Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden

Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden

Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten – en samtale om Carole Kings album “Tapestry”.

Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende.

”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede,” siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter.

”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,”

I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far.

Hør podcasten her:

Stream episode Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps.
”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden.

Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på “Thumbs Up” – om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok

“Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid.”

Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun – igen med et glimt i øjet – synger:

“Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i.”

I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om …

– Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange.
– inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen.
– samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross.
– noget så eksotisk som lykkelige sange.
– den bizarre begejstring for Barry Manilows “Mandy”.

James Taylor i Falkoner: I passager direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et

James Taylor i Falkoner: I passager direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et

Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.

I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.

Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.

Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.

Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.

Taylor med forbløffende god lyd

Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.

Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig

Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.

Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.

Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.

Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.

James Taylor
Carole King og James Taylor. Pr-foto

Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.

Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.

Sympatisk, selvironisk og taknemmelig

Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig.  Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.

Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.

James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.

Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.

Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.

Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?

Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.

Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns

Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns

Alene albumtitlen, “Paradis til låns” fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden.

Statements som “Charterindustrien skal da lukke nu” og “Vi pisser på vores børn og børnebørn” er skarpe. Men som han også siger: “Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende.”

Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten.

Lysdals samarbejde med Joni Mitchells sideman

Jens Lysdals første album, “A Matter of Time”, udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo.

I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen “The Impeccable Greg Leisz”, der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og…

”Clapton pays me a ridicolous amount of money,” sagde Leisz – så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.

Lyt til podcasten her: 

Stream episode Jens Lysdal – spillemanden, der “kæfter op om klima”: Vi lever i et paradis til låns by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Brandi Carlile: Med vidunderlig, smertelig menneskelighed

Brandi Carlile: Med vidunderlig, smertelig menneskelighed

Musiker: Brandi Carlile. Album, New Elektra. Udkom i juli 2021

På sin vis kunne man beskrive Brandi Carliles nye album In The Silent Days musikalsk ved at opliste de artister, hun har omgivet sig med de senere år.

Hun er initiativtager til festivalen Girls Just Wanna Weekend, countrygruppen The Highwomen, der også rummer Marion Morris, Natalie Hemby og Amanda Shires. Navnet er selvfølgelig en moderne kvindelig – til dels LGBTQ+ – hilsen til The Highway Men, der hærgede 80’erne på lige dele whisky, geværolie og outlaw country. Bare for the record er Carlile stor fan af Kristofferson, Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson, som hun har optrådt sammen med.

Hun har flere gange arbejdet sammen med barndomsidolet Elton John og de overlevende medlemmer af Soundgarden. Optrådt sammen med Sam Smith, Dolly Parton (se videoen længere nede) og Sheryl Crow, og hun ses jævnligt med Joni Mitchell. Og Brandi Carliles kone Catherine Shepherd har tidligere arbejdet som Paul McCartneys velgørenhedskoordinator.

For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse

Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den god melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som folk i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke).

Som hun selv har sagt: Jeg prøver mig selv af i mange forskellige genrer, men når jeg åbner munden, kommer der country ud af den. Hendes stemme favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.

Og sådan er det på åbningsnummeret ”Right on Time”, der begynder som en ganske smuk klaverballade med Carlile lydende fra sin mest smertende heartbreak side.  Efter et par minutter viser sangen sig som en puppe, der sprænger sit ham – som en lager than life Broadway-ballade iklædt teutonsk tonstung guitar. Country? Country uden grænser i så fald.

Sange med mange lag

I videoen, der i øvrigt er instrueret af Courtney Cox, mest kendt fra tv-serien Venner, ser man Brandi optræde bag en glasplade. Visuelt handler det om Corona-afstand til publikum, teksten handler om afstand mellem to mennesker.

Ifølge Carlile selv er alle de ti nye sange personlige, opstået, som de er, med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag.

Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige

”You and Me on the Rock” er en folk-sang i Cat Stevens og Joni Mitchell-traditionen, her især Jonis guitarspil. Ms. Mitchell bliver ofte brugt som reference, også af mig, her er det berettiget. Over årene har Brandi og Joni udviklet nært bekendtskab.

For et par år siden opførte Carlile Mitchells klassiske mesterværk, albummet Blue i Los Angeles. I den sammenhæng udtalte hun – med tungen i kinden – at hun stadig arbejder på at få Jonis anerkendelse. Måske er de mange folksy sange og passager på In These Silent Days en del af dét projekt.

Selv stjerner bliver starstruck indimellem.

Som i “You and Me on the Rock”, hvor Jess Wolfe og Holly Lasseig fra Lucius diskret supplerer med deres altid perfektionistiske harmonier. Hvis du lytter til P4, har du sikkert hørt dem synge med på Harry Styles’ “Treat People with Kindness”. Igen dobbeltheden. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en en parlivssang, serveret med kirsebærsmag af Lucius.

Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.

Som i den foregående sang bruger Carlile Babylon som billede. Her handler det om at miste sin kristne tro og derefter erstatte den med troen på, at Gud finder sin vej til os uanset religiøse institutioners dogmer.

Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred

“Broken Horses” lyder som et countryrock-nummer af den bredskyggede Chris Stappleton-skole. Med en leadguitar, der minder mig om The Kinks i deres Boston-periode i 70’erne – især guitarist Dave Davies, da han brillerede allermest.

Her gør Brandi Carlile det, hun gør bedst – hun performer, så begreber om stilart og genrer bliver ligegyldige. Ligesom det muskuløse progrock crescendo på “Sinners, Saints and Fools” matcher den underfundige fabel om manden, der med sin bibel og loven i hånden afviste flygtninge og de fattige på jorden for selv at blive afvist ved Perleporten med samme begrundelse, som han selv havde brugt på Jorden.

”Only broken horses know how to run”, synger hun i “Broken Horses”. Ingen flygter uden en grund. Måske handler det også om den klassiske negative dynamik, der f.eks. prægede militæruddannelse, at man skal ned at smage på knasterne i gulvbrædderne for at kunne komme videre?

Tvetydig dybde

Mere konkret er det igen meget melodiøst smukke, stilfærdige nummer “Stay Gentle”, der lyder som en opbyggende sang til Carliles børn. Igen med tvetydig dybde.

Stay gentle, keep the eyes of a child
Don’t harden your heart or your hands
Know to find joy in the darkness is wise
Although they will think you don’t understand

In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Og der vel at mærke sammenhæng på mange planer. Det gælder især teksterne. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.

Der er mange rigtig gode numre, gode melodier, indfald og interessante ideer og genreskred. Men selvom jeg anerkender Carliles trang til at dramatisere med godt med spade, kunne de stille dage på In These Silent Days have været mere stilfærdige.