Syng om det virkelige, syng det, som det er, syng om smerten
Et par timer fredag d. 25. oktober om eftermiddagen var jeg en tur på legepladsen sammen med mit snart treårige barnebarn. Mens vi legede med en pink delfin, en rive og en rød si i sandkassen, greb hun et brunt nedfaldsblad og spurgte: ”Hvorfor falder bladene, morfar?”
Tja, hvorfor falder bladene om efteråret? ”Fordi det bliver koldt om efteråret, lille skat,” forsøgte jeg mig. Fotosyntese er et stort begreb at trække frem sådan en fredag eftermiddag i en sandkasse. I det hele taget et stort begreb når som helst og hvor som helst.
Svaret tilfredsstillede tilsyneladende den lille, så vi legede videre med riven, den røde si og den lyserøde delfin, der i øvrigt hedder Bibi.
Min lille hjertestund i sandkassen blev hverken den første eller sidste gang, jeg skulle komme til at beskæftige mig med livets forgængelighed den fredag med hele tre nye danske album og en musikdokumentar som soundtrack. Både Hushs Fading Into Golden, Michael Falchs Drømmene, Thomas Helmigs Sortedam og Bruce Springsteens livedokumentar Road Diary – Bruce Springsteen & The E-street Band udkom/havde premiere fredag.
Egentlig begyndte det allerede torsdag aften d. 24. oktober, hvor jeg for femte eller sjette gang i mit liv var til koncert med duoen Hush. Denne gang i spillestedet Richter i Søborg. På denne turné optræder Hush delvis akustisk, men der er stadig mange tøjlesløse volt i Dorthe Gerlach, Michael Hartmann og guitarist Andreas Käehnes udtryk – mere eller mindre unplugged. De nye sange lød så lovende, at jeg straks lyttede til det nye album fredag morgen.
Hush, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann. PR-foto
For tre år siden siden deltog jeg i begravelsen af en barndomsven, jeg har kendt, siden vi var 13-14 år gamle. Ved den lejlighed blev der spillet to numre, Hushs ”Do What You Love to Do” og George Harrisons ”All Things Must Pass”. Langt hen ad vejen min vens livsfilosofi rammet ind i hhv. 2 minutter og 56 sekunders pop og 3 minutter og 46 sekunders rock, fortalte han, da jeg besøgte ham på det sidste.
Han og jeg delte en fælles begejstring for Hush. Han for deres pop, jeg for deres country, sammen for deres countrypop. Harrison … ja, han og de tre andre fra Liverpool, men mest George, var og er en del af vores dannelse og menneskelige udvikling.
Så det var tæt på, at jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg fredag morgen opdagede George Harrison på guitar i det nye Hush-nummer ”Weary Soul”.
Slideguitaren i det nummer lyder fuldstændig, som var the quiet beatle genopstået fra floderne Ganges, Yamuna og Saraswati, hvori hinduistiske Georges aske blev strøet, for at lade sin guitar græde venligt sammen med Hush. Et besynderligt tilfælde. Eller?
Senere på fredagen bekræftede Hartmann, at det faktisk er meningen, at det skal lyde, som om Ringo Starr, Elton John og George Harrison spiller med på ”Weary Soul”.
Hush opererer inden for deres helt egen musikalsk rummelige danske popamericana/countrygenre – ingen lyder som dem. Det er grumme melodiøst. Dorthe Gerlach skriver dybe tekster med udgangspunkt i det ligefremt almene, så det aldrig bliver letkøbt banalt eller ”don’t bore us, get to the chorus” alibi-digtning. Som hun synger i ”Weary Soul”:
”You’ve been caring to much, but it still isn’t enough, if you walk another mile/ You might see the finish line, sometimes you think you do, but then you don’t/ only more and more of this endless road/ go rest your weary soul, go rest your weary heart/ life gets really hard, this world can be so cold/ I’ll hold you in my arms for as long as it lasts, and we won’t be alone while we’re waiting for the rain to pass.”
