I denne podcast kan du tage med tilbage til 1993 og alle de forskellige afskygninger af metal og hård rock. Jens “Jam” Rasmussen er studievært og gæstes af eksperttriumviratet Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner.
1993 – Nedslagspunkter
– En velkommen genopstandelse til Mercyful Fate, der udgiver deres første album i ni år, “In The Shadows”. Denner er tilbage i sit absolutte es, og Steffen Jungersen hører tydeligt, at bandet virkelig mener det med comebacket.
– Lars Ulrich gæsteoptræder på albummet og Mercyful Fate varmer op for Metallica og 27.000 fans på Gentofte Stadion. Denner mindes samarbejdet med Lars Ulrich og genkalder krilleren i maven fra Gentofte.
– Metallica-fans kan også glædes over bandets første liveudgivelse, den massive boks “Live Shit: Binge & Purge”, der rummer både lyd og levende billeder.
– Denners gamle makker, Mikkey Dee, debuterer i 1993 som permanent trommeslager i Motörhead på det gennemførte album “Bastards”. Lemmy og Jungersen jubler om kap.
– Svenske Entombed mikser dødsmetal og rock’n’roll på albummet ”Wolverine Blues”. Anmelderkollegaerne Steffen Jungersen og Thomas Treo tager til bandets koncert i Malmø for at klappe simultant af bandets højeffektive death’n’roll.
– Producer Flemming Rasmussen tager til Tampa, Florida, for at producere Morbid Angel-albummet “Covenant”, hvor han også må tørre sved af trommestolen.
– Steffen Jungersen imponeres over Morbid Angel og glædes over Sepulturas energi på scenen og på albummet “Chaos A.D.”.
Lyt til POVcasten her:
– 1993 byder også på benhård metal fra både amerikanske Deicide, norske Immortal og Satyricon og svenske Dissection.
– Blandt årets albumdebutanter finder vi lovende amerikanske navne som Clutch, Tool og Life of Agony.
– Mike Tramp udskifter den melodiøse glammetal fra White Lion med en ny og mere funky og hård metalrock i gruppen Freak of Nature.
– Jungersen hylder den gedigne gotiske metalrock i Type O Negative og Paradise Lost, hvilket redder hans skrivekarriere og får overtalt Roskilde Festival til at booke det bundloyale metalband Overkill til Orange Scene.
– De svenske rapmetallere Clawfinger albumdebuterer i 1993 med gennembrudspladen “Deaf. Dumb. Blind”, mens lydsporet til filmen “Judgement Night” indeholder interessante rap-, rock-, hiphop- og heavy-hybrider.
– Der er nye bevægelser fra de gamle 70’er-legender Aerosmith og AC/DC, mens Guns N’ Roses hylder deres 70’er-helte Nazareth og mange andre favoritter.
– Accept udgiver deres første album i syv år med Udo Dirkschneider ved mikrofonen, mens Anthrax debuterer med den tidligere Armored Saints-sanger John Bush ved mikrofonen. Judas Priest søger stadigvæk en afløser for Rob Halford, der debuterer i sit thrash- og power groove-orienterede band Fight.
– I Deep Purple slår det gnister mellem guitarist Ritchie Blackmore og sanger Ian Gillan, hvilket inspirerer til albumtitlen “The Battle Rages On”. Den forsmåede Dio udgiver sit første soloalbum efter den korte genforening med Black Sabbath, men Jungersen og Stützer savner mere mening og retning i både Purple og Dio anno 1993.
Vi sender en TAK i versaler til vores gode studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, samt dig, kære lytter! Vi er tilbage med 1994-afsnittet i snarlig fremtid.
Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens “Jam” Rasmussen
Vi er i 1991 og den tunge rock trækker i flere nye retninger, mens den traditionelle metalmusik og poppede puddelhunds-heavy stadigvæk hitter lidt endnu.
