Roskilde Festival 2022 – Kacey Musgraves og Dua Lipa: Alt hvad hun ville, var at danse

Roskilde Festival 2022 – Kacey Musgraves og Dua Lipa: Alt hvad hun ville, var at danse

ROSKILDE FESTIVAL 2022 // ANMELDELSER – Jan Eriksen lyttede til og så Kacey Musgraves og popsensationen Dua Lipa på Roskilde Festival. Førstnævnte fyldte ham med tvivl, og den anden måtte han opgive.

Roskilde Festival, 2022

Man skal have 100 pct. styr på sine virkemidler, sig selv, sin fornemmelse for sit publikum og dertil en stor portion selvtillid for at stille sig op på Orange og hvilken som helst anden scene og sige: Nu er det blevet tid til Kaceyrokee. Det har Kacey Musgraves tydeligvis.

Tre kvarter inde i koncerten torsdag aften begyndte hun og bandet på en version af Fleetwood Macs ”Dreams” med tekst på storskærmen, så alle kunne synge med. Corny, tacky, sjovt, musikalsk eller måske ligefrem en smule rørende? Jeg er tilbøjelig til at mene det hele på én gang. Disse tre minutters fællessang var bare et af flere underholdende momenter under torsdagens koncert med den amerikanske countrysangerinde, der ikke længere er så meget country, at det gør noget.

Det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være

Efter sit gennembrud i countrykredse i 2013 med det prægtige album Same Trailer, Different Park har Kacey Mushgraves udviklet sit udtryk fra et krydsfelt mellem traditionel og alternativ country til en mere mainstream, poppet lyd. På det seneste album med lige så meget inspiration fra latinpop som fra Nashville og omegn. Ikke med min gode vilje. Det kantede debutalbum med sange om livet i udkants-USA signalerede et velkomment nybrud i den traditionsrige/belastede countrygenre.

Tilbage til ”Dreams”. På sin vis er netop det nummer fra Fleetwood Macs klassiske Rumours stilistisk meget rammende som reference for Musgraves nye lyd. Sublim gennem melodiøs sangskrivning med countrydyder i en perfektioneret, nuanceret soft rock-poppet produktion.

Det begyndte, som det skal, med diffus buldrende lyd, men det lykkedes rimelig hurtigt lydmanden at skabe en balance og ikke mindst klarhed i udtrykket. Efter et ret vildt remix af Princes “When Doves Cry” trådte Musgraves ind på scenen i en blåsort-ternet haremsdragt og så meget øjenskygge, at det ville få Agnetha Fältskogs makeup i 70’erne til at ligne et natural look.

Roskilde
Roskilde 2022: Kacey Musgraves, pressefoto

Som Kacey selv sagde, skulle vi nu lytte til “one of the most depressing albums of all time, and we are fucking going to shout it out”. Det seneste album Star-Crossed er et klassisk skilsmissealbum. Nye numre som titelnummeret og ”Good Wife” blev spillet med et noget mere friskt udtryk end på pladen. Undervejs kørte et videoshow på bagscenen, der lignede noget designeren af smartphone-spillet Candy Cross Saga havde begået i en pause. Måske skal det illustrere den bristede ægteskabelige idyl.

Efterhånden som koncerten skred frem, fik Kacey Musgraves sunget sig og bandet spillet sig varme i takt med, at det forholdsvis lille publikum foran scenen gav den respons, der vel er de liveoptrædendes salt.

I ”Butterflies” og Musgraves første egentlige storhit, ”Golden Hour”, mindede hendes sang og bandets samspil mig om, hvor god en sangskriver og sanger, hun er. Godt nok skulle der gå præcis 26 minutter, før vi første gang for alvor hørte pedal steelguitaristen, men det blev tydeligere og tydeligere, at Musgraves og band var kommet for at vise, hvad musikalitet også kan være.

Indimellem alt det andet. Som da Musgraves sådan lidt skolepigeagtigt viste, at hun kunne være ”nasty” – hendes eget udtryk – og få ”Golden Hour” til at rime på ”Golden Shower”. Man kan så sige, at skal der urineres, er Roskilde Festivalen ikke det mest unaturlige sted.

Eller da Kacey meget aktuelt valgte at synge sin smukt diskrete version af Elvis Presleys “Can’t Help Falling in Love”. Den er med på soundtracket til biopic’en Elvis. Ja, så stod vi der i den orange forgård og sang med på ”en af verdens smukkeste kærlighedssange,” som Kacey så rigtigt formulerede det.

I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival

På en gang meget rørende og samtidig corny, og under alle omstændigheder var publikum helt med på legen.

