Lana Del Reys fucking bedste album

Lana Del Reys fucking bedste album

af | sep 2, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Siden gennembruddet i 2011 med sange med tjavset morgenhår og naturligt smokey eyes, har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. Men nu er hun tilbage med sit bedste album nogensinde. Der bliver stadig knaldet på Norman Fucking Rockwell, men der er også tale ”om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey syngende som en ubegribelig drøm bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA,” skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Lana Del Rey optræder p.t. i en højprofileret kampagne for en Gucci parfume. Samtidig med, at hun kandiderer til titlen ’stilikon’, har hun altid balanceret mellem cool fashionista og en trashy, vampet persona med stiletterne placeret i rendestenen. Musikalsk set har det været en balance mellem kant og mainstream.

Når Lana Del Rey er god, lyder hun, som hvis Marilyn Monroe var vågnet op igen i en trailerpark et sted med udsigt til New York.

Ikke at der ikke stadig bliver knaldet og bandet igennem på Norman Fucking Rockwell. Men det er dybere, smukkere og mere hjertegribende end som så.

Titlen i sig selv lyder som en visuel programerklæring for albummet. Maleren Norman Rockwell er især kendt som leverandør af utallige magasintegninger og malerier, der for flere generationer amerikanere symboliserede en renfærdig, idylliseret version af The American Dream. Før, under og efter Anden Verdenskrig var han nationalhelt med en pensel i hånden.

At han som antiracist med klar støtte til borgerrettighedsbevægelsen måtte kæmpe sine kampe med the establishment er en anden sag.

Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger

Med sin velourbløde vokal og skarpe pen kradser Lana Del Rey Norman Rockwells glansbilleder.

Nogle Lana Del Reys-fans vil måske finde den basalt pianobårne musik på albummet lidt kedelig. Fraset den succesfulde sommersingle ”Doing Time”, hvor sangens persona gennemlever en homoseksuel kærlighedsaffære, er der ikke just budt op til dans på Norman Fucking Rockwell.

I så fald er der tale om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americanasom kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.

Samtidig er Norman Fucking Rockwell fyldt med gode melodier og begavede arrangementer, håb og sågar en stor del menneskeligt overskud.

Alter egoet Venice Bitch

Det begynder med titelnummeret; et enligt piano og sangen, lidt senere tilføjet lyden af strygere. Allerede her fornemmes en linje tilbage til 70’ernes store sangskrivere som Bowie, Laura Nyro, Carole King.

Lana har muligvis opfundet et alter ego til lejligheden; i hvert fald optræder figuren Venice Bitch i et par sange. Selvfølgelig i ”Venice Bitch” – en af albummets mere spektakulære sange, der for længst er udkommet som single. Det begynder med en akustisk guitar, lidt senere strygere, for at ende ud i en tilsyneladende uendelig, syret outro. Et næsten ti minutter langt psykedelisk trip på mælkevejen over Los Angeles.

Norman Fucking Rockwell er indspillet i tæt samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har hjulpet især Lorde med at finde en indre, personlig kerne i musikken. Det gælder til dels også Taylor Swift, der slækkede lidt på kontrolknappen på sit seneste album Lover.

Også i Antonoffs hænder leger Del Rey med studiets mange muligheder. Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende.

For eksempel i “California”.

You don’t ever have to be stronger than you really are
When you’re lying in my arms, baby
You don’t ever have to go faster than your fastest pace

Udover en tekstlig hilsen til John Lennons ”Imagine” er nummeret, som jeg tillader mig at betragte som et af albummets centrale, en bevægende rockballade par excellence, som kunne være skrevet af Mr. Lennon, indspillet med dennes husproducer Phil Spector.

“Hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but I have it”

Norman Fucking Rockwell er som en rejse, hvor referencer som Elton John, Leonard Cohen, Crosby, Stills og Nash, Cindy Lauper, forfatteren Sylvia Plath og stednavne på stribe flashes som lydlige billboard-reklamer langs med highway’en. En rejse fra klassisk Hollywood-lore og et psykedelisk eksil i bakkerne ved Los Angeles mod enkelthed i 60’ernes og 70’ernes singersongwriter-musik.

”Venice Bitch” kunne være skrevet af moderne trubadurer som Ben Harper eller Lori McKenna.

De første par linjer i ”The Greatest” – hvor den formidabelt syngende Del Rey er så sensibelt inderlig og melodiøs som nogen, jeg lige kan komme i tanke om.