1991 er selvfølgelig året med de markante album-milepæle fra Metallica (The Black Album), Nirvana (Nevermind) og Guns ‘N’ Roses (Use Your Illusion I og II), men også med store koncerter som Monsters of Rock med AC/DC, Metallica m.fl. på Gentofte Stadion og Judas Priest, Pantera og Annihilator i KB Hallen.
Året 1991 rummer også Soundgarden-gennembruddet Badmotorfinger og den markante Pearl Jam-debut Ten, samt en del stærke udgivelser fra blandt andre Sepultura, Skid Row, Motörhead og Ozzy.
1991 i nedslagspunkter
– Metallicas femte album Metallica, bedre kendt som The Black Album, grovhitter med en mesterlig produktion og fængende skæringer som “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters”. Steffen Jungersen og Michael Stützer bedømmer.
– To dage inden udgivelsen optræder Metallica som support for AC/DC ved Monsters of Rock-koncerten på Gentofte Stadion i København. Vi mindes denne historiske koncert og klasseshowet med Judas Priest, Pantera og Annihilator i KB Hallen i januar ‘91.
– Artillery optræder på sommerens Roskilde Festival, men er ellers på vej i opløsning. Til gengæld rumsterer nye bands som Invocator, Konkhra, Illdisposed og andre tiltag i den danske metal-underground.
– Seje, svenske metaldebuter i flæng fra Edge of Sanity, Grave, Therion og Unleashed, samt nye udspil fra Meshuggah og Bathory. Og, ikke mindst, et dunkelt debutalbum fra norske Darkthrone.
– Der er sygt gang i den globale death metal i 1991: fra de hollandske debutanter Asphyx og Gorefest, over tyske ditto Morgoth til schweiziske Coroner. I New York albumdebuterer Immolation og Suffocation, mens fødestedet Tampa, Florida, byder på nyt fra Atheist, Death og Morbid Angel.
– Der er også innovativ metal fra canadiske Voivod og lige-på-og-hårdt thrash fra brasilianske Sepultura.
– Man fornemmer visse groovy tendenser og lidt sjov og ballade på den amerikanske metalscene i disse år; blandt andre fra sideprojekterne Infectious Grooves og Mr. Bungle og fra trioen Primus, samt i den mere alvorlige ende, Mindfunk og C.O.C.
– Nye bands med nye tilgange til (hård) rockmusik: The Smashing Pumpkins, Mudhoney og Temple of the Dog.
Lyt til POVcasten her:
– Seattle-scenen eksploderer i efteråret 1991 med Pearl Jam-debuten Ten, Nirvanas andet album Nevermind og Soundgardens ditto Badmotorfinger. Steffen Jungersen skuer tilbage til disse banebrydende bands og på det paradigmeskifte, som de skabte.
– Black Sabbath inspirerer igen-igen: ikke bare ovennævnte Soundgarden, men også albumdebutanterne Kyuss og især Cathedral; samt især de mere prøvede Trouble, hvor producer Rick Rubin får afløb for sine Sabbath-lyster, mens hans AC/DC-kærlighed genlyder hos The Four Horsemen.
– Skid Row finder sig selv på deres andet og meget metalliske album Slave to the Grind, og baner dermed en sikker vej til Steffen Jungersens heavyhjerte. Samme Jungersen mener til gengæld, at Guns N’Roses skulle have holdt sig til “35 fede minutter” frem for de facto dobbeltalbummet Use Your Illusion I og II.
– Vi kigger lidt i krystalkuglen, og ser nogle ret syrede sanger- og bandkonstellationer i fremtidstågerne, men anno 1991 er Axl Rose stadigvæk i Guns, Blaze Bayley i Wolfsbane, Ricky Warwick i The Almighty, John Corabi i The Scream, Ian Astbury i The Cult og John Bush i Armored Saint.
– Jo, også her var Black Sabbath selvfølgelig forløberne, men der er en ny gotisk metallyd på vej fra bands som Paradise Lost, Solitude Aeternus og Type O Negative.
– 1991 var også traditionel heavy metal, power metal, prog metal og endda folk metal. Blandt andet med album fra Armored Saint, Iced Earth, Fates Warning, Skyclad, Helloween, Rage og Metal Church.
