Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden.
Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere.
“Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester,” siger Harrit.
POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen.
“Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl,” siger hun grinende.
Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab.
Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene.
Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause.
Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band.
“Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, “Tak, Knud”,” siger Gry Harrit.
Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian.
Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024. Lyt med her:
I 2017 udgav Little Steven van Zandt albummet Soulfire – efter femten års pause, der blev brugt på tv-serierne Sopranos og Lilyhammer samtidig med, at han passede sit faste job som sideman i Bruce Springsteens E-Street Band.
Betegnende for Little Stevens projekt indeholdt Soulfire mest numre, som han havde skrevet til andre kunstnere tidligere i karrieren.
Efter pausen og en solokarriere, hvor han tidligere havde markeret sit store politiske engagement, søgte han at genopfinde sig selv i den musik og den spirit, der prægede ham dengang, han begyndte sin karriere i diverse bands i og omkring Asbury Park, New Jersey.
Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park
Det var et eksperiment, som blandt bragte ham to gange til Danmark, hvoraf jeg så ham en gang i Amager Bio.
Dengang i november 2017 forlod jeg Bioen som et lalleglad menighedsmedlem, der netop var rystet igennem en gennemmusikalsk katarsis i den bandana-klædte pastors gospelkirke. Heldigvis er Steven ikke alene fortsat med at turnere med sit 16 personer store band, han er også begyndt at skrive nye numre, der tidligere i år udkom på albummet Summer of Sorcery.
Allerede i det første nummer ”Communion” fra samme album var den der, stemningen, der kan være lige så svær at beskrive, som den vel i bund og grund er såre enkel: Følelsen af fælleskab, communion.
Det blev efterfulgt af et andet nyt nummer, den solskoldede, feststemte mambo ”Party Mambo”, inspireret af et besøg i Caribien.
Som det ligger i bandnavnet er soul (tilføjet et ’rock’) det nærmeste, man kommer en beskrivelse af spillestilen, men det er alligevel ikke sådan helt dækkende.
Doo-wop og møgbeskidt blues
For i næste nummer “Love Again”, der er en slags overskrift på den sommerstemning, Steven forsøger at fremmane med sin musik, var vi med snuptag fløjet fra Cuba til Jerseyside med doo-wop og tidlig Tin Pan Alley 60’er-rock i bagagen.
Med saxofonisten helt fremme ved scenekanten i solo så charmerende og forrygende, at hårene på armen rejste sig.
Fulgt op af en møgbeskidt omgang tyktflydende tidlig 70’er bluesrock i “I Visit the Blues” og “Gravity”.
Jo, jo den bliver liret af deroppe på scenen. Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park.
Dertil kommer en spilleglæde, Steven åbenlyst deler med sit store orkester.
Måske er en del af forklaringen, at bandlederen entydigt vægter det kollektive udtryk med rum til alle musikere. Vel er der soli, også fra hans egne guitarer, men de er fordelt nogenlunde ligeligt. På forhånd kunne man måske have frygtet/håbet, at han ville bruge lejligheden til at kaste sin egen sustain ud over det sagesløse publikum. Især taget i betragtning, at han efterhånden mest har rolle som rytmeguitarist i The E-street Band.
Men også den anden guitarist, blæserne og især keyboardspilleren Lowell Levinger, der som medstifter af kultbandet The Youngbloods er en af van Zandts 60’er-helte, havde plads.
Skamløst storforbrug af Phil Spector-referencer
Undervejs spillede bandet tre af de numre, Bruce Springsteen og van Zandt har skrevet til New Jersey-legenden Southside Johnny. De er måske nok skrevet som en håndsrækning til en gammel ven, men de er ikke mindre medrivende, spændstige eller for den sangs skyld interessante end så meget andet, som en indramning af den lyd og gospel, der opstod i klubber som The Stone Pony og Asbury Lane i Asbury Park.
“Love on the Wrong Side of Town”, der med sit diskrete lån fra “Needles and Pins” og skamløse storforbrug af Phil Spector-referencer med tryk på det digitale Glückenspiel emmede af den æras musikalske uskyld. Mine mundvige søgte helt af sig selv mod nord.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen
”A World of Our Own” lød, som hvis Steven og hans femten håndlangere på scenen, havde taget alvoren og new wave kanten ud af Elvis Costellos ”Olivers Army” og losset instrumentale lag på, så nævnte Spector ville blusse.