I miss Long Beach and I miss you, babe

I miss dancing with you the most of all
I miss the bar where the Beach Boys would go
Dennis’s last stop before Kokomo

Albummet slutter med tre ballader, “Bartender”, “Happiness is a Butterfly” og “Hope is a dangerous thing for a woman like me yo have – but I have it”. Om hun er påvirket af den kompromisløse ærlighed, der de senere år har præget amerikansk sangskrivning – jeg så f.eks. Julia Holter, Sharon van Etten og Julien Baker på årets Roskilde Festival – ved hun kun selv.

Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende

Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger og en nærmest terapeutisk gennemgang af alt det, som Elizabeth Woolridge Grant kæmper med, når hun ikke hedder Lana. Det er bevægende. Stort.

I’ve been tearing up town in my fucking white gown
Like a goddamn near sociopath
Shaking my ass is the only thing that’s
Got this black narcissist off my back
She couldn’t care less, and I never cared more

Nummeret “Looking for America”, som Lana Del Rey og John Antonoff offentliggjorde umiddelbart efter massedrabene i august i Texas og Ohio er desværre ikke indkluderet på Norman Fucking Rockwell. Måske af branchepolitiske, måske af praktiske årsager. Ærgerligt – den smukke skønsang, der former sig som et vue ud over et Amerika på selvmordets rand, veksler mellem depression og, igen, håb og kærlighed. Den ville have bragt Norman Fucking Rockwell et skridt nærmere ’ the next best american record’, som Lana synger om.

Nu er det så bare hendes fucking bedste album.

Lana del Rey, “Norman Fucking Rockwell”, album, udkom fredag 30.8.19.

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

af | maj 14, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

Elton John lukker og slukker. Skal hans ord stå til troende, er den aktuelle verdensturne hans sidste. Manden, der kan skrive ’større end livet-fænomen’ ved siden af ’musiker’ på sit visitkort, spiller i Royal Arena lørdag d. 18. maj. POV Internationals musikredaktør Jan Eriksen har genlyttet Elton Johns enorme produktion og genanmelder her sine fire yndlings Elton-studiealbums.

Biopic-filmen om hans liv ”Rocketman” har premiere d. 30. maj.

I oktober udkommer hans første officielle biografi på forlaget Macmillan, der kalder bogen en kontoopgørelse uden begrænsninger.

Selv skrev Elton John forleden på twitter: ”Mit liv har været en helvedes rutsjebanetur, og nu er jeg klar til at fortælle min historie med mine egne ord.”

Men Elton er jo også musik. Han har udgivet 30 studiealbum. Især de første seks, der blev udgivet på bare fem år fra 1969 til og med 1974, står i dag tilbage som et uomgængeligt kapitel i rockhistorien. Nederst i artiklen er samtlige studiealbum oplistet.

Elton John, udsendt april 1970, producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

Afhængig af synsvinkel er Elton John det første eller andet Elton John-album. Empty Sky udkom i Europa i 1969, men først i USA i midten af 1970’erne. Så for amerikanerne er Elton John det første. Overordnet kan det lyde noget ujævnt og meget poleret.

Og for mange står Tumbleweed Connection (1970) nok som en vigtigere trædesten i Johns karriere. Albummet blev indspillet som en hyldest til den amerikanske sangskat, som Elton og vennen tekstforfatter Bernie Taupin havde lært at kende under et ophold i Los Angeles. Ikke mindst fandt Elton en mentor i den æras største hvide, amerikanske pianoman, guitarist og iværksætter Leon Russel. Hans indflydelse på Elton var så stor, at denne langt senere tog initiativ til albummet The Union – som en hyldest til sin læremester.

Efter min smag er der dog for mange ligegyldige pastiche-sange på Tumbleweed Connection.

Hørt i dag står Elton John som albummet, hvor Reginald Dwight fandt sin musikalske karakter som komponist og musiker, ligesom han havde opfundet sin kunster-persona Elton John.

Albummet åbnes med en af hans største klassikere, den udødelige”Your Song”.

Med Taupins ligefremme kærlighedstekst, der blev skrevet i Eltons mors køkken, Eltons elegante klaverspil og et sublimt strygerarrangement er det tæt på den ultimative kærlighedspopsang. Det er ikke altid, Elton lyder som om han har hjertet med i Taupins ofte krøllede tekster. Men her banker hjertet.

Også “Take Me to the Pilot” og “Border Song” er senere blevet klassikere.

“Border Song” er et vigtigt, definerende Elton-værk, hvor hans to vigtigste inspirationskilder, gospel og progrock, mod alle odds samles flot i en komposition, som kun Elton John kunne have skrevet – med støtte af Gus Gudgeons lydhøre produktion. “Border Song” fik sit blå – eller sorte – soul-stempel, da det kort efter udgivelsen blev indspillet af Aretha Franklin.

