seattle-scenen eksploderer i efteråret 1991 med Pearl Jam-debuten Ten, Nirvanas andet album Nevermind og Soundgardens ditto Badmotorfinger. Steffen Jungersen skuer tilbage til disse banebrydende bands og på det paradigmeskifte, som de skabte.
– Black Sabbath inspirerer igen-igen: ikke bare ovennævnte Soundgarden, men også albumdebutanterne Kyuss og især Cathedral; samt især de mere prøvede Trouble, hvor producer Rick Rubin får afløb for sine Sabbath-lyster, mens hans AC/DC-kærlighed genlyder hos The Four Horsemen.
– Skid Row finder sig selv på deres andet og meget metalliske album Slave to the Grind, og baner dermed en sikker vej til Steffen Jungersens heavyhjerte. Samme Jungersen mener til gengæld, at Guns N’Roses skulle have holdt sig til “35 fede minutter” frem for de facto dobbeltalbummet Use Your Illusion I og II.
– Vi kigger lidt i krystalkuglen, og ser nogle ret syrede sanger- og bandkonstellationer i fremtidstågerne, men anno 1991 er Axl Rose stadigvæk i Guns, Blaze Bayley i Wolfsbane, Ricky Warwick i The Almighty, John Corabi i The Scream, Ian Astbury i The Cult og John Bush i Armored Saint.
– Jo, også her var Black Sabbath selvfølgelig forløberne, men der er en ny gotisk metallyd på vej fra bands som Paradise Lost, Solitude Aeternus og Type O Negative.
– 1991 var også traditionel heavy metal, power metal, prog metal og endda folk metal. Blandt andet med album fra Armored Saint, Iced Earth, Fates Warning, Skyclad, Helloween, Rage og Metal Church.
– Og der var fortsat melodisk hard rock i 1991. Fra blandt andre Europe, Poison, Mr. Big, Van Halen og Alice Cooper.
– Steffen Jungersen er godt tilfreds med at blive sammenlignet med Saxon; men dog endnu mere tilfreds med Lemmys indsats i eget Motörhead og hos vennen Ozzy.
– Vores studiegæst Michael Denner og hans guitarmakker Hank Shermann genfinder samarbejdsformen i Zoser Mez, hvis album bliver en realitet, da Hank Shermann sælger sin elskede bil. King Diamond får en indirekte rolle på pladen, der også indeholder et Mercyful Fate-cover. Er der mon en liden Mercy-genforening i gærde her?
Kæmpe tak til vores studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, kære lytter! Vi er klar med 1992-afsnittet om ca. 14 dage.
NB: Ved en fejl fik Megadeths Rust in Peace cover fra 1990 sneget sig ind på 1991-billedet her, men skidt-pyt, det album har jo så også holdt sig i flere år end det…
Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens “Jam” Rasmussen
”Historien om Mabel er aldrig rigtig blevet fortalt,” siger Mike Tramp i denne podcast.
Det bliver den så her. Delvis. For historien om Mike Tramp, der efter Mabels mislykkede forsøg på at bryde igennem i New York City, købte en oneway ticket tilbage til rock’n’roll city, har mange kapitler.
Sammen med Vitus Bratta dannede Mike White Lion, der kom til at optræde side om side med bands som Aerosmith og AC/DC.
Det er historien om en tid i overhalingsbanen i MTV-æraen, hvor det vrimlede med ’bands med en lyshåret sanger og sorthårede bandmedlemmer.’
Men det er også historien om en rockmusiker, der var anderledes – og skrev tekster om USA’s indblanding i El Salvador og mod Ronald Reagan. Fremfor sange over skabelonen “You’ve got a nicelooking ass and were gonna have sex tonight”.
”VI havde alle sammen det store hår, men når du lukker øjnene og sætter dig til at lytte, så ved du godt, at ham der synger, er ikke er fra Hollywood, jeg er vokset op med den hvide t-shirt med den smilende sol, ’Atomkraft nej tak’ og de lilla bleer i Vesterbro Ungdomsgaard.”
