”We’re way to pretty for prison,” synger Miranda Lambert i duet med Nashvilles nyeste stjerne Maren Morris, der netop har modtaget hele seks Country Music Awards.
Ifølge Lambert selv er det en humoristisk murder ballad med en fire veninder omkring et bord med rødvin ad lib-agtig tvist. Melodien kunne være skrevet af Sheryl Crow eller Shania Twain.
Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag
Kæresten har opført sig som et svin, så hvorfor ikke bare slå ham ihjel? Sangen afspejler ganske fint Miranda Lamberts position på dagens country-scene.
She rocks. Hun styrer.
Og hun synger om lige præcis, hvad hun vil. Det vil sige alt det, man principielt ikke må på den konservative countryscene.
Og ja, tænk Dem, Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag.
Ned gennem “Wildcard”s 14 sange bevæger Lambert sig gennem adskillige af countrymusikkens subgenrer – eller måske nærmere tilgrænsende genrer.
Måske har hun ladet sig inspirere af den nye bølge, hvor Kacey Musgraves, Brandi Carlile, Cassadee Pope og nævnte Maren Morris er markante navne, der lige så meget har lyttet til Joni Mitchell, Bonnie Raitt, Sex Pistols og Nirvana som til Emmylou Harris og La Dolly.
Sikkert er det, at den virkelighed, Miranda Lambert beskriver i sine sange, er sin egen; en kvindes virkelighed.
Mirandas fundament er klassisk country, ingen tvivl om det. Der er som sådan intet revolutionerende over ”Wild Card”. Man kan nærmere tale om, at Lambert udfordrer og samtidig bekræfter de klassiske Nashville-dyder. Og det gør hun forbløffende overlegent.
I den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster
På ”Wildcard” lægger hun ud med en usædvanligt corky, sumpet countryrockende ’White Trash’, der handler om, at selvom det er muligt at undslippe fattigdom, bør man altid huske sin baggrund.
Sangen er muligvis et måske lidt selvretfærdigt hint til dem, der indimellem har kritiseret hende for at svigte sine rødder.
Miranda Lambert og hendes forældre, begge betjente, har selv boet på bunden af USA. Senere kom de ud af trailerparken.
I disse dage, hvor Donald Trump ristes i de forberedende høringer til en mulig rigsretssag, er det en slags fun fact, at forældrene som detektiver kom til at arbejde på rigsretssagen mod Bill Clinton.
Da de havde tjent tilstrækkeligt, helligede de sig helt pro bono arbejde til fordel for ofre for fattigdomsrelateret kriminalitet; især skudofre.
’Tequila Does’ er en ikke specielt opmuntrende, men vist ganske realistisk historie om en illusionsløs texansk kvinde, der finder sine fysiske behov dækket af mænd, hun møder på barer. Kærligheden finder hun i Tequila. Igen en imponerende stilsikker Lambert-komposition.
’Mess With My Head’ pendulerer mellem et a-stykke som i en popsang af den frafaldne cowgirl Taylor Swift og et saftigt hardrock b-stykke. Vældig iørefaldende. Igen næsten skræmmende stilsikkert.
Barsangen ’Locomotive’ er oppe i et tempo, hvor det gennemsnitlige heavy metal-band kunne være med, hvis de iførte sig cowboyhatte og stiletter og skruede ned for støj og effekter. Meget medrivende og overraskende.
Mindre overraskende er balladen ’How Dare You Love’, der lyder som noget, man har hørt mange gange før. Har man ikke det med det meste? Men i den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster.
Symptomatisk for denne plade er den fine, uprætentiøse rockballade ’Fire Escape’, der kunne være skrevet og spillet – også guitaren – af den kantede singersongwriter Lucinda Williams.
På den ene side har numre som ’Bluebird’ og ’Settling Down’ denne her særlige countrylyd og -stemning af store vidder, intimitet og hyldest til hverdagslivet – og igen fornemmer man sangeren beskæftige sig med sit eget liv, hvor stjernestatus og hverdag kan være modsætninger.
Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.
’Holy Water’ lyder som Miranda Lamberts stilfærdige, meget lidt Nashville’ske opgør med kirken. Hun finder sit hellige vand i musikken, ikke ved korset. Med de indbyggede begrænsninger, der ligger i den tørre og klare countryklang i hendes vokal, lægger hun så meget sjæl i sangen, at man tror på hendes gospel.
Et tema, der igen illustreres fint i den flotte ‘Dark Bars’, hvor Lambert jordnært beskriver fornemmelsen af en ensomhedens velvære i barmørket. Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.