Selv i en ballade som ”Your Song” fornemmer man, at han kan bryde ud i et Leon Russell’sk boogie anytime. Som i “Take Me to the Pilot” hvor Elton definerer den melodiøse, groovy stil utallige af hans komponistioner senere skulle få.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Til gengæld illustrerer både ”Need You to Turn to” og ”The Greatest Discovery” tydeligt, at albummet ifølge Gudgeon oprindelig var tænkt som en form for udstillingsvindue for Eltons kvaliteter. De to numre lyder som chamber-pop beregnet som baggrundsmuzak ved en fest på et stort engelsk herresæde, hvor gæsterne for spas skyld er klædt i Louis XVI-outfit. Men hey, den side rummer Elton som bekendt også.

Hvis man gerne vil, kan ”The Greatest Discovery” høres som inspirationskilde til den bærende melodilinje i Bob Dylans ”Simple Twist of Fate” fra Blood on the Tracks, der udkom fem år senere.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Det havde han til gengæld ikke, da han indspillede den spøjse Mick Jagger-parodi ’No Shoe Strings on Louise”.

Elton John blev affyringsrampen for The Rocket Man Elton John.

Don’t Shoot Me I am Only The Piano Player, udsendt  22. januar 1973. Producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

I min bog det mest inspirerede Elton John-album. Under alle omstændigheder hans mest helhjertede rock’n’roll-album, hvor han overbevisende forløser sin vision om en klaverbåren anglo-amerikansk lyd.

Samtidig er det albummet, hvor guitarist Davey Johnstones indflydelse på det samlede udtryk fremstår mest lysende – uden hans seksstrengede ville ”Have Mercy on the Criminal” for eksempel ikke være det stærke, langtidsholdbare rockepos, det er endt som. Elton var påvirket af datidens såkaldt progressive rock, f.eks. Emerson, Lake and Palmer, men modsat hos dem er der faktisk nerve i ”Have Mercy…”

I forbindelse med albummet Honky Chateau (1972) var der sket et par afgørende ting i Eltons musikalske udvikling. Indspilningerne var henlagt til Château d’Hérouville-studiet i Frankrig – og det var første gang, den senere Elton-kerne, guitarist Davey Johnstone, bassist Dee Murray og trommeslager Nigel Olsson medvirkede sammen. Omgivelserne omkring det franske slot havde åbenbart en gunstig virkning på kreativiteten.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”

Kun de største komponister formår at følge op på melodier, hvor en luge er åbnet til himlen med lige så stor kunst. Selvom “Daniel” lyder som et forsøg på en ny love-evergreen, er det ifølge Bernie Taupin en hyldest til soldaterne, der vendte hjem fra Vietnam med ud- og indvendige ar. Arrangementet med Ken Scotts synths er lovlig kitchet til min smag, men melodien fejler intet.

Det gør den heller ikke i “Teenage Idol”, igen et arketypisk Elton-nummer hvor et kantet boogie-bårent a-stykke finder sin kontrast i et nydeligt, melodiøst b-stykke.

Om “Blues for My Baby and Me” er inspireret af Eltons piano man-kollega, Billy Joel, der var begyndt at røre på sig i USA, ved jeg ikke. Det kunne det være, fremført i en stemningssættende strøm af blå akkorder. Endnu en følt John-melodi og igen et af de af hans numre, hvor Davey Johnstone shiner i en skarp solo.

Albummets mest markante nummer, “Crocodile Rock”, er indiskutabelt en hyldest til den mest løsslupne del af 50’er-rocken med Elton i ditto sangstil. Men modsat de fleste tilsvarende – tag f.eks. sangene fra “Grease” – lyder krokodillerockeren ikke bare som en smart pastelfarvet stiløvelse. Det er rock’n’roll i sin egen ret. Rockfølelse. Som også “Midnight Creeper”, der ifølge Elton selv er en hyldest til The Rolling Stones. Igen et forrygende rocknummer med Eltons eget boogieudtryk. Leon Russell in memoriam, kan man tilføje i dag, tre år efter mesterens død. Og Davey Johnstone at large.

“Elderberry Wine”, der står for eftertiden som et af Eltons store hit, er ikke en af mine favoritter. Et udmærket rocknummer, ja, men teksten, der vist skal forestille at være sjov, er fjoget.

