Der skete noget magisk, da John Hiatt efter godt og vel halvanden time nåede til ekstranumrene. På et tidspunkt tidligere under koncerten havde en begejstret tilhører råbende opfordret Hiatt til at spille ”Lipstick Sunset”. Et meget, meget smukt, sanseligt ikke specielt lykkeligt kærlighedsstykke. Nu havde manden på scenen så besluttet at spille sangen som en gestus til publikum i Amager Bio, men det skulle hurtigt vise sig, at han havde glemt ordene i versene. I samspil med de af publikum, der kender teksten, lykkedes det Hiatt at gennemføre med et selvironisk smil på læben.
Nogen vil sikkert finde det pinligt. For mig var det et bevægende øjeblik, hvor forbindelsen mellem kunstner, sang og lytter fik sit eget udtryk. Hvor den berømte fjerde væg mellem kunstner og publikum smeltede som en isterning i et whiskyglas ville gøre udenfor i hedebølgen eller i ”the summerheat”, som Hiatt synger om i netop ”Lipstick Sunset”. Den perfekte afskedsstund i forholdet mellem Hiatt og hans loyale danske publikum.
Hvis der findes et land, befolket af mænd, der er røvtrætte af at være bedre til at ‘tænke’ end ‘leve’ kærlighed, er jeg indbygger og ”Have a Little Faith in Me” en form for nationalsang.
Siden sin debut i 1974 har John Hiatt opbygget et renomme som sangskrivernes sangskriver i en genre, han selv betegner som countryblues. Måske nok en kontroversiel herre, der især i begyndelsen ofte endte i opgør med diverse musikbosser, kolleger med flere, og som løbende har måttet kæmpe med sine dæmoner. Men listen over de musikere, der har fortolket hans sange, er om muligt længere end hans præsidents synderegister, så her er bare nogle få:
Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker, hvis version af ”Have a Little Faith in Me” var et mindre hit selv i Danmark, hvor americana/roots musikken dengang i 80’erne var en kummerlig vindbøjtelomsust flække i Tennessee. Det har heldigvis ændret sig siden.
Selvom albummet Bring the Family (1987) blev en lille hitlistesucces, har Hiatt aldrig for alvor opnået stor kommerciel succes.
Hiatts grillkulsglødende vokal
Min historie med John Hiatt begyndte, den dag Bring the Family dumpede ind på Gaffas kontor i Aarhus, hvor jeg dengang arbejdede som redaktør. Jeg lyttede til det igen og igen. Sange som ”Memphis in the Meantime”, ”Thing Called Love” og de nævnte ”Lipstick Sunset” og ”Have a Little Faith in Me”. De sange talte til mig – både den jeg var dengang, og den jeg senere blev – ved jeg nu.
Siden har Hiatts musik fulgt mig som en af i øvrigt mange musikalske frænder. I hans grillkulsglødende, passionerede vokal finder jeg en ufiltreret blanding af lyrisk ynde og ubesmykket hverdagsrealisme. Ofte er sangene små historer, små ’film’ i sig selv. Hiatts latterligt melodiøse sange forener ubesværet mørke bekendelser med rå humor og dyb følelsesmæssig forløsning. Hvis der findes et land, befolket af mænd, der er røvtrætte af at være bedre til at tænke end leve kærlighed, er jeg indbygger og ”Have a Little Faith in Me” en form for nationalsang.
Foto: Carsten Weide
Få kan som Hiatt kan trænge ind til kernen i løbet af rocksangens kanoniserede tre minutter. Indtil forleden har jeg set ham live tre gange, den ene på Roskilde Festival sammen med Little Village med Ry Cooder, Nick Lowe og Jim Keltner. Hold kæft, et band.
