Som dette er “Electric Blue” et dobbeltalbum. Og ja, der er budt op til en heftig lytteoplevelse med dybe rødder i klassisk, traditionalistisk bluesbaseret rockmusik. Forvent ingen modernistiske udfordringer af formen; forvent spade, masser af spade. Det er, som det skal være, når det gælder B-Joe. Og godt for det.
Mange danskere vil kende B-Joe som ham med det lange hår i Hardinger Band, der hyppigt optræder rundt omkring i landet med Shu-Bi-Duas gamle guld. Udover Michael Hardinger selv består bandet af de tidligere Shu-Bi-Dua-medlemmer Kim Daugaard og Jørgen Thorup.
B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister
Joe ‘voksed og koksed’ som dreng på Nørrebro. Som helt ung dannede han sammen med Jacob Moth i begyndelsen af 80’erne det psykedeliske rockband Purple Haze (!), senere syrerockbandet Azurit. Senere igen har han udsendt en håndfuld album, bl.a. Ready to Ride og min favorit Good Time For Losers, hvor han bevæger sig gennem forskellige rockgenrer.
B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister. Som hos min personlige hardrock-favorit, Black Sabbaths Tony Iommi, er der en dybblå, lidt tør, krydret tone i B-Joes lyd uanset, hvor meget han vrider og strækker tonerne ud. På plade fornemmer man hele tiden et stramt tempereret spil. Ingen tendenser til kapløb med sig selv. Ingen ulidelige trip ud i det plumrede grænseland mellem selvfedme og selvsving som hos den gamle guitargud Joe Satriani.
Som den bluesmusiker, B-Joe er, låner han gerne standardfraser fra rockhistoriens efterhånden omfattende tekstbibliotek. I nogle sange som f.eks. ’Restless City’ ender den noget klichefyldte tekst med at stå i vejen for den ellers storbyfebrile musik.
Så er der meget mere tyngde og samklang mellem ord og lyd i ‘Midnight on the Ranch’, hvor jeg hører vindbøjtler flyve gennem luften, mens Cowboy Joe, oplyst af det diabolske månelys, sidder med sine cowboystøvler på terrassens gelænder med guitaren igen og igen skærende skarpe snit over den samme bluesgang.
I sidste ende er musik det, lytteren lægger i det, man hører. I dét nummer er der larm og ballade i min indre biograf.
Det går direkte videre over i pladens bedste nummer, en opdatering af ‘My Friend’, som man fornemmer må være skrevet til en døende ven, der på tærsklen til evigheden ser sine uopfyldte drømme løbe ud i sandet. Måske findes han eller hun i virkeligheden, måske er det tænkt som et billede på at miste.
I hvert fald maler Joe Johansens dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde. Hvis det er meningen, at rockmusik skal være en følelse, er dette nummer – i selskab med det smukke, soulede ’Break Down’ – det bedste argument, jeg kan komme i tanke om på denne torsdag aften.
Jeg kom flere gange til at tænke på Joe Bonamassa, mens jeg lyttede til dette nummer. Og Gary Moore i dennes storhedstid. Man kan ikke sige, at B-Joe bibringer sine inspirationskilder meget nyt, men man er ikke et sekund i tvivl om, at der ligger sjæl og ånd bag.
Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet. Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode
Pladen slutter med rockhistoriens mest åbenlyse hyldest til John Lennon (og The Beatles i koret), ’I Had a Dream’. Her er hilsner til ’Imagine, ’Watching the Wheels’, ’I’m Losing You’ og ’I’m the Walrus’ – og selvfølgelig lader Johansen sin guitar weepe gently mod slutningen, indtil den spacer ud.
Som i åbningsnummeret, programerklæringen ’Mountain High’ risikerer en sang om at håbe på en bedre verden let at lyde naiv. Men som helten sang, “You may say I’m a dreamer/but I’m not the only one”.
Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet.
Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode.
B-Joe, ‘Electric Blue, album.
Foto: Baden Photo.