Til gengæld er den noget oversete ”Texan Love Song” en usædvanlig skarp satirisk parodi på en fordomsfuldhed, hvor sangens stemme langer ud efter alt og alle, homoseksuelle, kommunister, negro blues, langhårede.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”.

Goodbye Yellow Brick Road, udsendt 5. oktober 1974, produceret af Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin, dog er “Funeral For a Friend” skrevet af Elton John alene.

Vejen med de gule sten spiller en vigtig rolle i L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Albummet Goodbye Yellow Brick Road spiller unægtelig også en vigtig rolle i eventyret om Elton John. Med numre som titelnummeret, “Bennie and the Jets”, “Candle in the Wind” og “Saturday Night’s Allright for Fighting” er det næsten et greatest hits album i sig selv.

Primo 70’erne var en kreativ periode i Eltons karriere. Bare halvandet år efter albummet Honkey Château ’eksploderede’ han og det efterhånden faste band i ’Det gule album’.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse

Der er dage, hvor jeg anser titelsangen “Goodbye Yellow Brick Road” for at være den perfekte britiske poprocksang – introen, Eltons piano, den flotte falsetsang, den geniale struktur med Johnstones guitar i dobbeltrolle, det smukke kor. Imponerende så meget følelse Elton lægger i den sære historie om en jetset toyboys ønske om at vende hjem til barndommens grønne dal.

Der er andre dage, hvor jeg anser albummet for at være noget overvurderet.

Jeg har aldrig forstået begejstringen for halvdelen af det første nummer ”Funeral for a Friend”. Til gengæld er anden halvdel, ”Love Lies Bleeding” et forrygende rock’n’roll-nummer med en venlig hilsen til The Rolling Stones’ ”Sympathy For the Devil”. Elton når han er mest rock.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse. Måske fordi han kan genkende sig selv i ordenes humane udråb. Hvem ville ikke ønske, at de havde kendt og måske kunne have givet Marilyn, Amy Winehouse, Kurt Cobain, James Dean, Whitney med flere en hånd. Og Eltons melodi er jo ikke af denne verden.

Så ja, der er elementer af uantastelig storhed på Goodbye Yellow Brick Road – men også deciderede flopnumre.

”This Song Has No Title”, nej og den har heller ikke en pointe. Ok, i den æra i rockmusikken var det almindeligt, at musikken kunne lyde som et score fra en af tidens populære rockmusicals. Uvedkommende lydtapet.

Gennem Bernie Taupins tekstforfatterskab fornemmer man ofte en vis vrede i forhold til det andet køn. Der har vi alle været indtil flere gange i livet. Men selv, da jeg som forvirret teenager i år 43 før #MeToo første gang hørte ”Dirty Little Girl”, der vistnok skal forestille at være sjov, på det lokale musikbibliotek, fandt jeg den frastødende.  ”I’ve seen a lot of women who haven’t had much luck/ I’ve seen you looking like you’ve been run down by a truck.”

Country-pop pastichen ”Roy Rogers” kan bedst beskrives som et argument for dem, der mener, at Goodbye Yellow Brick Road ikke burde have været et dobbeltalbum. Så er der lidt mere liv i hillbilly bluegrass-nummeret ”Social Desease”.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent i 70’ernes begyndelse.

”Sweet Painted Lady”, en chanson på engelsk, er en skøn malerisk sang med al den varme og melankoli, Taupins tekst lægger op til.

Retro-rockeren “Your Sister Can’t Twist (But She Sure Knows How to Rock’n’roll)” emmer af charme og Beach Boys-kor. Og går direkte over i et andet af Eltons bedste rocknumre, den regulære festredder “Saturday Night’s Allright…”  – igen med Davey Johnstones hidsige guitar som vigtig motor.

Albummet slutter af med det formfuldendte ”Harmony” der både kan tolkes som en kærlighedssang eller Eltons hyldest til den smukke pop, som den blev defineret af Paul McCartney og Brian Wilson. En fornem afrunding.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent på et tidspunkt, hvor der vel bare var ham – og den noget mindre mainstream David Bowie – i England til at gå med depechen fra Liverpool.

Songs From the Westcoast, udsendt 1. oktober 2001, produceret af Patrick Leonard. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin.

Efter en stribe album, der hverken kommercielt eller kunstnerisk levede op til de første seks album, udsendte Elton i 2001 Songs From the Westcoast.

Alene i titlen er der lagt op til en tilbagevenden til rødderne – til den musik, der sin tid skabte Elton John. Hans store kreative vækkelse havde fundet sted et par og tyve år tidligere i Los Angeles, hvor Songs From the Westcoast da også er indspillet. Og for ligesom at sætte streg under er coverfotoet taget i en restaurant, hvor bl.a. americana-filmen ”True Romance” er indspillet. Bernie Taupin er på godt og ondt tilbage som eneste tekstforfatter.

