For ikke så længe siden havde Signe Svendsen et arrangement i en vinklub. Et af den slags job, som mange kreative af og til tilbydes. Venligt, imødekommende publikum, god stemning, god hyre. “What’s not to like?” I gamle dage kaldte entertainere den slags ”at lave en forening”.
Men som ved de fleste andre arrangementer, hvor der er alkohol involveret, kan enkelte gæster blive højrøstede og smådumme at høre på – og hvis den optrædende er kvinde, direkte sexistiske.
Sådan har det altid været, og sådan blev det igen, da Svendsen satte sig til at synge og spille sine nye sange. Alligevel føltes det som om, noget var forandret her i år fem efter den anden store MeToo-bølge.
”Jeg havde virkelig glædet mig, og jeg havde godt fat om publikum. De var virkelig søde. En tredjedel inde i andet sæt var der nogle mænd i baren, der åbenbart ikke længere kunne holde sig i ro. De havde fået nok vin til, at de begyndte at råbe,” siger Signe Svendsen.
Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse
Jeg møder Signe Svendsen i POV’s lokaler i indre København. Da jeg oplevede hende og hendes band spille på Tønder Festival i år, blev jeg nysgerrig på tre af hendes nye sange, som gjorde stort indtryk. Det skyldtes sangene i sig selv og måden, de blev fremført på af bl.a. de allestedsnærværende Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. Sangene optræder alle på det nye album Hvem vil ikke elskes igen.
”Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at sætte dem i baren på plads, hvilket faktisk er lidt ubehageligt overfor det øvrige publikum – og svært at gøre uden at skabe dårlig stemning.”
Efter koncerten begyndte mændene at råbe. De ville have en selfie og tale med Signe Svendsen. Hun tænkte, at de faktisk havde ødelagt koncerten lidt for hende, så hun gad ikke lige komme ud til dem. Faktisk ville hun helst være fri for at se dem. Hun bad sin lydmand bede arrangørerne om at smide de højrøstede ud.
”Da jeg kom ud, kunne jeg se, at der alligevel stod en og ventede. Men jeg kunne simpelthen mærke i mig selv, at al denne empowerment, der har været blandt kvindelige musikere de sidste par år gjorde, at jeg kunne bevæge mig forbi ham uden at se på ham. Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse,” siger Signe Svendsen.
Signe Svendsen og debatten om køn
For præcis to års siden, stod hun og 96 andre kvindelige musikere frem i en artikel i Politiken, hvor de fortalte om tilfælde af sexisme og overgreb i musikbranchen. Artiklen satte for alvor skub i diskussionen om køn i musikbranchen. Så ja, det går faktisk lidt i den rigtige retning lige nu, mener Svendsen.
”Jeg bliver nødt til at tro på, at debatten har rykket noget. Jeg får tit henvendelser af typen: Vi har dette arrangement, og vi kan se, at vi nok hellere også må have nogle kvinder på scenen. Vi kontakter lige dig. Personligt vælger jeg at sige, ”Ja, ja, whatever”. Det er et skridt på vejen i den rigtige retning. Vi er i en overgangsperiode. Jeg bliver ikke sur eller siger: “Jeg vil bookes for den, jeg er, og ikke fordi jeg er kvinde,”” siger Signe Svendsen.
Der har været stor debat om repræsentation, som det kaldes. Altså at der etableres konkrete mål, f.eks. for hvor mange kvindelige musikere, der i en given periode skal spilles i radioen eller optræde på en konkret festival.
“Det kan ligeså godt gå i sig selv, hvis vi ikke forholder os til konkrete måltal. Jeg tror, at der er nødt til at være repræsentation netop i den overgangsfade, vi er inde i nu,” siger Signe Svendsen.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift
Med et udtryk fra en anden forgrening af #staywoke må man nok erkende, at det med sex, drugs and rock’n’roll er systemisk. Det er en form for grundvilkår. Udtrykket beskriver et drive, der har fået mænd og kvinder til at søge frem på scenen og føre sig frem – ofte på andres bekostning, for nu at sige det på den måde. Ofte i form af voldelige overgreb på kvinder. Det kommer nok til at tage tid.
