Motörhead havde endda besøg af danske Lars Ulrich i deres øvelokale. Et par måneder senere havde Ulrich selv sin første Metallica-øver med James Hetfield ovre i LA. I Danmark stillede Brats knivskarpt på metallen og blev til Mercyful Fate.
Der var megen anden hård rock i 1981, så tag med os tilbage til dette mægtige metal-år sammen med vores faste, tunge hold: Jens “Jam” Rasmussen, studievært, og de tre kompetente studiegæster, journalist Steffen Jungersen og d’herrer guitarister Michael Stützer Hansen og Michael Denner.
Lyt til POVcasten her:
1981 i nedslagspunkter
– The New Wave of British Heavy Metal skyller videre, og i forskellige retninger: Iron Maiden udgiver monsterværket Killers, Samson byder på den kommende Maiden-sanger Bruce Dickinson, og Saxon hylder heavy metal-kulturen på Denim and Leather. Def Leppard laver AC/DC-partyrock på High N’ Dry og Tygers of Pan Tang laver fed riff-metalrock på begge deres 1981-album.
– Danske Lars Ulrich er flyttet til Californien for at forfølge sin tenniskarriere, men tager lige på en metallisk dannelsesrejse til England i sommeren 1981, hvor han blandt andet er til festival med Ozzy Osbourne og Motörhead, som han også besøger i deres øvelokale.
– Opildnet af dannelsesrejsen beslutter Lars Ulrich sig for selv at danne et band. I oktober 1981 har han sin første Metallica-øvesession med guitaristen James Alan Hetfield i Los Angeles, Californien.
– Jungersen og Stützer jubler over Ozzys andet soloalbum Diary of a Madman og Motörheads vaskeægte livealbum No Sleep ‘Til Hammersmith.
– Venom debuterer med rå garage metal, diabolsk image og eksplicit satan-retorik.
– Danske Brats skruer bissen på, laver fede heavy metal-demoer, får Michael Denner tilbage i lineuppet, og bliver til… Mercyful Fate.
– Denner og Stützer fortæller om Mercyful Fates koncertpremiere på Selsmoseskolen i Taastrup, og lidt om anden dansk hård rock anno ‘81: Devil’s Symphony, The Studs, Pretty Maids og Pulze.
– Los Angeles 1981 er andet end stedet for den første Metallica-øver: Joan Jett grovhitter med I Love Rock’n’Roll og Motley Crüe albumdebuterer med hedonistisk hard rock på Too Fast For Love. I Helsinki albumdebuterer Motley Crües åndsbrødre i Hanoi Rocks.
– Tilbage i LA, aflirer Y&T en stor smule AC/DC og tænder en tidlig glød i Lars Ulrich, mens Van Halen fortsætter rockfesten på deres fjerde album.
– Ritchie Blackmore og Rainbow indspiller nyt album i Sweet Silence med Flemming Rasmussen, hvilket ikke mindst noteres af ovennævnte Ulrich.
– De tidligere Deep Purple-sangere, David Coverdale (i Whitesnake) og Ian Gillan (i eget band) er fortsat produktive. Sidstnævnte udgiver endda hele to album i 1981.
– Jungersen genintroduceres i studiet til tonerne af Accepts Son of A Bitch, men lever fint med det.
– Vi afrunder med årets album fra Black Sabbath, Judas Priest og AC/DC, som alle tre havde noget at leve op til fra året før.
God lytning, og på genhør i 1982 i snarlig fremtid.
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Fra venstre: Jens Jam Rasmussen, Michael Denner, Michael Stützer og Steffen Jungersen. Foto: Jan Eriksen
I første afsnit af podcastserien “Det tunge stedbarn: Heavy metal genren i 80’erne” brager det løs med etablerede navne i nye former (Black Sabbath med Dio, Ozzy solo, AC/DC med Brian Johnson), de helt nye headbangerbands (Iron Maiden, Saxon, danske Brats) og Judas Priest, der indrammede den tunge tidsånd med “British Steel”.
Studievært er Jens “Jam” Rasmussen, og gæsterne er fortsat den sublime ekspertduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, der også var med i vores forløber “Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel”.
– Black Sabbath kommer fornemt videre uden Ozzy Osbourne, og Ozzy kommer overbevisende videre uden Black Sabbath.
– Vi går i dybden med deres overrumplende 1980-værker, Black Sabbath med Dio: “Heaven and Hell” og Ozzy Osbourne: “Blizzard of Ozz”.
– Årets tragiske dødsfald: AC/DC-sanger Bon Scott (1946-1980) og Led Zeppelin-trommeslager John Bonham (1948-1980).
– AC/DC hyrer den nye sanger Brian Johnson ind og laver tidernes hard rock-mastodont. “Back in Black”, mens Led Zeppelin går i opløsning.
– Vi kommer også omkring årets bevægelser fra blandt andre Whitesnake, KISS, Def Leppard, Thin Lizzy, The Scorpions, Van Halen, Motörhead… og de seje kvinder på heavybanen: Joan Jett, Heart og Girlschool.