Ikke at der ikke også var alvor i Amager Bio. Blandt andet med reference til Sydafrika, som Costello i øvrigt også synger om i “Olivers Army”.
Som næstsidste nummer spillede souldisciplene en version af Little Stevens egen antiapartheid-sang “Sun City”, der, som han med klædelig ubeskedenhed sagde, fjernede apartheid. Var det bare så enkelt, hvorfor så ikke skrive en sang om Donald Trump, men det er en anden sag.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen. Som blandt andet fandt et musikalsk udtryk i ”Vortex”, også fra det nyeste album.
Det var så også i dette nummer, jeg endnu en gang bemærkede, hvor fremragende musikere, souldisciplene er. Præcise og skarpe på breaks i det svovlhvæsende, chilihede funky beat lagt i hænderne på den medlevende perkussionist, trommeslageren og bassisten. Dén sikkerhed og soulfeeling… Netop denne blanding af strittende spilleglæde og kompetence er en stor del af forklaringen på, at det føltes som én stor fest, trods de mange genreimpulser.
Hvis The Disciples of Soul minder om et andet orkester, er det funkpionererne Sly and the Family Stone, mener van Zandt selv. Efter at have hørt de mere funky numre er man tilbøjelig til at give ham ret.
Undervejs hyldede manden i front sit kor som en refleks af de første sorte kvinder, der stillede sig i front på scenen – uagtet at de ikke selv havde skrevet musikken, var det grupper som Martha and the Vandellas, The Marvelettes, The Shiffons og The Shirelles, der tog de første store skridt fremad for unge, sorte kvindelige musikere.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads
Måske kan den musikalske kærlighedsaffære i Amager Bio i virkeligheden bedst beskrives med det, der heldigvis manglede i Amager Bio: Elefanten, der ikke var i rummet: Bruce Springsteen. Bortset fra en enkelt joke, da Steven præsenterede et Southside Johnny-numrene:
”Mr. Springsteen er arbejdsløs for øjeblikket. Derfor sørger vi for, at han får lidt rettighedspenge ind… Det er sådan, det er. Vi tager hånd om hinanden i New Jersey.”
Underforstået: ”Jeg ved godt, at I godt ved, at Mr. Springsteen er fantasistratosfæriskmilliardær”. (Nogle af os ved også, at Mr. Springsteen ikke ligefrem overbetaler medlemmerne af The E-Street Band).
Et taknemmeligt ‘Sha-la-la-la-la-la-la’
Så meget desto større respekt for van Zandts projekt. 16 musikere plus det løse der rejser verden rundt og bevidst kun optræder i små klubber for den rette, tætte stemnings skyld. Det eneste overskud, der kommer ud af det er af musikalsk art. Det er til gengæld stort.
Ikke et sekund savnede jeg van Zandt trække på den betragtelige kapital, der udgøres af Springsteens sangskat – hvoraf Steven har påvirket adskillige sange, bl.a. ”Born to Run” og ”Tenth Avenue Freeze Out”. “Bobby Jean” siges ofte at handle om de to mænds venskab.
Hvis Bossen var med, var det nærmere som en spirit in the night, en medskyldig fra dengang, ånden blev skabt. Meget betegnede var de svageste punkter i sættet et par gamle arketypiske 80er-sange, som Little Steven skrev kort efter, han havde brugt med The E-Street Band.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads.
Da jeg forlod Amager Bio efter to en halvtimes dukkert i musikkærlighedens heldigvis uudtømmelige kilder og en finale med den prægtige twist-parafrase “Soul Power Twist”, “Sun City” og highway-rockeren “Out of the Darkness”, var der ikke så meget andet tilbage end at udråbe et taknemmeligt ”Sha la la la la la la” for The One, The Only Little Steven.
Little Steven and the Disciples of Soul, Amager Bio, mandag 5. august 2019.
Indrømmet, jeg kom lidt skævt ind på de amerikanske popfeinschmeckere Lake Street Dive fra begyndelsen. For ikke så længe siden opdagede jeg deres uimodståelige version af a-Ha’s “Take on Me” på YouTube. Spike Jones (ham fra meget gamle dage) møder strandbar. Alene ideen i sig selv om en meget lang trompet-solo i dét nummer gør glad.