”Fuldstændig. Den kultur, musikbranchen er båret af, er stadig rundet af det. Heldigvis mærker jeg et nybrud. Det er f.eks. blevet mere almindeligt at sidde i et backstagerum med lige mange kvinder og mænd. Også på teknikersiden,” siger Signe Svendsen, og tilføjer:
”Ting, vi sagde for 10-15 år siden, hører vi ikke længere. Jeg siger med vilje ’vi’, for jeg har selv snakket med, jeg har selv godtaget det, selv holdt kæft, hvis nogen sagde noget dybt sexistisk om en kvinde, der var på spillestedet eller var med i et andet band. Jeg sagde ikke et kuk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det kan vi takke debatten for. At vi nu er i stand til at sige fra. Sige: stop det.”
Historierne om oldemor Lydia
Efter i omkring 2000 pludselig at være blevet verdensberømt i Danmark med Rollo & King og derefter at have brugt nogle år som tv-vært sammen med bl.a. B.S. Christiansen, har Signe Svendsen etableret sig som indie rock musiker. Hun har udgivet fem album. Hun har jævnligt turneret (med Niels Hausgaard).
En af sangene på Hvem vil ikke elskes igen tager udgangspunkt i historien om Signe Svendsens oldemor, Lydia. Hun var en stærk og handlekraftig kvinde. Oldebarnet Signe håber, at hun bærer noget af Lydias styrke i sig. Måske i blodet, måske som en konsekvens af historierne, overleveringerne om oldemoren.
Eftersom mormoren var plaget af psykisk sygdom og derfor ofte indlagt og ude af stand til for alvor at være til stede for nogen, blev oldemor Lydia reelt Svendsens mormor.
”Vi var ikke så mange på min mors side. Juleaften var det tit bare min mor, Lydia og mig. Vi var tit bare kvinder, når vi var sammen.”
Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv … De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder
Lydia var meget agil. En høj og rank kvinde med store, hærdede hænder. Hun havde arbejdet i roemarkerne, siden hun var 13.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift. Underkjoler, jeg kunne klæde mig ud i. Hun lod mig bare gøre det hele.”
Det kunne lyde som en af de sange, syngepigerne i Bakkens Hvile synger: I sin ungdom havde oldemor Lydia arbejde som stuepige på Palace Hotel på Rådhuspladsen. Det hedder sig, at Lydia en aften mødte en klaverbokser på Bakken. Mormor blev sandsynligvis undfanget den aften et sted i Dyrehaven. Lydia så aldrig mere til ham.
Efterfølgende måtte hun sende sit barn i pleje og tog tilbage til Odense, hvor hun fik et arbejde på danserestauranten i Hotel Brockmanns.
Kunder om natten
“Begge mine forældre kender historier om, at Lydia havde faste kunder om natten for at få råd til at få sin datter tilbage. Det blev der talt om ude i byen. Det var af ren nød. Hun ønskede brændende at skabe et hjem for sin datter. Til sidst fik hun råd til et rækkehus i Skibhuskvarteret i Odense, hvor hun kunne bo med sin datter og en ny mand, Charles.”
– Hvad kan du bruge den historie til?
“Jeg synes, den er relevant, fordi det kan lære os noget om, hvor vi kommer fra. Det er et traume, der kan gå igen fra generation til generation i mange forskellige former. Man ved jo godt, at man viderefører det. Spørgsmålet er, om der er en del af den fortælling i mig. Det er vigtigt at sætte ord på og huske.”
Signe Svendsen på årets Tønder Festival. Foto: Flemming Jørgensen
– Man kan nok altid bruge historierne til at forstå sig selv lidt bedre?
