Van Morrison har krøllet sølvpapirshatten sammen: Momenter af forløsning i Falkoner

Van Morrison har krøllet sølvpapirshatten sammen: Momenter af forløsning i Falkoner

Fotos: Eddie Michel

En af de glædelige ting ved de restriktioner, der blev indført under Corona-epidemien er, at millioner af ældre medborgere stadig er i live og i fuld vigør.

Det gælder f.eks. 77-årige Sir George Ivan Morrison, der søndag d. 20. maj beviste i Falkoner Salen, at han stadig kan synge fyldigt og engageret – stort set uden mislyde. Han synger ufatteligt nok nærmest bedre end nogensinde. Imponerende af en herre i den alder.

Det skulle hurtigt vise sig, at Van Morrison havde krøllet sin sølvpapirshat sammen og i stedet iklædt sig en nydelig Fedora eller Trilby, tror jeg, som i gode, gamle dage. Og så i øvrigt – stort set – ikke flere ord om Van Morrisons seneste plader og hans Don Quixote kamp mod vindmøller i form af især de nordirske myndighedernes restriktioner under epidemien.

Vi lever i et demokrati et stykke tid endnu, forhåbentlig, og modsat hvad han selv synger i “Gov Don’t Allow”, som jeg vender tilbage til, må Van Morrison mene, hvad han vil.

Et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil

I øvrigt er der den klassiske diskussion, om man kan, skal eller vil adskille kunstneren og dennes værker fra personen. Det findes der i min verden ikke noget endegyldigt svar på.

Kan man f.eks. adskille John Lennons bedste sange fra privatmennesket John Lennon? Nej. Kan man adskille Bob Dylans bedste sange fra privatmennesket Robert Zimmerman? Aner det ikke. Ja, siger han selv.

Van Morrison moving on skiffle skiffle
Foto: Eddie Michel

Van Morrison og hans band spillede udelukkende sange fra det seneste album Moving on Skiffle, hvilket i øvrigt fremgik tydeligt af foromtalen af koncerten. Altså ingen tilbageblik til det respektindgydende bagkatalog, hvis tidligste bidrag må være en Them-sang som ”Baby, Please Don’t Go” fra 1964.

Moving on Skiffle består af coverversioner af sange, der skabte den helt unge Vans musikbegejstring og fik ham til at drømme om selv at komme til at spille. Det er i øvrigt ikke første gang, Morrison søger tilbage til den rene, uskyldige tid som Van the Boy. Det gælder f.eks. “Caravan” fra Moondance og “Hyndford Street” fra Hymns to the Silence.

Van Morrison og skifflemusikken

Basalt set er albummet en hyldest især til den britiske skiffle-konge Lonnie Donegan, der også inspirerede bl.a. Ron Wood, Mick Jagger, Roger Daltrey, Jimmy Page, Ritchie Blackmore, David Gilmour og to teenagedrenge i Liverpool ved navn Paul og John. Ron Wood skulle efter sigende spille et ondt vaskebræt.

Morrisons begejstring for musikstilen skiffle er ikke ukendt. I 1998 udgav han albummet The Skiffle Sessions, der blev indspillet i Belfast med bidrag af netop Donegan, Chris Barber og Dr. John. Og som en ekstra understregning af inspirationen fra – eller hyldesten til Lonnie Donegan – er dennes tidligere bandmedlem Alan ‘Sticky’ Wicket nu medlem af Van Morrisons liveband.

Van Morrison
Foto: Van Morrison

Nogle anmeldere har undret sig over den musikalske diversitet på Moving On Skiffle, hvilket forekommer mig noget historieløst. Man kan sige, at Donegans skiffle nok var ret folksy, men oprindelig er skiffle i sig selv en form for sammenkog af den amerikanske arbejderklasses og de sorte slavers musikstilarter – så som folkemusik, blues, hillbilly/country, bluegrass og jazz, spillet på hjemmelavede instrumenter. Der var ikke råd til andet.

Så ikke så underligt, at både Van Morrisons nyeste plade og den præcis halvanden time lange koncert i Falkoner lyder/lød som en musikalsk cajun gumbo med gospel, jazzet New Orleans stemning, zydeco, boogie, soul, gospel og rock’n’roll.

Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat

Van Morrison og det syv mand og kvinde store band lagde ud med The Vipers Skiffle Groups ”Streamline Train” som en form for tematisk anslag til koncerten som sådan. Det var i høj grad under opførelsen af det uendeligt lange amerikanske jernbanenet i 1800-tallet, at de hvide indvandreres folkemusik blandede sig med slavernes musik og blev til skiffle.

Siden blev toget – “the railroad song” – et symbol på den bevægelse og søgen efter frihed, der vel er rockmusikkens dybeste ledetema.

