– “Live After Death” hedder årets dobbelte livealbum fra Iron Maiden, der sender koncertoplevelsen hjem til stereoanlægget og – for de teknologiske fremmelige – til videoafspilleren.
– Accept udgiver albummet “Metal Heart” og leverer en overbevisende optræden på det fantastiske spillested Saga i København, hvor også Saxon og Pretty Maids sørger for en mindeværdig aften.
– I 1985 roder AC/DC rundt på albummet “Fly On The Wall”, men er ikke desto mindre en kanon koncertattraktion.
– Artillery debuterer med “Fear of Tomorrow”, et pioneralbum i dansk metal og på den internationale thrash metal-scene. Vi lytter til Michael Stützers guitarspil dengang og til hans ord om albummet i dag.
– Thrash-året ‘85 byder også på debutalbum fra Exodus (“det ultimative thrash-album”, ifølge Steffen Jungersen), samt fra Megadeth, Kreator, Destruction, Onslaught og Possessed.
– Der er også udgivelser fra Anthrax, S.O.D. og ikke mindst Slayer, som også gæster Carlton på Vesterbrogade, København.
– Slayer-guitarist Kerry Kings brede nittearmbånd giver ham vanskeligheder ved at entrere scenen, men supportbandet Artillery kommer ham til undsætning.
– Der er godt gang i den danske heavy metal-scene over hele landet med bands som Alien Force, Wasted, Evil, Rigor Mortis, Maltese Falcon, Hero, samt århusianske Kim Sixx med forsangerinden Kim “Powerbaby” Sixx.
– I 1985 skaber Disneyland After Dark deres egen cowpunk-stil, som også appellerer til en del guitarglade heavyrockere.
– Californiske Faith No More forvarsler en form for hybrid-metal på debuten “We Care A Lot”.
– Aerosmith er tilbage i den originale besætning på “Done With Mirrors”, mens party-rockerne Motley Crüe hitter videre med hedonistisk hard rock på “Theatre of Pain”.
– I Los Angeles-undergrunden summer det løs rundt om bandet Guns N’ Roses, der indspiller en lovende demo.
– Stryper kører også glamlooket i LA, men spiller kristen hård rock, også kaldet white metal.
– Dio udsender sit tredje album, mens Gary Moore og Phil Lynott laver et sidste, vellykket samarbejde med hittet “Out In The Fields”.
– King Diamond afrunder året med en koncertpremiere i Saga, København fire dage før jul, og finder deres indre metalliske drillenisse med debutsinglen “No Presents for Christmas”. Michael Denner fortæller om opstarten på King Diamond-projektet.
God lytning og på snarligt genhør i det nye metalår 1986 snart!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”
Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.
Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.
I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.
Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow
På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.
Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.
Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd
I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the Loud, Jihad og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.
D-A-D, PRESSEBILLEDE
Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.
For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.
Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.
Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.
D-A-D fejrer 35 årsjubilæum i år. Som de fleste andre har de måtte aflyse koncerter ikke bare i Danmark og flere europæiske lande. Det gælder også Australien/New Zealand. I stedet er det blevet til en stribe corona-rigtige koncerter i Herning og København i november.
Midt i alt dette udkommer Jesper Binzers andet solo-album ’Save Your Soul’ 6. november. Det første ’Dying is Easy’ udkom i 2017.
Jan Eriksen og Jesper Binzer taler om ko-punk, om at udvikle sig som rockband, det amerikanske eventyr og finde ind i sig selv omkring albummet Simpatico. Da britpop og grunge havde taget stafetten, og D-A-D pludselig tilhørte en ældre generation. Om at bruge musikken konstruktivt og fritsættende.
”Når man starter ud med et rockband og får succes med det, er man overbevist om, at man står forrest i nuet. Men det, de fleste af os, altså 99 pct af os, glemmer er, at vi tror, vi stadig står forrest i nuet, selvom der er gået fem år. Man opdager, at man bare løber efter det gældende nu.”
Under coronakrisen har Binzer godt nok fået malet stakittet og fået et tættere forhold til familien. Men han har også pumpet luftmadras aka spillet på den sekstrengede og delvis skrevet og indspillet ‘Save Your Soul’. Fordi, som hans terapeut siger, ’hold dig til det, du er god til, Jesper’.
”Jeg er så langt ude og på vej henimod ringvrag, at jeg ikke kan andet. Og jeg vil ikke noget andet. Jeg elsker det.”
