Tønder Festival #1: Hyldest til Dissing – og store uventede oplevelser

af Jan Have Eriksen | sep 1, 2022 | Anmeldelse, Essay

Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.

Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.

Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.

Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.

Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene

”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.

Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.

Tønder — Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak

Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.

Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig

Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …

Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.

Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.

Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent

Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.

Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.

Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag

Har fundet sin form

Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.

Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.

Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.

Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.

Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.

Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.

Signe Svendsen, Telt 1, torsdag

Så meget overskud og livsglæde

Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”

Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.

Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.

Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.

Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter

I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.

Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.

Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.

Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.

Allison Russell, Telt 2, torsdag aften

Når Tønder buldrer mest

Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.

På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.

Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.

Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.

Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.

I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.

Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.

Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.

Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.

Sean Rowe, Bolero, torsdag aften

En trubadurs livsværk: Niels Hausgaard i Glassalen

af Jan Have Eriksen | maj 10, 2018 | Anmeldelse

ANMELDELSE (Maj 2018) – At kalde Niels Hausgaards nyeste show ‘På egen hånd 2018’ et kunstnerisk testamente er lige lovlig vældigt. Der er forhåbentlig meget mere folkesang, holdning og spas i 73-årige Hausgaard. I øvrigt ville han næppe bryde sig om ordet kunst. På den anden side kan det nye onemanshow sagtens ses som en opsummering af den nordjyske trubadurs livsværk gennem de seneste 45 år fra den spæde begyndelse som folkesanger til hans status i dag som Nationalsatiriker, skriver Jan Eriksen.

Under den seneste Tønder Festivalen spurgte jeg Hausgaard, hvorfor han ikke længere udsender plader. Udover at den slags ikke sælger, og det er irriterende med en producer, der vil bestemme, lød svaret: ”Jeg skriver næsten flere sange end nogensinde. Dem kan du høre, når jeg optræder.”

Der er mange sange i det nye, næsten tre timer lange jubilæumsshow, hvor Hausgaard for første gang i årevis optræder uden medvirkende musikere.

Påstand: De fleste kommer nok især for at høre folkesangeren tale mellem numrene. Men der er nu også en del at hente i sangene – mon ikke de til en vis grad er en luftventil, hvor Hausgaard lader toppen af sin vrede slippe ud.

Når det gælder troværdig politisk kunst leveret med menneskeligt overskud og smil er der intet over eller ved siden af Niels Hausgaard.

Niels Hausgaard tilbragte en del af sin barn- og ungdom på en opdragelsesanstalt, fortæller han på scenen i Tivoli. Nogle – måske især de mange (særlig borgerlige) politikere, han med egne ord har lagt i gabestokken – vil måske mene, at det ophold var forgæves.

‘Du er formentlig det mest idiosynkratiske menneske, jeg kender,’ sagde Klaus Rifbjerg en gang til Niels Hausgaard. ”Efter at have slået op, hvad det betyder, måtte jeg jo nok give ham ret,” som han siger.

Sådan er det stadig. Mens Hausgaard forberedte sit nye show talte han med en ven, der anbefalede måske at gøre det lidt mindre politisk. ”Det ville blive meget kort,” som han siger. For Hausgaard har stadig mange idiosynkrasier, en stor del af dem er medlemmer af Liberal Alliance. Især Simon Emil Ammitzbøll, der fascinerer mange danske komikere.

Ja, menneskers manglende engagement i verden og i sig selv kan virke provokerende. Men det er vel sådan set menneskers demokratiske ret at vie deres liv til at slappe af

Hausgaards ståsted et eller andet sted i den politiske midte har været kendt i årevis. Man kan være enig eller uenig i udgangspunktet – og man kan som den venlige kvinde, Hausgaard ofte møder i Brugsen – mene, at det er lovlig meget med den gabestok. I betydningen personforfølgelse.

Morsomt er det.

Røvballeficering

Der er et hib til Socialdemokraterne, som Hausgaard kalder ‘Danmarks mest omstillingsparate parti’. Så meget kan siges med bare fire ord.

Der er et besk hib til Kulturminister Mette Boch i en meget, meget morsom passage om hendes nylige mediepolitiske udspil, som Hausgaard kalder et udslag af den omsiggribende ‘røvballeficering’ af samfundet med sigte på den laveste fællesnævner. Røvballeficering. Fantastisk udtryk.

Det er det politiske. Jeg har til gengæld altid haft det ambivalent med den anden faste del af ethvert Niels Hausgaard-show – nemlig de mange figurer i form af familier og venner, der væver sig ind og ud af hans historier.

På den ene side er det uomtvisteligt – også i ‘På egen hånd 2018’ – brandgod storytelling. Hausgaard kan det med at bygge op til pointer med høj jokeværdi, han kan grebet at køre i cirkel og vende tilbage med nålespids timing, der rammer lige præcis, når grinet er ved at blive utålmodigt.