Van Morrison
Foto: Eddie Michel

En forynget mand

Senere fulgte flere tog-sange som “Travelin’ Blues”, “Sail Away Ladies”, “Freight Train” og “Worried Man”. Så en dobbelt klicheagtig metafor om koncerten som en musikalsk seniorrail-rejse tilbage til rockmusikkens rødder med Van som lokomotivfører trænger sig unægtelig på.

Stort set fra det øjeblik, Van kom på scenen og begyndte at synge “Freight Train”, virkede han som en forynget mand – måske fordi skiffle projektet har bragt den nordirske “Worried Man” tilbage til udgangspunktet efter et par års frustrationer iført mundbind.

Sætlisten spændte over alt fra Leadbelly (“Cottonfields”), Hank Williams (“I’m So Lonesome I Could Cry”, “Cold Cold Heart”) til Woody Guthrie (“The Gypsy Davy”), Hank Snow og Jim Reeves.

Van Morrisons ordknappe, noget grumpy fremtoning med spontane fagter og ændringer i tempo og toneart, kender vi og bandet, der tager den slags med ophøjet ro. Men et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil.

F.eks. har jeg ikke hørt bedre lyd ved en koncert i Danmark siden The Eagles i Royal Arena, tror jeg.

Van Morrison
Foto: Eddie Michel

Selv “I’m So Lonesome I Could Cry” blev spillet med et lyst, optimistisk feel. Af det fantastiske band med den groovy og konstant opmærksomme bassist Paul Moore, guitaristen Crawford Bell, der med stor elegance spiller præcist økonomisk og stadig ypperligt på skiftende strengeinstrumenter, indimellem i samspil med Van på saxofon og mundharpe.

Og så er der keyboardspiller Richard Dunn, der spiller som om, han havde opfundet selve ideen med at lade et orgel supplere grundopstillingen tromme, bas og guitar. For ikke at glemme trommeslageren Colin Griffin, der spillede sine trommer så indfølt, at det nærmest lød, som sang de med en lyd som vindens susen.

Man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter

Selv bandets version af en gammel folkesang, “Gov (Government) Don’t Allow”, blev spillet med et lifligt bluesy swing. Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat.

Enormt vellydende

Generelt var det en enormt vellydende oplevelse. Men ikke kun. Der var flere af de momenter, jeg er villig til at rejse langt for, hvor musikkens vingeslag bærer lytteren højt op over hverdagens bindinger, tankemylder og de bekymringer, Van Morrison synger om i “Worried Man”. Hvor man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter. Hvor det ikke bare lyder som den 34. gennemspilning af et plus 100 år gammelt nummer på turneen.

Især i de mere gospelinspirerede øjeblikke med korsanger Jolene O’Hara i fokus, som der kom flere og flere af mod slutningen af koncerten. Især i afslutningsnummeret, det sakrale “Green, Green Rocky Road”, hvor der for alvor blev skabt gospel på scenen.

Van Morrison
Foto: Eddie Michel

Vi er mange, der har grinet ad og hånet Sir Vans Corona-konspirationsteorier og besynderlige pladeudgivelser. Men han har også sagt noget, jeg kan identificere mig med:

“Åndelighed er én ting, religion … kan betyde alt fra suppe til nødder, du ved? Men det betyder generelt en organisation, så jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge ordet, for det er det, det virkelig betyder. Det betyder denne kirke eller denne kirke … spiritualitet er anderledes, fordi det er individuelt.”

Da jeg forlod Falkoner, fandt jeg – true story! – et stykke sammenkrøllet sølvpapir i inderlommen, en rest fra en impulsiv madpakke med en humpel rugbrød, jeg havde indtaget om eftermiddagen inden en fodboldkamp. Jeg har gemt den lille sølvfarvede kugle som et minde om den spiritualitet i betydningen momentan fornemmelse af opstemthed og forløsning, jeg oplevede i koncertsalen.

Den slags, der desværre normalt i sagens natur ellers er umuligt at bære med sig som andet end en langsomt svindende erindring.

Van Morrison
Foto: Eddie Michel
Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Fra POV.International

På et tidspunkt under Sort Sols koncert på Heartland Festivalen i 2017 var der noget galt med elektronikken. Uden effekter lød Lars Top-Galias elektriske guitar mest bare som en … elektrisk guitar. En pause fulgte – på et tidspunkt, inden teknikken endelig var på plads, lød Jørgensens vokal pludselig som en bilmotor i acceleration. Buldrende, toneangivende.

Da jeg fredag aften, koncertskruk som sjældent efter tre måneders pause, kørte mod DR-byen, havde jeg muligvis forestillet mig, at Steen Jørgensen solo ville være lidt som den oplevelse. Med stemmen, fortolkeren i centrum.

Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst

Det skulle vise sig, at sådan blev det ikke, ikke kun.

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen har optrådt en del gange tidligere som duo, men det er altså første gang, jeg ser dem.

At dømme efter nogle bemærkninger fra Jørgensen var de lidt spændte eller måske ligefrem nervøse ved at optræde bare to mand i den pompøse koncertsal. Som han sagde: ”Vi er vant til at optræde små steder.”

Måske derfor var der i momenter mellem numrene en del tension på scenen. Guitarist Kjeldsen brugte tid på at tune sig ind. Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst.

Det spontane kan så bare have sine åbenlyse begræsninger i et set-up med mange effekter og visse forudindspillede effekter.

Op i luften

Det begyndte med Kjeldsen på to guitarer – den ene i loop – i en stemningsfyldt Marble Station – med tekst af Søren Ulrich Thomsen – helt tilbage fra dengang, Sort Sol gik under navnet Sods. Fin seasoned version på næsten 40 års afstand af den oprindelige, rebelsk, tumlende version.

Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, mest sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig.

Og mere Sort Sol, Next Century og Midnight Train to Summer.  Jørgensen føler sig tydeligt godt tilpas i og med at udfordre sine og Sods’/Sort Sols gamle numre – og det samme gør Rune Kjeldsen med det billedskabende innovative guitarspil, men jeg kunne visse steder godt have undværet de trommespor, som Jørgensen styrede fra en lille pult.

Noget tyder på, at duoen har valgt at smide nogle numre, uanset om det var covers eller gammelt Sort Sol op i luften, lade dem lande på jorden, og derefter samle skårene sammen i en bunke. Det gav indimellem indtryk af en form for performance.

Men så var der en akustisk version af folkrocksangeren Bert Jansch’ klassiker Fresh as a Sweet Sunday Morning, som Jørgensen sang i en nærmest påfaldende generøs, kærlig version, der for alvor lukkede lyset ind i sovekammeret. Definitivt et af koncertens højdepunkter.

Det fremgik, at Publikum i DR Koncerthuset og Jørgensen selv kan takke CV Jørgensen for, at han har lært Bert Jansch’ sangskat at kende.

Og sådan bølgede det fra stormfyldte fragmentariske lydmalerier over en – med Jørgensens egne ord – slapstick version af det gamle Elvis Presley-nummer Marguerita, som allerede blev fortolket af Sort Sol i gamle dage. Meget tongue in cheek. Der blev The King hevet ud af sin suite i Las Vegas og ind i en splatterversion af en spaghettiwestern, hvor kun slanger og monstre medvirker for at overleve.

Ligesom duoen senere senere fik – om ikke andre – mig til at smile med en rabalder-roadhouse udgave af Velvet Undergrounds White Light/White Heat.

Og hypotesen her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Man får næppe 12 i ’Ny og overraskende viden’, hvis man gætter på, at nummeret oprindelig handler om, hvad stoffer kan gøre ved kroppen. Her virkede det meget happy og ligefremt ungdommeligt frembrusende. Et andet højdepunkt.

Hvor Jørgensen/Kjeldsens version af Van Morrisons smukke, religiøse åbenbaring af en sang In the Garden havde et afklaringens skær, ikke mindst båret af suverænt guitarspil og en totalt fokuseret sanger. Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig. Og synger Corona ad h. til.

Mod slutningen sang han endda på dansk i de to relativt nye sange Tid er et sted – flot bowiesk medio 70erne version, i øvrigt – og Okchams Ragekniv, som Jørgensen synger på Steen Holbeks album Frit løb.

En glad mand

Med al respekt for den store sangers behov for at give sig selv og sine sange nyt liv, kunne jeg godt have undværet nogle af de mange effekter. Næppe tilfældigt, at dansk rocks stærkeste kælderkolde crooner ramte tættest på skiven i de akustiske numre – også i Let Your Fingers Do the Walking og det sublime … Like a Trance Like...”

Man kan også bare gøre, som det ligger i det filosofiske begreb, der har lagt navn til nævnte Ockhams ragekniv – opfundet af filosoffen William af Ockham:

“Blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes”.

Og den simple hypotese her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Når alt kommer til alt, er det vel sådan, man bør forlade en koncert med manden, der først blev strømførende i dansk punk og senere ordførende i dansk rock.

PS: I øvrigt kudos til Steen Jørgensen for ikke at forfalde til at krydre sin koncert med et hav af anekdoter.


Steen Jørgensen med Rune Kjeldsen i DR Koncerthuset, fredag 26.6.

Sætliste:
Marble Station
Midnight Train to Summer
Next Century
Fresh As a Sweet Sunday
A Knife For the Ladies
Yesterday Is Here
Marguerita
Boy Girl
In The Garden
Excaliber
Kiss the Streets
…Like a Trance Like…
Stuck to My Gun
Let Your Fingers
White Light/White Heat
Tid er et sted
Ockhams ragekniv
Holler High


Foto: PR.

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Fra GAFFA.dk, Van Morrison, Heartland Festival, Greenfield Stage, 01.06.2018

For at få fuldt udbytte af koncerten med Van Morrisons storswingende band fredag aften skulle man stå helt nede foran Heartlands største scene. Så skandaløst lav var lyden. Stod man så der, blev man budt en formidabel oplevelse af musikalsk autenticitet, der mere lød af Louisiana end af Kværndrup.

”I’ve Got My Mojo Working,” sang Van the Man i Muddy Waters’ gamle standard. På det tidspunkt godt inde i koncerten havde den 72-årige sanger et vist belæg for sin påstand. De første 20-25 minutter var lydniveauet så lavt, at publikum, der stod mere end en snes meter fra scenen måtte have svært ved at høre musikken.

En ting er den konstante, uundgåelige knæver, der omdanner festivalpladsen til én stor talk-scene. Noget andet et lydniveau, der truede med at gøre koncerten til et hviskestykke.

Som andre jævnaldrende – mest bemærkelsesværdigt Bob Dylan – er Van Morrison blevet en rejsende i Van Morrison. En rejse, der har varet næsten 60 år.

Men man må lade ham, at han ikke lever på renommeet. De seneste par år har den stadig uhyre aktive nordirer udgivet album som Versatile med gamle swingklassikere og det delvis bluesede Roll with the Punches. Det seneste samarbejde med jazzmusikeren Joey DeFransesco, You’re Driving Me Crazy, er et rent jazzalbum.

Så ikke så mærkeligt, at Morrison, ulasteligt klædt i hat, nålestribet jakke (med grønne glimmerstriber) og charmeklud lagde ud med en jazzstandard som Eddie Vinsons “Wait a Minute Baby” og bl.a. hans egne “The Way Young Lovers do” og “Magic Time” i versioner i dybblå iscenesættelse.

I løbet af halvanden time jazzede Van og det seks mand og kvinder store band sig gennem lidt af en masterclass i den særlige morrisonesque lyd.

Uanset om Van iklæder sig i blues, soul, jazz, irsk folkemusik eller rock har hans musik sin egen grundfarve. Båret, selvfølgelig af den karakteriske mørke vokal, der som det kunne høres her i aften stadig rammer tonerne rent.

For mig er Van the Man lidt af en sindstilstand, lyden af en stille aften med godt samvær – menneskeligt eller med en god bog eller plade, gerne suppleret med et glas vin. De franske vinbønder skal også leve.

En aften, der “ease my troubles”, som Van også sang på Heartland i hans måske mest kendte nummer “Have I Told You Lately”. I en forbløffende kæk uptempo swingversion.

Efterhånden som lydmanden fik pustet støvet ud af volumenknappen og de enkelte instrumenter stod klart i lydbilledet – i begyndelsen kunne man reelt ikke høre trommerne – blev jeg grebet af den nævnte Van The Man-følelse.

Som da den fremragende guitarist, der lignede en mand, der har spillet sine blue notes i så mange år, at de i dag har erstattet det meste andet DNA i manden, brillerede i Muddy Waters’ “Baby Please Don’t Go”.

Der var en mørk, gospelsoulet version af “Sometimes We Cry” med keyboardspilleren på orgel, så det gav et sug i maven, som kun menneskemusik kan flå i sjælen.

Der var forrygende swing i “Days Like These”.

Mod slutningen af koncerten ændrede Morrison sætlisten – som den fremgik på storskærmen fra keyboardspillerens keyboard – fra nummer til nummer. Hver gang med en kort, fyndig ordre til musikerne. Man kan vælge at se det som udslag af en lunefuld og krakilsk bandboss’ særheder. Jeg foretrækker at se det som et udslag af en stor musikers intuitive fornemmelse af, hvad der passede bedst i nuet. Passede til følelsen.

Efterhånden som den nedadgående sol overlod scenen til et stigende tusmørke så jeg flere smil og duvende og vuggende publikummer lade sig rive med – kulminerende med fællessang til “Brown Eyed Girl”.

Tidligere i dag læste jeg et interview på rollingstone.com med Van Morrisons kollega fra syd for den irske grænse, The Edge, der fortæller om det enorme strategiske arbejde der ligger bag sammensætningen af sætliste og scene på U2’s aktuelle eXPERIENCE + iNNOCENCE-turné.

Set i det lys var det ganske velgørende at opleve en koncert med nogle musikere, der bare gik og gjorde deres shit.

Altså for de af os, der stod så tæt på, at vi kunne høre det.