Billy Cross Arkiv - Jan Have Eriksen

Billy Cross og Dissing, Dissing og Las: Nyt album – og en “ny”, glemt Bob Dylan-sang

af Jan Have Eriksen | nov 21, 2022 | Podcast

Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”.

Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før.

”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten.

I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist.

I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition.

”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross.

Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy.

Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at:

– B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming…) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking.
– Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten.
– Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”.

Dette og meget mere i denne podcast:

Stream episode Billy Cross og Dissing, Dissing og Las: Nyt album – og en “ny”, glemt Bob Dylan-sang. by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Rasmus Dissing

Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger.

Billy Cross

Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA.
I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere.
Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu.
Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.

Bob Dylan i Royal Arena: Mørkt, baggyde-blueset og dybt bevægende

af Jan Have Eriksen | okt 9, 2022 | Anmeldelse

Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.

Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Ways det første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.

”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena

Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.

Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.

Er Dylan forfaldet til backtracks?

Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.

Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.

Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.

Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader

Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.

Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.

Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.

Raspende, remsende

Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.

Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.

Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”

Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.

Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.

Sakral udgangssalme

Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.

Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)

Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.

Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.

Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.

Lige der var det dybt bevægende.

CV Jørgensen – Et eventyrligt smykkeskrin med ord der funkler som diamanter

af Jan Have Eriksen | maj 5, 2018 | Nyheder

‘C.V. er Gud’, sprayede jeg omkring 1980 på politistationen Station 2 på Amager.

Kønt var det bestemt ikke, men det kom fra hjertet. Det skulle blive det nærmeste, jeg kom en karriere som grafittimaler på et tidspunkt, hvor byen ellers var overklistret med (venstre)politisk og punk-nihilistisk ‘No future’-graffiti.

For mig var det en gud, der f.eks. kunne få linjerne ‘intetheden antager astronomisk dimension/på lettilgængelige stimulanser/man stirrer på hinanden uden at se noget som helst’ til at danse så mundret som en aftenbøn.

Og så med dét funky swing, der især gennemsyrede albummene ‘Storbyens små oaser’ (1977) og ‘Vild i varmen’ (1978).

Satirikeren endte som en mand, der på sine sidste album tog store eksistentialistiske sværdslag med sig selv og sin omverden. Det meget, meget smukke ‘Spildte bedrifter’ fra ‘Sjælland’ er næsten ren Søren Kierkegaard

Det Ganske Lille Band gav 70’ernes danske rockmusik et nyt sprog og en ny, smart international lyd. Der var selvfølgelig C.V. Jørgensens tekster og den karakteriske småvrængende vokal. Der var ikke mindst bassist Erik Falcks og trommeslager René Wulffs groovy-melodiske samspil, guitarist og arrangør Ivan Horns westcoast fascination og venligt ‘syngende’ guitarspil, produceren Nils Henriksen og producer/tekniker Stig Kreutzfeldt.

Og som Kreutzfeldt plejer at tilføje, når man nævner det for ham: at pladelyden blev så udansk vellydende, kunne primært lade sig gøre på grund af ejeren af Sweet Silence Studiet, Freddy Hanssons investeringer. Som også kom Gasolin! til gode.

For mig var det en åbenbaring. Og selvom (de andre) guder skal vide, at meget er røget i glemmebogen siden dengang, husker jeg især det at være C.V.-fan som denne her klassiske ungdommelige fornemmelse af at være en eksklusiv del af noget hipt, selvom man jo egentlig tilfældigvis bare er der samtidig.

Ikke så underligt, at der gik kraftige SoMe-rystelser gennem det grånende Danmark, da det tidligere i år blev offentliggjort, at CV Jørgensen (han har droppet punktummerne) for første gang i seks år havde besluttet sig for endnu en frontstage boogie på de danske koncertscener – begyndende nu på fredag den 6. april på hjemmebanen, Mantziusgården i Birkerød.

Den største lyriker i dansk rock nogensinde

For indtil flere generationer står præcisionens og metaforernes hersker, Carsten Valentin Jørgensen, som den indiskutabelt største lyriker i dansk rock nogensinde.

Tag bare ovenstående profetiske tekstcitat fra ‘Lænker & laster’, der ifølge overleveringen blev skrevet efter et enkelt besøg på den dengang nyåbnede Café Sommersko.

Et enkelt tjek ude i virkeligheden og den selverklærede Storbybeduin havde sat syleskarpe ord på den kommende yuppie cafékultur, der netop har fejret 40 års jubilæum i Danmark. Som han også gjorde decideret, dejligt ondskabsfuldt i ‘Ingenting & festfyld.’

Det er muligt, at Carsten Valentin selv ikke er særlig begejstret for sit samarbejde med Billy Cross på ‘Tidens tern’, men få danske rocknumre udtrykker som ‘Sæsonen er slut’ med så megen fortættet sanselighed fornemmelsen af at gå glip

Man kunne tilføje nummeret ‘Datadisciplin’ fra 1985, som lige så vel kunne være skrevet i 2018:

‘Digital hjernedød konservatisme/nådesløs illoyal funktionalisme/creditcard kokain Cadillac disciplin/ Hjerteløs asocial chauvinisme/legitim eksklusiv liberalisme.’

Linjer som ‘Der er ingenting der maner som en Gjellerupplan’ og ‘Jeg gik op i en spids, for at se mig lidt omkring’ er blevet sayings i det danske sprog. Udtrykket ‘Vild i varmen’ indgår stadig som en fast bestanddel af sproget.

Småsyrede dylanske faber

Det begyndte med småsyrede dylanske fabler og bevidsthedsstrømme på debutalbummet ‘En stynet strejfer’, fortsatte over den satiriske samtidsreflekterende periode i 70’erne, afsluttet af mellemspillet ‘Tidens tern’ – det med ‘Costa del Sol’. ‘

Videre gik det i de for CV elektriske primo-80ere frem mod et mere country-folksy søgende, reflekterende og personligt udtryk.