– Og der var fortsat melodisk hard rock i 1991. Fra blandt andre Europe, Poison, Mr. Big, Van Halen og Alice Cooper.
– Steffen Jungersen er godt tilfreds med at blive sammenlignet med Saxon; men dog endnu mere tilfreds med Lemmys indsats i eget Motörhead og hos vennen Ozzy.
– Vores studiegæst Michael Denner og hans guitarmakker Hank Shermann genfinder samarbejdsformen i Zoser Mez, hvis album bliver en realitet, da Hank Shermann sælger sin elskede bil. King Diamond får en indirekte rolle på pladen, der også indeholder et Mercyful Fate-cover. Er der mon en liden Mercy-genforening i gærde her?
Kæmpe tak til vores studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, kære lytter! Vi er klar med 1992-afsnittet om ca. 14 dage.
NB: Ved en fejl fik Megadeths Rust in Peace cover fra 1990 sneget sig ind på 1991-billedet her, men skidt-pyt, det album har jo så også holdt sig i flere år end det…
Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens “Jam” Rasmussen
De gamle og tunge drenge bed stadigvæk fra sig i 1983: Ozzy, Dio, Sabbath, Lizzy, Motörhead, Maiden, Priest og Accept. Sidstnævnte med en sand metal schlager-slagsang i “Balls To The Wall”. Studievært Jens “Jam” Rasmussen rocker året benhårdt igennem sammen med de tre top-kyndige studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner.
Nedslagspunkter i 1983
– Hardcorepunken rykker i studieværten, der ser pogo, slamdans og stagediving udfolde sig til koncerten med engelske G.B.H. i København i marts 1983.
– Efterfølgende undrer studieværten sig: Hvorfor er der ingen bands, som kombinerer hardcorepunkens aggressive fart med metallens tyngde og gnistrende guitarer? Svaret følger pronto med årets debut album fra Metallica (Kill ‘Em All) og Slayer (Show No Mercy).
– Steffen Jungersen glæder sig over det fede metalliske rifferama på “Kill ‘Em All”, mens Michael Stützer hæfter sig ved den energi og friskhed, der præger albummet.
– Masser af interessante debutanter på den nye amerikanske metalscene anno 1983: Armored Saint, Exciter, Pantera, Savatage og Anthrax.
– Motley Crüe udvider fanbasen med Shout At The Devil; Twisted Sister mener det bogstaveligt med You Can’t Stop Rock’n’roll; Manowar spiller med metalmusklerne på Into Glory Ride.
Lyt til povcasten her:
– Nye album fra Saxon, Iron Maiden og Accept i 1983. Vi går i dybden med sidstnævnte, der laver en af de ultimative heavy metal-slagsange, “Balls To The Wall”.
– AC/DC producerer selv Flick of the Switch til kernefansene, mens ZZ Top laver moderne boogie-rock på mega-sællerten Eliminator.
– Motörhead får tilført feinschmecker-guitarsoli fra Brian Robertson på “Another Perfect Day”, mens Robertsons gamle band, Thin Lizzy, afrunder i dynamisk stil med deres sidste studiealbum Thunder and Lightning.
– Med Pyromania peaker Def Leppard som nr. 2 på den amerikanske hitliste, og giver et intimt show i København. Desværre er guitaristen Steve Clark i problemer i 1983.
– Dio anmoder os på det kraftigste om at komme op af stolen og skråle med på “Stand Up And Shout”, der åbner hans forrygende debutalbum Holy Diver.
– Ozzy kommer solidt videre efter det tragiske tab af Randy Rhoads året før. På Bark At The Moon var Rhoads erstattet af guitaristen Jake E. Lee, der gik rent ind hos Jungersen og Stützer.
– Black Sabbath forbløffer med Ian Gillan som frontmand på Born Again. Albummet skiller vandene. Jungersen og Stützer forklarer og samstemmer: Sabbath og Gillan skulle altså ikke have spillet “Smoke On the Water” den aften i Falkoner Teatret.
