Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Fra POV.International

På et tidspunkt under Sort Sols koncert på Heartland Festivalen i 2017 var der noget galt med elektronikken. Uden effekter lød Lars Top-Galias elektriske guitar mest bare som en … elektrisk guitar. En pause fulgte – på et tidspunkt, inden teknikken endelig var på plads, lød Jørgensens vokal pludselig som en bilmotor i acceleration. Buldrende, toneangivende.

Da jeg fredag aften, koncertskruk som sjældent efter tre måneders pause, kørte mod DR-byen, havde jeg muligvis forestillet mig, at Steen Jørgensen solo ville være lidt som den oplevelse. Med stemmen, fortolkeren i centrum.

Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst

Det skulle vise sig, at sådan blev det ikke, ikke kun.

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen har optrådt en del gange tidligere som duo, men det er altså første gang, jeg ser dem.

At dømme efter nogle bemærkninger fra Jørgensen var de lidt spændte eller måske ligefrem nervøse ved at optræde bare to mand i den pompøse koncertsal. Som han sagde: ”Vi er vant til at optræde små steder.”

Måske derfor var der i momenter mellem numrene en del tension på scenen. Guitarist Kjeldsen brugte tid på at tune sig ind. Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst.

Det spontane kan så bare have sine åbenlyse begræsninger i et set-up med mange effekter og visse forudindspillede effekter.

Op i luften

Det begyndte med Kjeldsen på to guitarer – den ene i loop – i en stemningsfyldt Marble Station – med tekst af Søren Ulrich Thomsen – helt tilbage fra dengang, Sort Sol gik under navnet Sods. Fin seasoned version på næsten 40 års afstand af den oprindelige, rebelsk, tumlende version.

Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, mest sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig.

Og mere Sort Sol, Next Century og Midnight Train to Summer.  Jørgensen føler sig tydeligt godt tilpas i og med at udfordre sine og Sods’/Sort Sols gamle numre – og det samme gør Rune Kjeldsen med det billedskabende innovative guitarspil, men jeg kunne visse steder godt have undværet de trommespor, som Jørgensen styrede fra en lille pult.

Noget tyder på, at duoen har valgt at smide nogle numre, uanset om det var covers eller gammelt Sort Sol op i luften, lade dem lande på jorden, og derefter samle skårene sammen i en bunke. Det gav indimellem indtryk af en form for performance.

Men så var der en akustisk version af folkrocksangeren Bert Jansch’ klassiker Fresh as a Sweet Sunday Morning, som Jørgensen sang i en nærmest påfaldende generøs, kærlig version, der for alvor lukkede lyset ind i sovekammeret. Definitivt et af koncertens højdepunkter.

Det fremgik, at Publikum i DR Koncerthuset og Jørgensen selv kan takke CV Jørgensen for, at han har lært Bert Jansch’ sangskat at kende.

Og sådan bølgede det fra stormfyldte fragmentariske lydmalerier over en – med Jørgensens egne ord – slapstick version af det gamle Elvis Presley-nummer Marguerita, som allerede blev fortolket af Sort Sol i gamle dage. Meget tongue in cheek. Der blev The King hevet ud af sin suite i Las Vegas og ind i en splatterversion af en spaghettiwestern, hvor kun slanger og monstre medvirker for at overleve.

Ligesom duoen senere senere fik – om ikke andre – mig til at smile med en rabalder-roadhouse udgave af Velvet Undergrounds White Light/White Heat.

Og hypotesen her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Man får næppe 12 i ’Ny og overraskende viden’, hvis man gætter på, at nummeret oprindelig handler om, hvad stoffer kan gøre ved kroppen. Her virkede det meget happy og ligefremt ungdommeligt frembrusende. Et andet højdepunkt.

Hvor Jørgensen/Kjeldsens version af Van Morrisons smukke, religiøse åbenbaring af en sang In the Garden havde et afklaringens skær, ikke mindst båret af suverænt guitarspil og en totalt fokuseret sanger. Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig. Og synger Corona ad h. til.

Mod slutningen sang han endda på dansk i de to relativt nye sange Tid er et sted – flot bowiesk medio 70erne version, i øvrigt – og Okchams Ragekniv, som Jørgensen synger på Steen Holbeks album Frit løb.

En glad mand

Med al respekt for den store sangers behov for at give sig selv og sine sange nyt liv, kunne jeg godt have undværet nogle af de mange effekter. Næppe tilfældigt, at dansk rocks stærkeste kælderkolde crooner ramte tættest på skiven i de akustiske numre – også i Let Your Fingers Do the Walking og det sublime … Like a Trance Like...”

Man kan også bare gøre, som det ligger i det filosofiske begreb, der har lagt navn til nævnte Ockhams ragekniv – opfundet af filosoffen William af Ockham:

“Blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes”.

Og den simple hypotese her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Når alt kommer til alt, er det vel sådan, man bør forlade en koncert med manden, der først blev strømførende i dansk punk og senere ordførende i dansk rock.

PS: I øvrigt kudos til Steen Jørgensen for ikke at forfalde til at krydre sin koncert med et hav af anekdoter.


Steen Jørgensen med Rune Kjeldsen i DR Koncerthuset, fredag 26.6.

Sætliste:
Marble Station
Midnight Train to Summer
Next Century
Fresh As a Sweet Sunday
A Knife For the Ladies
Yesterday Is Here
Marguerita
Boy Girl
In The Garden
Excaliber
Kiss the Streets
…Like a Trance Like…
Stuck to My Gun
Let Your Fingers
White Light/White Heat
Tid er et sted
Ockhams ragekniv
Holler High


Foto: PR.

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Fra GAFFA.dk, Van Morrison, Heartland Festival, Greenfield Stage, 01.06.2018

For at få fuldt udbytte af koncerten med Van Morrisons storswingende band fredag aften skulle man stå helt nede foran Heartlands største scene. Så skandaløst lav var lyden. Stod man så der, blev man budt en formidabel oplevelse af musikalsk autenticitet, der mere lød af Louisiana end af Kværndrup.

”I’ve Got My Mojo Working,” sang Van the Man i Muddy Waters’ gamle standard. På det tidspunkt godt inde i koncerten havde den 72-årige sanger et vist belæg for sin påstand. De første 20-25 minutter var lydniveauet så lavt, at publikum, der stod mere end en snes meter fra scenen måtte have svært ved at høre musikken.

En ting er den konstante, uundgåelige knæver, der omdanner festivalpladsen til én stor talk-scene. Noget andet et lydniveau, der truede med at gøre koncerten til et hviskestykke.

Som andre jævnaldrende – mest bemærkelsesværdigt Bob Dylan – er Van Morrison blevet en rejsende i Van Morrison. En rejse, der har varet næsten 60 år.

Men man må lade ham, at han ikke lever på renommeet. De seneste par år har den stadig uhyre aktive nordirer udgivet album som Versatile med gamle swingklassikere og det delvis bluesede Roll with the Punches. Det seneste samarbejde med jazzmusikeren Joey DeFransesco, You’re Driving Me Crazy, er et rent jazzalbum.

Så ikke så mærkeligt, at Morrison, ulasteligt klædt i hat, nålestribet jakke (med grønne glimmerstriber) og charmeklud lagde ud med en jazzstandard som Eddie Vinsons “Wait a Minute Baby” og bl.a. hans egne “The Way Young Lovers do” og “Magic Time” i versioner i dybblå iscenesættelse.

I løbet af halvanden time jazzede Van og det seks mand og kvinder store band sig gennem lidt af en masterclass i den særlige morrisonesque lyd.

Uanset om Van iklæder sig i blues, soul, jazz, irsk folkemusik eller rock har hans musik sin egen grundfarve. Båret, selvfølgelig af den karakteriske mørke vokal, der som det kunne høres her i aften stadig rammer tonerne rent.

For mig er Van the Man lidt af en sindstilstand, lyden af en stille aften med godt samvær – menneskeligt eller med en god bog eller plade, gerne suppleret med et glas vin. De franske vinbønder skal også leve.

En aften, der “ease my troubles”, som Van også sang på Heartland i hans måske mest kendte nummer “Have I Told You Lately”. I en forbløffende kæk uptempo swingversion.

Efterhånden som lydmanden fik pustet støvet ud af volumenknappen og de enkelte instrumenter stod klart i lydbilledet – i begyndelsen kunne man reelt ikke høre trommerne – blev jeg grebet af den nævnte Van The Man-følelse.

Som da den fremragende guitarist, der lignede en mand, der har spillet sine blue notes i så mange år, at de i dag har erstattet det meste andet DNA i manden, brillerede i Muddy Waters’ “Baby Please Don’t Go”.

Der var en mørk, gospelsoulet version af “Sometimes We Cry” med keyboardspilleren på orgel, så det gav et sug i maven, som kun menneskemusik kan flå i sjælen.

Der var forrygende swing i “Days Like These”.

Mod slutningen af koncerten ændrede Morrison sætlisten – som den fremgik på storskærmen fra keyboardspillerens keyboard – fra nummer til nummer. Hver gang med en kort, fyndig ordre til musikerne. Man kan vælge at se det som udslag af en lunefuld og krakilsk bandboss’ særheder. Jeg foretrækker at se det som et udslag af en stor musikers intuitive fornemmelse af, hvad der passede bedst i nuet. Passede til følelsen.

Efterhånden som den nedadgående sol overlod scenen til et stigende tusmørke så jeg flere smil og duvende og vuggende publikummer lade sig rive med – kulminerende med fællessang til “Brown Eyed Girl”.

Tidligere i dag læste jeg et interview på rollingstone.com med Van Morrisons kollega fra syd for den irske grænse, The Edge, der fortæller om det enorme strategiske arbejde der ligger bag sammensætningen af sætliste og scene på U2’s aktuelle eXPERIENCE + iNNOCENCE-turné.

Set i det lys var det ganske velgørende at opleve en koncert med nogle musikere, der bare gik og gjorde deres shit.

Altså for de af os, der stod så tæt på, at vi kunne høre det.