Afrundet af det tilsyneladende uigenkaldeligt sidste, sfæriske album fra 2002, ‘Fraklip fra det fjerne’, hvor han tilsyneladende fandt sig selv i en form for fragmenteret haiku-zen i producer Kasper Windings hænder.

Der findes en CV til alle.

Med tiden er jeg kommet til at holde mere og mere af melankolikeren CV Jørgensen, som allerede stak hovedet frem på ‘En stynet strejfer’, og som for alvor trådte i karakter på titelnummeret til ungdomsfilmen ‘Mig & Charly’ i selskab med blandt andet Kasper Windings farverige melodi, Sanne Salomonsens kor og Finn Gustafssons guitar.

Det er muligt, at Carsten Valentin selv ikke er særlig begejstret for sit samarbejde med Billy Cross på ‘Tidens tern’, men få danske rocknumre udtrykker som ‘Sæsonen er slut’ med så megen fortættet sanselighed fornemmelsen af at gå glip.

Vemodet fandt især en frodig musikalsk klangbund i det semiakustiske lydunivers på de to album ‘Indian Summer’ (1988) og ‘I det muntre hjørne’ (1990).

‘Det regner i mit hjerte’ og ‘Skygger af skønhed’ er vel det nærmeste, vi i Skabsmelankolikernes Fællesforbund kommer slagsange.

Satirikeren endte som en mand, der på sine sidste album tog store eksistentialistiske sværdslag med sig selv og sin omverden. Det meget, meget smukke ‘Spildte bedrifter’ fra ‘Sjælland’ er næsten ren Søren Kierkegaard.

Satirikeren endte som en mand, der på sine sidste album tog store eksistentialistiske sværdslag med sig selv og sin omverden … Kjærsig konkluderer ligefrem, at ‘Indian Summer’ (også kendt som ‘Liv og lys’), som Jørgensen skrev efter sin mors død, kunne blive en ny begravelsessalme

Nogle vil indvende, at der altid har været budt ind på livets store spørgsmål i CVs tekster. Korrekt. Men det generelle billede af profeten fra Birkerød er en sangskriver, der bevæger sig fra outsideren, der betragter sin omverden med skiftende væmmelse og kærlighed, til en mand, der i sin jagt på sindsro i stigende grad bliver mere og mere åndelig og central i sine egne tekster.

Det er næppe tilfældigt, at stemmen i ‘Hotel Halleluja’ fra ‘Vild i varmen’ kalder biblen et “eventyrligt smykkeskrin med ord, der funkler ligesom diamanter”, mens han i øvrigt ryger sig vind og skæv sammen med stuepigen Sara, der drømmer om Hotel California.

Teologen Anders Kjærsig udgav i 2006 bogen ‘Liv og lys’, hvor han deducerer CV’s ‘salmer’, som han kalder dem, som han og hans kolleger normalt ville læse de fire evangelier. For eksempel ikke helt overraskende ‘Til skaberens fulde tilfredshed’.

Kjærsig konkluderer ligefrem, at ‘Indian Summer’ (også kendt som ‘Liv og lys’), som Jørgensen skrev efter sin mors død, kunne blive en ny begravelsessalme.

“Mine sange er jo bare ord”

Og så er vi tilbage ved ‘C.V. er Gud’.

Da jeg for 16 år siden nævnte min kortvarige grafittikarriere for mesteren selv under et interview i Jægerhuset ved Furesøen med udsigt til hans hood i Vaserne, så han ikke specielt glad ud.

Det er nærmest skræmmende, selvom det er harmløst. Der findes folk derude, der tror, de er mig eller bare er så optagede af mine sange, at de opsøger mig i mit hjem. Det er ikke rart. Mine sange er jo bare ord

Han løsnede dog en smule op, da jeg forklarede, at de der sange var med til at definere et ungt rodløst menneske, der havde indledt sit liv som københavner med nogle forkerte valg.

‘Det er nærmest skræmmende, selvom det er harmløst. Der findes folk derude, der tror, de er mig eller bare er så optagede af mine sange, at de opsøger mig i mit hjem. Det er ikke rart. Mine sange er jo bare ord,’ sagde manden, der på et tidspunkt nok nærmere så sig selv som en alien end som en gud.

‘Jeg er lidt af en ener ifølge de få/ & noget nær en døvstum med skyklapper på/ et lukket land fra A til Z/ så hvem jeg er kan kun bli’ et gæt/ jeg tipper på jeg kommer fra outer space/ på måden jeg tar’ del i The Human Race,’ synger han i ‘Some Like it Hot’.

Af samme grund ville CV aldrig kunne få titlen ‘Nationalskjald’. Vel er der meget Danmark i hans tekster, men de er først og fremmest universelle. Han synger om, hvad det vil sige at være menneske i evig bevægelse ind og ud af sin egen opposition til sig selv og sin omverden.

Nu tager CV Jørgensen så atter del i The Human Race på en turné, der strækker sig sommeren over.

Og jeg vil stå i første række indtil flere gange henover sommeren. Selvom det sikkert som altid vil irritere mig lidt, at han formentlig allerhøjest spiller et, højst to numre fra karrierens første tiår. På sine seneste turné i 2010 spillede han ‘Det ganske lille band’.

Skulle det gentage sig, vil jeg tillade mig at dedikere det til de forholdsvis nyligt afdøde medlemmer af det første C.V. Jørgensen, Ivan Horn og Erik Falck, der for 38 år siden fik mig til snige mig ud i mørket over Amager for at tilsvine en politistation.