Johnny Cash: The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed
Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.
Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.
Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona
For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010 Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.
Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.
Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.
All you need is Cash
Men så hørte jeg Johnny Cash: Forever Words Expanded.
Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.
Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.
De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.
Der er fortjeneste i fortiden.
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas
Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.
Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.
På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.
Påfaldende megen kreativitet
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.
Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.
Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.
Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen
Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.
Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.
Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.
Taknemmelighed og solidaritet
Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.
The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before
Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns
Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik
Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.
We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass
We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells
We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded
Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.
The Beast in Me
Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.
Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.
Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.
I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.
Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.
Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.
Et godt sted at sublimere
Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.
You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung
The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed
LÆS FLERE ANMELDELSER AF JAN ERIKSEN HER:
Diverse kunstnere: Johnny Cash: Forever Words Expanded
Fotos: Pressefotos og privatfoto.
