For mig, der ikke spiller selv, og heller ikke har gjort mig som lydmand, og hvis teknologiske indsigt er mindre end begrænset, er det en evig gåde, at koncerter nogle gang har superb lyd. Mens det andre gange lyder ad h. til.
Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd
Jeg tænker ikke på koncerter i store arenakoncerter eller stadions, hvor det virker tilfældigt, om musikken lyder som musik eller som en række tilfældigt sammensatte kanonslag i en turbine i et a-kraftværk.
Nej, det handler om de små og mindre spillesteder som f.eks. Bremen i København. Her så jeg forleden den aarhusianske sangskriver og guitarist Kajsa Vala med band. Allerede i andet nummer, One Drop, var lyden på de to guitarer, bassen, trommerne, kor, diverse keyboards og Kajsas vokal så balanceret og i harmoni med rummet, at det, ja, var en fornøjelse. Kajsa Valas fødder står solidt i Østjylland, men musikhjertet er solidt funderet i landet, der lige nu vakler mellem demokratisk forløsning og udemokratisk klamren sig til magten.
Kald det americana, country, roots, folk eller blanding af det hele. Jeg kalder det ameridana.
Indtil nu har Vala udgivet to album, Kajsa Vala og Tomorrow is Not Lost – et tredje skulle være på vej med Sune Wagner (Psyched Up Janis og Raveonettes) som producer. Hun har i flere omgange boet, spillet og uddannet sig musikalsk i Nashville – så den musikalske kærlighed er ikke bare en abstrakt fascination på tværs af et ocean, den er levet.
Hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende
Det er klassisk singer-songwriting med country-feeling, flotte harmonier, fintfølende, medlevende trommespil, malerisk, venligt klagende elektrisk og akustisk guitarspil og en flot, distinkt vokal med godt med længsel og savn på.
AMERICANA – KAJSA VALA MED BAND. FOTO: MORTEN RYGAARD
Som Valas mand og trommeslager Anders Thorborg sagde under en introduktion til endnu en sang om kærlighedsbøvl: inspirationen skal jo komme et sted fra. Mere end en gang undervejs under koncerten tænkte jeg på det Fleetwood Mac, der skabte bro mellem den melodiske poprocktradition og countrymusikken.
Americana – bad ass guitar og klar lyd fra Kajsa Vala
Der er meget folk i Kajsas udtryk, som kunne være inspireret af Crosby, Stills, Nash & Young, Emmylou Harris og Gillian Welch i hver sin generation – og måske som guitarist især af den mere rå Lucinda Williams.
Der er et bestemt antal akkorder og akkordsammensætninger til rådighed, og Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd og hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende.
Der, hvor det i bedste fald springer fra det almene til der, hvor der er noget på spil, ligger i sangenes historier. F.eks. Lions in the Colosseum, hvor Vala flot skabte en sammenhæng mellem søvnløshed og tv-sening til og noget universelt.
Et par højdepunkter fra koncerten af typen, der i små glimt kan få et rockfjols til at føle sig som universets centrum eller cirka deromkring:
Da koret satte ind i Let the Dust Fall og skabte gåsehud. Det mindede mig om det, som countrysanger Roseanne Carter engang sagde om sin families korharmonier: “Det lyder som at græde ved graven”. Når det gælder country, skal den slags forstås positivt.
Der var den aktuelle duet, det meget flotte Other People, som hun sang med Silas Bjerregaard på scenen. Sunget af begge med stor, stor indlevelse. Især imponerende af Bjerregaard. Det må være en krævende opgave bare at gå på scenen for at blotte sjælen for en enkelt sangs skyld.
Der var et gnistrende samspil med guitarist Nis Hybel i Curtain Fall.
Americana – Kajsa Vala i fri dressur
Kajsa Vala selv i fri dressur med loyal og effektiv opbakning af sit glimrende band i Poet’s Fire og igen i første ekstranummer St. Cecilia. Især i det førstnævnte var der noget ekstatisk over musikken. Umuligt ikke at lade sig rive med.
Koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet
På den kritiske node bør Kajsa øve sine introduktioner. Lige så sikker hun virker ved mikrofonen og på guitaren, lige så løst, famlende og måske ligefrem nervøs lød hun mellem numrene med hyppig stemning af guitaren.
Den der med minkene, som bandet ikke havde taget med ovre fra Jylland, var kun sjov første gang. Og det er ikke alle hendes numre, der helt rummer den følelse, de påstår. På den anden side skal der stiløvelser til, før man kan skrive sit hovedværk. Og koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet.
”Ja, du kan godt kalde det et par travle måneder, men på den fedeste måde, jeg kan forestille mig,” siger Sune Rose Wagner i telefonen fra Los Angeles om turneen, der ligesom alt muligt andet er blevet udsat på grund af Corona-epidemien. Egentlig skulle den have fundet sted lige nu.
For 27 år siden havde Wagner andel i en del ravage på den danske musikscene. En stor omvæltning. Der kan ligefrem sættes en dato på the point of no return: 30. april 1993, hvor Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock foran Kashmir og Inside the Whale.
Med tilsvarende inspirationskilder – grunge, garagerock, punk – fulgte Psyched Up Janis efter og kom i en periode til at dominere lyden af radio, gymnasiefester og teenageværelser efter halvandet årti med dansksproget pop som dominerende faktor. Senere blev Wagner kendt i rockkredse over det meste af verden som den ene halvdel af duoen Raveonettes.
”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre.
Turneen bringer dem blandt andet til Lille Vega d. 10. november – et sted, hvorfra Sune Wagner ikke nødvendigvis kun har gode minder.
”I 2001 deltog Sharin Foo og jeg i en Raveonettes showcase-koncert, hvor det vrimlede med internationale pladeselskabsfolk. Det var desværre bare en af de aftener, hvor alt gik galt. Jeg var nervøs. Og var lidt for fuld, fordi jeg var nervøs. Bagefter tænkte jeg, at nu var karrieren vist ovre. Heldigvis var der nogle mennesker, der kunne se en fremtid i os – hvis bare vi tog os lidt sammen, som det blev sagt,” siger Sune Wagner grinende.
De tog sig sammen. Og det blev til en lang karriere, der – med den amerikanske journalist David Fricke som vigtig ambassadør – bragte Raveonettes og deres Phil Spector-forelskede art-rock rundt på alverdens scener.
Nashville i guitarkassen
Den kommende akustiske turne er på en måde et nyt kapitel og en opsummering af de gamle.
”Jeg tror, at jeg spiller en del numre fra min soloplade fra 2008, Sune Rose Wagner. Lidt Raveonettes også. Og et par gamle Psyched Up Janis-numre, som kan være interessante at spille i denne akustiske sammenhæng,” siger Wagner.
Med sig på scenen har Wagner Kajsa Vala, der godt nok bor i Aarhus, men har en stor portion Nashville med i sin guitarkasse. Hun har i flere omgange boet i country-hovedstaden, hvor hun har lært et og andet om at komponere og spille i americana-traditionen.
”Kajsa og jeg har begge en stor kærlighed til guitaren. Vi er begge sangskrivere. Vi har en stor forkærlighed for gode sange. Vi har samme mantra: en god melodi vinder altid. Så kan den ellers pakkes ind, som man ønsker det,” siger Sune Wagner.”
Wagners rødder ligger lige så vel i art-rock, punk og grunge som i primotressernes pop. Men i flere af hans gamle numre som f.eks. Love Can Destroy Everything (se videoen herunder), Somewhere in Texas og Somebody Loves You fornemmes den støvede lyd af Tennessee. Måske fornemmes især stjernestøv fra længst afdøde, evigt aktuelle Gram Parsons.
”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage?, men det gør de. Det er faktisk rystende.”
”Det er fedt at være sammen med en, der virkelig har styr på sin americana. Kajsa er the real deal. Det er lidt en drøm, jeg også altid har haft, at spille mere country eller americana-agtigt. På den måde lægger Kajsa en ny tone til min musik.”
