Leger man et øjeblik med tanken om et efterliv – uanset tro og tilbøjeligheder i øvrigt – er jeg sikker på, at Bowies og Elvis’ sjæle har været i kontakt med hinanden efter Bowies død for seks år siden. Måske på en sort stjerne et eller andet sted i uendeligheden? Hvem ved, måske på Mars?
Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis: “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.
Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.
Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.
Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget
Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.
Bowie og Elvis: Bassisten Norbert Putnam og hans hustru i hjemmet i Florence, Alabama. Privatfoto
I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.
”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.
Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.
“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”
“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.
”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.
Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen
David Bowie
“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.
Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.
I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.
Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.
”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.
Kom for sent til Elvis-koncert
Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?
“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.
“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.
Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.
Elvis Presley på scenen i Madison Square Garden, New York. Hvem ved? Måske koncerten, der blev overværet af David Bowie?
Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.
Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.
I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.
I 2002 sagde Bowie i et interview:
“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.
Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:
“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.
Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.
Tragedie – eller heroes?
Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.
Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.
Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.
Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.
Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.
Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.
Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.
They could have been heroes, just for one day.
Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.
”Vi er slaver af vores fortid, vi er slaver af vores fremtid”. Sådan synger Lars H.U.G. på sit første soloalbum City Slang i sin fortolkning af Søren Ulrik Thomsens digt ”Vent”.
Og nu gør han det igen på det tredobbelte live vinylalbum L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, der med bl.a. en ordentlig moppedreng af en medfølgende sangbog er andet og mere end bare et live-album.
Kunstneren Lars H.U.G. slår mig ikke som slave af sin fortid. Tværtimod har han gennem et par årtier i stigende grad koncentreret sig om sin nutid som billedkunstner. Alt indhold, bortset fra vinylerne, i den nye boks er da også smykket med masser af farver, malet i H.U.G.s Pop Art-inspirerede, delvis dadaistiske stil. Herunder nogle selvportrætter.
På det ene ligner han lidt salig Poul Borum som marsmand med grønt ansigt, synes jeg.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det har betydet af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen.
I 2016 blev H.U.G. kraftigt opfordret af spillestedet Vega til at give koncerten, der nu kan høres på tre vinylplader. Spillestedets nye pladeselskab fandt det passende at fejre sit 20 års jubilæum med en stor koncert med manden, der også var første navn på plakaten dagen efter åbningen i 1996.
L.A.R.S.T H.U.G. er første udgivelse på Vegas pladeselskab.
LARS H.U.G. DET NYE BOKSSÆT ER OVERDÅDIGT UDSTYRET MED H.U.G.S KUNST. PR-FOTO
Passende nok. Lars H.U.G er unik på den danske rockscene, uanset længden af hans mange pauser. Der var begyndelsen i Kliche, der lød som intet før eller siden, selvom Minds of 99 vist har lyttet. Alt, hvad vi hørte, var vibrerende atomer, for nu at parafrasere over en af sangene fra dengang.
H.U.G. gik nye veje uden at skele til andet end sine egne fornemmelser og inspiration med, hvad det betød af kampe med den systemiske kommercialisme i musikbranchen. Hårde kampe med sig selv og dem omkring, desuden, som det fremgår af dokumentaren Hugland, der handler om optagelserne af Ti sekunders stilhed. Der var det rystende suveræne popalbum Kysser himlen farvel. På K.O.P.Y sang hipsterhugget schlagere. Forbløffende stor succes. Imponerende lyriske Blidt over dig, det cool salonjazzede Kiss and Hug From a Happy Boy.
Rummene mellem uforudsigelighed og banalitet
Mere end nogen anden på den danske rockscene har Lars H.U.G. med held afsøgt rummene mellem kunstens uforudsigelighed og storhed og popmusikkens banaliteter. Han er i en klasse for sig.
Da jeg så ham og hans band ved en turnepremiere i Store Vega et års tid inden, L.A.R.S.T H.U.G. blev optaget, slog det mig, hvor tydeligt det dengang nye album Ti sekunders stilhed trækker en flosset snor tilbage til Roxy Music og David Bowie. Art Rock pionererne, der lige så meget stod på den sorte musik som The Beatles anno 1967 og Warhol’sk popkunst.
Når det er allerbedst som i ”New York, New York” med et skramlet funkfeel og det malende sprogbillede “alle bilhorn spiller med på New York skæbnesymfoni”. Og for den sags skyld i “Ovataci” og “Den sidste tid”.
Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen
Det første album i L.A.R.S.T H.U.G.-boksen genlyder af dynamisk Art Rock på scenen i Vega med Peter Peters guitar sejlende opdagelseslystigt rundt i rummet. Jeg vil gå så vidt: efter at have lyttet til dette album bilder jeg mig ind, at jeg forstår H.U.G.s og Peter Peters vision.
Lyden er skarp. Det er blændende godt. Der er fylde i musikken. Det swinger. Selvfølgelig er der gjort meget under efterbearbejdningsprocessen i studiet. Som det nu engang er.
Lydmassakren i Roskilde
Jeg så første gang Lars H.U.G. og Kliche i 1982 og har siden set ham 15-20 gange som solist. Sandt at sige har jeg ofte forladt koncerterne med en diffus fornemmelse. For der har ofte været store problemer med lyden og miksningen af instrumenterne, ofte med en meget blank, fersk lyd på rytmegruppen og kaos foran på scenen. Muligvis tilstræbt.