Og så med en bartender der, som hun synger, “is an old jukebox-junkie. she plays nothing but country”. Min evangelistiske Gud, hvad vil du mere?
“Wildcard” er en fornem sangcyklus med hele 14 sange fra en sangskriver, hvis kreative omdrejningspunkt er selvtillid og drive, der udfordres af tvivl og manglende tro på de traditionelle absolutter i religion og kærlighed.
I den grumt swamp-swingende, tydeligvis autobiografiske ‘Pretty Bitchin’ – med musikalsk lån fra The Beatles’ ’I’ve Got a Feeling’ – sætter Lambert sin fod ned.
‘Cause I use what I got
I don’t let it go to waste
I’m pretty from the back
Kinda pretty in the face
I hate to admit it
But it didn’t stop me, did it?
Nogen burde lokke Miranda Lambert på Europa-turné med stop i Danmark.
Miranda Lambert, “Wildcard”, album, udkom 1. november – se Lambert fortælle om tilblivelsen af det nye album her:
Hvis du vil læse flere anmeldelser af Jan Eriksen – så klik her. Og hvis du gerne vil følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Kun 120-130 tilskuere mødte torsdag aften op i BETA på Amager til en koncert med den amerikanske folk/country singersongwriter Gretchen Peters og hendes mand Barry Walsh. Ja, vi var få. Men oplevelsen var stor – en af dem, der ikke går over lige med det samme.
Indrømmet, i udgangspunktet vidste jeg ikke meget om Peters, da jeg øjede hende i Amager Bios/BETAs aprilprogram. Huskede hende som en af de utallige navne, jeg ikke nåede på en Roskilde Festival (2015). Og dog, det skulle vise sig, at hun kendes som medkomponist til “When You Love Someone”, som hendes gode ven Bryan Adams gjorde til et hit i forbindelse med sin MTV Unplugged-koncert og plade.
Gretchen Peters bliver ofte med god ret kaldt den hemmelige countrystjerne. I årevis var det hendes vigtigste reaison d’etre at skrive til andre som Shania Twain, George Strait og Neil Diamond.
Indtil forleden har hun og Walsh turneret i Europa med et strygerensemble. Vel sagtens af økonomiske grunde var det ikke med i aften på scenen ved Øresundsvej. Og jeg må indrømme, at jeg før koncerten betragtede de to mikrofoner og enkelt keyboard på scenen med en vis skepsis. Har meget få mindeværdige oplevelser med rent akustiske versioneringer af elektrisk rock.
En koncert med en ekstatisk Graham Parker en gang i Loppen i nittenhundrede-og-hvidkål er en undtagelse.
Rigtig mange af de numre, Peters og hendes mand spillede her i aften, er indsvøbt i strygere i pladeversionerne. Nogle af dem lyder lovlig smægtende, old school Nashville til min smag. Ikke at den radiovenlige Patsy Cline-esque lyd ikke har sin berettigelse – er du Crazy? – men det skulle meget hurtigt vise sig, at Peters krøniker stod endog meget skarpere og mere livagtige i det simple set-up på BETA-scenen.
Med hende og Walsh alene på scenen var den menneskelige og musikalske kemi dem imellem tydeligt.
Begge har humor, som f.eks. da Peters annoncerede “Lowlands”, som sangen hun skrev en sort, sort novembermorgen i 2016, da hun måtte indse, at den var god nok: USA havde valgt Trump. Og som hun kløgtigt tilføjede: ”Mange siger, at USA ændrede sig den dag, jeg tror bare vi afslørede os selv”.
Især Barry Walsh viste sig som en lun fætter, som da han, efter Peters fortalte, at de havde spillet sammen i over 30 år og havde været gift i ni, tilføjede ”Det var verdenshistoriens længste audition”.
De lagde ud med “Arguing with Ghosts” fra Peters’ seneste album fra 2018 Dancing with the Beast. Et album, hvor hun bekræfter, hvad hun selv har sagt flere gange: “Jeg er storyteller, ikke protestsanger”.
Albummet er en samling sange, der fortæller hver sin kvindes skæbnefortælling set og hørt på bagsiden af et vingeskudt post 2016-USA.
“Arguing with Ghosts” og den næste “Wichita” og f.eks. også “Blackbirds”, som hun selvironisk præsenterede som sin murder ballad, er postkort eller instagramopslag fra et roadtrip mellem marker, ”sået med ond hvede”, USA besunget fra køkkenvaske, drugstores, sidegader hvor vindbøjtler suser mellem benene, faldefærdige træhuse og kirker, som ikke en gang troen kan holde sammen på.