Der var tidspunkter den fredag, hvor jeg tænkte, at den sang hører hjemme på samme hylde som The Pretenders’ ”I’ll Stand By You” og Bill Withers’ ”Lean on Me”.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade
Jo mere jeg lytter til den plade, jo mere bilder jeg mig ind, at jeg i detaljerne fornemmer alt det arbejde, ægteparret Dorthe Gerlach og Michael Hartmann må have lagt i det. Fx koret og orglet i ”My Heart” er finere musikalsk fajance. Ikke noget med at buse frem, bare diskret i baggrunden.
Det meget smukke afslutningsnummer ”Bittersweet” handler, som Gerlach også forklarede i Richter aftenen forinden, om at give slip på og komme videre gennem livets faser. Som på den ene side er helt naturlige, man får en uddannelse, følger sine drømme og mål, et job, finder en partner, bygger rede, pludselig flyver ungerne på egne prydfjer. På den anden side er der alligevel denne her melankoli og måske ligefrem et savn efter det, der var. Et af livets mange små paradokser iklæder Hush en næsten perfekt velproduceret ballade. Uden at forfalde til nemme løsninger. Det samme gælder fx sangen ”The Little Things”.
Og det er, hvad Hush er – en vellydende påmindelse om, at det meget ofte vil være i det små, man finder det store.
Vandringer ved Sortedam
I sommeren 1977 skaffede ovennævnte ven mig et klubværelse i Livjægergade på Østerbro, hvor han selv boede i forvejen.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade. Jeg husker billeder af grønne taxaskilte, Irma-hønens spejling i vandpytter, efterårsblade, møder med andre nattevandrere. Jeg husker fornemmelsen af at gå i seng gladere, end da vi forlod klubværelsesopgangen.
Sørgeligt nok skulle Thomas Helmigs vandringer ved Sortedam ikke få samme betydning for hans søn, Hugo Helmig.
Jeg hører ikke til dem, der måske lidt animeret kalder Thomas Helmigs nye plade, Sortedam, det bedste danske rockalbum nogensinde. Måske ikke engang det bedste Helmig-album. Hvis man overhovedet kan måle den slags, vil det i min bog nok stadig være Helmig herfra.
Jeg havde mine reservationer på forhånd, også efter første gennemlytning, for den sags skyld. Kald mig kynisk, men jeg savnede – når nu det skulle være – at høre Thomas Helmig vende blikket indad: Hvad kunne jeg havde gjort? Jo flere gange, jeg har lyttet til albummet, jo mere har jeg indset, at det jo for hulen er det, han gør, ser indad – at det er mig, der som sædvanlig er en stupid man.
Hvis man kan bruge ordet elegance i denne triste sammenhæng, er det det, Thomas Helmig endnu engang strør omkring sig, elegant pop. Med sin aldrig svigtende flair for smooth soulpop og iørefaldende melodier som indpakning leverer han uafrystelig selvterapi i syv kapitler. For mig er der to helt centrale passager. Den ene i ”Vindstød af stormstyrke”:
Hvordan kunne jeg miste den, jeg skulle passe på
Oprørte vande, bølger af sorg
Oprørte vande, opløst i tårer
Hvordan kunne jeg nogensinde slippe din hånd, hvordan kunne jeg slippe din hånd
Og så Helmig tilbagetrukket i lydbilledet:
Tilgiv mig …
Det er en fars fortvivlede, ja … udbrud et sted mellem et opgivelsens suk og hjerteskærende skrig. Det er muligt, at lyden i hænderne på den erfarne engelske lydtekniker Tom Elmhirst (bl.a. David Bowie og Adele) lyder lækker, og indimellem også for lækker, men den ubøjelige insisteren på at synge om det eksistentielt uforståelige, sorgen, smerten.
Ja, det er dybt bevægende, påtrængende stærkt. Vi hører en far, der i sine ledige stunder formentlig ikke har bestilt meget andet end at søge svar på sit eget spørgsmål: Hvordan kunne jeg slippe din hånd? Og vi behøver ikke vide mere. Det er mellem Thomas Helmig og hans gud.
