Håbefulde singersongwriter-øjeblikke – og talentløs Roskilde-planlægning

Håbefulde singersongwriter-øjeblikke – og talentløs Roskilde-planlægning

Fra POV International

Sharon Van Etten, Avalon, torsdag kl. 15.00 

Henimod slutningen af Sharon Van Ettens koncert, i ’Serpent’, fik jeg et flashback til en koncert for præcis 30 år siden på Grøn Scene, som den hed dengang.

Midt om natten – og midt på scenen – sang indie-rootsgruppen Cowboy Junkies’ Margot Simmons dengang så hjerteskærende smukt, at erindringsbilledet stadig sidder overbelyst klart på sin egen side i min mentale Roskilde-scrapbog. Ikke at de to kvinders stemmer lyder ens, om end der i begge lyder melankolsk ekko af den amerikanske folk-tradition. Følelsen var den samme torsdag eftermiddag som den nattetime for længe siden.

Siden sin debut i 2009 har Sharon Van Etten med god ret fået ry som en sangskriver, der uden at blinke lader sine blodrøde følelser flagre frit i sine tekster. I øvrigt lidt af en trend blandt unge, især kvindelige sangskrivere for øjeblikket efter årtier med skiftende lalleglæde, ironi, livslede, had og kølig distance i rockmusikken.

Som Van Etten har sagt i et interview med The Guardian:

“The more I let go, the more I progress as a human being.”

I øvrigt kender flere hende måske som skuespiller i Netflix-serien The OA. Det kan hun så også.

Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb

At sige, at Van Etten kommer fra Nashville, Tennessee vil være lidt af tilsnigelse, godt nok har hun studeret i countrymusikkens aorta, men er vist østamerikaner i hjertet. Men som komponist har hun grundlæggende meget til fælles med den efterhånden store indie-country scene.

På det seneste album Remind Me Tomorrow fra i år er der en del electronica, men bortset fra en smule backtrack på Avalon var alt på scenen in real life. Med massive synthklange i ryggen lagde Van Etten og det fire mænd og kvinder store band ud med ’Jupiter 4’.

Indimellem kan Van Etten minde lidt om Nick Cave, når hun uforvarende spytter sine sange ud med en mine som en vin-sommelier, der har fået en tår kirsebærvin i munden. Det handler om attitude. En titel som ‘No One’s Easy to Love’ illustrerer Van Ettens kantede tekstunivers. Tag bare disse linjer fra hendes største hit, ’Every Time The Sun Comes Up’, angiveligt komponeret i et forsøg på at lege Springsteen:

Every time the sun comes up, I’m in trouble
People say I’m a one hit wonder
But what happens when I have two
I washed your dishes
But I spit in your bathroom

Denne ganske ligefremme poprocksang såvel som numre som ’Seventeen’ og ’Comeback Kid’ fremførte bandet så kildrende smertefuldt, at sangene på en måde fremstod som det perfekte match til de regnfulde, torsdagstriste omgivelser. Der var Lou Red i Sharons guitarspil og Fleetwood Mac i melodierne.

Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb. Det peger både fremad og bagud med hende ved mikrofonen og guitaren.

Julien Baker, Pavilion, torsdag kl. 18.00

Et par timer senere stod Julien Baker mutters alene på Pavilion-scenen – takket være skandaløst dårlig planlægning fra arrangørernes side.

En ting er det efterhånden famøse danske festivalpublikum, der ynder at vise kunstnere og medpublikummer den maksimale disrespekt ved at ævle og kævle løs under koncerterne. Også når man står overfor en kunstner som Julien Baker, der optræder solo på Pavilion Scenen i Roskilde.

Uanset hvor mange tiltag der gøres – mest kuriøst med holdkæft-bolsjer under Northside – er denne publikumssabotage åbenbart en konstant, der ikke kan ændres, og dermed et vilkår, som en så stor koncertarrangør som Roskilde Festival nødvendigvis bør tage med i sine betragtninger.

At placere en ung skrøbelig solist (med violinist) som Julien Baker med så meget på hjerte på en festival, er åbenbart urealistisk i 2019. ‘Wauw, jeg har aldrig mødt så støjende (loud) et publikum’, sagde Baker i begyndelsen. At man så tilmed lod hende spille få meter fra Apollo-scenen, hvor den norske duo Lemaitres støjende og dunkende electropop forstyrrede Baker så meget, at hun et par gange kommenterede det fra scenen, er først og fremmest en direkte hån mod den 23-årige amerikaner.

Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed

Sekundært kunne det, nu jeg er i gang, give én den mistanke, at programlæggerne mere bekymrer sig om kunstnernes navn på den berømte Roskildeplakat end om deres vilkår på scenen.

Well. I hvert fald i dette tilfælde.

Der var kun en ting at gøre, nemlig at skrue så højt op for lyden, at det gav mening for Baker og hendes medbragte violinist og de åbenbart få af os i teltet, der var kommet for at lytte.

Og det gjorde lydmanden så også efter et par numre.

Med sit dramatiske, stærkt ekspressive kropssprog og et ansigt under konstant ommodulering ér Baker sine sange. Det skulle vise sig, at hun ikke alene medbragte sin egne traumer fra en opvækst, ’hvor alle mente, jeg var skør’, men hele USA’s synderegister i guitarkassen.

Som hun sagde inden ’Even’:

”Denne sang handler om den fjerde juli, og det er jo i dag!” Og endnu inden, man kunne nå at tænke, “endnu en hyldest til de idealer, som USA principielt hviler på”, fortsatte hun:

”Det er en forfærdelig, forfærdelig helligdag, hvor man fejrer flere hundrede års ondskab.”

I sangen, hvor hun smart drager en parallel mellem sin egen livslede og leden ved The Man, flænsede hun sig selv og lod al smerten male dybe spor i det unge ansigt.

Efterhånden som der blev skruet mere og mere op for Julien Bakers ekkofyldte guitar stod det klart, hvor skarpt hendes billedskabende fingerspil, der lyder som en forvrænget version af klassisk spansk guitar møder f.eks. Romy Madley fra The XX og Alex Scally fra Dream House, supplerer hendes imponerende, indtrængende sang.

Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed.

Der skulle en snarrådig lydmand til at give Julien Bakers angst-rock rimelige vækstbetingelser i Pavilion.

Og Roskilde Festival skylder hende en stor, stor undskyldning.

På Bobdagelsesrejse i sangskatten: Dylan er sjældent set mere engageret

På Bobdagelsesrejse i sangskatten: Dylan er sjældent set mere engageret

 

”Sig mig er det ham, der har skrevet ’Halleluja’?”, spurgte en ung kvinde kort før koncertstart.

Hun har vel tænkt, at siden den ældre medborger ved siden af hende havde vovet sig ud i kulden, helt ud på festivalpladsen, måtte han vel have forstand på de dele.

Nej, den skrev en anden, som ikke længere er iblandt os, svarede jeg og nævnte komponistens navn.

”Ja, ham der Bob Dylan lever åbenbart endnu,” sagde en anden.

Fristende at se mod den rødmende aftenhimmel over Roskilde og udbryde et ”Halleluja”.

Men de skal såmænd være tilgivet, de unge. Ligesom for eksempel tv-serier om atomkraftulykker er uvidenhed tilsyneladende lidt af en landeplage i vore dage.

Og som Dylan sang en times tid senere i ’Pay in Blood’, ”The more I die, the more I live”.

Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen

Nu er denne en af Dylans allermest vrede sange vidt åben for fortolkninger, men på en måde kunne det være overskriften på hans koncert denne aften på Roskilde Festivalens Orange Scene.

Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen. Sådan som det har været med ham i årevis.

Afsøger sine sanges tekstur

Set med nutidige briller er en af de mange interessante ting ved Dylan Netflix-dokumentaren Rolling Thunder Revue, hvor relativt lige ud af landevejen-regulært, Dylan og hans rockband spillede de fleste sange under turneen i 1975.

Nu mange år senere afsøger han konstant sine sanges tekstur. De dekonstrueres og nyopføres hver aften – selvfølgelig ovenpå noget, der i løbet af den aktuelle turne har udviklet sig til et fundament.

Under den seneste runde på Never Ending Tour var han stærkt inspireret af sine croonerplader – blandt andre Shadows in the Night. Som det fremstod på Orange Scene, er han lige nu i færd med redefinere sine sange i noget, der ligner et classic rock/støjrock/boogie-regi med sit eget kantede pianospil og selvfølgelig sangen i centrum. Ja, Bob Dylan synger.