Samtidig med, at Wagner og hans protegé kører rundt til landets mindre spillesteder, optræder han sammen med Jakob Jørgensen og Jesper Reginal fra det oprindelige Psyched Up Janis i landets største koncertsale – Jyske Bank Boxen, Royal Arena med flere.
”Ja, det kunne være fedt med en helt ny lyd på vores numre. Vi gider ikke være totalt nostalgi og lyde, som vi gjorde i 1994,” siger Sune Wagner, og tilføjer:
”Jeg spiller ikke guitar som i 1994, klart at jeg ikke synger, som jeg gjorde som 21-årig. Dizzy spiller til UG+ live. Jeg tror aldrig, jeg har hørt eller set et mere tight band live.”
De er næsten bedre live end på plade…
”På mig virker Dizzys musik lidt indviklet. Der er mange underlige takter. Crazy riffs. Alligevel ender alt sammen der, hvor de begyndte – der hvor det skal. Når jeg ser dem live, tænker jeg – hvordan i al verden finder de tilbage, men det gør de. Det er faktisk rystende.”
“Vi er ikke så gode live. Vores univers er ikke så riff-orienteret. Det er mere bygget op på akkorder. Til gengæld kan vi noget med stemninger. Vi kan blive en meget fed modsætning. Dizzy har jo det ene kæmpe hit efter det andet, som publikum kender i bund. Vi har selvfølgelig også haft hit – som I Died in my Teens, som folk kender fra radioen,” siger Sune Wagner.
Succes på Netflix
Talen falder på det at versionere gamle numre. Ikke bare egne, også andres numre. På det seneste har Wagner haft succes med coverversioner af White Zombies More Human Than Human til Netflix-serien Altered Carbon. Ligesom han har skrevet musik til en Game of Thrones-trailer.
”Jeg elsker at lave coverversioner. Netflix-numrene gav vilde reaktioner i de sociale medier. Måske har det en berettigelse i forhold til de nye generationer. Hvis jeg spillede Richie Valens Donna kunne det jo være, at en masse unge ville opdage, hvor smukt det nummer er. Skrevet af en ung mand på 17. Det bliver ikke større i min bog,” siger Wagner.
For øjeblikket er Raveonettes sat på pause. Det skyldes blandt andet, at Wagner har fået smag for at skrive musik til tv-serier og film. Der er mange møder med agenter.
Jeg har indtryk af, at Los Angeles er tough business?
“Det er super tough business. Fordelen herovre ligger i at komme fra udlandet. Vi har set afdøde, islandske Jóhann Jóhannsson og Hildur Guðnadóttir, der skrev musikken til Joker. Engelske Mica Levi, der skrev musik til Under the Skin og blev nomineret til en Oscar for Jackie. Komponister, der kommer med en lidt anden inspiration end den gængse. Jeg skulle være gået ind i det for 20 år siden. Lige nu er det allersværeste tidspunkt. Primært skyldes det, at skolerne har indført filmmusikprogrammer. Du kan uddanne dig i filmscoring på UCLA i dag. Det er sikkert enormt sjovt – fire år, som man tilbringer med at lytte til spændende filmkomponister, samtidig med at man selv sidder og komponerer,” siger Sune Wagner. Og tilføjer grinende:
“Det lyder enormt sjovt. Det kunne jeg godt stå op til om morgenen.”
Kajsa Vala, der opvokset i Aarhus-forstaden Åbyhøj, har boet i Nashville i flere omgange, af både familiære og professionelle grunde. Hun har ligefrem udgivet et album i Nashville. Der er, som det kan høres på hendes nye single One drop (se videoen forneden), stærke rødder i countrymusikken. Og nu har Sune Wagner givet hende opgaven at skubbe sig i den musikalske retning.
“Jeg hører egentlig meget country i Sunes musik. Psyched Up Janis’ The Quiet Album er et af de album, jeg har lyttet allermest til. Der hører man virkelig kernen i hans sange. Jo ældre han bliver, jo mere finder han måske inspiration der. Der er et rebel-aspekt i country, som den form for musik har til fælles med den musik, som Sune har sine rødder i. Punken,” siger Kajsa Vala til POV.International.
“Det har været fedt at møde Sune på scenen og opdage, at vi har den fælles tilgang til mange ting. For eksempel ikke at øve alt for meget, inden man går på. Det må gerne ske noget nyt, når man står der på scenen. Der var mange momenter under vores få koncerter i efteråret, hvor jeg følte, at det virkelig gav mening. At det var magisk.”
Hvad er din plan for din egen karriere?
“Jeg har aldrig haft en plan. Selvfølgelig drømmer jeg om, at flere vil komme til at lytte til min musik. At det giver mening, når vi spiller ude. Lige nu går det den rigtige vej, og så gælder det bare om at ride på den bølge. Pludselig kommer der tusinde til ens koncerter. Jeg er rigtig glad for øjeblikket,” siger Kajsa Vala.
Psyched Up Janis fejrer 30 års jubilæum med nogle få koncerter med de to stiftere Jakob Krogh Jørgensen og Sune Wagner i centrum. Koncerten i Store Vega 6.11 bekræftede nødvendigheden af indimellem at genopfinde sig selv, for det var det, de gjorde med deres gamle sange. Og den genbekræftede, hvis nogen skulle have været i tvivl, at det ikke kun er Dizzy Mizz Lizzy fra de i Danmark rockhistoriske skelsår 1993–94, der har noget nyt og dynamisk at byde på i 2019.
Medio oktober afholdt Psyched Up Janis nogle koncerter til støtte for Dignity – Dansk Institut Mod Tortur og nu en mindre turne, der onsdag ramte Store Vega. Lige nu består Psyched Up Janis, der oprindelig eksisterede fra 1989 til ’99, af sanger og guitarist Sune Wagner og bassist Jakob Krogh Jørgensen – plus et par gæster.
Senere i 2020 vender bandet tilbage i fuld (gen)opstilling ved nogle arenakoncerter sammen med Dizzy Mizz Lizzy. Da gendannede Kasmir også har annonceret en allerede delvis udsolgt arenaturne næste år, må man sige at grunge (i mangel af mere rammende udtryk)-bølgen, der nydefinerede den danske rockscene medio 90’erne, rammer landet igen med et gevaldigt efterskvulp. Der mangler kun Inside the Whale i dette felt – på vej ud for at grunge med de efterhånden knapt så unge.
Det begyndte i Store Vega med Sune Wagner alene på scenen på akustisk guitar i et af Psyched Up Janis’ bedste numre ’Wild Flames of Love’, der i øvrigt altid får mig til at tænke på Sort Sols ’I’ll Take Care of You’. Sikkert på grund af et tekstsammenfald. Måske også melodien lidt.
Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas som var den en elev og revselsesretten genindført
Allerede der – med Sune Wagner siddende på en stol – fornemmedes, at der var noget stort i vente. Når man skriver sådan, kommer det selvfølgelig hurtigt til at lyde som en galoperende efterrationalisering, men, cross my heart, mens Wagner sang med moden og mild stemmeklang, slog det mig, hvor raffineret en komposition, den sang dog er.
På albummet Hi-Fi/Low Life lyder den som det, den er; en demo, der aldrig nåede længere. Her i Vega var der denne her fornemmelse af en sang, der nærmest lever i sin komponist og sanger.
Efter en introduktion af Wagner kom medstifter Jakob Krogh Jørgensen, der siden Psyched Up Janis bl.a. har spillet i Childrenn, på scenen.
Det gav solid pondus bag næste sang ’New 5’ og som det tredje en version af Psyched Up Janis’ første store hit ’I Died in My Teens’.