Som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John.

”Dark Diamond” rummer al den varme, funky boogiefeeling, man kender fra de første album. Man kan sige, at det er i dette musikalske rum, man for alvor mærker mennesket Elton bag extravaganza-Elton.

Det gælder også ”Look Ma No Hands” og ”American Triangle”, endnu en tekst, hvor John/Taupin satiriserer over fordomsfuldhed i de amerikanske sydstater.

“The Wasteland” er en arrig bluesrocker, der formelig emmer af rootsfeeling, som dengang, Leon Russell lærte Elton the soul og the boogie.

Albummet toppes af det mest vedkommende Elton John-nummer post Goodbye Yellow Brick Road, nemlig ”I Want Love”. Igen en kærlighedssang, som Elton synger med glød i en melodi og produktion, der gyldent indrammer den oprindelige Elton-esque. Det gør ikke nummeret værre, at det lyder som en hyldest til Sir Eltons gamle ven John Lennon.

Numre som ”The Boy in the Red Shoes” og ”The Emperor’s New Clothes” – som Elton ofte spiller live – er Elton, når han er mest softrock mellow uden den gode melodi som nævnte ”Can You Feel the Love Tonight”. De holder ikke standarden.

Men som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John. Suverænt afrundet af ”This Train Don’t Stop There Anymore” – ballademageren Elton, når han er bedst.

Elton Johns studiealbum

Empty Sky, 1969, m. bl.a. Skyline Pidgeon

Elton John, 1970, m. bl.a. Your Song og Take Me to the Pilot

Tumbleweed Connection, 1970, m. bl.a. Burn Down the Mission

Madman Across the Water, 1971, m. bl.a. Tiny Dancer og Levon

Honky Château, 1972, m. bl.a. Honky Cat og Rock Man (I Think it’s Going to be a Long, Long Time

Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player, 1973. m. bl.a. Daniel og Crocodile Rock

Goodbye Yellow Brick Road, 1974, m. bl.a. Bennie and the Jets og Candle in the Wind

Caribou, 1974, m. bl.a. The Bitch is Back og Don’t Let the Sun Go Down on Me

Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, 1975, m. bl.a. Someone Saved My Life Tonight

Rock of the Westies, 1975, m. bl.a. Feed Me

Blue Moves, 1976, m. bl.a. Sorry Seems to Be the Hardest Word

A Single Man, 1976, m. bl.a. Song for Guy og Madness

Victim of Love, 1979, m. bl.a. Johnny B. Goode

21 at 33, 1980, m. bl.a. Dear God

The Fox, 1981, m. bl.a. Elton’s Song (skrevet sammen med Tom Robinson)

Jump Up!, 1982, m. bl.a. Blue Eyes

Too Low for Zero, 1983, m. bl.a. I’m Still Standing og I Guess That’s Why They Call it The Blues

Breaking Hearts, 1984, m. bl.a. Sad Songs (Say so Much)

Ice on Fire, 1985, m. bl.a. Nikita

Leather Jackets, 1986, m. bl.a. Slow Rivers (duet med Cliff Richard)

Reg Strikes Back, 1988, m. bl.a. I Don’t Wanna Go on With You Like That

Sleeping with the Past, 1989, m. bl.a. Sacrifice og Club at the End of the Street

The One, 1995, m. bl.a. Simple Life og The One

Made in England, 1995, m. bl.a. Believe og Made in England

The Big Picture, 1997, m. bl.a. Something about the Way You Look Tonight

Songs from the West Coast, 2001, m. bl.a. I Want Love og This Train Don’t Stop There Anymore

Peachtree Road, 2004, m. bl.a. They Call Her the Cat

The Captain & the Kid, 2006, m. bl.a. The Bridge

The Diving Board, 2013, m. bl.a. The Ballad of Blind Tom

Wonderful Crazy Night, 2016, In the Name of You

Kærlighedsbutikken er endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde

Kærlighedsbutikken er endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde

af | mar 24, 2019 | Anmeldelse

Fra P.O.V. International

Som altid er tonen på Love Shops nye album Brænder boksen med smukke ting cinematisk. Ja, måske endda endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.

Undervejs på den færd veksler den klassiske “love shopske” melankoli mellem stilfærdige etuder og smådramatiske forløb, hvor guitarist Mika Vandborg, pedal steel-guitarist Maggie Björklund og Mikkel Damgaards keyboards maler ekspressive modbilleder i fuld technicolor til den gråmelerede modløshed.

