Pop-diva på Operaen: Kylie er stadig dejli’

Pop-diva på Operaen: Kylie er stadig dejli’

Fra POV International

You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.

Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.

Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.

På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.

SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.

Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.

Producerpop som country

 

Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.

Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.

Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.

På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.

Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.

Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt,  volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.

Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.

Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.

Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco.

Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Stadig vild med dans.

Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.

Kæft, det var festligt

Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.

En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.

Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:

Koreograferet livsglæde. Livsglad koreografi.

Kylie er stadig uimodståeligt dejli’.

Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

Fra GAFFA.dk

 

The Savage Rose, Operaen, København, 26.10.18

 

“Amen!” var der en, der udbrød efter Annisettes korte, håbefulde tale mod slutningen af aftenens koncert. “AMEN!” står der på min blok.

“Glem Den Store Bukkebruse på den anden side af havet,” som hun sagde. For han er snart væk. Tænd håb i stjernerne og lad det drysse ned over dem, der skal leve i fremtiden.

Lige der kulminerede det. Den bedste og mest rammende overskrift for en godt og vel to en halv times lang koncert var “gospel”. Slet og ret. Gospel. Med et mageløst swingende band i ryggen lod Annisette sin karakteristiske vibrato manifestere forløsende fortællinger om håb, forsoning – og vrede over de forhold, der bydes mennesker ude i verden, bl.a. i flygtningelejre.

Især i sættets sidste nummer “Love and Freedom”, hvor Annisette, indrammet af sit sorte hår, som en åndemaner forsøgte at fremmane kærlighed, sad jeg med en gribende fornemmelse af at være til stede under en gospelgudtjeneste med en ypperstepræstinde, der måske mere minder om en indiansk shamaninde end om en reverend i en sydstatskirke.

Den stemme, der stadig bor i den spinkle, 70-årige sangerindes krop. Ja, stemmen. Uendeligt stor. Uendeligt udtryksfuld. En urkraft. Vis. Kærlig. Generøs. Krævende. Bluesy. Soulful. Som en 360 graders vokal horisont med udsigt til alle de drømme, der blev drømt og for den sags skyld også de drømme, der mangler at blive drømt.

Optræder altid i bare tæer

Koncerten begyndte med Annisette, der kom ind på scenen med en kuffert, i baggrunden en harmonikalignende lyd. Så tog hun sine støvler af og lagde dem i kufferten. Det blev der grinet lidt af i Operaen. Annisette optræder altid i bare tæer.

Allerede dér i første nummer, “Pigestemmer” fornemmede jeg noget, der bedst kan beskrives som emotionelle kuldegysninger.

Og det samme igen i “Moonchild’s Dream”, som Thomas Koppel skrev til Michala Petri for godt og vel 25 år siden. Enormt stemningsskabende.

Derfra videre til 1968-nummeret “Open Air Shop”, der af en eller anden grund fik mig til at tænke på George Gershwins “Summertime”.

Det var også her, jeg kom til at tænke på netop afdøde Tony Joe White – kongen af swamp, som nogle kalder ham. Swamp som i den dengang nye blues- og soulfyldte rocklyd, der opstod i de amerikanske sydstater samtidig med, at Thomas Koppel og Annisette fandt sammen med Anders Koppel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og Alex Riel.

I et medley af to numre fra det seneste Savage Rose-album Homeless, “Harrassing” og “Exit”, havde bandet og lydmanden fået greb om den sumpede, funkede lyd, som den blev defineret med comeback-albummet Black Angel.

Som han har gjort de senere år spiller Frank Hasselstrøm keyboards og blæsere. På orgel er Palle Hjorth erstattet af Nikolaj Hess, der senest har optrådt med Kira Skov.

I rummet mellem deres keyboards i hver sin side af scenen ovenover den formidable rytmegruppe, Jacob Haubjerg, bas, og Anders Holm, trommer, skabtes den fedeste lydkulisse til Annisettes blues-chant.

Som en form for Booker T. and the MG’s ført op til 2018.

Det gjorde det jo så ikke sværere at identificere lyden af Muscle Shoals, Stax og American Recording Studios, at de to eminente korsangerinder, Naja Koppel og Amina Carsce Nissen, optrådte i retro 60’er/70’er-outfit, mens de sang “Shame on you” – i øvrigt med koreograferet dans.

Løftede sig fra samspil til noget større

Et moment, der stadig sidder på nethinden, var da den i øvrigt konstant livlige Anders Holm fik et smil fra Annisette, i et af de mange tilfælde, hvor han stod på sin stol og klappede. Som ikke-musiker kan det være svært at sætte sig ind i den særlige følelse af symbiose, der opstår, når det løfter sig fra samspil til noget større.

Det tror jeg, det gjorde i en forrygende rocket crescendo-afslutning af “Byen vågner”, hvor de fem musikeres blikke mødte hinanden. I hvert fald set fra femtende række i “Det store, flotte slot”, som Annisette kaldte Operaen.

I netop dét nummer var det tydeligt, at selvom Thomas Koppels gamle kompositioner stadig er arkitekttegningen, er huset under konstant ombygning.

Hvad der ikke bare lige nu, mens anmeldelsen skrives, men også længe fremover vil stå som et moment af storhed var, da “No More Love to Give” fra 2012 gik direkte over i klassikeren “Wild Child” med Annisette siddende på gulvet.

Først den tunge ballade om at miste. Så den rene følelseseksorcisme. Udover, at musik i sagens natur først og fremmest er lyd, er den også en mosaik af de billeder, lytteren lader den være soundtrack til. I mine ører er den skønne, dunkle molballade “No More Love to Give” et smertelig hilsen fra Annisette til Thomas Koppel i det hinsides. Bilder mig ind, at jeg så deres datter Naja tørre et par tårer væk under morens gribende sang?

Lige der var jeg tæt på at gøre hende følge.

Igen ordet til en publikummer i salen. “Hvor er det smukt, Annisette!,” råbte hun.

Det kan ikke skrives bedre. Så hvorfor forsøge?

Sætliste

Pigestemmer

Moonchild’s Dream

Open Air Shop

You’ll Be All Right

Harrassing/Exit

Black Angel

We Go On

You’ll Know in the Morning

Pause

Lille Melankoline

Byen vågner

No More Love to Give

Wild Child

The Storm

Screams of Captured Birds

Dear Little Mother

Messenger

Your Daily Git

Freedom to Love

Ekstranumre

Kringsatt av Fjender

Long Before I was Born

Early Morning Blues