En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik

På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?

I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.

Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havde dét.

Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.

Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.

Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.

Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.

Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)

Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.

Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.

Kate Bush og referencerne

Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.

Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.

Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.

Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning

Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.

Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.

Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.

Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).

Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.

Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.

Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.

Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.

Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.

Kate Bush og mysterierne

Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.

Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.

Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.

Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel

Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.

Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.

Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.

Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.

Kate Bush dansen

Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.

Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.

Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.

I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.

Kate Bush skylder ikke nogen noget.