“Ja, det der sidder i mig i forholdt til Lydia, er driften mod overlevelse. En høj arbejdsmoral. Det med at kæmpe for tingene. Måske uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at jeg måske fornemmede det allerede som barn. Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv. Det gjaldt for mange kvinder i deres generation og tidligere. De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder.”
I begyndelsen af Corona-året 2020 rejste Signe Svendsen til Nyborg for at være sammen med sin mor. Efter en skilsmisse trængte moren til selskab og støtte. Der blev talt meget i den periode, bl.a. om Lydia – og om familie, historier og anekdoter. Og når der ikke blev talt, gik datteren lange ture i Nyborg og omegn. Det var en periode, hvor hun uden det egentlig var tænkt sådan, kom tættere og tættere på sine rødder. Inspiration til nye sange opstod.
Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise, der kysser hinanden og kører ud over skrænten
”I 2020 bestilte vi ikke andet end at gå ture, så jeg gik meget rundt i Nyborg. Kunne stoppe ved et hus og tænke, ”Gud ja, kendte jeg ikke en, der boede derinde?” Jeg kan se i mine notesbøger, at mine ideer begyndte at opstå på det tidspunkt. Det er enormt svært at skrive noget om parhold og kærlighedsliv, når du ikke ser andre mennesker. Jeg havde ikke lyst til at skrive sange om mit joggingtøj. Og jeg havde vitterligt ikke lyst til at skrive en Corona-plade,” siger Signe Svendsen.
Delvis inspireret af morens skilsmisse opstod sangen Hvem vil ikke elskes igen. Den virkede meget stærk, da Svendsen og hendes band spillede den i Tønder. Det viser sig under interviewet, at hun kort forinden havde haft en ubehagelig oplevelse, som kan have været med til at gøre hendes optræden endnu mere hudløs, end sangen i sig selv lægger op til.
”Den er en ind-til-benet break-up sang. Jeg har opfundet et par og skrevet teksten med alle mulige andres historier i hovedet. Jeg ved lige præcis, hvordan det par ser ud. Jeg ved lige præcis, hvordan situationen er. Min mand spurgte mig, da jeg spillede den for ham: ”Skatter, skal jeg være urolig?” ”Nej, det skal du ikke”. Jeg har ikke selv været tæt på at gå fra min kæreste, men jeg tror, at mange har det sådan, at det, der afholder dem fra at tage valget at gå, er tvivlen – bliver vi stadig elsket? Kan vi elskes igen?”
Den evindelige længsel
For manges vedkommende går tvivlen nok hånd i hånd med en mere eller mindre kronisk længsel, som er svær at sætte ord på. Det behøver ikke være længsel mod andre mænd eller kvinder eller mod sandstrande med palmer. Bare længsel – mod noget … I bedste fald som en drivkraft.
“Den længsel er helt klart brændstof for mange, længsel som et vilkår. Vi kan netop godt gå rundt i vores lejlighed eller hus mellem vores kære og længes efter noget. Jeg tror, vi gør det alle sammen … det er sjovt, på portugisisk hedder det fænomen saudade.”
I Brasilien og Portugal regnes saudade som en del af folkesjælen. Det er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen, som man holder af, elsker, som ikke nødvendigvis er virkelig. Desuden rummer det ofte en viden om, at længslens genstand aldrig kan fås eller nås igen. Ordet kommer meget betegnende af det latinske ord for ensomhed.
Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi
“For mange år siden var jeg ret optaget af brasiliansk musik. De synger hele tiden om saudade. Ikke på en negativ måde, men om længsel som en drivkraft i sjælen. Det, der driver os til at række ud efter hinanden, det er en opløftende følelse. Jeg tror, at når musik af den type rammer mange, er det jo netop fordi, man føler sig set. Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt,” siger Signe Svendsen.
På sine mange ture i Nyborg oplevede Signe Svendsen en form for saudade. En dag passerede hun det sted, hvor en af hendes første store forelskelser boede, dengang der endnu ikke var bro mellem Nyborg og Korsør. Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi.
“Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise (Susan Sarandon og Geena Davies i filmen med samme titel, red.), der kysser hinanden og kører ud over skrænten til sidst i filmen. Jeg forsøgte at skrive en lovesick sang ud fra det billede. Da jeg var meget i Nyborg, kom jeg nok i kontakt med den unge måde at være forelsket på. Det var i den by, jeg oplevede mine første forelskelser. Det var der, jeg testede hjertet første gang.”
Signe Svendsens nye sange kan testes på hendes turne i november:
”Nogle gange har jeg tænkt, hold kæft en lortehånd, jeg har fået.”
Historien om The Funeral kunne begynde på flere forskellige tidspunkter i Stine Vegas liv. Det er jo sådan, det er. Begivenheder er forårsaget af andre begivenheder og igen forudsætning for andre kommende.
Det kunne f.eks. begynde med Stines forældres skilsmisse, da hun var bare to år gammel. Det kunne begynde, da hun første gang hørte det urovækkende musikalske tema til Twin Peaks, eller da hun hørte Neil Youngs musik til Jim Jarmusch-filmen Dead Man. Eller da Stine og hendes ven, guitarist og producer Lars Skjærbæk fik pladekontrakt under navnet StripClubJunkies. Eller da Stine endelig blev diagnosticeret med ADD og som bipolar.
Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger
Men her begynder historien den 6. januar 2009 i en lejlighed på Vesterbro. Bare små tre måneder efter hendes første soloalbum var færdigindspillet.
”Jeg skulle holde fødselsdag, og jeg erindrer, at der skulle komme 30 gæster,” siger Stine Vega til POV International.
Vi taler sammen på Skype. Af en eller anden grund virker kameraerne ikke, hverken i Lyngby eller Langå. Sikkert noget banalt. Ingen af os er teknik-nørder. I stedet taler vi uden billede. Selv uden billede fornemmes en tone, der veksler fra alvor over smerte til afklaring, tør humor og musik i det meste af det, der bliver sagt.
”Det kan være svært at huske i dag, men, ja, det var voldsomt grænseoverskridende. Mit hjem lignede … ja, det så farligt ud. Jeg kunne overhovedet ikke overskue at skulle op at brygge kakao og bage boller. Jeg ringede til min veninde og sagde, at jeg ikke kunne se, hvorfor jeg skulle være her. Der var intet tilbage i mig. Jeg har altid haft dødsangst, og da hun hørte mig sige, at jeg overvejede at stoppe selv, ringede hun efter en taxa. Hun hjalp mig igennem. Til sidst fandt jeg mig selv i en taxa på vej til det psykiatriske center i Hvidovre,” fortæller Stine Vega, der var indlagt i fem uger.
Stines stue lå tæt på skadestuen. Derfor kunne hun høre klokken ringe igen og igen.
”Jeg syntes, at der var lidt spild, at jeg lå der og optog plads for andre, der måske havde mere brug for det. Der var en sygeplejerske, der kiggede meget kærligt, men bestemt på mig: ”Der er en grund til, at du her, Stine”.”
Sindet var ikke til uddannelse
Inspireret af Voxpop, Jomfru Ane Band og Røde Mor begyndte Stine Vega at spille guitar som tiårig i morens hjem i Langå. I takt med, at hendes psykiske problemer efterhånden blev større, begyndte Stine allerede som teenager at bruge sangskrivningen som en ventil. Hendes sind var ikke til uddannelse – i stedet rejste hun til København for at forsøge sig med musik,
I 1995 mødte hun guitaristen Søren Andersen, der i dag er kendt fra Electric Guitars og Glen Hughes og senest har været på turne med Sanne Salomonsen. Sammen med en anden stor dansk guitarman, Lars Skjærbæk, udsendte Stine Vega i 2000 albummet Stripclubjunkies. Singlen med samme titel og især hittet T-shirtman hærgede dansk radio i de år.
Stine havde en pladekontrakt og et album klar i oktober 2008. Men så, ja… Efter sin indlæggelse i Hvidovre i januar 2009 flyttede hun hjem til sin mor og stedfar i Langå.
STINE VEGA, FOTO: PER BIX
”Jeg ejede ikke en klink. Hjem til min søde mor, som desværre viste sig at have udviklet et kraftigt alkoholmisbrug på det tidspunkt. Så der kom jeg fra mit eget rod til rollen som pårørende til en misbruger,” siger Stine Vega.
”Jeg besluttede, at jeg ikke ville vende tilbage til musikken igen. Der var alt, alt for meget, jeg skulle have styr på. Jeg havde den her tro på, at jeg udover at redde mig selv også kunne redde min mor. Jeg så slet ikke, hvordan jeg skulle kunne rejse ud at promovere den plade, der var indspillet. Heldigvis viste pladeselskabet sig at være forstående, og projektet blev skrinlagt.”
Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange
Ni år senere, i forbindelse med en festival i Langå, mødte Stine Vega sin gamle ven Søren Andersen, der optrådte med Electric Guitars. Under samtalen spurgte han, om der ikke var noget med, at hun havde en plade liggende i Medley studiet, som han i mellemtiden havde købt sammen med nogle andre. Desværre viste det sig, da Andersen vendte hjem til Vesterbro, at harddisc’en med Stines plade var bortkommet.
”En af de ting, jeg har taget til mig, er, at jeg altid har fået at vide, at jeg er god til sangskrivning. Selv synes jeg også, at jeg er en god tekstsnedker. Jeg ved ikke, om jeg er en særlig god performer. Jeg tror, Søren kunne huske, at der var nogle gode numre. I hvert fald tilbød han at være med til at genindspille pladen. Det er en meget flot gestus af ham,” siger Stine Vega.
Efter sin mors første selvmordsforsøg besluttede Stine, at hun var nødt til at gøre noget, der gjorde hende glad og gav mening. Det blev forstærket, da det senere endelig lykkedes moren at tage sit liv.
”Jeg frygtede at ende samme sted som hende. Jeg vil gerne kunne sidde som 50-årig og tænke, jeg gjorde noget. Det at nå derud, hvor man tænker om sit liv, at det ikke er noget værd… at sige, som min mor sagde: ”Mit liv er som lunkent vand, ikke til at bade i, ikke til at drikke”. Derfor kastede jeg mig ud i dette pladeprojekt.”
Pladen fuld. Banko
Alle sange på The Funeral tager udgangspunkt i Vegas liv.
”Der skal være gods i mine tekster. Jeg skal kunne mærke det, jeg skriver om. Der er en historie i alle mine numre. Og virkeligheden var, at jeg mærkede alt, alt for meget i den periode”, fortæller Stine Vega.
Sangene skrevet i 00’erne i perioden efter Strip Club Junkies kortvarige succes. Der var mange, mange tanker i hovedet. Tristhed og glæde. Energi og virkelyst på toppene og depressioner i slugterne.
”Jeg har snart pladen fuld på psykiske lidelser. Banko. I 2017 blev jeg diagnosticeret bipolar til depressiv side. For bare to måneder siden diagnosticeret med ADD. Jeg har meget svært ved at blive i det, jeg beskæftiger sig med. Også når jeg prøver at skrive nye sange.”
Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line – han har en evne til at skrive tekster, så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening.
I dag er Stine Vega medicineret, og det er både godt og skidt. Mest godt.
”Da jeg blev ordentlig medicineret, mistede jeg mine hypermane perioder, hvor inspirationen skinnede. Jeg bliver nærmest åndeligt afklaret i de perioder. Det er da fedt, det bedste i hele verden. Men så er der jo dykkene. Jeg savner de gode perioder, vil jeg gerne erkende. Jeg savner ikke dykkene.”
