Jan Gintberg: Det dér safespace wokeisme – vi bliver nødt til at give det noget modspil

Jan Gintberg: Det dér safespace wokeisme – vi bliver nødt til at give det noget modspil

Fortryder Jan Gintberg, påvirket af tidsånden, elementer i sin altid kontante komik, der har været hans embede gennem nu tre årtier. Har bølgen i kølvandet på afsløringer af fysiske og psykiske overgreb haft indflydelse på det nye show? Ja, det er der noget, der kunne tyde på. Er det nødvendigt med en disclaimer inden showet: du risikerer at blive forarget. Kan der være noget inkluderende i den aggressive humor? “De sociale medier er jo en evig kilde til vanvidsindhold og dermed også komik,” siger Gintberg blandt meget andet i denne POVcast.

Et lille udsnit af Jan Gintberg-statements i POVcasten:

“At citere en Shu-Bi-Dua sang uden at sige, at ironi kan forekomme, er jo nærmest som at presse forhud ned over en rabbiner.”

“Vi har Netflix, der siger, at hvis man producerer film eller tv-serier til Netflix eller er i det produktionsmiljø, henstilles det, at man kun har fem sekunders øjenkontakt med medarbejdere, thats a fucking thing… tænk at leve i verden, hvor du kun må have fem sukunders øjenkontakt med dine kolleger. Så kan man jo ligeså godt skyde sig selv.”

“Vi bliver syge i skalden. Jeg er ked af at sige det, det her er et kæmpe psykologisk eksperiment. De sociale medier er evig kilde til vanvid.”

“Nu lyder jeg som PH under Anden Verdenskrig, men humor har godt af noget modstand. Vi komikere skal også have modstand.”

“Er vi på vej derhen, hvor vi må forlange, at politikerne kan fremvise VAR-afgørelser, når der går rygter om, at Martin Lidegaard har danset tæt en gang, og derfor ikke kan blive formand for De Radikale? Vil vil have, at Sofie Carsten Nielsen kommer ud og laver en firkant med fingrene og viser det ligesom dommerne i fodbold, fotograferet fra fire forskellige vinkler.”

“En gang var det sådan, at vi vidste godt, at der var ti mennesker i salen, der blev vrede, og sådan var det. Nu skal vi for alt i verden undgå at fornærme ti mennesker, der bliver vrede.”

 

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Lydlandskabet #8: #MeToo, sexisme i musikbranchen og sange, der gør ondt

Hvem sagde hvad hvornår? Hvordan definerer man sexisme specielt og hvad med den bevægelse, der kører lige nu, generelt? Og hvor går grænserne for, hvordan Jan og Tanja kan skrive og tale om musik?

Er aldersfascisme overgreb? Er det nedgørende og irrelevant at beskæftige sig med kunstneres udseende? Bør det en gang for alle være slut med seksualiseret sprog, der i årevis har været en fast del af medie- og musikbranchen?

Hvad kan man gøre konkret? Er det nødvendigt med kvoter?
Er der mon nogen, der fortæller Beyoncé, Rihanna eller Cardi B, hvordan de skal se ud på scenen?

Jan når lige kort hilsen til netop afdøde Eddy Van Halen og ikke mindst Van Halens ’Jump’. Mediano Music bor trods alt hos en fodboldpodcast…

Du hører Taylor Swifts ’Dear John’, der handler om psykiske overgreb, og i øvrigt musik af Lærke Emilie, Alanis Morissette, LANY, Laura Oaks og endelig Stella Donnellys smerteligt smukke og desværre evigt aktuelle ’Boys Will Be Boys’, der beskriver en venindes voldtægtshistorie.

Tanja taler om disse initiativer:
hejsoester.com
girlsareawesome.com
beatsbygirlz.org