Som det nu er med YouTube, dukkede der mange andre sjove, gennemmusikalske coverversioner op som “næste”. Flere covers f.eks. af en af denne anmelders livslange soulmates, The Kinks.
Kort efter opdagede jeg, at gruppen i en del år har indspillet deres egen musik, efter en periode som jukebox-gruppe på små og endnu mindre barer i det nordøstlige USA. Samtidig opdagede jeg, at de var på vej til Danmark.
Gruppens grundstamme består af fire, sanger Rachael Price, guitarist og trompetist Mike “McDuck” Olson, bassist Bridget Kearney, trommeslager og sanger Mike Calabrese – live tilføjet keybordspilleren Akie Bermiss
De fire mødte hinanden under uddannelsen på et musikkonservatorium i Boston, Massachusetts, hvor de fandt sammen om begejstring for hitlistepop, one hit wonders og for den sags skyld også mere substantielle klassikere fra 1960erne og ’70erne. Men modsat andre i bølgen af “New Jukebox”-navne ville og kunne de selv.
Som det mere eller mindre straks viste sig i Amager Bio fredag aften er deres musik umulig at sætte i bås. Stil og genrebevidst og – begejstret popmangfoldighed. Ikke overraskende viste de sig fra første nummer med et betydelig mere råt udtryk i højttalerne end på plade. Om end langt fra så massivt som ligesindede rockmusikere som Beck og Jack White. Man kan sige, at Lake Street Dive er Eclectic Rocks svar på Marie Kondo.
I “Baby Don’t Leave Me Alone”, “Free Yourself Up” og ”I Don’t Care about You” lød der referencer af ubekymret tresser solskinspop og blød Shalamar-soulfunk, som blev det spillet af de snart koncertaktuelle stenerrockere Rival Sons i smug i øveren mellem to syrerocknumre – ikke at guitarist Olson tilnærmelsesvis lyder som Rival Sons’ Scott Holiday. Men hans Fuzz Guitar bar troværdigt sangenes rock-approach.
Gulvbassist Bridget Kearney spiller på sin bas med et swing, anslag og tyngde, som skulle hun opdrage sin bas på den hårde måde. For hardcore fans af Lake Street Dive er Kearney med rette lidt af et ikon. Det siges, at fans med tilstrækkelig langt hår efterligner hendes hestehale – der har lagt navn til albummet Side Pony – til koncerterne i USA.
Et af Lake Street Dives særlige karakteristika er deres flotte korharmonier, som tydelig shinede igennem i Amager Bio i det ellers ret kraftige lydtryk. Et andet Olsons trompet, der farver blå farver ind i Lake Street Dives rock-, soul-, pop-, country-baserede musik.
Et tredje selvfølgelig sanger Rachel Price. I sin solgule kjole og med langt rødt hår brusende i takt med en meget medlevende optræden er der overfladisk set ikke meget soulsanger i hende.
Men den karakterfulde, sensuelle vokal, der ubesværet skifter fra sjælfuld til krakilsk er så soulet som noget. I balladen “Musta Been Something” sang hun, så det lød, som ville hun udfri hele menneskehedens synderegister. I hvert fald sit eget. Det var sært gribende og næsten skræmmende smukt på samme tid.
Lake Street Dive lever og ånder på super melodiøsitet og en fælles legesyge og begejstring. Som koncerten formede sig, var det langt henad vejen som en magical history tour med popbussen.
Desværre er Lake Street Dives egne kompositioner slet ikke på niveau med de mange klassikere, de henad vejen har versioneret. Stod det til mig, havde de spillet flere coverversioner i Amager Bio. To af aftenens højdepunkter var netop versioner af Shania Twains “Still the One” – med stærk, stærk sang af keyboardspilleren Akie Bermiss – og Staple Singers’ ”I’m Just another Soldier” fra borgerrettighedsbevægelsens tid.
Begge leveret med dyb, dyb soul. Den sidste endda, selvom det var første gang overhovedet, bandet spillede den og derfor fejlede undervejs.
Men stadig formede koncerten sig en hjertevarm fest.
MUSIK // ANMELDELSE – Søndag aften d. lagde det nyrestaurerede Amager Bio lokaler til sydende varm gospel, soul og blues med en formidabel guitarvirtuositet ved Derek Trucks som beskedent centrum på scenen.