Han er en glimrende observationskomiker med en bred palet af udtryk. Bare den måde han tager bo i sin frisør i en passage – det skal ses.

Hausgaards pegefinger

På den anden side er det lovlig billigt for en mand, der maner til solidarisk inden- og udenrigspolitik, at gøre sig morsom på bekostning af ‘little people living littles lives’, som The Kinks’ altid solidariske Ray Davies engang sagde.

Det går blandt ud over den gode ven Vonse med den pæreformede røv, der går igen i showet. Som det går ud over to tidligere venner, som Hausgaard besøger en aften i en pause mellem to show. De er, som mange af Hausgaards figurer, overvægtige og dumme – med en horisont, der stopper ved det røde fortelt til campingvognen, der nu på x. år står på campingpladsen ved Kolding.

Ja, menneskers manglende engagement i verden og i sig selv kan virke provokerende. Men det er vel sådan set menneskers demokratiske ret at vie deres liv til at slappe af.

Eller som en anden figur, som Hausgaard trods alt har betydelig større sympati for, overlade det til konen at købe pastelfarvede t-shirts til den første ferie i 50 år.

Han taler en del om at blive gammel. Det ser sjovere ud udefra, end det gør indefra, som han siger

Men – og det er vigtigt – Hausgaards pegefinger peger i dag lige så meget tilbage på ham selv, som den peger ad andre.

Om det skyldes Hausgaards mange møder med sine beundrere blandt førstegenerations standup-komikerne, for hvem det at sætte sig selv på spil er motoren, der driver komikken, skal være usagt.

Han taler en del om at blive gammel. Det ser sjovere ud udefra, end det gør indefra, som han siger. Det kan være svært at huske, hvor man lagde sine briller, nøgler, telefon. Der er blevet længere mellem sideblik fra de unge kvinder med store skulderpuder. Man får pludselig ondt i benet uden nogen påviselig grund … medmindre det skyldes et ulvebid.

Drengens blik

Det bliver for alvorlig farligt i en sang om dengang, Hausgaard og alle andre kunder i Føtex vendte ansigtet den anden vej, da en ung dreng fik tæsk af sin far i butikken. Hausgaard glemmer ikke det blik, drengen sendte, da han gik afsted med sin far i hånden. Han glemmer slet ikke sin egen fejhed.

Han glemmer heller ikke en anden drengs blik i bilens bakspejl for mange år siden. Drengen ville sige noget til Hausgaard, men folkesangeren gad ikke tale med flere den aften.

‘Jeg håber, han for længst har glemt episoden. Jeg glemmer den aldrig. Jeg ser stadig hans ansigt i spejlet for mig,’ som Hausgaard selvpinende sagde det.

Det kan kun blive et gæt, men mon ikke manden, der voksede op på en opdragelsesanstalt i lussingernes tegn genkender sig selv i de to drenge.

Som Hausgaard meget smukt konkluderede i en sang om skoledrengen, der får kvast sin blomstrende fantasi af sin lærer: børnene taber, hvis vi opdrager dem til, at to plus to er fire, når vi udmærket godt ved, at to plus to er cirka fire. Mennesker passer ikke til regneark

Det føres elegant op på det overordnede plan.

Hvad er det for et samfund, vi overlader til vores børn med klassekvotienter, der er dobbelt så store, som de burde være?

Som Hausgaard meget smukt konkluderede i en sang om skoledrengen, der får kvast sin blomstrende fantasi af sin lærer: børnene taber, hvis vi opdrager dem til, at to plus to er fire, når vi udmærket godt ved, at to plus to er cirka fire. Mennesker passer ikke til regneark.

En humanistisk stemme

Som SoMe-debatklimaet er i dag, er det fristende at undgå udtryk som ‘anstændighed’ og ‘moral’ i en anmeldelse.

De udtryk er blevet våben i en værdipolitisk krig på kryds og tværs af den blå-røde grænse – især når emnet er flygtninge. Man orker det ikke.

Endnu værre er det med udtrykket ‘humanist’, der øjensynligt giver mange, ofte gejstlige debattører samme smag i munden, som navnet ‘Quisling’ giver mange nordmænd.

Men alligevel. Det er det, Niels Hausgaard er.

Når det gælder troværdig politisk kunst leveret med menneskeligt overskud og smil er der intet over eller ved siden af Niels Hausgaard

Han er en teknisk fremragende komiker, han skriver underholdende folkesange. Hans evne til ene mand at tryllebinde en forsamling i tre timer er imponerende.

Han er først og fremmest en humanistisk stemme, der fra sin udsigtspost meget langt fra København og Facebook råber højt, når han læser, at 50.000 danske børn lever under Unescos fattigdomsgrænse. Som vi i øvrigt har afskaffet i Danmark.