Sådan en regnfuld mandag aften er man kommet til det rette sted , når keyboardspilleren indleder første nummer, ”Signs, High Times”, med Hohner Clavinet-lyd som på Stevie Wonders ”Superstition”.
Det er lidt af et tabernakel, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks har stablet på scenen i Amager Bio. Hele tolv sangere og musikere, heraf to trommeslagere.
Simpel hovedregning siger, at det næppe er for pengenes skyld, Tedeschi Trucks Band rejser rundt til mindre spillesteder som Amager Bio, hvor jeg i øvrigt også oplevede orkestret for tre år siden. Næh, det må handle om passion – musikpassion.
En klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel
Susan og Derek er rejsende i en egenartet, både inspireret og inspirerende version af americana – i mangel af bedre udtryk. Med referencer til og indflydelse fra – og til en vis grad gentagelse af -original blues, jazz, soul, folk, country, rock, psykedelisk rock, tilsat østerlandsk islæt. Derek Trucks unikke, poetiske slideguitarpil er over, under og midt i det hele i de tre timer, Amager Bio bliver forvandlet til et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum. Ofte nærmer temperaturen sig det febrile – dog undtaget næsten et kvarters improvisationer i slutningen af første sæt, som jeg kommer tilbage til.
Efter hver sin solokarriere har ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks spillet sammen de sidste 12 år. Hun påbegyndte tidligt en karriere som bluesmusiker. Han er født ind i sin metier. Onklen, Butch Trucks, var trommeslager i The Allman Brothers Band, som Derek senere skulle blive medlem af. Det var netop under en af dette bands turneer, han mødte Susan Tedeschi.
Tedeschi Trucks gør ikke noget to gange
Tedeschi Trucks udsendte for nylig hele fire EP’er, der nu under titlen I Am the Moon kan lyttes i helhed på streamingsites og købes som vinyl. Af princip optræder bandet aldrig med samme sætliste to aftener i træk. Som onkel Buck fra The Allman Brothers har sagt: Derek gør aldrig noget to gange.
Mandag aften i Amager Bio havde de valgt at bruge stort hele første sæt på den første EP med undertitlen I. Crescent. Bl.a. ”Circles ’Round the Sun”, der eksemplificerer, hvad Dereks multimusikalske multiband handler om.
Susan Tedeschi lagde ud med at chante på et soulet groove. Et stykke inde blev sangen brudt op omkring de tre blæseres småjazzede improer med, indtil det hele pludselig igen blev brudt op og udviklede sig i et folksy udtryk med afspilning af en stemme, der tilhører en folkemusiker ved navn Eddie Owens Martin.
Tedeschi Trucks Band. PR-foto
Eller i det 70’er-funkede ”Hear My Dear”, hvor en eller anden klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt klapsalver efter en orgelsolo. Her var det fortjent.
Hele tiden var der dette store bluesy, soulede swing i (big-) bandets levering et sted mellem klassisk Blood Sweat and Tears og et yngre band som The Roots.
Hvilket selvfølgelig især skyldes blæsersektionen, koret og de to super dynamiske trommeslagere, som skabte et forrygende groove, når det tog dem. Utroligt at det lyder så varieret og flydende med to næsten parallelt spillende trommeslagere – der skal bare et enkelt slag på en highhat til som markering, et enkelt brud, som en kontrapunktisk reminder om, hvor groovy det i øvrigt lyder.
Jeg kunne nævne en coverversion af Bessie Smiths klassiker “Gin House Blues”, hvor Trucks guitarspil indimellem mindede mig som George Harrisons guitarspil på “Yer Blues”.
Varmt og melodisk spil
Derek er stor fan af sin mentor, Gregg Allman, og af Eric Clapton. Faktisk lagde dennes gamle band Derek and the Dominos i sin tid navn til den talentfulde guitarist. Der er muligvis noget Clapton i Trucks ekvilibristiske spil, men han er først og fremmest sin helt egen en-mands workshop i evig bevægelse.
Og det fik man at høre i det, der endte som en næsten kvarterlangt improvisation. Det blev lige vel rigeligt – jeg anerkender, at rock-impro (heldigvis) ikke er det samme som freestyle jazz-impro. Trucks spil er avanceret, og han kan noget med at mangedoble sit spil og tviste akkorderne rundt til noget nyt, men han bevæger sig aldrig flere lysår væk. Hans spil er varmt og melodisk og måske ligefrem lidt melankolsk og altid meget præcist, også når han strækker tonerne.
Undervejs fik jeg associationer tilbage til forløberen for Amager Bio – koncerterne på Femøren i begyndelsen af 80’erne. Indimellem var der rigelig tid til at stirre på og fundere over skyformationerne over scenen, når en bluessolo overskred sidste holdbarhedsdato.
Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang
At kalde Tedeschi Trucks band et kollektiv er både rigtigt og forkert. Derek Trucks er bossen, ingen tvivl om det, han skaber ny lyd på sin guitar fra aften til aften – ikke at Susan Tedeschi ligefrem står i skyggen af sin ægtemand. Hun har skrevet mange af teksterne og melodierne, og med sin sang og sit regulære Bonnie Raitt-inspirerede spil shiner hun på sin måde.
Trucks er ikke på scenen for show off. Han spiller for at skabe stemninger og følelser. For at skabe blues og finde sin (leder-) plads i kollektivet.
Der var en fed vibe – for nu at bruge et udtryk, der er lige så retro som musikken – over bandets scenefremtoning. Man fornemmede, at musikere nød at spille, nogle mere end andre, og flere af musikerne havde soloer og solonumre. Især Gabe Dixon, der af og til optræder som opvarmning for bandet, skriver sange til bandet – og har plads bl.a. i duet med Susan Tedeschi i Dixons nye nummer ”I Am the Moon”.
Jeg har set bands, også i Amager Bio, der kan sammenlignes med Tedeschi Trucks Band, nemlig Little Steven and the Disciples of Soul og Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. Tedeschi Trucks Band har ikke uimodståeligt charmerende vildskab og tøjlesløshed som disse – og da slet ikke van Zandts begejstring for 6o’er pop og Motown.
Til gengæld viste koncerten i Amager Bio, at Tedeschi Trucks Band har udviklet et musikalsk udtryk, der nærmere peger frem end bagud, som det ellers er karakteristisk for bluesmusikken. Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang.
A storm is coming Let me be clear Your days are numbered The end is near
På denne mørke node indledes Blood in the Water på Bon Jovis nye album 2020. Jon Bon Jovi er vred. Sådan rigtig vred.
Modsat andre, der hælder deres galde ud over de såkaldt sociale medier, har han sammen med de fire andre i Bon Jovi indspillet albummet 2020. Her tegner kammerat Jon skitser til et samlet portræt af et USA, hvor corona, heksejagt mod indvandrere, skoleskyderier, politibrutalitet, drabet på George Floyd, white supremacy, racisme, krigene i Mellemøsten og den personificerede ondskab i Det hvide hus puster til mareridtet i de sidste slumrende rester af den amerikanske drøm.
Med et skarpt riff fra Richie Samboras afløser Phil X og et Coldplay-agtigt kor blæser Jon Bon Jovi til kamp allerede på det første nummer
”America’s on Fire”, synger Jon Bon Jovi videre i det næste nummer Do What You Can.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren.
På 2020 støder man på linjer som:
“Got this painful ringing in my ear / From an IED last night / But no lead-lined / Humvee war machine / Could save my sergeant’s life.” (Unbroken).
“God damn those 8 long minutes / Lying face down in cuffs on the ground” (American Reckoning – om George Floyd og Black Lives Matter)
“Dear God I wanna pray / But tonight I have my doubts / When I think about those families now” (Lower the Flag – om skoleskyderier)
BON JOVI. NYT ALBUM 2020
Alvoren er med bibelske referencer endnu større i det sydstatsrockende Brothers in Arms, hvor Bon Jovi har lånt riffet fra David Bowies Jean Genie og groove fra Creedence Clearwater Revivals Run Through the Jungle, og hvor Phil X også her stikker med sin spade, så det er en fryd.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren. I flere numre er der referencer til den mere blå, fragmentariske melankolske indierock-stil. I andre lyder det som det Bon Jovi, vi kender.
Kommer vi nogensinde til at lytte til balladen Story of Love til en koncert vil der være rigeligt rum til både mobiltelefoner og old school ligthere – og der er Phil X med en af disse bevingede melodiøse guitarsoli, som denne anmelder ville byde op til kinddans, hvis det var en kvinde. Og jeg i øvrigt kunne danse.
Mellem stort set hvert trommeslag, strofe og riff på denne plade fornemmes noget, jeg vil kalde New Jersey-ånden. Du er velkommen til selv gøre regnestykket her – men også lyden af Little Steven Van Zandts seneste plade- og liveprojekter genhøres i Let it Rain. Nu er der tematiseret over regnen som symbol siden Noah og syndfloden, men her er vist også et par hilsener til Bob Dylan og John Fogerty. Nedtonet, men stærkt udtryksfuldt produceret, som det er, kunne American Reckoning snildt være et Springsteen-nummer fra Human Touch/Lucky Town-æraen.
Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland.
Måske for at omfavne country-trenden har Jon Bon Jovi inviteret sangeren Jennifer Nettles med på en genindspilning af Do What You Can (se videoen nedenfor), som hun en gang gjorde til et countryhit. Nu med opdateret corona-tekst. Uanset hvad der måtte være af kommercielle motiver bag, passer det nummer fint ind her.
I sig selv er 2020 et mægtigt rockalbum om og til tiden. Den femte stjerne får Jon og hans Bon Jovier for modsat så godt som alle kollegerne fra MTV-æraen stadig at lade sig inspirere, bygge på, forny sig selv. Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland. Det klæder i det hele taget bandet, at de har ladet de mest papmachéagtige rockklicheer blive hjemme i 80’erne.
Jon Bon Jovi er ikke den første og næppe heller den sidste kunstner, der kommer til at fabulere over Covid-19 som symbol på USA’s forfald i almindelighed. Men foretrækker du vredens druer serveret med en bismag af klassisk melodiøs rock er 2020 det rette. Foretrækker du håbet som udgangsreplik, skal du købe/lytte til den udvidede version med tre bonus tracks. Eller som i sangen i videoen stole på, at “the everyday heroes” endnu en gang gør forskellen.
I 2017 udgav Little Steven van Zandt albummet Soulfire – efter femten års pause, der blev brugt på tv-serierne Sopranos og Lilyhammer samtidig med, at han passede sit faste job som sideman i Bruce Springsteens E-Street Band.
Betegnende for Little Stevens projekt indeholdt Soulfire mest numre, som han havde skrevet til andre kunstnere tidligere i karrieren.
Efter pausen og en solokarriere, hvor han tidligere havde markeret sit store politiske engagement, søgte han at genopfinde sig selv i den musik og den spirit, der prægede ham dengang, han begyndte sin karriere i diverse bands i og omkring Asbury Park, New Jersey.
Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park
Det var et eksperiment, som blandt bragte ham to gange til Danmark, hvoraf jeg så ham en gang i Amager Bio.
Dengang i november 2017 forlod jeg Bioen som et lalleglad menighedsmedlem, der netop var rystet igennem en gennemmusikalsk katarsis i den bandana-klædte pastors gospelkirke. Heldigvis er Steven ikke alene fortsat med at turnere med sit 16 personer store band, han er også begyndt at skrive nye numre, der tidligere i år udkom på albummet Summer of Sorcery.
Allerede i det første nummer ”Communion” fra samme album var den der, stemningen, der kan være lige så svær at beskrive, som den vel i bund og grund er såre enkel: Følelsen af fælleskab, communion.
Det blev efterfulgt af et andet nyt nummer, den solskoldede, feststemte mambo ”Party Mambo”, inspireret af et besøg i Caribien.
Som det ligger i bandnavnet er soul (tilføjet et ’rock’) det nærmeste, man kommer en beskrivelse af spillestilen, men det er alligevel ikke sådan helt dækkende.
Doo-wop og møgbeskidt blues
For i næste nummer “Love Again”, der er en slags overskrift på den sommerstemning, Steven forsøger at fremmane med sin musik, var vi med snuptag fløjet fra Cuba til Jerseyside med doo-wop og tidlig Tin Pan Alley 60’er-rock i bagagen.
Med saxofonisten helt fremme ved scenekanten i solo så charmerende og forrygende, at hårene på armen rejste sig.
Fulgt op af en møgbeskidt omgang tyktflydende tidlig 70’er bluesrock i “I Visit the Blues” og “Gravity”.
Jo, jo den bliver liret af deroppe på scenen. Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park.
Dertil kommer en spilleglæde, Steven åbenlyst deler med sit store orkester.
Måske er en del af forklaringen, at bandlederen entydigt vægter det kollektive udtryk med rum til alle musikere. Vel er der soli, også fra hans egne guitarer, men de er fordelt nogenlunde ligeligt. På forhånd kunne man måske have frygtet/håbet, at han ville bruge lejligheden til at kaste sin egen sustain ud over det sagesløse publikum. Især taget i betragtning, at han efterhånden mest har rolle som rytmeguitarist i The E-street Band.
Men også den anden guitarist, blæserne og især keyboardspilleren Lowell Levinger, der som medstifter af kultbandet The Youngbloods er en af van Zandts 60’er-helte, havde plads.
Skamløst storforbrug af Phil Spector-referencer
Undervejs spillede bandet tre af de numre, Bruce Springsteen og van Zandt har skrevet til New Jersey-legenden Southside Johnny. De er måske nok skrevet som en håndsrækning til en gammel ven, men de er ikke mindre medrivende, spændstige eller for den sangs skyld interessante end så meget andet, som en indramning af den lyd og gospel, der opstod i klubber som The Stone Pony og Asbury Lane i Asbury Park.
“Love on the Wrong Side of Town”, der med sit diskrete lån fra “Needles and Pins” og skamløse storforbrug af Phil Spector-referencer med tryk på det digitale Glückenspiel emmede af den æras musikalske uskyld. Mine mundvige søgte helt af sig selv mod nord.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen
”A World of Our Own” lød, som hvis Steven og hans femten håndlangere på scenen, havde taget alvoren og new wave kanten ud af Elvis Costellos ”Olivers Army” og losset instrumentale lag på, så nævnte Spector ville blusse.
Ikke at der ikke også var alvor i Amager Bio. Blandt andet med reference til Sydafrika, som Costello i øvrigt også synger om i “Olivers Army”.
Som næstsidste nummer spillede souldisciplene en version af Little Stevens egen antiapartheid-sang “Sun City”, der, som han med klædelig ubeskedenhed sagde, fjernede apartheid. Var det bare så enkelt, hvorfor så ikke skrive en sang om Donald Trump, men det er en anden sag.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen. Som blandt andet fandt et musikalsk udtryk i ”Vortex”, også fra det nyeste album.
Det var så også i dette nummer, jeg endnu en gang bemærkede, hvor fremragende musikere, souldisciplene er. Præcise og skarpe på breaks i det svovlhvæsende, chilihede funky beat lagt i hænderne på den medlevende perkussionist, trommeslageren og bassisten. Dén sikkerhed og soulfeeling… Netop denne blanding af strittende spilleglæde og kompetence er en stor del af forklaringen på, at det føltes som én stor fest, trods de mange genreimpulser.
Hvis The Disciples of Soul minder om et andet orkester, er det funkpionererne Sly and the Family Stone, mener van Zandt selv. Efter at have hørt de mere funky numre er man tilbøjelig til at give ham ret.