Helt inde hvor det gør ondt
Det ene rørende øjeblik afløser det andet på den plade. Den ene årgangs Thomas Helmig komposition og produktion afløser den anden. Som andre har påpeget, er det en mindre genistreg at invitere lydtekniker og producer Tom Elmhirst inden for i hjertekammeret. Han ved tydeligvis noget om at skabe balance mellem det storladne og inderlige, så sangerens sorgbearbejdelse ikke ender i det luftige og dermed utroværdige.
Det er den Helmig, jeg foretrækker, Helmig i ”Malaga” og ”Støvregn”-mode.
I pladens andet centrale øjeblik synger Helmig igen i afslutningsballaden ”Alt det” om sine og sønnens fælles erindringspunkter. Her kan man tale om, at Gud ligger i detaljen. Flere gange er sangeren så tæt på mikrofonen, at den giver mislyde, små stød. Måske fordi Helmig rent faktisk er stødt mod mikrofonen under indspilningerne. Det kunne være ændret. Men blev det ikke. Det er enormt virkningsfuldt. Det er Thomas Helmig helt inde, hvor det gør ondt.
Som Helmigs kollega Michael Falch skriver på sin Facebook-væg:
”Som jeg hører disse – på samme tid minimalistiske og storladne – sange fra Thomas, går han ganske vist også helt ud til den yderste kant, men han falder ikke i den forkerte grøft. Det er, som om han synger ind i en mikrofon rettet direkte mod hjertet. Det er hård kost – voldsomt påtrængende, næsten ubærligt hjerteskærende, ultimativt selvbeskuende, vildt emotionelt, knugende sorgfuldt.”
Michael Falch og smerten
Det er stort af Michael Falch sådan uforbeholdent at rose sin kollega og konkurrent på deres fælles udgivelsesdag. Han kan nu også selv, den gode Falch. Det nye album Drømmene er skrevet i det forholdsvis nye hjem i Rudkøbing med udsigt til en kirkegård på den ene side og det smukke langelandske landskab, der efter sigende også inspirerede Adam Oehlenschläger til ”Der er et yndigt land”.
Falchs seneste ”elektriske” album fra 2020, Forår i brystet, lød for mig som en fragmentarisk selvbiografi i ti kapitler førende frem mod et sted, hvor komponisten så tilbage på sine valg og fravalg for med et modent skuldertræk at konstatere, at det var sådan, det blev, fordi det var meningen.
Som Michael Falch selv siger i en pressemeddelelse, behandler Drømmene:
”Tidens gang og min nye udsigt har nok inspireret mig til både at fokusere særligt på det levende landskab og dødens realitet. Sangene bevæger sig ind og ud af drømmene – både de livsdrømme, der er nødvendige for at holde håbet levende; dem, der snarere er fantasier og virkelighedsflugt, og så de nattedrømme, hvor fortiden rumsterer, og genfærdene tropper op for at plage os, pirke til vores samvittighed og åbne vores øjne.”
Natten, dens drømme og periodisk uudslukkeligt tørstige dæmoner har været et gennemgående tema i Michael Falchs sangskrivning – stærkest i ”Det andet land” fra albummet fra 1986 med samme titel.De senere år har Falch bevæget sig i et afdæmpet, lettere sfærisk low fi musikalsk univers i tæt samarbejde med især producer/mikser Mikkel Damgaard (Love Shop).
”Drømmene om natten” er Michael Falch to the core, en god melodi, en påtrængende tekst, denne her guitar, der et eller andet sted langt ude er i familie med Neil Youngs Old Black.
Albummets hovednummer, ”Helhjertet”, lyder som en velproduceret Falch-hymne og et godt eksempel på den balance, der tilsyneladende i dag råder i kunstneren Michael Falchs udtryk. Balance mellem stemmen og musikken, manden og kunstneren, lys og mørke, håb og desillusion, sindsro og kaos, grusveje og motorveje i blodet, livsglæde og -lede – og vrede som i det krasbørstige ”Svaret er nej”.