– Dansk heavy metal rykker med Pretty Maids og Witch Cross, som står på scenen til studieværtens metalkoncertdebut. Op på motorcyklen og afsted.
– Vi afrunder 1983 i den dunkle og absolut metallisk mesterlige afdeling: Mercyful Fates genredefinerende debutalbum, Melissa. Michael Denner fortæller om tilblivelsen og det telepatiske samarbejde med Hank Shermann, mens Steffen Jungersen står for metalliske superlativer de luxe.
God lytning og på tungt rockende genhør i metal-året 1984 om ca. 14 dage!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Fra venstre: Jens Jam Rasmussen, Michael Denner, Michael Stützer og Steffen Jungersen. Foto: Jan Eriksen
POV BUSINESS // PORTRÆT – Igennem mere end 25 år handlede Ole Chrintz’ professionelle liv om at sælge lykkepiller. Men selv fandt han først lykken for alvor, da han som 57-årig kvittede sit topjob i medicinalvirksomheden Lundbeck for at koncentrere sig om musikken. “Mit arbejde var blevet more of the same. Til sidst var det et overstået kapitel. Og så havde jeg jo alt den her musik stående oven i hovedet – og det stod så stærkt, at jeg tænkte, at nu er det dét,” forklarer han. Den tidligere topdirektør er pladeaktuel med et nyt album, Heartbeat under navnet OCZ.
Der er en scene i den populære, sejlivede Showtime tv-serie Billions, der i Skandinavien kan ses på HBO Nordic, hvor den ene af seriens to hovedpersoner, hedgefund-spekulanten Bobby Axelrod, er i knibe.
Egentlig har han inviteret tre venner med backstage til en Metallica-koncert. Bare fordi han kan, og fordi han er fan.
Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed
Men der er rod i Axelrods forretninger. Det bemærker hans åbenbart gode ven, Metallica-guitaristen James Hetfield og spørger, om der er noget galt.
“Yeah, it’s just bullshit,” siger Axelrod.
“I came out here to unplug, but I can’t. You know, really unplug. Do you mind me saying, I’d really like to get to a point, where I just fly, really feel free.”
“Yeah, I hear you. You should, man, you should,” svarer Hetfield.
“How do you do it, man?” spørger Axelrod.
”I play, man. I play,” svarer Hetfield.
Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed.
Ole Chrintz kunne. Trods stor succes var han kørt fast i sit arbejde i Lundbeck-koncernen. Og han valgte at gøre som Hetfield; spille, spille, spille.
Nu er han aktuel med sit første pop/rockalbum Heartbeat.
100 rejsedage om året i jakkesæt
Chrintz forlod Lundbeck som 57-årig efter at have bidraget til at løfte medicinkoncernen fra en omsætning på under en mia. kr. om året i 80’erne til ca. 16 mia., da han stoppede i 2016.
Men modsat mange andre selvpensionerede erhvervsmænd kom hans nye dagligdag ikke til at bestå af golf, bestyrelsesposter, rejser og andet til faget hørende.
Oprindelig blev Ole Chrintz ansat i Lundbeck i 1989 efter et par år i Industrirådet (det senere Dansk Industri), som han forlod, da yderligere avancement ville indebære fremførelse af Rådets politiske holdninger.
Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll
”Jeg ville ikke risikere at være nødt til at komme med politiske udtalelser, som jeg ikke nødvendigvis ville være enig i,” siger han til POV International med et lille grin.
Jeg møder Chrintz i hans hjemmestudie i en villa i Valby tæt på Valby Langgade.
Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll. Men først en tur omkring Canada, Brasilien og resten af verden.
Da Chrintz blev ansat i Lundbeck havde koncernen netop fået udviklet antidepressivummet Cipramil. Den daværende direktør Erik Sprunk-Jansen så internationale muligheder i medicinen, der hurtigt fik det populære tilnavn lykkepiller. Og det blev Chrintz’ opgave at åbne en flanke i Canada.