Inden jeg for tre år siden besluttede jeg mig for at stoppe som musikredaktør og anmelder her på POV, lyttede jeg til en playliste bl.a. med sange som ”Before I Go”, ”Adios to California”, ”You Must Go”, ”Drive South” og ”Memphis in the Meantime”, der på vidt forskellig baggrund alle handler om at (være på vej til at) kaste sig ind i sin (imaginære) Thunderbird for at forlade det kendte. Enten fordi man er tvunget til det, har fået nok, er faldet, må videre uden at vide til hvad. Eller stadig mærker den magnetiske tiltrækning fra rockmusikkens hjerteland og, om ikke andet i en overført betydning, har trang til at “drive south”.
Farvel til den musikalske livsven
Så da jeg læste, at denne fornemme besynger af den eksistensielle rastløshed var på vej ud på en afskeds koncertturne (han fortsætter med at indspille), stod det klart, at jeg måtte ud med pennen igen for at sige pænt goodbye til den musikalske livsven.
Men jeg var skeptisk. Jeg er ikke så meget til ”musiker alene med akustisk guitar”-koncerter på større spillesteder. Slet ikke til storyteller koncerter, hvor der tales mere end spilles. Medmindre det er Niels Hausgaard. Ofte virker det mest, som om der er tænkt mere på pengepungen end på musikken ved den slags koncerter. Jeg foretrækker Hiatt i sine sædvanlige elektriske rockklæder. Troede jeg.
Den strømførende Hiatt, jeg har tidligere har oplevet, har været meget rock’n’roll. Igen og igen på gulvet der i Amager Bio overvejede jeg, hvordan i alverden jeg skulle formulere, det jeg så, bedre end som ‘et enmandsband’
Samme dag, som Hiatt spillede i Amager Bio, læste jeg i et debatforum nogle nordmænd, der havde havde overværet Hiatts koncert i Oslo et par dage forinden, beklage sig over hans nedslidte stemme og distancerede optræden.
Men allerede i de første sange ”Before I Go” og ”All the Lilacs in Ohio” – også den emmende af sansen – lød Hiatt opvarmet. Allerede der favnende på sin egen lidt famlende måde.
For mig var symbiosen mellem os i salen og den enlige sanger på scenen for alvor skabt under og efter hans version af “Crossing Muddy Waters”. Et varmt, varmt bifald og John Hiatt, der takkede, nærmest lidt genert.
Jeg har en gang set John Hiatt beskrevet som selve essensen af heartland rock. Hans sangkatalog rummer sange, der i tekst og form hylder essensen i rockmusikkens urkerne i det dybe, bluesede Tennessee. Alene titlerne på hans sange, taler deres eget sprog om “The promised land”, som han synger i “Riding with the King”. Den sang er nok mest kendt i en rimelig sumpet version med Eric Clapton og B.B. King. Og selvom Clapton muligvis indspillede den som et dobbelttydigt, drilsk indslag i den never ending debat om, hvorvidt Elvis stjal bluesmusikken fra de sorte musikere, er Hiatts sang en hyldest til Elvis musikalske rejse på tværs af Mississippis mudrede vande.
Foto: Carsten Weide
Den strømførende Hiatt, jeg har tidligere har oplevet, har været meget rock’n’roll. Igen og igen på gulvet der i Amager Bio overvejede jeg, hvordan i alverden jeg skulle formulere, det jeg så, bedre end som ‘et enmandsband’. Hiatt er en fremragende guitarist, indimellem virkede det – for mig i hvert fald – nærmest som om, han spillede eller ‘skubbede’ sine akkorder et nanosekund på forkant af sang og melodi. Det skabte dynamik og nerve, når det var bedst.
Det hvileløse hjerte
Selv med, hvad der er tilbage af Hiatts sangstemme, er der denne her rytmik i hans sang. Det hørtes naturligt nok tydeligt her, hvor det jo bare var ham. Som sådan oplevede jeg hans sang som en form for rytmegruppe. Det var meget medrivende og meget rørende med al sin no shit attitude.
Måske lidt dristigt kan man sige, at hovedparten af Hiatts sange beskæftiger sig med (drømmen om) bevægelse mod ukendt land, hvor græsset altid er lidt mere sexet end på den kendte side af hækken, og hvor det måske alligevel viser sig, at det hvileløse hjerte finder hvilen i hverdagen, for nu at parafrasere over digteren Martin Andersen, som Kim Larsen gendigtede.