Åbningsscenen kunne tage sit udgangspunkt i en bil på vej væk fra Love Shops hjemmebane i Store Vega på Enghavevej, der engang i tidernes morgen fungerede som Folkets Hus. For dét er netop titlen, Folkets hus, på det første klaverstykke i tonstung mol, hvor sanger og tekstforfatter Unmack konstaterer at alt det gode i ’socialdemokratiets kolde krop’ er rådnet op. Og hvorfor så egentlig feste?

Et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før

Således opmuntrede lusker vi videre og fortsætter baskende med armene i den flotte crescendo-bårne indie-rocksang Til jorden kommer. Indover Kongens Nytorv, forbi Magasins og d’Angleterres ’plastiksjæle’ ud mod Langelinie, hvor manden bag sangen om drømmenes København lader sig friste af skibene på vej mod ukendte destinationer. Det er næsten 30 år siden, Unmacks uforbeholdne begejstring over København første gang blændede igennem på det første Love Shop-album.

Som han synger Til jorden kommer med dommedagsrøst, er der ikke meget lys at spore.

Også Underdanmark er et storladent rocknummer med Mika Vandborg på spade, så det er lige før, man mistænker ham for forveksle Love Shop med Electric Guitars. Et stemningsbillede – måske – af baneterrænet omkring Hovedbanegården, hvor udstødte søger varme eller bare et sted at være.

I dette som i andre numre benytter Unmacks sig at en form for kontrasternes cut up-teknik. Hvor begreber sættes sammen – ’iskold brænder’ – og ordstumper ditto – ’lyd af spor der skifter tog’, ’lever for at sulte’. Han synger om tog, der får mig til at tænke på billeder af de tog, der bragte jøder til Auschwitz dengang i 40’erne.

I samklang med musikken skaber det endog meget stærke spejlinger og billeder i ørebøfferne. Det er koldt ja, koldt som når feberen er stigende, og, ja særdeles virkningsfuldt. Jens Unmacks tekster bliver mere og mere fragmentariske.

Om skrivestilen er inspireret af David Bowie, der også legede med at klippe i ord og sætninger, aner jeg ikke. Men han, altså Den Tynde Hvide Hertug, dukker op, efterhånden som Love Shops rejse bevæger sig udenfor Danmarks grænser til et krakelerende England i British Racing Green. I en slentrende melodisk bevægelse, med Damgaards hypermelodiøse keyboardspil, der godt kunne være inspireret af ’Life on Mars’-Bowie, hvis blege 70’er fjæs kommer til at stå som et stemningsbillede på ’dage kulsorte som vinyl’.

Igen et meget, meget smukt postkort – eller Instagram-opslag – fra en musikelsker. Måske en hyldest til et idol. Måske en hyldest til musikalsk passion. Måske et billede på den tiltagende fattigdom i dronningeriget, der muligvis snart ligger udenfor EU. Måske det hele. Måske noget andet.

Lever og dør med stil

Er det hele sort og forknyt på dette album? Nej, under et stop på rejsen i Berlin, I Berlin siger alle farvel, aner man trods alt en form for håb eller fortrøstning i noget, der ligner en sang om et kærlighedsforhold, der er på vej til at splitte sig op i Øst og Vest. Igen akkompagneret af fajancefine guitarvignetter. Som i det arketypiske Love Shop titelnummer Brænder boksen med smukke ting.

Som, i al fald af denne anmelder, KAN høres som en metasang om Unmacks skrivestil. Boksen – lig et gammeldags filmkamera – fyldes med både smukt og grimt.

Det er efterhånden en del år siden, Love Shop og alle andre mistede guitarist Hilmer Hassig. Men han lever videre i sit gamle band, ikke bare i Vandborgs guitar, der gavmildt deler ud af den twangy lyd, Hassig selv var en fornem ambassadør for.

Men også i albummets sidste nummer Druknet Senegal Vin, hvor rejsen fortsætter ned gennem Tyskland mod ukendte mål, mens sangeren ”Spejder efter hilmer, kigger efter heinz (Henrik Hall, der døde i 2011)”. Læg dertil en lille hilsen til et af Unmacks store idoler, Joakim Thåström.

Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre

Ovenpå et repetitivt beat og med bassist Nis Tyrrestrup i halvdovent kinddanstempo slutter rejsen vist med en form for forsoning. Igen: måske. Det er det fine med Love Shops filmiske popsange. Lyt. Sans. Digt selv med.