”Jeg ville gerne til Canada, hvor jeg havde været udvekslingsstudent. Jeg var gift med en canadisk kvinde, som jeg godt nok senere blev skilt fra, men det var stadig en god tid,” siger Chrintz, der rejste til Canada med en udviklingsplan i håndbagagen.
”Jeg åbnede et salgsdatterselskab derovre. Det var sjovt og spændende. Det gik rigtig godt. Jeg var meget glad for at bo i Montreal. Det er en skøn by.”
Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve
Lundbeck udvidede i Latinamerika.
På det tidspunkt var Ole Chrintz blevet gift med en brasilianer, og samtidig var Brasilien blevet det største marked i Latinamerika. Så det faldt naturligt at søge dertil samtidig med, at Chrintz stadig sad med det overordnede ansvar for Canada.
Men samtidig med, at han rykkede sydpå og fik to børn sammen med den brasilianske kvinde, efterlod han sig to børn i Canada, som han stadig gerne ville se så meget som muligt.
”Skilsmisser er sjældent lykkelige,” som han siger.
Efter nogle år i Brasilien rykkede Chrintz tilbage til Danmark til en stilling som koncerndirektør på øverste ledelsesniveau.
”Jeg var i corporate management group med ansvar for efterhånden større og større områder. Til sidst havde jeg ansvar for hele verden – bortset fra USA, hvor vi havde licensaftaler. Jeg rejste i Kina, Japan, Europa, Latinamerika, overalt. Jeg var nogle gange hjemme måske en dag – og så videre.”
Summen af et liv
Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve.
En følelse af isolation. Som han synger i en af sangene på Heartbeat, der helt tydeligt handler om den livsfase, som førte frem til beslutningen om at lægge livet totalt om:
”Sangen Bloody Mainstream handler om et opgør med et job af den type, jeg havde. Det er lidt en frustrationssang.”
Man skal finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed
“Det handler om at finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed. Hvor man skal være aligned,” siger Ole Chrintz og fortsætter:
”Den er skrevet lige efter, jeg stoppede. Ja, det er en slags opgør:
I’m so fucking tired of being alone in a crowd of people and nowhere to go. Time passes by, I’m so ashamed gotta check out before I go insane. Helt overordnet: Hvem er jeg i det her spil? Det havde jeg lyst til at sætte nogle ord på efter alle de år,” siger Chrintz.
Teksterne på hans plade er summen af livserfaringer, op- og nedture. Det er melankoli, forelskelse, skilsmisser, depressioner, frustrationer.
”Jeg husker først og fremmest de mange sjove mennesker, jeg har mødt. Det var opløftende. Jeg har haft utrolig mange interessante samtaler med så mange mennesker fra hele verden.”
“Det har været en kæmpestor livsoplevelse. Min sangskrivning er helt klart også inspireret af disse oplevelser og de forskellige kulturer,” siger Ole Chrintz.
”Jeg har en sang, der handler om skilsmisse. Også om mine egne skilsmisser – om børn der bliver klemt. Problemer med at se sine børn. Dårlig samvittighed. Men uanset at det er mine erfaringer, trækker jeg også på min fantasi.”
Fra businessman til følsom, kreativ kunstner
Selvom Chrintz havde travlt – meget travlt – glemte han aldrig musikken. Der var ikke så meget tid til guitaren, som han ellers var begyndt at spille på som teenager. Til gengæld var der musik omkring ham. Han ejede med egne ord “en mia. cd’er”. Gik til koncerter.
Et rødt træhus – en stuga – i Småland i Sverige spiller en vigtig rolle i historien om transformationen fra businessman til følsom, kreativ kunstner.
Huset var Ole Chrintz’ og hans nye kæreste Mettes refugium:
”Nogle gange ringede jeg til Mette på vej hjem til København og sagde, ’for helvede, hent mig i lufthavnen. Jeg skal bare op til stugan’. Bare det at vågne om morgenen og mærke total ro omkring sig. Al den svenske friske luft,” siger Ole Chrintz.
“Jeg har ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden”
Efter hans stop for tre år siden har han og en lokal tømrer indrettet et musikrum i stugans oprindelige aftægtshus, hvor han arbejdede med sine sange, mens han i øvrigt bare nød sit selvvalgte ’otium’.
Ambitionen var egentlig bare at indspille musikken til venner og bekendte. Men folk omkring begyndte at presse på. Kæresten Mette forærede ham nogle sangtimer hos en sanglærer, Anna Kruse, i gave. Hun blev igangsætter og inspirator og kunne se et potentiale i hans sange.
”Hun har først og fremmest givet mig selvtillid. ‘Kan jeg overhovedet synge ordentligt?’, spurgte jeg mig selv.”
Chrintz kom i kontakt med en karrierekonsulent i Dansk Musiker Forbund, som også skubbede på.
Det endte med, at samme forbunds pladeselskab hjalp ham med at udgive albummet Heartbeat, som han og en flok professionelle musikere har indspillet i studiet Village Recording i Vanløse.
Som tidligere erhvervsmand var du vant til at opstille scenarier og kalkuler over det forventede salg. Har du også gjort det med hensyn til din musik?
”Det er fuldstændig det samme, som når man vil udgive musik. Hvor bredt kan denne her medicin mon nå ud? Hvor bredt vil musikken kunne nå ud? Jeg har dog ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden,” siger Ole Chrintz.
Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt
– Hvad har vist sig som den største forskel mellem dit gamle job og dit nye liv?
”Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt. Det er mere dig som person, end den, du er, eller det, du repræsenterer, der interesserer de andre. Som erhvervsmand bliver man set på som den, man er i virksomheden.”
Alderen underordnet
Ole Chrintz har fået at vide af nogle professionelle, at hans rock- og popbaserede musik nok mest henvender sig til plus 35-årige. Det har han det helt fint med.
”Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok.”
“Vi bliver flere og flere. Vi har økonomisk styrke. Køber en masse tøj. Rejser. Jeg har ikke noget som helst imod at henvende mig til min egen aldersgruppe. Men derfra til at komme bredt ud. Det skal jeg til at arbejde med nu. Hvis jeg nu havde været kunstmaler. Der er det tilsyneladende nærmest en fordel at være over 60,” siger Chrintz.
Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok
”Relationer mellem mennesker er relationer uanset alder. Det er vigtigt, at mennesket er et socialt væsen. Der er ingen, der har godt af at sidde mutters alene.”
“De behov forandrer sig ikke, selvom man bliver ældre. Jeg skriver meget om relationer, ligesom helt unge skriver om relationer. Relationer er mange ting, også kærlighed. Kærlighed findes faktisk også hos os på 60”, siger han og uddyber:
“Men relationer kan jo også være at tænke tilbage til de ting, man har oplevet gennem livet. Jeg synes, man skal passe på med at ‘disse’ erfaring.”
– Er der noget, du savner ved dit gamle liv?
”De gode kolleger, som jeg heldigvis havde mange af. At grine med dem. De mennesker, hvor man bare behøver at ses – og så griner man igen. Der er mange gode minder. Ikke arbejdet. Det er et overstået kapitel nu.”
– Sidste spørgsmål: Har du solgt alle dine jakkesæt?
”Jeg har ét tilbage. Man ved ikke, om man får brug for det. Jeg ved godt nok ikke, om jeg kan passe det mere. Resten har jeg foræret væk,” siger Ole Chrintz. Med et bredt grin.
I vores Album Special kigger vi på enkelte eller som her to albums fra en enkelt kunstner, der har været med til at definere den enkelte kunstner og musikverden, og nu er tiden så kommet til Metallica.
Det blev til en hyggelig snak om de første spæde år i Metallicas karriere, hvor bandet tog et opgør med det mange ‘hårlaks-bands’ som Steffen kalder dem, og hvor blandt andet en producer i Danmark var med til at påvirke deres lyd.
Hør også, hvordan du kan vinde billetter til Metallicas koncert i Parken i København d. 11. Juli 2019.
Læn dig tilbage og gør dig parat til historier fra de vilde heavy tider i 1980’erne.