Allerede fra begyndelsen slog Gretchen Peters en cirkel omkring os få tilhørere i salen. Og fastholdt sit momentum til det sidste.
Hendes vokal har måske ikke en specielt outstanding personlig klang, til gengæld synger hun, det hun gør, fremragende. Den 61-årige kvindes stemme lyder faktisk helt upåvirket af tidens tand. Hendes brug af vokale virkemidler var både fascinerende og ja, bedårende. Som var det hende magtpåliggende give teksternes ord deres helt særegne lyd. Som i sangen “Say Grace”, der emmer af solidaritet med den kvinde, hun synger om. Den blev sunget med samme følelse, som må have skabt den for et par år siden. Gåsehudsfremkaldende.
Igen og igen bemærkede jeg, hvordan A- og B-stykker vævede sig umærkeligt ind i hinanden. Så elegant. Som også den livsfilosofi, man fornemmer mellem linjerne. Som hun meget skarpt synger i Matador, “Jeg holder med tyren. Jeg holder med tyrefægteren.” Tvivl og en form for zen går hånd i hånd. Som hun også synger: “Life’s a beautiful disaster”.
Barry Walsh har spillet keyboard for blandt andre Roy Orbison, Willie Nelson og Waylon Jennings. De tre navne lader jeg lige stå et øjeblik… Walsh har været med til at definere lyden af Nashville med andre ord. Har i øvrigt også spillet sammen med Alex Chilton – tjek ham evt. i Netflix-dokumentaren om Big Star.
Men under aftenens koncert tænkte jeg lige så meget på et job, han ifølge sin kone har haft i Memphis – som keyboardspiller for The Reverend Al Green i dennes baptistkirke.
Dere r brusende gospel og orkestralt drama i Walshs spil – så meget, at det nærmest er et orkester i sig selv. Hvad enten han spiller boogie som i “Woman of the Wheel”, powerrock som i “Idlewild” eller med et Leon Russel-agtigt attack som i “Hallo Cruel World”.
Inden pausen spillede Walsh et af sine mange klaverstykker, det Erik Satie-inspirerede “Belgian Afternoon”. Lyden af kunstnernavn og titel sat sammen skaber måske nogle bittersøde melankolske billeder – men det er egentlig bare en hyldest til belgisk øl.
Gretchen Peters har i årevis været en af de vigtigste stemmer i countrymusikken. Glædeligt at der lige nu bliver bygget videre på hendes værk af unge kvindelige countrysangere som Kacey Musgrave og Brandi Carlile.
Gretchen siger i et interview på unratedmag.com, at det ultimative for hende ville være at stå på scenen som korsanger bag Bruce Springsteen, bare for at mærke magien fra The E-Street Band.
Tidligere i dag læste jeg, at Den Store Storyteller selv er på vej med et soloalbum. Stadig høj på følelsen fra aftenens koncert i BETA – toppet af en sjælfuld version af Rolling Stones’ Muscle Shoals-nummer “Wild Horses” – vil jeg mene, at det nærmere var Springsteen, der skulle stille sig op bag Gretchen og Barry – for at mærke magien.
Historien om Hush er historien om et samarbejde, som mod alle odds ikke bare har overlevet, men vokset sig større og på mange måder også smukkere. For hvem skulle have troet, at en blanding af Nashville, Fleewood Mac og Kron- og Nordjylland kunne have en chance i Danmark? Den danske popcountry/americana-duo Hush lagde i denne uge vejen forbi Mediano Music til en snak om deres musik, tekster og deres kamp i countrysmusikkens tjeneste.
Hush består af sanger Dorthe Gerlach og guitarist og producer Michael Hartmann. Udover at have spillet sammen i 20 år, danner duoen også par privat, noget der ikke altid har været nemt.
Hush valgte i 2011, efter at have udgivet 4 studiealbums i perioden 2006 til 2011, at holde pause af kunstneriske og private årsager, men vendte tilbage i 2017 med albummet ‘Sand’.
I mellemtiden udgav Dorthe Gerlach soloalbummet ‘Natlys’, som Michael Hartmann naturligvis, har man lyst til at sige, producerede.Hush er aktuelle med en turné med Danmarks Underholdningsorkester, der starter 24. april i DR Koncertsalen, men rammer senere hele Danmark.
“You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.
Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.
Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.
På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.
SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.
Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.
Producerpop som country
Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.
Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.
Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.
På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.
Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.
Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt, volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.
Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.
Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.
Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco.
Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Stadig vild med dans.
Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.
Kæft, det var festligt
Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.
En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.
Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:
