Marty Stuart: En af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis

Marty Stuart: En af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis

Foto: Eddie Michel

Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022

På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.

Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.

Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.

Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.

50 års jubilæum

Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.

Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.

Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.

For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.

Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.

Efter at have set dem live giver det mening.

Stuart
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel

Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?

Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.

Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.

Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.

 

Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv. 

Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.

Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.

Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.

Stuart
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel

Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.

Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.

Stuart giver plads til alle

Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.

Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.

Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.

Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion

Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.

Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.

Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.

Respekten for rødderne

Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swinghillbillybluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.

I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.

Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.

Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.

Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.

stuart
Guitarist Kenny Vaughan. Foto: Eddie Michel