Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden.
Studievært Jens “Jam” Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
Nedslagspunkter:
– Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade.
– De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned.
– Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles.
– De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op.
– KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum.
– Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud.
– AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock.
– Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks.
– Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det!
– Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper.
– Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked.
– Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke.
– Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal.
Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”
Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.
Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.
I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.
Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow
På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.
Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.
Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd
I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the Loud, Jihad og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.
D-A-D, PRESSEBILLEDE
Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.
For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.
Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.
Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.
D-A-D fejrer 35 årsjubilæum i år. Som de fleste andre har de måtte aflyse koncerter ikke bare i Danmark og flere europæiske lande. Det gælder også Australien/New Zealand. I stedet er det blevet til en stribe corona-rigtige koncerter i Herning og København i november.
Midt i alt dette udkommer Jesper Binzers andet solo-album ’Save Your Soul’ 6. november. Det første ’Dying is Easy’ udkom i 2017.
Jan Eriksen og Jesper Binzer taler om ko-punk, om at udvikle sig som rockband, det amerikanske eventyr og finde ind i sig selv omkring albummet Simpatico. Da britpop og grunge havde taget stafetten, og D-A-D pludselig tilhørte en ældre generation. Om at bruge musikken konstruktivt og fritsættende.
”Når man starter ud med et rockband og får succes med det, er man overbevist om, at man står forrest i nuet. Men det, de fleste af os, altså 99 pct af os, glemmer er, at vi tror, vi stadig står forrest i nuet, selvom der er gået fem år. Man opdager, at man bare løber efter det gældende nu.”
Under coronakrisen har Binzer godt nok fået malet stakittet og fået et tættere forhold til familien. Men han har også pumpet luftmadras aka spillet på den sekstrengede og delvis skrevet og indspillet ‘Save Your Soul’. Fordi, som hans terapeut siger, ’hold dig til det, du er god til, Jesper’.
”Jeg er så langt ude og på vej henimod ringvrag, at jeg ikke kan andet. Og jeg vil ikke noget andet. Jeg elsker det.”