Så på mere end en måde fulgte koncerten den klassiske fortællemodel – hjemme, ude, hjem. For som han sagde, inden han begyndte på “Reel Fine Love”, som han dedikerede til sin kone gennem 40 år:
“Jeg har prøvet at stikke af et par gange, men på en eller anden måde trækker hun mig tilbage.”
”Tak, det har været en varm og fantastisk aften,” sagde Hiatt sådan nogenlunde også efter finalen med tre forrygende ekstranumre, “Riding With the King”, “Lipstick Sunset” og “Have a Little Faith in Me” og ramte dermed hovedet på sømmet.
Og som han så tilføjede med en tør og kølig humor så sprukken som hans sangstemme.
“Når jeg kommer hjem og siger til min kone, ”jeg tror, de elskede mig,” vil hun sige, ”du kan starte med at tømme opvaskemaskinen.”
Jeg forlod Øresundsvej og cruisede hjem med en helt speciel glæde i hjertet. Og tømte opvaskemaskinen som det første, da jeg kom hjem. Meget rart at få den slags overstået.
Mange andre album trænger sig på, det gælder f.eks. Alicia Keys helt nye Keys, The Metallica Black List, Arlo Parks Collapsed in Sunbeams, Lana del Reys Blue Banisters, på visse dage Iron Maidens Senjutsu, Bob Dylans Springtime In New York: The Bootleg Series Vol. 16 , Kira Skovs Spirit Tree, Hanne Boels Kopi, Rikke Thomsens Opland, The War on Drugs I Don’t Live Here Anymore, og fra den nye countryscene Joy Oladokuns In Defend of My Own Happiness, Mickey Guytons Remember Her Name og Cody Johnsons Human the Double Album, og …
Coco O: It’s a Process
Coco O’s første soloalbum, It’s a Process, er eftertænksom, minimalistisk zen-soul. Virkelig velproduceret.
Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt, snart mørkt.
Efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, som titlen siger. Lyden er ikke overlækker, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.
Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind.
Med It’s a Process har Coco O skabt sin helt egen genre.
VOLA: Witness
Med nærmest latterligt overlegen tæft for skift mellem bombastiske guitarfriløb og melodiøse fabulerende passager og omkvæd lyder VOLAs moderne, supermelodiøse progressive rock både eventyrlig og meget kontant.
Præcis i de konstante brud og breaks, i kontrasterne mellem tordnende heavyrock og luftig folkpop-brise ligger VOLAs helt store styrke. Witness er noget så sjældent som et rockeventyr, hvis historier ændrer sig lidt for hver gang, man lytter. Noget så sjældent som en dansk rock-suite. Numre som “24 Light Years” og “These Black Claws” ligger i toppen over de mest hørte i år på min Spotify. Er man til Dizzy Mizz Lizzys lyriske mesterværk “Amelia”, kan man meget vel også være til VOLA.
Ginne Marker: Ulteria
Allerede på debutalbummet For Seasons to Come markerede Ginne Marker sig som sangskriver og musiker uden for nummer. På den gode måde. Det er umuligt ikke at tale om tidlige epokegørende sangskrivere som Joni Mitchell og Laura Nyro, senere f.eks. Tina Dickow.
Godt nok er Marker en skolet musiker og komponist, men egentlig lyder hun som en komponist, der intuitivt sætter lyd til sit indre liv uden skelen til regler og manualer. Det lyder ægte, og som sådan stiller det krav om indlevelse hos sin lytter.