– 21-årige Steffen Jungersen er på pilgrimsfærd i det heavy metal-bølgende London, hvor han bl.a. oplever Iron Maiden, Saxon og Judas Priest på få dage.
– Jungersen og Stützer kommenterer årets udspil fra de tre ovennævnte bands: “Iron Maiden”, “Wheels of Steel”, “Strong Arm of the Law” og årets store heavy metal-statement “British Steel”.
– Guitarist Michael Denner fortæller om Brats’ bevægelse fra punk til heavy metal på debutalbummet “1980”, og om mødet med sangeren Kim Bendix Petersen alias King Diamond fra bandet Black Rose.
– Den 16-årige Lars Ulrich flytter til Californien, hvor han begynder at spille trommer til idolerne Diamond Head, hvis 1980-album “Lightning to the Nations” bliver hans store inspirationskilde og pejlemærke.
God lytning, og på genhør i 1981!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Med både vemod og glæde præsenterer vi her sidste afsnit i serien om den tunge rock i 1970’erne, “Det tunge stedbarn – heavy metal genrens fødsel”. Vemod, fordi det er sidste afsnit om det fundamentale årti i den tunge rocks historie. Glæde, fordi 1979 byder på en række fabelagtige nedslagspunkter.
Som i de foregående afsnit gennemgås heavy-året 1979 af studievært Jens “Jam” Rasmussen og den metalkyndige gæsteduo Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslagspunkter:
– Fansene i Londons metalundergrund efterspørger forgæves en Iron Maiden-plade, så bandet udgiver deres demo som The Soundhouse Tapes.
– I maj ’79 åbenbares The New Wave of British Heavy Metal over hele Storbritannien med bands som netop Iron Maiden, Samson med den lovende sanger Bruce Bruce, Trespass, Mythra og Son of a Bitch. Sidstnævnte albumdebuterer i 1979 under navnet Saxon.
– Heavy metal-forløberne fra Birmingham, Judas Priest, udgiver et af årtiets bedste album, Unleashed in the East, mener begge vores studiegæster.
– Lemmy Kilmister realiserer for alvor Motörhead på albumparret Overkill og Bomber. Bandet associeres med både den nye metalbølge og punk, men er mest rock’n’roll. Det band har ikke mindst Steffen en mening om.
– Det nye heavy metal-udtryk dyrkes også i Tyskland af de albumdebuterende Accept og fremdeles af The Scorpions, som atter har Michael Schenker tilbage i folden. Han kan dog også høres i sin sidste tid med UFO på det dobbelte livealbum Strangers In The Night.
– Hank Shermanns band Brats pladedebuterer på den legendariske punkopsamling Pære Punk. Kort efter inviteres Michael Denner med i bandets nye line-up, som drejer sig fra ren punk mod heavy metal. Judas Priest-inspirationen begynder at sætte sig igennem.
– Shermann og Denner har endnu til gode at møde Kim Bendix Petersen, der stadig laver Deep Purple-orienteret heavy rock i Black Rose ude på Københavns vestegn.
– Livet efter Deep Purple: Ritchie Blackmore udgiver den første – og mere polerede – Rainbow-plade efter Dios exit, mens David Coverdale har Jon Lord med på Whitesnake-albummet Lovehunter.
– Led Zeppelins første udgivelse i tre år, In Through The Out Door, bliver også bandets sidste studiealbum.
– Over til Amerika, hvor KISS inspireres af samtidens disko på deres spidsfindige hit “I Was Made For Lovin’ You”.
– Aerosmith hærges af skriveblokering og interne stridigheder, men får alligevel færdiggjort Nights in the Ruts, mens Van Halen rocker hårdt og festligt videre på deres andet album.
– Thin Lizzy byder Gary Moore velkommen som ny guitarist, og laver deres velsagtens bedste og mest kreative album Black Rose: A Rock Legend.
– Vi afrunder året og årtiet på hovedvejen mod helvede og det nye 80’er-årti. AC/DC begår deres gedigne gennembrudsværk Highway To Hell, der bliver det sidste med Bon Scott som sanger.
Som sådan er 1979 en slags kulmination, men også en overgang. Til metalrockens store gennembrudsårti i 1980’erne, både kulturelt, kunstnerisk og kommercielt. Vi planlægger at starte den nye serie om 1980’erne op til sensommeren/i det tidlige efterår.
Indtil da: Hav en fornøjelig lytning af dette 1979-afsnit, god sommer, og på gensyn i 1980!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen.
Steffen Jungersen, Jens ‘Jam’ Rasmussen og Michael Stützer Hansen
Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden.
Studievært Jens “Jam” Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslagspunkter:
– Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade.
– De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned.
– Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles.
– De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op.
– KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum.
– Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud.
– AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock.
– Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks.
– Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det!
– Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper.
– Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked.
– Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke.
– Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal.
Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”
Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.
Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.
I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.
Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow
På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.
Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.
Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd
I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the Loud, Jihad og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.
D-A-D, PRESSEBILLEDE
Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.
For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.
Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.
Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.