Også da der umiddelbart efter drønede nogle enorme balloner henover pladsen.

Et decideret smukt stjerneøjeblik var det, da hun sang sin ”Rainbow”, kun akkompagneret af et enkelt keyboard. Den for Nashville yderst progressive sang er i dag en samlende hymne i det amerikanske LGBT+-miljø.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere politisk kant hos Musgraves. Hun har tidligere under sin turné, efter den famøse abort-højesteretsdom, talt dunder om den tilsyneladende endeløse højredrejning sit hjemland. I Roskilde blev det bare til et enkelt ”America sucks!”. Det blev ikke modsagt.

Jeg forlod koncerten med Kacey Musgraves med blandede følelser. Da jeg så hende i Vega for få år siden, leverede hun og bandet en forrygende fokuseret koncert.

Det er en svær balance. I Roskilde var der lovlig meget karneval og kandiseret inderlighed. På den anden side må jeg indrømme, at det er en af de mest uhøjtidelige og underholdende koncerter, jeg har oplevet på Roskilde Festival. Plus-minus. I sidste ende kan jeg godt være i tvivl, om den talentfulde sanger og sangskriver tager sin kunst så alvorligt, som den fortjener. Det er sjældent et godt tegn.

Kacey Musgraves, Orange Scene

Torsdag 30.06.22

Roskilde Festival – Staffage til sine egne sange

”Jeg tror ikke, jeg har set flere mennesker i mit liv,” sagde Dua Lipa på et tidspunkt under sin koncert. Jeg kunne godt finde på at sige det samme. I hvert fald har jeg aldrig tidligere set så mange mennesker foran Orange Scene. Faktisk lykkedes det mig først 15-20 minutter inde i koncerten at finde en plads med en marginalt udsyn ned mod en scene i tændstikæskestørrelse og en smule albuerum. Der havde jeg forsøgt i små tre kvarter. Under de omstændigheder giver det ingen mening at anmelde.

Jeg hører ikke til dem, der begræder, at Roskilde Festival ikke længere er en rockfestival. Jeg var der, da Bono og resten af U2 lagde Orange ned, desværre ikke, da Bob Marley efter sigende skabte karma, til gengæld har jeg set Iron Maiden, Springsteen, Talking Heads, Metallica, en slags Sex Pistols, ligefrem, på Orange. Det bliver hurtigt nostalgi og lidt patetisk.

Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen

Nu er det altså pop-superstjernen Dua Lipa, der står øverst på den orange plakat. Festivalen er i færd med at modernisere sin profil, som det ville hedde i et corporate firma, og det er arrangørernes valg, uanset hvad vi andre måtte have af reflekser af de gode tider printet i sjælen. Vi så for nylig på Copenhell, at selvfølgelig lever rock’n’roll i bedste velgående.

Dua Lipas meget omtalte, spillede og hypede album Future Nostalgia er et udmærket retro disco/pop album, lidt af en hitparade faktisk. Men set fra min position fra 3.476 række i Roskilde må jeg konstatere, at Dua Lipa live mest virkede som staffage til sine egne sange, omgivet af et hav af dansere. Det må man dog give hendes show: Det er første gang, jeg har oplevet vild jubel til synet af en mand iført rulleskøjter på storskærmen. Måske er det tidens svar på guitarsoloen.

Sammenlignet med f.eks. Beyoncé og Kylie Minogue er der ikke meget charme, tongue in cheek, showwomanship eller for den sags skyld budskab i Dua Lipa. Skriver jeg velvidende, at hendes første album havde en del til dels feministiske ting at sige til sine lyttere.

Alt hvad hun ville i Roskilde, var at danse. Og det var tydeligvis fint for de mange, mange publikummer. Om 30 år vil de sikkert fortælle myter om dengang, en heftig blanding af electro og discofunk lagde Roskilde ned, og de vil begræde, at der til den tid står et band og spiller retro bluesrock på Orange Scene, mens 70.000 kids spiller luftguitar til og svinger det lange hår.

Det må være, hvad man forstår ved Future Nostalgia.

Dua Lipa, Orange Scene

Torsdag 30.06.2022

Pop-diva på Operaen: Kylie er stadig dejli’

Pop-diva på Operaen: Kylie er stadig dejli’

Fra POV International

You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.

Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.

Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.

På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.

SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.

Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.

Producerpop som country

 

Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.

Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.

Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.

På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.

Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.

Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt,  volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.

Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.

Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.

Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco.

Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Stadig vild med dans.

Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.

Kæft, det var festligt

Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.

En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.

Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:

Koreograferet livsglæde. Livsglad koreografi.

Kylie er stadig uimodståeligt dejli’.