Det virkelig glædelige er, at han favner så vidt inden for rockmusikkens forholdsvis snævre grænser. Det virker, som om kunstneren Michael Falch efterhånden har fundet sig til rette med at være mennesket Michael Falch i sin kunst.
Tidligere kunne det godt virke, som om personaen, den offentlige figur Michael Falch, stillede sig foran mennesket, også i sangskrivningen. Det var før albummet Falder du nu (2005), som da også blotlagde, at der havde været en del at skjule.
Falchs tekster bliver bedre og bedre, og de bliver bestemt ikke dårligere af at være indsvøbt i disse stilfærdigt trippende melodier, indimellem indpakket i strygere. Det lydbillede klæder den aldrende mands mange tankevækkende refleksioner.
Falch kan noget, som ikke så mange andre i hans generation kan. Den gode melodi til den meningsfyldte tekst med flere lag. Det synes nærmest at være en form for dogme. Med en parafrase over Dolly Parton: En djævelsk god melodi får ikke lov til at sidde alene for sig selv, hvis Michael Falch er i huset.
Allersmukkest er det i ”Vokse ved din side”, hvor sangeren rækker hånden ud.
Himlens dråber falder nu
i hundredtusindvis
Som sorgen, ingen kan begribe,
kun ane svagt i dis
Du er én, der kender smerten,
du gemmer den et sted
Må jeg gå med dig derud,
hvis jeg kan følge med?
… og så var der Springsteen
Det skabte rystelser i mit provinsdrengeværelse, da singlen ”Born to Run” dukkede op på P3 i sensommeren 1975. Det talte min afdøde ven og jeg også om. Det skal siges, at han var mest vedholdende i begyndelsen. Jeg fandt først for alvor Bruce et sted mellem The River og Born in the USA. Min ven så Bruce ved den ikoniske koncert i Brøndby Hallen d. 2. maj 1981. Af økonomiske grunde, tror jeg, måtte jeg nøjes med Springsteen sammen med Michael Falch og Malurt på scenen i Forum aftenen forinden.
Under Bruce Springsteen og The E-Street Bands koncert i Parken juli 2023 var det dengang seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Det handlede om Bruces sorg, sorgbearbejdelse, det handlede om at se tilbage for at mindes, selvfølgelig, men også for at huske og fejre det, der skete i de små pladeforretninger og klubber i Asbury Park. Det, der formede Bruce og George
Det har inspireret til sange som ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”.
Jeg forstår godt, at Springsteen har ønsket at dokumentere Letter to You-turnéen. Setlisten den aften i Parken og resten af turnéen var sammensat, så koncerten frem til ekstranumrene fortalte en historie om at vokse op, det, der definerede ruten, om at være født til at løbe, indtil verden omkring indhenter en. Om dødelighed. Og om ikke at give op. Det er den bedste Springsteen-koncert, jeg har oplevet
Det er en god dokumentar, god lyd, fede billeder, god fortælling. I og med at den er skabt af Springsteen selv og hans manager med mere, Jon Landau, skal man ikke forvente kritisk dækning. Det mest interessante for mig er en passage, hvor det om end indirekte forklares, hvorfor lyden til Springsteens koncerter i mange år har været elendig. Tidligere kunne han bruge timer på at lytte til bandets lydprøver i koncertsalene. I dag bekymrer han sig kun om, hvordan han selv lyder
Men jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen, da jeg sent fredag d. 25. oktober så dokumentaren blive indledt med ”No Surrender”.
Utallige gange har min ven og jeg citeret linjerne, der efterhånden er kanoniseret til første bud på rock’n’rollerens stentavle.
We learned more from a three-minute record, baby / Than we ever learned in school
Og jeg husker, hvad min ven sagde en af de sidste gange, jeg så ham: Sorg er et tegn på, at man har elsket.
Læs også Jan Eriksens koncertanmeldelse “Bruce Springsteen i Parken: It ain’t no sin to be glad you’re alive”.