Hvad hun ikke vidste, da hun i 2008 indspillede den første version af The Funeral, ved hun nu. At sangene fortæller en historie om barnet, der følte sig alene og anderledes, og om en ung kvinde, der famlede sig frem, og som bar på en tung byrde.
”Da jeg voksede op i 80’erne og 90’erne, var der ikke fokus på børn med diagnoser på samme måde, som der er i dag. Jeg er sikker på, at min mor har kæmpet med de samme ting uden at kende sine diagnoser. Hun prøvede at drikke det væk,” siger Stine Vega.
”Hvis børn har fysiske skavanker, er der et stort sikkerhedsnet. Heldigvis. Men hvis det er hjernen, er det noget med: ”Du er doven. Tag dig sammen. Kom nu. Man kan, hvad man vil. Det er ikke så slemt. Det bliver godt i morgen.” Vi tager vores signalstoffer for givet. Jeg kan få det dårligt, når jeg tænker på, at børn kan gå rundt med alt muligt, uden at det bliver set. Det skal der gøres noget ved. Vi skal lære at komme det i møde. Nå jeg tænker på, hvordan mennesker, jeg elsker, har sat spørgsmålstegn ved mine diagnoser, mærker jeg vreden. Jeg hører nogle gange folk sige. ”Ja, ja, ja, børn har så mange diagnoser i dag. Det er vist moderne,” siger Stine Vega. En lille tår kaffe og så fortsætter hun:
”Ved du hvad, Jan? Der er stadig lang vej at gå endnu.”
Den lille pige, der ikke blev set
Sangen, der er endt med titlen The Funeral, ville hun egentlig gerne have kaldt Gimme Shelter.
”Det blev nedstemt. De andre mente, at det var for meget Rolling Stones. Men det var den følelse, jeg hele tiden havde i mig, at jeg ikke havde noget skjold, ingen beskyttelse. Dengang savnede jeg et ly for stormen. Jeg havde den her drøm om at finde den, der kunne fuldende mig. I dag ved jeg, at der ikke kommer nogen og fuldender mig. Det er der kun en, der kan. Og det er mig selv.”
Handler titlen The Funeral om din mors begravelse?
”Jeg lider af bimlende, bamlende dødsangst. Så det blev en udfordring af mig selv at turde bruge den titel. Nu begraver jeg alt det gamle ved en fin begravelse i form af en sang. Nu, hvor jeg har mistet begge mine forældre, er begge mine halvdele væk, som jeg sagde til min stedfar. “Ja, så kan det jo være, du bliver hel”,” svarede han tørt”.
En anden af pladens markante sange bærer titlen Stoned. Det er en duet med Bjørn Fjæstad, hvor en kvinde bliver afvist kontant.
Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu,
”Der var faktisk en mand i en bar, der sagde til mig: ”Vil du ikke godt lade være med at komplicere mig? Jeg ved, at du ved, at jeg er ordentlig.” Jeg stod der i min kæmpebrandert, undskyldte og gik hjem. Næste morgen lå jeg med mine tømmermænd og tænkte sætningen, ”I know that you know that I am a good guy”. Den afvisning blev til en sang,” siger Stine Vega, og tilføjer:
”Da jeg skulle til indspille den igen for nylig, indså jeg, at der i alle mine kærlighedssange er en lille pige, der ikke blev set af sin far. Min far var ikke ret meget til stede i min barndom. Som far giver man sine små piger en idé om, hvordan den maskuline kærlighed skal føles. Det er jeg overbevist om. Når jeg forelskede mig, søgte jeg en kærlighed, som min far aldrig havde været særlig god til at vise mig. I sangen er Bjørn både den evige maskuline afvisning fra min ungdom, og han er også min far.”
Som et eksempel på sin indflydelse på produktionen af det nye album, nævner hun guitaren på netop Stoned.
