Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns

Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns

Alene albumtitlen, “Paradis til låns” fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden.

Statements som “Charterindustrien skal da lukke nu” og “Vi pisser på vores børn og børnebørn” er skarpe. Men som han også siger: “Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende.”

Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten.

Lysdals samarbejde med Joni Mitchells sideman

Jens Lysdals første album, “A Matter of Time”, udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo.

I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen “The Impeccable Greg Leisz”, der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og…

”Clapton pays me a ridicolous amount of money,” sagde Leisz – så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.

Lyt til podcasten her: 

Stream episode Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Brandi Carlile: Med vidunderlig, smertelig menneskelighed

Brandi Carlile: Med vidunderlig, smertelig menneskelighed

Musiker: Brandi Carlile. Album, New Elektra. Udkom i juli 2021

På sin vis kunne man beskrive Brandi Carliles nye album In The Silent Days musikalsk ved at opliste de artister, hun har omgivet sig med de senere år.

Hun er initiativtager til festivalen Girls Just Wanna Weekend, countrygruppen The Highwomen, der også rummer Marion Morris, Natalie Hemby og Amanda Shires. Navnet er selvfølgelig en moderne kvindelig – til dels LGBTQ+ – hilsen til The Highway Men, der hærgede 80’erne på lige dele whisky, geværolie og outlaw country. Bare for the record er Carlile stor fan af Kristofferson, Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson, som hun har optrådt sammen med.

Hun har flere gange arbejdet sammen med barndomsidolet Elton John og de overlevende medlemmer af Soundgarden. Optrådt sammen med Sam Smith, Dolly Parton (se videoen længere nede) og Sheryl Crow, og hun ses jævnligt med Joni Mitchell. Og Brandi Carliles kone Catherine Shepherd har tidligere arbejdet som Paul McCartneys velgørenhedskoordinator.

For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse

Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den god melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som folk i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke).

Som hun selv har sagt: Jeg prøver mig selv af i mange forskellige genrer, men når jeg åbner munden, kommer der country ud af den. Hendes stemme favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.

Og sådan er det på åbningsnummeret ”Right on Time”, der begynder som en ganske smuk klaverballade med Carlile lydende fra sin mest smertende heartbreak side.  Efter et par minutter viser sangen sig som en puppe, der sprænger sit ham – som en lager than life Broadway-ballade iklædt teutonsk tonstung guitar. Country? Country uden grænser i så fald.

Sange med mange lag

I videoen, der i øvrigt er instrueret af Courtney Cox, mest kendt fra tv-serien Venner, ser man Brandi optræde bag en glasplade. Visuelt handler det om Corona-afstand til publikum, teksten handler om afstand mellem to mennesker.

Ifølge Carlile selv er alle de ti nye sange personlige, opstået, som de er, med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag.

Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige

”You and Me on the Rock” er en folk-sang i Cat Stevens og Joni Mitchell-traditionen, her især Jonis guitarspil. Ms. Mitchell bliver ofte brugt som reference, også af mig, her er det berettiget. Over årene har Brandi og Joni udviklet nært bekendtskab.

For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse. Måske er de mange folksy sange og passager på In These Silent Days en del af dét projekt.

Selv stjerner bliver starstruck indimellem.

Som i “You and Me on the Rock”, hvor Jess Wolfe og Holly Lasseig fra Lucius diskret supplerer med deres altid perfektionistiske harmonier. Hvis du lytter til P4, har du sikkert hørt dem synge med på Harry Styles’ “Treat People with Kindness”. Igen dobbeltheden. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en en parlivssang, serveret med kirsebærsmag af Lucius.

Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.

Som i den foregående sang bruger Carlile Babylon som billede. Her handler det om at miste sin kristne tro og derefter erstatte den med troen på, at Gud finder sin vej til os uanset religiøse institutioners dogmer.

Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred

“Broken Horses” lyder som et countryrock-nummer af den bredskyggede Chris Stappleton-skole. Med en leadguitar, der minder mig om The Kinks i deres Boston-periode i 70’erne – især guitarist Dave Davies, da han brillerede allermest.

Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige. Ligesom det muskuløse progrock crescendo på “Sinners, Saints and Fools” matcher den underfundige fabel om manden, der med sin bibel og loven i hånden afviste flygtninge og de fattige på jorden for selv at blive afvist ved Perleporten med samme begrundelse, som han selv havde brugt på Jorden.

”Only broken horses know how to run”, synger hun i “Broken Horses”. Ingen flygter uden en grund. Måske handler det også om den klassiske negative dynamik, der f.eks. prægede militæruddannelse, at man skal ned at smage på knasterne i gulvbrædderne for at kunne komme videre?

Tvetydig dybde

Mere konkret er det igen meget melodiøst smukke, stilfærdige nummer “Stay Gentle”, der lyder som en opbyggende sang til Carliles børn. Igen med tvetydig dybde.

Stay gentle, keep the eyes of a child
Don’t harden your heart or your hands
Know to find joy in the darkness is wise
Although they will think you don’t understand

In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Og der vel at mærke sammenhæng på mange planer. Det gælder især teksterne. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.

Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred. Men selvom jeg anerkender Carliles trang til at dramatisere med godt med spade, kunne de stille dage på In These Silent Days have været mere stilfærdige.