Snart snerrende aggressivt, spottende, fuldmånesygt som i ’Soon After Midnight’, overraskende zen-mildt og livserfarent i ’It Ain’t Me Babe’, pastoralt messende i ’Highway 61’, der vel også er en form for (anti)prædiken.

Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet

Fordelen ved storskærme under koncerter som denne er indlysende, at man kan følge kunstnerne på tæt hold. Som en der har fulgt Dylan i årevis, var det interessant at se ham kanalisere følelser, rappe, åbne munden i noget, der til forveksling mindede om smil, vrænge sine tekster frem. Indimellem trygle ordene frem.

Direkte rørende at se ham – tilsyneladende – blive overrasket over en af sine plus 40 år gamle pointer i prægtige ’Simple Twist of Fate’. Hvem ved, måske han pludselig mindedes det engangsknald, der meget vel kunne ligge bag denne sang.

Men lige så meget respekt, jeg kan have for Dylans trang til fornyelse; det er sådan han er, som han i øvrigt beskriver indgående i sin biografi Krøniker.

Lige så svært er det indimellem at sluge de nye versioner musikalsk. Charmerende, ja, når Bob og band leger sig igennem en primo 60’er-glad ’It Ain’t Me Babe’ – meget kan man sige om Bob;  hans stemme minder ikke meget om Jersey Boys, men stemningen var der. Spøjst.

Men svært andet end bare more sig over en særpræget ’Like a Rolling Stone’, der vekslede mellem teatralsk filmscore lydsætning, rap og en slags shuffle i det legendariske omkvæd. I den oprindelige version hvæsede Dylan nærmest ordene frem, i aften lød han næsten empatisk, som har han fået en slags medlidenhed med sangens ’You’, der nu på 55. år er invisible, got no secrets to conseal.

En af verdens smukkeste kærlighedssange

Omvendt igen, i en af verdens smukkeste kærlighedssange ‘Make You Feel My Love’ lød Dylan, som afsøgte han den følelse, der oprindelig skabte tekst og melodi. Her desværre mere eller mindre tumlende rundt i det hårde boogierockede udtryk.

Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet.

Den Gamle stiller krav til sit publikum, der unge som ældre medbringer historier om levet liv og identitetsskabelse, hvor Dylans sange var den fjerde dimension. Og som da egentlig godt kunne tænke sig at høre ’Blowin’ in the Wind’, som den skal lyde.

Som publikum må man tage, hvad man bruge, og lade resten ligge. Jeg har set Dylan otte-ni gange siden en koncert i Skandinavien i Göteborg for 41 år siden, og set hans band swinge betydelig mere konsistent, sammenhængende end i aften. Senest i Operaen i 2017.

Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det

En stærk finish i ’Soon After Midnight’ og ’Gotta Serve Somebody’, hvor bandleder Bob lod sine musikere slippe tøjlerne trækker op i det samlede billede. Den gamle standard fra Dylans nyreligiøse vækkelse for 40 år siden blev til en soul/rockabilly-melodi under den orange teltdug. Meget medrivende.

Til gengæld har jeg sjældent set Dylan selv mere indlevende, mere engageret end på Orange Scene denne aften. Mere nysgerrig på sine sange. Den gamle gnavpot sluttede ligefrem af med at træde ud på scenen i en lille piruette. Ja, svært at forestille sig, men ikke desto mindre.

For det fortjener den 78-årige trubadur den største respekt. Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det.

Dylan ville ikke være den største, hvis han nøjedes med at kalkere sig selv.

Bob Dylan, Orange Scene, onsdag aften.

Sætliste:

1. Things Have Changed

2. It Ain’t Me, Babe

3. Highway 61 Revisited

4. Simple Twist of Fate

5. Cry a While

6. Honest with Me

7. Make You Feel My Love

8. Pay in Blood

9. Like a Rolling Stone

10. Early Roman Kings

11. Girl from the North Country

12. Love Sick

13. Thunder on the Mountain

14. Soon After Midnight

15. Gotta Serve Somebody

Ekstranumre

16. Blowin’ in the Wind

17. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry