Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten – en samtale om Carole Kings album “Tapestry”.
Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende.
”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede,” siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter.
”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,”
I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far.
Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps.
”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden.
Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på “Thumbs Up” – om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok
“Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid.”
Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun – igen med et glimt i øjet – synger:
“Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i.”
I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om …
– Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange.
– inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen.
– samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross.
– noget så eksotisk som lykkelige sange.
– den bizarre begejstring for Barry Manilows “Mandy”.
Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.
I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.
Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.
Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.
Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.
Taylor med forbløffende god lyd
Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.
Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig
Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.
Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.
Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.
Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.
Carole King og James Taylor. Pr-foto
Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.
Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.
Sympatisk, selvironisk og taknemmelig
Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig. Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.
James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.
Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.
Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.
Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.
Efteråret med dets stemning af forgængelighed har uigenkaldeligt bredt sig ud over den nordlige halvkugle. Bedømt ud fra det nye album Look Now kunne noget tyde på, at der har været kronisk løvfald i Elvis Costellos hjerte det seneste stykke tid.
For det nye album med Elvis Costello and the Imposters emmer af en grandios, melankolsk grundstemning med det helt store orkestrale schwung – ikke ulig Martin Brygmanns alt for oversete album Bates Delight, der udkom sidste år.
Musical uden sceneshow
Costello har altid været en søgende kunstner. Alligevel erklærede han en gang i 00’erne, at krigen mod MP3-afspilleren var tabt, og det var slut med at indspille album.
Efter det livfulde National Ransom fra 2010 gik der da også et stykke tid, før han igen dukkede op i et samarbejde med The Roots på Wise Up Ghost.
Det nye Look Now lyder som en omhyggeligt formet og nærmest skræmmende præcis, genrebevidst hyldest til ultimo-60’ernes/primo-70’ernes såkaldte “chamber pop”.
Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste
Men hvor nævnte Brygmann nøjes med at lyde høj på Burt Bacharach og andre sofistikerede melodiskabere, har Elvis Costello rent faktisk arbejdet sammen med Burt på tre af sangene på Look Now.
Som han gjorde for 20 år siden på Painted My Memory. De tre sange skulle egentlig have været del af en musical, der ikke blev til noget. I stedet blev det til dette album, der virker som en form for musical uden sceneshow. Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste.
Kærlighedssangen Suspect My Tears – igen en high class popsuite – er tekstmæssigt en undtagelse.
Det begynder med den ironiske Under Lime om et ringvrag, der forsøger et comeback. Det lyder som, hvis et Beach Boys-kor var snublet på Penny Lane.
Grænseland
Det er ikke ligefrem nyt, at Costello forsøger sig med jazz eller med stort orkester for den sags skyld. Men dette album virker som det første for alvor vellykkede forsøg på at definere sig selv i grænselandet mellem pop og jazz.
Stripping Paper er iklædt en melodi, der efter lidt tid sætter sig uafviseligt fast. Elvis Costello har skrevet et hav af gode melodier, og han har altid – uanset om det var rebelsk new wave, jazz, klassisk eller country – sunget for alvor. Stripping Paper er en af mandens bedste sange, der lyder som var det livsvigtigt for ham at nå at sætte et fodaftryk på sangskrivernes Himalaya.
Why Won’t Heaven Help Me, som lyder som en decideret parafrase over Bacharach. Lad os se, hvor mange referencer til hans og Hal Davids sange, man kan putte ind i én sang. Korarrangementet kunne tyde på, at også den sang også oprindelig var tiltænkt en musical.
Kun et par numre, Burnt Sugar is So Bitter – rammende titel om udbrændt kærlighed – og Unwanted Number stikker tempomæssigt ud. Det sidste nærmest i up tempo.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album
Førstnævnte har Costello skrevet sammen med selveste Carole King. Sangen, der i øvrigt har været på vej i 20 år, er på én gang en sang med et hypermelodisk vers, som man ville forvente af dét samarbejde, men også brudt af en nærmest kontrapunktisk, teatralsk bro, der lyder af cirkus og Roxy Music’s saxofonist Andy McKay.
Teksten – hvis titel minder om, at vi (desværre) nærmer os sæson for brunede kartofler – ligger som på resten af pladen inden for i det blå spektrum på farveskalaen.
Her en sang om en slidt, enlig kvinde med børn og en mand, der forvandlede sig til en stodder og forsvandt fra sine børn, der “already know how a woman may advance/ From a pretty picture hat to a supermarket trance”.
På et af albummets mest markante numre, I Let the Sun Go Down, siger sangeren et sidste smerteligt farvel til England i en sang, som Elton John/Bernie Taupin, Ray Davies og Damon Albarn kunne have drømt om at skrive: “I’m the man who lost the British empire, yes I’m the one who let the sun go down”.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album.
Der vil givetvis være Elvis Costello-fans, der vil afskrive Look Now som muzak eller easy listening. Er man til stor “uptown pop med lidt swagger” (Elvis’ eget udtryk) er pladen en lille åbenbaring.
PS: På Look Now (Deluxe version), der blandt andet kan høres på Spotify, er der fire numre ud over de tolv på det “rene” album. Her kan man bl.a. lytte til en magnifiqueAdieu Paris (L’Envie Des Etoiles), hvor Costello med sin rustikke, livskraftige vokal tager lytteren med på en sursød (mest sur) sidste vandring ad Napoleon III’s snorlige boulevarder, så man hører respektfulde ekko af nyligt afdøde Charles Aznavour lyde ud fra alle sidegader.
Måske et mindre “merci” til den franske mester for lånet af She, som i dag står som den alsidige Costellos største hit nogensinde.
Samtidig kan Adieu Paris lyde som en form for opdatering af nævnte Roxy Musics grumt desillusionerede Song for Europe.