Producer og ildsjæl bag Ginne Marker, Aske Jacobys baggrund i 80’ernes lydæstetik høres tydeligt f.eks. i et nummer som “Never Golden But Always Beautiful” og det voldsomt fremragende “Everest”, der sender mig på ekspedition til en strandbar i evig solnedgang. Men det med 80’erne ligger bare som en delikat note i smagen, ikke som et af de amokløb i den digtitale slikbutik, der desværre præger mange artister for øjeblikket. “The Poet” er jazzet med coolness på (og det fedeste orgel i byen). I “Upperhand” er der storhed og bredt vingefang, som jeg forbinder med indierock navne som Coldplay og Kings of Leon.
Ulteria er et sindssygt vellydende album.
The Black Keys: Delta Kream
For et par årtier siden (gen)skabte duoen The Black Keys sammen med bl.a. White Stripes et retro rockudtryk, hvor traditionel blues, rock’a’billy og soul/rythm’n’blues fik et moderne, kornet brush-up med godt med forvrængning.
Det rå-robuste album Delta Kream, indspillet på bare ti timer, fanger essensen af alt det, der skabte North Mississippi Hill Country-bluesen. Dan Auerbach og Patrick Carney med gæster kan selvsagt ikke genskabe backwood oprindeligheden i John Lee Hookers sange. Men det, de leverer her, er grumme intenst, sejt og Delta-sumpet med en PH-værdi langt under 0. Hør Aubauchs og guitarer danse sig gennem klassikernes klassiker Poor Boy a Long Way From Home og bliv begejstret. Delta Kream er et skud adrenalin til alle med den fede lyd af blues i blodet. For mig var der sommerens altan-album.
Karen Rosenberg: Same Soul
Jazz er musikkens cool kat. Den sidder i skyggen bagest i rummet med solbriller og rød læbestift – den synger ikke, den crooner. Tilfældigt opdagede jeg i foråret den danske R&B-pioner Karen Rosenbergs jazzalbum, Same Soul. Overraskelse blev erstattet af forbløffelse. Sikken et stilskift. Med overrumplende fornemmelse for og fortolkning af jazzens skatkammer af blå nuancer lyder Karen Rosenbergs melankolske vokal smukt og fintfølende. Hun fraserer og pauserer og bruger sin luft med, hvad der lyder som perfekt pitch. Det er sensuelt, melodiøst, længselsfuldt, smertefuldt og fyldt med livslyst. Det er seriøst.
God jazzmusik kan meget vel lyde genkendelig – ikke som en af de sange, man har hørt 1000 gange, men genkendeligt som en stemning, man spejler sig i, idet den opstår lige her og nu i dette øjeblik, der allerede er gået, når man når til punktummet.
Når Rosenbeg synger ”We swim in galaxies and milky ways and stars” svømmer jeg med og glemmer et nøk, at virkeligheden siger slud og lunken kaffe.
Brandi Carlile: In These Silent Days
Alt-country stjernen Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den gode melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som country i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke). Stemmen favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.
Sangene er opstået med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag, de fleste inspireret af og i debat med Carliles kristne opdragelse.
Som i den folksy “You and Me on the Rock”. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en parlivssang.
Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.
In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.
John Hiatt: Let’s Fire it Up (Live ’95)
Tidligt i år udkom albummet Let’s Fire it Up (Live ’95), som vist kun kan købes digitalt. Gør mig gerne klogere.
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee.
Musikken på dette livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens. Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Hør f.eks. “Cry Love” gå videre over i “Have a Little Faith”, hvor Hiatt iltert og insisterende lufter sin desperation. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne.
Joakim Thåström: Dom som skinner
Joakim Thåströms intensitet på scenen er ubeskrivelig og uomgængelig. Og intenst er det sandt for dyden på Dom som skiner.
Langsomt men sikkert begynder det med ”Långsomt Fall”, som Thåström har skrevet i samarbejde med den svenske countrypop duo First Aid Kit. Som for at sætte præmissen for sin rejse på dette album citerer den belæste Thåström den berlinske forfatter Hans Fallada.
Det er anslaget til ni sange, der på en og samme tid er øjebliksbilleder, stilstands- og tilstandsbeskrivelser fra en by og samtidig handler om en mand i bevægelse. Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler.