Undervejs hyldede manden i front sit kor som en refleks af de første sorte kvinder, der stillede sig i front på scenen – uagtet at de ikke selv havde skrevet musikken, var det grupper som Martha and the Vandellas, The Marvelettes, The Shiffons og The Shirelles, der tog de første store skridt fremad for unge, sorte kvindelige musikere.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads
Måske kan den musikalske kærlighedsaffære i Amager Bio i virkeligheden bedst beskrives med det, der heldigvis manglede i Amager Bio: Elefanten, der ikke var i rummet: Bruce Springsteen. Bortset fra en enkelt joke, da Steven præsenterede et Southside Johnny-numrene:
”Mr. Springsteen er arbejdsløs for øjeblikket. Derfor sørger vi for, at han får lidt rettighedspenge ind… Det er sådan, det er. Vi tager hånd om hinanden i New Jersey.”
Underforstået: ”Jeg ved godt, at I godt ved, at Mr. Springsteen er fantasistratosfæriskmilliardær”. (Nogle af os ved også, at Mr. Springsteen ikke ligefrem overbetaler medlemmerne af The E-Street Band).
Et taknemmeligt ‘Sha-la-la-la-la-la-la’
Så meget desto større respekt for van Zandts projekt. 16 musikere plus det løse der rejser verden rundt og bevidst kun optræder i små klubber for den rette, tætte stemnings skyld. Det eneste overskud, der kommer ud af det er af musikalsk art. Det er til gengæld stort.
Ikke et sekund savnede jeg van Zandt trække på den betragtelige kapital, der udgøres af Springsteens sangskat – hvoraf Steven har påvirket adskillige sange, bl.a. ”Born to Run” og ”Tenth Avenue Freeze Out”. “Bobby Jean” siges ofte at handle om de to mænds venskab.
Hvis Bossen var med, var det nærmere som en spirit in the night, en medskyldig fra dengang, ånden blev skabt. Meget betegnede var de svageste punkter i sættet et par gamle arketypiske 80er-sange, som Little Steven skrev kort efter, han havde brugt med The E-Street Band.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads.
Da jeg forlod Amager Bio efter to en halvtimes dukkert i musikkærlighedens heldigvis uudtømmelige kilder og en finale med den prægtige twist-parafrase “Soul Power Twist”, “Sun City” og highway-rockeren “Out of the Darkness”, var der ikke så meget andet tilbage end at udråbe et taknemmeligt ”Sha la la la la la la” for The One, The Only Little Steven.
Little Steven and the Disciples of Soul, Amager Bio, mandag 5. august 2019.
I denne podcast gennemgår vi fem af årets vigtigste festivaler. Hvad bliver værd at tjekke ud? Det er samtidig premieren på et nyt Mediano Music-koncept ‘Lydlandskabet – med Jan og Tanja’.
Og så kan du vinde to billetter til Tønder Festivalen, som vi omtaler i podcasten. Læs forneden, hvordan du gør.
Tanja og Jan taler om deres første festivaloplevelser i hhv. 1979 og 2008. Tanja opsummerer sine oplevelser på årets Spot Festival i Aarhus, hvor hun opdagede en del helt unge kvindelige kunstnere – hør en sjov anekdote om Beta. Jans, synes primært han selv, sjove anekdote fra Tappernøje om Little Steven, der spiller på Jelling Festival. Tanja får studiet til at danse til Alice Mertons hit ‘No Roots’. Merton optræder på Northside. Tanja forsøger at forklare den hypede Billie Eilish, Jan forsøger at forklare sin begejstring for Lana del Rey, der optræder på Tinderbox.
Tanja spiller et nummer med et af Roskilde Festivalens mange spændende navne Stella Donnelly – og Jan har fundet et af sine absolutte yndlingsnumre med gamle Bob Dylan frem.
Endelig er vi omkring Tønder Festivalen – blandt andre countrystjernen Kacey Musgraves mand Ruston Kelly. Og countrylegenden John Prine.
Vil du gratis med på Tønder Festival? Alt du behøver at gøre er at gå ind på facebook og skrive dit navn i kommentarfeltet på dette afsnit. Så deltager du automatisk i konkurrencen om to billetter.
Du kan høre afsnittet her:
Værter: Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro
Producer: Peter Rubek Nielsen