Jens Unmack har udviklet sig til en af de væsentligste ordkløvere i dansk rock – og i øvrigt synger han bedre og bedre.

Brænder boksen med smukke ting er et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før.

Skulle man fremhæve et enkelt nummer, bliver det At leve er at dø med stil.

Så fint det løftes i gang af guitaren til en gennemført popmelodi med et insisterende b-stykke, hvor sang, ord og musik mødes i soniske billeder så smukke som regnen en dugfrisk morgen i Alperne, som man må formode rejsen passerer efter Mainz, som Unmack synger om.

Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre.

Love Shop, Brænder boksen med smukke ting, A:larm – Universal

Uomgængelig læsning for den, der vil forstå Bowies tekster

Uomgængelig læsning for den, der vil forstå Bowies tekster

af | nov 20, 2018 | Anmeldelse

Fra POV.International

 // ANMELDELSE –  ”’Hvordan være sig selv i en verden, der er overfladisk, forloren, forløjet, undertrykkende, og flygtig hvordan blive sig selv, hvordan finde sin egen normalitet,’ opridser forfatteren Jakob Brønnum et almengyldigt dilemma. Forfatteren har klogelig fravalgt en kronologisk gennemgang af Bowies sangskat. I stedet går han tematisk til værks.

“Jeg var ung og single, og tibetansk buddhisme appellerede til mig på det tidspunkt. Jeg tænkte: ’der er frelse’. Det virkede ikke rigtig. Så bevægede jeg mig gennem Nietzsche, satanisme, kristendom og keramik og endte med at synge. Det har været en meget lang vej…”

Citatet, der stammer fra et Ellen DeGeneres talkshow (2004), skyldes David Bowie.  Man kan næsten høre (selv)ironien i hans stemme.

Og det var sådan det blev; en meget lang rejse for den evigt søgende, eksistentialistiske rock-alkymist David Bowie, der døde 10. januar 2016.  Han og især hans tekster er emnet for Jakob Brønnums nye bog Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter.

Bowie er en af få rockmusikere, hvis samlede værk hele vejen igennem er gennemsyret af eksistentiel åndelighed, som Brønnum grundigt og med rent ud sagt imponerende litterær og teologisk indsigt undersøger i sin bog.

Brønnum er blandt andet uddannet cand.theol. Han er redaktør på Præsteforeningens blad,  medlem af redaktionen på POV.International, har udgivet flere end 30 digtsamlinger, romaner, fagbøger med mere – herunder de to essays ’Verden ifølge U2’ og ’Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder’.

Som det fremgår af titlen på sidstnævnte er disse skrevet med nogenlunde samme mål for øje som denne nye Bowie-bog.

Veldokumenteret tolkning

Præmissen  for Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter er klar. Det er Brønnums veldokumenterede tolkning af David Bowie.

I det store billede lægger Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter nye alen til den almindelige Bowie-fans (hvis det begreb findes) viden om – og i forvejen enorme respekt for – David Bowie

Som læser kommer man ind i mellem til at diskutere med bogen. Sådan må det være, f.eks. når pegefingeren løftes. Jeg ser f.eks. ikke nogen større modsætning mellem på den ene side at spise vingummi i biografen (som i at flygte fra virkeligheden) og interessere for lidt større eksistentielle emner på den anden.

Jeg havde også gerne set George Harrison, der opmuntrede Bowie til at søge sine svar i buddhismen, nævnt i forbindelse med teksten til Heathen, der citerer All Things Must Pass.

Men i det store billede lægger Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter nye alen til den almindelige Bowie-fans (hvis det begreb findes) viden om – og i forvejen enorme respekt for – David Bowie.

Lad os tage et par eksempler.

Med udgangspunkt i Changes fra Honky Dory’ opridses dualiteten i Bowies musik.

Det er ’syng-med’ popmusik med kommerciel appel som denne version af Bowies samtidige T. Rex og Slade. Samtidig er det en tekst, der med den store digters format udtrykker en “livsvisdom (…), som er usædvanlig. Det lykkes Bowie at lægge spor ud, der gør tilværelsens grundlæggende rammer synlige,” som Brønnum skriver med henvisninger til både Dante og Heraklit.

Gennemgangen af Changes er bare et af bogens mange aha-momenter for mig, der hidtil har slået mig til tåls med en lidt diffus idé om, at sangen nok indrammer nødvendigheden i at turde ’face the strange’, som Bowie synger. Tiden bevæger sig alligevel ubønhørligt mod det uundgåelige.