”Jeg ville gerne have en baryton-guitar ind, der skulle lyde som Twin Peaks. Som lille turde jeg ikke se serien, fordi musikken bragte mig ind i et ensomt rum, jeg slet ikke kunne rumme. Det kan jeg sagtens i dag. Men følelsen sidder der endnu, og den ville jeg gerne have ind i musikken,” siger Stine Vega.
Indflydelse hele vejen igennem
”The Funeral er et album med en usædvanlig historie. Det er tit drengene og mændene, der fylder i rockmusik. Jeg har haft stor indflydelse hele vejen igennem her. Det var faktisk en fælles produktion mellem Søren og mig hele vejen igennem. Det er jeg stolt af.”
Kunstnere som Sheryl Crow, The Rolling Stones, især Keith Richards, Bob Dylan, Johnny Cash, Lucinda Williams, Billy Prince, Tom Waits og Neil Young hører til inspirationskilderne. Evigt unge Youngs soundtrack til Jim Jarmusch-filmen Dead Man har inspireret sangen Diamond Ring.
”Neil Young tilbage i Harvest-æraen er nok min største inspiration, tekstmæssigt. Han forstår at gå på line. Han har en evne til at skrive tekster så fine, at selv meget banale ord ender med at give stor mening. Jeg synes selv, at en linje som, ”We can never meet as friends, my heart will only break again”, har noget Neil Young i sig. Jeg var meget forelsket i en mand, der flyttede til USA, for at blive gift i ørkenen. Og det var nok meget godt,” siger Stine Vega med et stort grin.
Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig
Har haft du betænkeligheder i forhold til at fortælle dine historier så åbent?
Der opstår noget støj på Skype-forbindelsen. Lyden af en stol, der bevæges.
”Jeg sidder og kigger på Victor Bockris’ biografi om Keith Richards på reolen bag mig. Hold kæft, han har lavet mange mærkelige ting. Selvom der bliver vendt vrangen ud på Keith, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg kender ham eller ved, hvem han er indvendig. Så nej, det er jeg ikke bange for. Tværtimod.”
Der rumler planer i Stine Vegas hoved. Hun kunne godt tænke sig at komme ud med sin guitar og spille og holde foredrag. Tale om sammenhængen mellem hendes sange, hendes eget liv og situation. Der er stadig alt for mange børn derude, der bliver svigtet. Foreløbig skal der skabes et koncept. Selv synes hun, at hun med sin plade har bevist, at hun med alle sine ar og sin skrøbelighed kan være med til at styre et projekt. Nu gælder det om at få budskabet ud. Det er…”
Igen stor latter i den anden ende af Skype-forbindelsen.
”… det er med mine sange, som min gamle lydmand sagde: der er altid et budskab til den opmærksomme lytter.”
Med ordene ’Jeg troede at jeg ville føle mig fri / hvis det en dag var forbi” ovenpå et henslængt beat, en akustisk guitar og lidt synths glider Michael Falchs nye album Forår i brystet stilfærdigt ind i stereoanlægget. Metaforen ligger lige for. Foråret 2020 foregik i coronas vold. På den anden side er forår også håbets, den fornyede livsglædes og måske ligefrem forelskelsens årstid.
Mellem håb og tilbageskuende glimt reflekterer Falch over nuet, eksistensen, det, der var, og lethjertede sange om at (drømme om at) elske. Musikalsk er det så meditativt nølende, at de elleve sange på Forår i brystetsikkert overhales undervejs af platformen Tik Toks afløser og dennes afløser igen, mens man lytter.
Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde
Som musiker, sanger og komponist har Michael Falch igennem i sin karriere været igennem mange forskellige faser – med og uden Malurt. Med det skelsættende album Falder du nu, der udkom for 14 år siden, flyttede Falch både sig selv og barren for dansksprogede rockteksters balancering af forholdet mellem private erfaringer og almen interesse.
Man kan sige, at han en gang for alle smed den kække, manierede friskfyrskasket, som indimellem havde præget hans sangskrivning og vendte blikket indad. Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde.