Navnet Tedeschi Trucks Band siger måske ikke ret meget. Lad os sætte det på (sydstats)verdenskortet. Bandets kerne består af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks fra Jacksonville, Florida. Det eneste, bandet har at gøre med trucks som i lastvogne, er den eight wheel drive, der lige nu fragter deres gear rundt i Skandinavien.
Allerede som dreng viste Derek Trucks så store evner på sin guitar, at han blev udnævnt som vidunderbarn med deraf følgende legater.
Han har det ikke fra fremmede – hans onkel var trommeslager i Allman Brothers Band, som Derek selv var medlem af i en del år, mens det stadig var ledet af Gregg Allman. Og ja. Derek er efter eget udsagn opkaldt efter Clapton-bandet Derek and the Dominos.
Susan Tedeschi havde en lang karriere bag sig som soul/bluessanger og -guitarist, da hun mødte Truck. De seneste ni år har de haft et fælles band – workshop er måske en bedre beskrivelse.
Det første nummer i Amager Bio Laugh about It blev ligesom leget i gang, båret diskret frem af medlemmerne i det 12 mand/kvinder store band. Der var en lidt jazzet Grateful Dead-stemning over det; som om den solrige, chillede stemning af vårsøndag eftermiddag hjemme på altanen havde sneget sig med ind i den tidligere biograf.
Det skulle senere vise sig at ligne en formel for denne aften, også i nyere numre som Hard Case fra gruppens nyeste album Signs.
En stilfærdig, famlende, nænsom begyndelse, så et swing med den storartede bassist og hele to trommeslagere som backing for Susan Tedeschis guitar og vokal, kraftfuld som de ’danske’ soulrock-festivaldarlings Beth Hart og Dana Fuchs, om end mere nøgtern i sin klang – eller som Bonnie Raitt uden groft sandpapir på stemmelæberne.
Henover midten af nummeret det ene gospel-crescendo efter det andet med de tre blæsere og tre korsangere i varierende styrke længst til venstre på scenen.
Selvom Derek Trucks fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’
I nogenlunde samme skiftende styrke som resten af bandet spillede den sympatisk beskedne Derek Trucks. Selvom han fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’.
I flere fælles forløb sammen med fru Susan havde man nærmere fornemmelsen af intuitivt og respektfuldt samspil.
Trucks’ spillestil ligner ikke meget andet. Udgangspunktet i sydstats swamprock er klart, men dertil har hans usædvanlige fingerspil en særlig, østerlandsk melodisk klang.
Formentlig skyldes det stor interesse for indisk musik, især musikeren Ali Akbar Khan, der i øvrigt ofte arbejdede sammen med sitarguden Ravi Shankar.
Truck spiller med en kirurgs præcision og som en kunstmaler holder på en pensel. Langt henad vejen opstår hans spil på samme måde – i momentet. Samtidig var han tydeligt først og fremmest i centrum på scenen for kollektivets skyld.
Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?
Som i Until You Remember med keyboardspilleren på orgel, så man mindedes gamle Booker T. Jones, Tedeschis vokal i sjælfuldt udbrud og gemalen medlevende på guitaren.
Eller i deres soulede version af John Prines Angel from Montgomery. Snyd i øvrigt ikke dig selv for Prine på dette års Tønder Festival.
Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?
Ingen hemmelighed at bandets rødder er placeret i sentresserne og halvfjerdserne. Når det gælder rockmusik, nægter disse årtier åbenbart at gå over. Godt det samme.
Som i nævnte Cocker og Allman Brothers, hvis indsats med hensyn til fusion sort sjæl med hvid støj kun kan underdrives, er Tedeschi Trucks Band et musikalsk smeltepunkt. Som åbenlyst bredte sig til publikum.
Jeg kunne godt have brugt lidt flere brud eller kontrapunkter mellem de mere eller mindre formulariske numre, som da bandet leverede en grovfunky version af Dr. Johns I Walk on Guilded Splinters og en helt nedtonet countryballade, hvor Susan Tedeschis smukke vokal for alvor bragte americana til Amager.
Med det forbehold in mente er det stadig den forrygende, håbefulde gospelstemning i bandets version af Joe Cockers Space Captain, der vejer tungt i ørene.
Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder
Tedeschi Trucks Band er på en mission, som intet regneark, ingen algoritme, ingen uddannelse ved Copenhagen Business School, slet ingen YouTube-influencer ville kunne udtænke.
Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder.
Det var sådan, det virkede på scenen i Amager Bio.