Det er også en historie om oplevelsen af langt om længe at opnå anerkendelse i Danmark efter en optræden på Roskilde Festivalen 1993.
OBS: Den Vitus der omtales i podcasten er Vitus Bratta. Oliver er Oliver Steffensen.
I år er det 30 år siden, Pearl Jam dukkede op som den ene af de tre mest betydningsfulde surfere på grunge-bølgen. Om tre måneder er det 20 år siden, en af de største tragedier i rockkoncertens historie indtraf. Ni mennesker led en forfærdelig død under Pearl Jams koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Senere skulle der komme et ‘før og efter Roskilde 2000’. Nu er ’uskyld’ et lidt skævt ord at bruge i forbindelse med rockmusik. Men alligevel – for en ny generation af rockfans står den koncert som det helt store uskyldstab. Ikke mindst når det gælder sikkerhedsforholdene, som heldigvis efterfølgende blev kraftigt forbedret verden over.
Om COVID-19 vil, står Pearl Jam på scenen i Royal Arena 29. juni.
Det siges, at det blandt forskellige involverede parter på et tidligt tidspunkt var på tale at henlægge koncerten til Roskilde Festivalen. Altså på 20 års dagen – minus én dag. Hvorfor det ikke er blevet sådan, aner jeg ikke.
Måske meget fint ikke at udfordre the powers that may be – eller skæbnen for den sags skyld.
Udover ovenstående indlysende anledning kom jeg under første afspilning af Gigaton til at tænke på processen, der førte Eddie Vedder tilbage til guitar, klaver og studie efter den traumatiserende oplevelse.
The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who- album
I 2002 sagde Eddie Vedder til journalist på Gaffa og forfatter Henrik Tuxen, der mødte ham til et interview:
”Vi var totalt lammede og anede ikke, hvad vi skulle stille op. En ting, der hjalp, var, at Pete Townshend og Roger Daltrey (The Who, Vedders store forbillede, red.) straks rejste til København umiddelbart efter ulykken. De havde prøvet noget lignende (Cincinnatti 1979, hvor 11 mennesker omkom under The Who’s koncert, red.) og kunne relatere til os.
‘Gå ud og spil din musik, det glæder så mange mennesker, det er det, du skal gøre, og det er det, som alle ønsker, I skal gøre’, sagde Pete til mig. Men på det tidspunkt kunne hverken jeg eller resten af bandet se nogen som helst mening med det.”
De fandt meningen, og senere har Pearl Jam udviklet sig til et af de mest medrivende livebands i Den Store Rockliga. Deres koncerter er ofte mammutseancer af Springsteen’ske dimensioner.
Et lidenskabeligt nødråb
Netop The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who-album.
Med et ildevarslende Pink Floyd-æstetisk cover med et smeltende isbjerg (vælger jeg at tro) og flere angreb på Trump og alt det, han repræsenterer, kan det ses og høres som Eddie Vedders lidenskabelige nødråb på menneskehedens vegne – der ender i et håb. Så selvom det vrimler med musikalske tråde bagud, er Gigaton så tidsvarende og NU som noget.
Tolv meget forskellige sange danner tilsammen en dynamisk cyklus, en fortælling om et sangenes jeg i eksistentialistisk tvivl, et enkelt sted stirrende mod en højere spirituel magt. Og som ender med at slå sig tåls med, at noget bedre vil sejre. Sådan må det være.