Stadig synges der om hjerteblod og vilde vinger, og indimellem bliver det meget konkret og mere tell it end show it, men Falch jonglerer sine metaforer fornemt, og når han er bedst, synger han f.eks. ”Hvornår er det slut med at gå med sørgebind i vinden / mens regnvejrstræerne ustandselig drypper små dødsstød på kinden.”
Refleksioner, længsler og erindringer
Det fine ved denne sangcyklus er, at den kan høres på forskellige planer. I hvert fald for mig, der har fulgt Michael Falch siden Malurts Kold Krig (1980). Det lyder af den modne mands refleksioner, længsler og erindringer vandrende rundt under lindetræerne i sit nye hood, Frederiksberg Allé, som han også nævner i en sang.
Vandrende dér, midt imellem Nørrebro, hvor Malurt begyndte, og Vesterbro med alle sine fristelser, der også en gang havde sit tag i Falch. Det kan også lyde som en slags selvbiografi i elleve nedslag, begyndende med barndommen i Tønder frem til nu. Måske det hele på én gang.
Det er en moden herre, der blottet for resignation konstaterer, at ”gaderne tilhører andre nu, den asfalt er ikke længere min”. Men som også i snart sagt hver anden sang på pladen synger om det mest livsbekræftende, der findes – kærlighed: “Et enkelt kys blev 14 / det talte jeg mig til / og mine mørkeblinde hænder / ved altid hvad de vil.” Beklager tidsånd, plus60-årige holder også i hånd, og hvad der ellers er inden for rækkevidde.
De sidste årtier er der til en vis grad sket en nedbrydning mellem musikgenrerne. Rock omfavner elektro, elektro omfaver hip hop og R&B, pop omfavner det hele – og p.t. omfavner det hele country.
Og sådan er det også med Forår i brystet. Med en lydhør og indlevelsesfuld treenighed af keyboardspiller m.m. Mikkel Damgaard (Love Shop), producer Lars Skjærbæk og tekniker Thomas Alstrup er der skabt en delvis digital, delvis analog ramme for Falchs lyrik, som den formes af melodierne. Sagt på en anden måde er lyden lige så poetisk som ordene. Meget kan man sige om Michael Falch, men han har aldrig ladet en god melodi passere forbi uden at gribe ud efter den.
I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker
Der er stærke elementer af cinematisk drømmepop på Forår i brystet, f.eks. i Rør mig nu med flot æterisk kor af Mathilde Falch. Juble igen som fugle, der også er ude som single – det arketypiske Michael Falch-nummer, hvor optimismen stråler om kap med en uimodståelig syng-med-melodi, og hvor Lars Skjærbæks guitar kører i kanterne – lidt som med klassikeren De vildeste fugle. Det samme i Gudinde for umulige ting, hvor Skærbæks guitar skærer ar og sprækker i den ellers dæmpet bløde produktion.
MICHAEL FALCH OG DATTEREN MATHILDE, DER SYNGER KOR PÅ FORÅR I BRYSTET.
Et af pladens stærkeste numre hedder Om lidt bli’r det lyst. Sangeren ser folk omkring sig falde fra, men husker også at se børnenes smil og leg i en sang, hvor lavstemte, afklarede tanker om livets forgængelighed går så smukt i spænd med de akustiske strygere og Skjærbæks produktion.
Velvidende at Michael Falch i dag er en anden, end han var i 1986, tænker jeg, når jeg hører ham i dén lydkulisse: ”Kunne man da bare rejse tilbage i tiden og befri sangene på Falchs første solo-album fra deres bombastiske high tech tju-hej-lyd og erstatte dem med en stoflig ægthedslyd som på Forår i brystet.”
Men det er en hårfin grænse. For i Mit liv. Min tid. Min kærlighed er det lige før, at der går så meget soundscape og leg i det, at det dækker for ordenes betydninger.
I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker.
Michael Falch er 64. Hvis han fortsætter på den måde, ender det med, at han bliver voksen.