Allerværst ved den kaotiske lydmassakre af en koncert på Arena under Roskilde Festivalen 2015, hvor jeg var tæt på at tage skibet, der hedder afsked, inden koncerten sluttede. Jeg har nogle gange haft H.U.G. mistænkt for at forsøge at skabe et indre sonisk modtryk i hans udtryk.
For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986.
Men ligesom der findes rastløst skærende dissonans og vrangen vendes ud, er der samtidig malerisk, æstetisk skønhed og popomkvæd så præcise og melodiøse, at de stadig vil blive sunget, når al is er smeltet og ozonlaget væk, og kun Keith Richards og den engelske dronning er tilbage.
Den gode nyhed er, at også numre som ”Waterfall”, ”Natsværmer”, ”Backwards”, “Blidt over dig” og et paradenummer som “Elsker dig for evigt” lyder indlysende godt på det nye livealbum.
Om L.A.R.S.T H.U.G. er i omegnen af 1.000 kr. værd må være op til den enkelte. Det er mange penge for en plade. Man skal ikke købe L.A.R.S.T H.U.G. som et greatest hits-album. Dem er der udkommet hele tre af tidligere i hans karriere. For mig har de tre album deres berettigelse som lyden af Lars H.U.G. in concert, som jeg altid har drømt om at høre ham, siden jeg så ham første gang solo i Stakladen i Aarhus i 1986. Om det berettiger en investering på 1.000 kr. må være helt op til den enkelte. Det første oplag var hurtigt udsolgt. Et nyt er til salg fra 21. juni.
Praktisk:
L.A.R.S.T H.U.G. udkommer kun som vinyl, og kan kun købes via vegashop.dk.
28 udvalgte sange fordelt ud på tre 180 gram vinyler presset hos Nordsø Records i København. Hvert album er i sin egen gatefold.
Mega Songbook. 88 illustrerede sider med H.U.G.s sangtekster og illustrationer.
Håndsigneret kunstsærtryk af H.U.G. Mål: 31,5 x 31,2 cm. Passer i en billedramme til vinylcovers.
De tre lp’er, kunstsærtryk og bogen er samlet i en boks.
Lars H.U.G.: L.A.R.S.T H.U.G. VEGA KONCERT, tredobbelt album
Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?
Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).
Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.
Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.
“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.
“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.
Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.
Folklore, Evermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.
Taylor Swift: Evermore, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO
Udglattes med det store rock-strygejern
Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.
For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.
Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed
Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.
Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone” – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.
Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.
Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO
Sange fra et knudret sind
Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.
Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.
I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.
Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.
Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album
CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO
Et af årets album
Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.
Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.
“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.
“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.
Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.
Chris Stapleton: Starting Over, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO
80’er forstoppelse
Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.
Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.
Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.
Miley Cyrus: Plastic Heart, album
Plus:
Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter
Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.
Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.
I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.
Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.
På ‘Black-Out’ samlede Malurt for alvor inspirationen fra klassisk rock, engelsk ny-rock og den dengang nye, teknologiske digitale pop i en dyster fremtidsvision.
Det er en samtale om:
– at leve stærkt – og indimellem være ligeglad med konsekvenserne.
– mødet med og inspirationen fra ham der fra New Jersey, der endte med at fylde lovlig meget.
– comeback-turnéen i år, der kun kunne blive til noget, hvis tre overvægtige bandmedlemmer tabte 80 kilo tilsammen. ”Det bliver så let patetisk, når fem afdankede mænd stiller sig op på en scene”. Som så meget andet p.t. er turnéen med hele 31 festivaljob i sommer udsat.
– inspirationen fra Martin Scorsese og Robert de Niro og film i det hele taget.
– Warm Guns, The Jam og The Beatles, der inspirerede Malurts signaturnummer ’Mød mig i mørket’.
– om truslen fra det golde eksistentielle mørke, som sangen måske i virkeligheden handler om – for både Falch og værten.
– varmen i møderne mellem Falch og hans fans.
– og barnebarnet, der er blevet stor Malurt-fan efter at have set morfar optræde live.
Mediano Music Album, ‘Black-Out’ er blevet til i samarbejde med DJBFA – Danmarks største forening for komponister og sangskrivere.
Dén melodi er stjålet fra dét nummer. Eller er melodien, teksten, manuskriptet, oplægget, ideen direkte kopieret efter en anden rettighedshavers forlæg?
Og der kom ikke mindre rav i rettighedsbasaren efter de første samplere begyndte at dukke op midten af 1980erne – efterfulgt af internettet ti års tid senere.
I denne podcast tager Mediano Music dig med gennem en håndfuld sager. Nogle endte med en dom, andre ikke. Nogle domme blev retningsgivende for kommende års praksis.
Nogle ’sager’ blev aldrig en sag. Nogle burde måske have været.
Er en rejse forbi kunstnere som Peter, Paul & Mary, John Lennon, The Rolling Stones, K.D. Lang, Taylor Swift, Right Said Fred, The Verve, George Harrison, The Chiffons, Afrika Bambaataa, Kraftwerk, KLF, Edelweiss, ABBA, Vanilla Ice, Queen, David Bowie, Robin Thick, Pharrell Williams, Marvin Gaye, John Fogerty – og det efter sigende mest samplede loop nogensinde – The Amen Break.