I hjemlandet har der været en del fokus på den gamle rockrebels farvel til guitaren på dette album. Men selvom udtrykket er behersket, gennemproduceret, fremkaldt af diverse synths, keyboards og strings, lyder Thåström så insisterende knudret og karismatisk som altid. I det rum opstår en ny dimension i den gamle svea-rockers lyd.
For den, der gerne vil vellyden, er det måske Thåströms bedst producerede album. Sangene hænger indbyrdes sammen, man kan sige, at de ni sange, øjebliksbilleder, noveller, om man vil, fortæller en cirkulær historie, der lige så meget går baglæns som forlæns. Joakim Thåströms nye plade er det vigtigste argument, jeg lige nu og her kan komme i tanke om, for albummet som kunstværk.
Magtens Korridorer: Club Promise
Og det skete i de dage i 2021, at Magtens Korridorer udsendte den smukkeste ballade i nyere danskrock historie. “Månelys i rav”. Som efterhånden altid med Johan Olsens tekster er lyrikken ikke printet ud med caps locked, men stemningen er ikke til at tage fejl af. “Månelys efterladt i rav tjekker ud fra mørkets hotel” – det er bidende ensomt her, men ikke goldt. Jeg hører et stort, empatisk hjerte bag den sang.
Der er også hårde rocknumre i klassisk Magtens Korridorer-stil på Club Promise, f.eks. titelnummeret, der handler om musikbranchens indbyggede tomhed, men gennemgående er det det til dato mest nuancerede MK-album. “Byens lys” (med Beatles-flair) og “Ensom stjerne” – begge klassisk gode tryk den af Korridor-melodier. Den bragende “Helten ud i lyset” er som skabt til koncerter.
Man skal passe på med udtrykket perfekt, for hvad er der så tilbage at opnå? Men altså, dette er tæt på det perfekt producerede Magtens Korridorer-album med velbalanceret symbiose mellem hård guitarrock og billedskabende keybords.
Ronnie Atkins: One Shot
I efteråret 2019 fik Ronnie Atkins aka Paul Christensen, Pretty Maids, konstateret lungekræft. Han blev opereret, fik stråleterapi 33 gange og gik gennem et forløb på tre måneder, hvor han var i kemoterapi. Han blev erklæret rask i februar 2020, men seks uger efter fik han den besked, at kræften havde bredt sig til knoglerne uden at kunne helbredes.
“One Shot” er skrevet og indspillet i Corona-skjul med hjælp fra producerne Chris Laney og Jacob Hansen og en flok danske og svenske musikere.
Hvert ord, hver strofe på dette fremragende hardrock album har baggrund i følelserne hos en mand i dobbelt isolation uden håb om meget andet end at få morgendagen med. Alt er på spil. Og det høres.
Musikalsk kan man kalde det en moderne, opdateret version af den bløde firserheavy, der i sin tid inspirerede Pretty Maids. MASSIV guitarmur uden at svigte komponistens dogme om melodi-melodi-melodi i omkvædet. “Miles Away” kunne lige så godt være en flot akustisk ballade. Stolthed og figthervilje stråler ud af “Subjugated” og “One By One” med omkvæd, der skriger på at blive spillet live. Det er Bon Jovi bedre end Bon Jovi med stormende guitarspil af Kee Marcello. Titelnummeret har kraft og styrke som en forhammer. Faktisk falder kun et par numre igennem. Som om det ikke er nok, bliver albummet bare bedre og bedre indtil, man når til det sidste nummer.
Årets album: Ifølge Jan Eriksen er Nashville sangskriveren Joy Oladokun en af outsiderne til titlen som årets album. Pressefoto
JOHN HIATT // ANMELDELSE – Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”
For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.
Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.
I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.
Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.
Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.
Da teltet swingede under Roskilde Festivalen
Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.
JOHN HIATT, PRESSEFOTO
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks.
Musikken på dette nye livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.
Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste
Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.
Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.
Hvis et groove kan smile…
Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.
All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…
Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det
Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.
Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.
Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.
Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.
Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.
Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.
