Fra GAFFA.dk, anmeldt 05.08.2018

Justin Timberlake’s The Man of the Woods-koncert sluttede med en filmmelodi, ”Can’t Stop the Feeling”. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af at set filmen om skovtrolden, der rejste til byen og fik job som projektleder i Foreningen til tinnitussens fremme. Justins seneste album Man of the Woods er bedre end sit rygte. Han er stadig en stor showman med styr på sine virkemidler, moves, stemme og da white funk, han er naboens sexede søn med appel til både datter, mor og mormor – men trods en fantastisk state-of-the-art scenografi druknede Timberlakes show i en forfærdelig overstyret gang lydterror. Præcis som for fire år siden i Parken.

De seneste år er store amerikanske popnavne søgt tilbage mod en vis jordslået oprindelighed med afsæt i countrytraditionen, hvor en cowboyhat er en cowboyhat, og en tåre er en tåre.

Med hjertelige, melankolske sange – indimellem tilsat knastør southern sarkasme – leveret med pur lyd uden anden elektronisk iklædning end højst nødvendigt.

Læg dertil, at det nu, hvor det digitale blogfænomen er i greb med at overhale, smadre, forny (vælg selv) den traditionelle journalistik, er blevet cool at stå ved sin skrøbelighed og sårbarhed. Måske ligefrem lære af sine stød.

Katy Perry har samarbejdet med countrys nyeste darling Kacey Musgrave. Miley Cyrus indspillede gudmor Dolly Partons “Jolene”, Kylie Minogue albummet ”Golden”, Beyoncé ”Daddy Lessons”. Ældre ikoner som Sheryl Crow og selveste soul/R&Bs svar på en Senior Executive Vice President, Lionel Richie, er gået country.

Ariana Grande, Meghan Trainor og Queen Bey har optrådt ved Country Music Awards.

Silas fra skoven

Og dermed over til Nashville, Tennessees egen Justin Timberlake. Inspireret af sin og Jessica Biels søn – hvis navn Silas betyder ”fra skoven” på latin – har han og samarbejdspartnere som Timbaland og Pharrell Williams (Neptunes) tilstræbt at inkorporere Nashvillelyden og de musikalske Memphis blues- og rockrødder i Timberlaks modernistiske neosoul.

Det synes jeg, som antydet, de slipper ganske godt fra uden at virke som benspænd for hans egen, skelsættende nydefinerede poplyd.

Hvordan lyder det så live? Det er faktisk svært at sige. Forstået sådan, at de to første numre i aften i Royal Arena, ”Filthy” og ”Midnight Summer Jam” – begge fra det nye album – blev leveret med et absurd højt lydtryk. Det var umuligt at adskille alt fra en kæmpe tuba (!), keys, trommer til kor. Inklusive koret var de mere end 20 sortklædte funkkatte på scenen.

Ingen tvivl om, at Justins opfordring, ”put your filthy hands all over me”, blev modtaget med et ”modtaget” hos mange kvindelige publikummer. For hans vokal lød trods alt segregeret fra den øvrige lydturbulens.

I hittet ”Sexy Back” lød konturerne af den svedige funklyd. Men stadig med fornemmelsen af, at ens mellemgulv havde overtaget rollen som basmembran – eller måske nærmere omvendt. Og med trommer, der sammen med keys, lød som detonerende bomber fra Amager Fælleds fortid som militært øvelsesområde.

Igen i ”Man of the Woods”, der på pladen lyder som en form for doo wop-børnesang, fornemmede jeg i det mindste melodien. Som til gengæld var tæt på uhørlig i ”Señorita” fra debutalbummet Justified, blottet for originalens solbeskinnede strandstemning.

Imponerende sceneshow

Inspireret af intentionen, lyden og den visuelle iscenesættelse af Man of the Woods er der bygget et imponerende sceneshow til denne turné.

En bro slanger sig som et ”S” ud fra hovedscenen med to mindre scener på vejen. Den ene scene er placeret midt i det særlige V.I.P.-område med hele to barer. At Justin Timberlake er en stjerne på et dansegulv ved alle. Selvfølgelig var han og koret i konstant bevægelse på broen.

Hvis det er meningen, at opstillingen skal give os andre mindre important tilhørere på lægterne en fornemmelse af intimitet mellem musikere og publikum, er det faktisk lykkedes. Trods de akustiske udfordringer var der hele vejen igennem en fornemmelse af en vis afslappethed og nærhed mellem stjernen og hans fans i salen.

Der er opstillet seks træer på broen, der mest minder om kulisserne, dengang jeg medvirkede – som hest – i en skoleopsætning af H.C. Andersens ”Fyrtøjet”.

Til gengæld var effekten af nogle lærreder, der rullede op og ned over “S”’et bl.a. med funktion som storskærm meget virkningsfuld.

I ”My Love” fik Justin og det store ensemble skabt noget, der mindede om en koncertfølelse. I hvert indtil guitaristen skabte et hylende skingert raserianfald med sin seksstrengede.

I det uforlignelige ”Cry Me a River” kom den insisterende melodi i koret, det karakteristiske keyboardtema og Justins klare vokal momentant til at virke som et blad svævende elegant i lydorkanens midte.

Visse store momenter

Der var visse store momenter i koncerten med Timberlake i direkte følelsesladet samklang med publikum, der igen og igen hyldede stjernen. Momenter af en fælles gospel.

Som en gimmick – er vist det rette ord – blev C-scenen forenden af S’et omdannet til et lejrbålsscenarie, hvor skiftende korsangere sang Fleetwood Mac, Lauryn Hill, The Beatles og John Martin Sommers’ (og John Denvers) ”Thanks God I’m a Country Boy”.

Det sidste i tråd med hele konceptet bag Man of the Woods.

Fraset den ene korsangerindes meget, meget smukke fortolkning af Hill lignede det mest en blanding af et corny statement og et catwalkshow for den seneste tøjlinje fra Timberlakes og barndomsvennen Trace Ayalas tøjfirma William Rast.

Til gengæld – og det er dét, der redder denne anmeldelse op på tre stjerner – var der rimelig lyd på de sidste numre efter den akustiske lejbålspause.

”What Goes Around… Comes Around”s nyklassiske soul som en ånderum i det øvrige støjinferno med al det swing, man havde savnet indtil da. Det nye fremragende hit ”Say Something” i en smooth, funky version.

Men hvad vi så og hørte i aften var mere show og sjov end sjæl. Der ligger en video på YouTube, hvor Timberlake synger nogle sange sammen med country-superstjernen Chris Stapleton. Det er musik, så det gnistrer og hjerteklapperne blafrer.

Sådan ville jeg edderman’me gerne høre Justin Timberlake folde hele sit enorme talent ud i en rimelig lille koncertsal, selvom det er utopisk i en musikverden styret af The Yankee Dollar.

Jeg tillader mig at tro, at den, der ville have størst glæde af det, ville være Timberlake selv.

Pressefoto

Sætliste:

  1.    Filthy
  2.    Midnight Summer Jam
  3.    LoveStoned
  4.    Sexy Back
  5.    Man of the Woods
  6.    Higher Higher
  7.    Señorita
  8.    Suit & Tie
  9.    SoulMate
  10.       My Love
  11.       Cry Me A River
  12.       Mirrors
  13.       Drink You Away
  14.       Flannel
  15.       Until the End of Time
  16.       Dreams
  17.       Ex-Factor
  18.       Come Together
  19.       Thank God I’m a Country Boy
  20.       Morning Light
  21.       What Goes Around… Comes Around
  22.       Say Something
  23.       Montana
  24.       Summer Love
  25.       Rock Your Body
  26.       Supplies
  27.       Like I Love You
  28.       Can’t Stop the Feeling!