Albummet er præget af en stribe gode melodier pakket ind i intens alt-rock. Det er lidt af en ufortalt historie, at grunges vej fra postpunkscenen i Seattle via MTV til rockrevolution blandt meget andet også blev båret af komponisternes tæft for gode melodier. Ifølge Nirvanas bassist Kris Novoselic var Kurt Cobain stor skabs-ABBA-fan.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt. I min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder
Den meget ordrige Dance of the Clairvoyant, hvor Vedder næsten manisk forsøger at finde meningen i en klaustrofobisk hverdag (den er skrevet før Corona) lyder af britisk 80’er nyrock, bands som Bram Tchaikovksy, The Jam og XTC helt ned til guitarspillet. Med bas og trommer i tæt pulserende samspil er Quick Escape en funky fabel med Mike McCreadys skarpe guitar med ”skruetrækker mod bilkøler”-lyd som ledetema, flotte harmonier, sågar falsetsang.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock, med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt – i min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder.
Men der er også tænderskærende straight forward garagerockere som Never Destination og Take the Long Way. I førstnævnte lyder Mc Creadys sologuitar mere som Pete Townsends gamle ven/konkurrent Dave Davies fra The Kinks – end som The Who.
Sitting Bullshit
Der går 13 Trump-hadere på dusinet blandt kulturens penneførere. Det er blevet så forudsigeligt, at man næsten ikke gider høre mere. I forbindelse med aflysningen af nogle koncerter i USA, der skulle have fundet sted lige nu, var Eddie Vedder ude med en meget hård kritik af Trumps daværende ikke se-ikke høre-ikke tale-strategi.
Det tjener Pearl Jam til ære, at de forsøger at træde den gamle traver i nye fodspor. De, der måtte gå i Quick Escape, klager over den lange vej, de var nødt til at gå … for at finde et sted, Trump ikke havde fucket endnu. I den symfonisk rockende Seven O’Clock er Trump den store leder Sitting Bullshit – selvfølgelig med reference til sioux-lederen Sitting Bull.
Som i albummet i øvrigt er der en sammenhæng mellem de sidste tre numre. Det akustiske Comes Then Goes, den klassiske rockballade Retrogade, hvor Vedder synger om klimaforandringer “Seven Seas are Rising … It’s gonna take much more than ordinary love/to lift this up”. Svært at være uenig. I en nærmest sakral stemning rinder albummet ud i River Cross med Eddie Vedders passionerede håb om at være i stand til at krydse floden til sidst. Klassisk religiøs metafor.
I want this dream to last forever A wish denied to lengthen our time I wish this moment was never ending Let it be a lie that all futures die While the government thrives on discontent And there’s no such thing as clear Proselytizing and profitizing
Om Gigaton kommer til at indskrive sig som et af historiens største eller vigtigste album, ved ingen. Det er et af de sjældne værker, der ikke hverken konkurrerer med, sammenligner eller kopierer afsenderens tidligere bedrifter.
Gigaton er et storværk i sig selv.
Og for i hvert fald denne signatur er det pladen, der efter al sandsynlighed i fremtiden vil stå som soundtracket til denne virus-vinter.
Velkommen til halvanden times støj og nørderi om en martret og usædvanligt kreativ musiker, der var med at nydefinere rockmusikken.
Henrik Tuxen er personligt ven med og har mødt med de fleste af de afgørende personligheder i grunge. Blandt andre Eddie Vedder fra Pearl Jam og Nirvanas manager David Goldberg. I sin kommende bog fortæller han historien både om grunge, Nirvana og om alt det uden om.
Var Nirvana nyskabende eller var det punk om igen?
Hvor kom Kurt Cobain fra – musikalsk og personligt?
Hvorfor er Kurt Cobain blevet en af rockmusikkens største myter?
Hvad gjorde ham speciel?
Hvad var det, der martrede Kurt Cobain?
Hvorfor blev Nevermind, Nirvana og Kurt Cobain så stort?
Og hvorfor burde vi hellere gå en tur med et barn end dvæle ved myten?
Og hvor kommer Greta Thunberg ind i billedet?
Og så skal vi selvfølgelig også omkring 26. juni 1992 – Roskilde Festivalen og Nya Ullevie i Göteborg.