Fremmedgørelse a go-go

Et andet sådant moment er Brønnums deduktion af Life on Mars, der viser sig delvis at være inspireret af Beatles’ A Day in the Life og She’s Leaving Home, begge fra Sgt. Pepper-albummet. Det er en sang om en reflekterende ung kvindes gryende tidstypiske post-60’er opgør med normaliteten – sendt i biografen, som hun er, af sin far, muligvis så han og mor kan knalde i fred og ro. Det er fremmedgørelse a go-go.

”Hvordan være sig selv i en verden, der er overfladisk, forloren, forløjet, undertrykkende, og flygtig hvordan blive sig selv, hvordan finde sin egen normalitet,” som forfatteren opridser dette almengyldige dilemma.

Den unge kvinde er bare en af Bowies mange moderne helte, der eftertragter et liv på egne præmisser. Modsat den klassiske helt, der drager ud for at redde hele verden. I den kontekst kommer vi naturligvis ikke uden om en veloplagt gennemgang af Bowies mesterværk Heroes.

Hvad er det eneste alternativ til Ziggys og andres afsøgning af den totale individualistiske frihed? Svaret er den totalitære tankegang, hvor alt er lagt til rette på forhånd. Det er udtryk for en kunstners religiøst-filosofiske søgen nærmere end et knæfald for nazismen

Forfatteren har klogelig fravalgt en kronologisk gennemgang af Bowies sangskat. I stedet går han tematisk til værks. Vi møder naturligt Andy Warhol, hvis tanker om og arbejde med kunst og kommercialisme inspirerede den unge David Jones.

Vi møder Bowies karakterer som f.eks. Ziggy Stardust og Den Tynde Hvide Hertug. Forstår, at Bowies eksistentielle rummand – og i det hele taget den store post-månelanding fascination af rummet – øjensynlig forudsætter den senere forgabelse i det fascistiske magtmenneske omkring Station to Station (1976).

For hvad er det eneste alternativ til Ziggys og andres afsøgning af den totale individualistiske frihed? Svaret er den totalitære tankegang, hvor alt er lagt til rette på forhånd. Det er udtryk for en kunstners religiøst-filosofiske søgen nærmere end et knæfald for nazismen, som man allerede så det i okkulte, metaforiske fragmenter på Quicksand (1971), hvor Himmler og en tarot-kort magiker ved navn Aleister Crowley optræder på linje med Greta Garbo, Churchill.

China Girl

“I’ll give you men who want to rule the world”, som Bowie synger i China Girl, der blev skrevet i Bowies Hertug-periode og første gang sunget af Iggy Pop på The Idiot. (1977)

Sangen blev for alvor et hit på Let’s Dance-albummet, der med overfladiskhedens eget sprog taler mod overfladiskhedens nu-kultur, som Bowie tog stadig større afstand fra.

Eller som Guardian-journalisten Thomas Andreis kækt har formuleret det: “(China Girl, red.) afspejler Bowies geni i ét stykke musik: at opnå at få en sang beundret af hash-rygende Dostojevskij-læsende purister og samtidig være et dansehit for flere generationer.”

Jakob Brønnum trækker på et stort katalog af kilder. Som for eksempel Nietzsche, biblen, Oscar Wilde, Kahlil Gilbran, Hanif Kureishi, R. D. Laing, diverse buddhistiske skrifter – og Disney. Bogen fænger især med sine mange dokumentationer af Bowies inspiration fra evangelisterne

Måske handler sangen om et andet emne, der optog Bowie: seksualitetens totale ophævelse af egoet. Måske er det som ofte hævdet en form for selvkritisk kulturkritik af den hvide mands hærgen i Østen. (Sangen siges at være inspireret af et af Iggy Pop’s forhold).

Jakob Brønnum trækker på et stort katalog af kilder. Som for eksempel Nietzsche, biblen, Oscar Wilde, Kahlil Gilbran, Hanif Kureishi, R. D. Laing, diverse buddhistiske skrifter – og Disney.

Bogen fænger især med sine mange dokumentationer af Bowies inspiration fra evangelisterne.

Helt frem til den både rystende og medrivende svanesang Blackstar, hvorfra den sidste David Bowie-karakter Lazarus kendes fra både Johannes’ og Lukas-evangeliet.

Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter kan være lidt tung at komme igennem. Mange filosofiske faner er foldet ud. Men det er det værd. Den er uomgængelig læsning for den, der vil forstå David Bowies tekstunivers i dybden.

Jakob Brønnum, Bowie – rockmusikeren som eksistensdigter
Forlaget Eksistensen
238 sider, 218 kr.
Er udkommet.

Pressefoto.