Lyttet til i dag er inspirationen fra grunge endog meget tydelig, både melodisk og i Sune Wagners sang og tungt malende guitarspil. Men igen. I denne opdaterede version på et kvart århundredes afstand af teenageangst og inspiration fra Seattle var det som om, der nu var mere støvet luft og melodisk solnedgangsstemning i leveringen. En form for ro måske ligefrem. Som passede til bagscenens foto af Wagner fotograferet i begyndende mørke et eller andet sted i USA.
Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas som var den en elev og revselsesretten genindført. Med sit myndige og konstant levende spil gav han ’I Died in My Teens’ et massivt drive.
Jeg indrømmer gerne, at jeg på forhånd ikke vidste ret meget om den første gæst på scenen, den aarhusianske guitarist og sangskriver Kajsa Vala, som Wagner noget understated præsenterede som ‘en kyndig guitarist’.
I med- og modspil med Wagners guitar skabte Kajsa Vala den ene lydlige ahaoplevelse på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet
Udover at hun sang PUJ-klassikeren ’Inch’, skulle Vala meget hurtigt vise sig som en form for musikalsk americana-ekspert. Efter adskillige ophold i Nashville har den unge guitarist skabt sin helt egen personlige spillestil, der både trækker på oprindelig britisk udvandrer folk-roots, klassisk twangy western guitarstil og benhårde rockklodser.
På en måde er Kajsa Vala i øvrigt foregangskvinde for selveste Lana del Rey. Tre år før sidstnævnte udsendte sit album Norman Fucking Rockwell udsendte Vala nummeret ’Norman Rockwell (I Still Love You)’.
I med- og modspil med Wagners guitar skabte hun den ene lydlige ahaoplevelse efter den anden på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet.
Denne tur i vridemaskinen klædte i den grad Psyched Up Janis’ oprindeligt indimellem noget skematiske sange. Som de også gjorde på gendannelsesturnéen i 2014 spillede Jørgensen og Wagner med Kajsa Vala stående midtimellem en ærefuldt brutal version af deres ’yndlings Kim Larsen’-nummer ’Kvinde Min’.
Kim Larsen selv opererede med den regel, at hvis man ikke kan tilføje sangen noget bedre end originalen, skal man lade være. At erstatte originalens grandiost overdubbede akustiske lydorgie med duel-guitarstøj i en meget Wagnersk wall of sound-dundren, ja det gav Danmarks mest populære kærlighedssang et velkomment skær af garage-desperation.
Sidste halvdel af koncerten var bandets trommeslager fra 1996 – ’99, Jesper ’Yebo’ Reginald med på scenen.
Med Reginald delvis rullende, delvis bankende trommespil og Wagner og Kajsa Vala i symbiose og Jøgensens swingende bas skabtes der store øjeblikke i sange som ’Girls’, ’Carcrash Ahead’ og ’Everything’s a Blast’.
Efter at have hørt den både 60’er forelskede og 90’er melankolske ‘The Stars are Out’ leveret eddernervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre
At høre disse i udgangspunktet både sårbare og dramatiske sange i dag igen i et hidsigt tempo, noget, der lignede telepatisk tæthed og en glød, man ellers siger hører de helt grønne og nye til, var så overvældende, at jeg på et tidspunkt tabte min vandflaske på sidemanden i befippelse. Kedeligt ressourcespild og vred sidemand, ja, men det siger noget om musikkens kraft.
Ofte vil man vel definere sange og musiks kvalitet i forhold til deres/dens genkendelighed. At høre et bestemt nummer sætter en bestemt stemning eller følelse. Efter at have hørt den både 60’er forelskede og 90’er melankolske ‘The Stars are Out’ leveret edder nervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre, når man hører dem live.
‘The Stars are Out’ var et magisk øjeblik af en type, jeg ikke har oplevet i Store Vega, siden Johnny Marr spillede der for halvandet år siden.
Men ’Shoot the Breeze’, som Wagner sang i første ekstranummer. På dansk: Slut med at tale om ingenting. Psyched Up Janis i Vega d. 6.11.19 var psyko-opperen.
Psyched Up Janis med gæster, Store Vega, 6. november 2019
