Normalt interesserer det mig ikke overvældende, om skæbnen burde have været kunstnere – erfarne såvel som yngre – mere nådig. Oplever jeg en af de vigtigste leverandører til Den Store Rock Sangbog, som netop Lowe, optræde for et par hundrede, er det koncerten lige her og nu, det gælder. Er hun, han eller de til stede i nuet, eller står de og japper sangene af, mens de åbenlyst tænker på noget andet – f.eks. alle de tropeøer, de aldrig fik råd til at købe?
Retfærdighed som et absolut eksisterer ikke i kunst eller ret mange andre steder for den sags skyld. Retfærdighed eksisterer principielt kun i en retssal. Principielt.
Men i Nick Lowes tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Med usædvanlig stor musikalsk tæft har han siden sine første musiker-år skrevet den ene fremragende sang efter den anden, alle med mere eller mindre dybe rødder i rockmusikkens tidlige år med forgreninger i rockabilly og country. Altid med respekt for den gode melodi.
Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn
Overfladisk set er denne britiske gentleman en herre af typen, hvis skjorte pr. definition ligner verdens mest komfortable klædningsstykke så snart, han iklæder sig den. Men hans tekster har ofte en mere ukomfortabel tongue-in-cheek, finurlig, nogle gange djævelsk twist.
Tag f.eks. bare “I Love the Sound of Breaking Glass” med linjen “I need the noises of destruction.” Eller ”The Beast in Me”, som hans skrev til sin daværende svigerfar Johnny Cash.
Foto: Eddie Michel
At St. Nick, som han kaldes mellem fans, ikke er blevet lige så stort et navn kommercielt som sin ven og gamle kontubernal, Elvis Costello, er en ting. Sådan måtte det åbenbart være. Men det er f.eks. en hjerteskærende skændsel, at han aldrig er blevet medlem af The Rock’n’Roll Hall of Fame. Eller at hans eftermæle udenfor feinschmeckerkredse i rockmusikkens hjemland er en placering på Wikipedias ”List of One Hit Wonders in United States in the 70’s”.
Her er han repræsenteret med ”Cruel to Be Kind”, som generation X’ere og millenniums muligvis genkender fra Heath Ledgers gennembrudsfilm 10 Things I Hate about You. I min verden er det verdens bedste popnummer.
Mødet med Nick Lowe på heden
Jeg mødte første gang ”Cruel to Be Kind” i august 1979 i Herning. Vi var fire på cykeltur, der opsøgte en tidligere medstuderende. Den dag og aften skulle vise sig at blive en livsforandrende begivenhed.
Det var her, vi hørte Talking Heads, Blondie, Ian Dury and the Blockheads, Wreckless Eric, Graham Parker, Dave Edmunds – og Nick Lowe første gang. Vi kendte Sex Pistols, Elvis Costello og Clash og diverse andet i forvejen og havde læst om det hele i de engelske musikblade. Man kan sige, at den søndag hos Arne fra Herning for mit vedkommende symboliserer en musikalsk port mellem 70’erne og 80’erne.
Jeg anerkender paradokset, at en rock’n’roll traditionalist som Lowe i dag står som lyden af en new wave, der dengang blev italesat som et oprør mod alt det gamle. Måske handler det om, at hans og de andre Stiff Records-drenge havde deres ører rettet mod den oprindelige lidenskab i pop og rock, som Emerson Lake & Palmer, Genesis og andre rocknavne i 70’erne gjorde til gold videnskab.
Heldigvis også …”I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet
I dag er ”Cruel to Be Kind” et sindbillede – ikke kun på en enkelt dag på grill-øl og kyllinger eller en på æra for den sags skyld. Var det sådan, ville der kun være tale om nostalgi.
Den fantastiske popsang er lyden af forandring, håb, en form musikalsk bevidsthedsudvidelse, som jeg først skulle komme til at opleve igen, da Prince åbnede porten til den sorte musik, der stod ovenpå bluesmusikken.
Og så er det en god tekst. Det kan føles hårdt og skræmmende at sige nej. Man sårer eller provokerer som regel nogen, når man siger nej. Det være sig kæresten eller chefen. Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn.
Helt fremme på beatet
Så spillede Nick ”Cruel to Be Kind” i Lille Vega? Selvfølgelig gjorde han det. Og, vi, der var der, kvitterede selvfølgelig med stort bifald.
73-årige Lowe synger stadig godt med ædel timing og præcise pauseringer, hans kendemærke. På sine ældre dage er Lowe blevet en stor crooner. Stemmen svigtede kun et par gange, bl.a. i lige præcis ”Cruel to Be Kind”. Til gengæld sad guitarist Greg Townsons solo, hvor den skulle i det nummer.
Sidste gang, jeg så Nick Lowe live, var i Amager Bio for ti år siden i et forholdsvis intimt set-up. I dette afdæmpede udtryk blev især sangene fra det dengang nye album, The Old Magic, ydet fuld ret.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio, fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen
De seneste år har han allieret sig med surf rock (instrumental rock’n’roll) bandet Los Straitjackets, der af en eller anden grund optræder iført wrestling masker. Et forrygende orkester, der spiller, så de lyder som en blanding af The Fabulous Thunderbirds, Stray Cats, Link Wray, The Black Keys, Libertines og hvis Beach Boys havde været beastie.
Hverken Greg Townson eller guitarist Eddie Angel har ikke helt samme ubesværet twangy feel som hos Nick Lowes gamle ven Dave Edmunds, som han arbejdede en del sammen med i begyndelsen af 80’erne – især i det desværre kortlivede band, Rockpile. (Jeg gemmer stadig billetten fra Rockpilekoncerten, der aldrig blev til noget.)
Men det, de to guitarister gør, gør de godt. Townsons spil har denne her hårde puls helt fremme på beatet, som må være en forudsætning hos rockabilly/garage-guitarister.
Kom for at entertaine
Som altid var lyden ringe i begyndelsen – ellers prægtige ”And So it Goes” lød hul, men heldigvis fandt lydmanden sit leje. Og trods dårlig lyd også på “Ragin’ Eyes” var det meget tydeligt, at Nick og hans med-wrestlere var kommet for at entertaine. Igen en typisk Nick Lowe-sang, akkorder sat sammen med let og sikker hånd, så det kalder på smilet, og så alligevel med en farlig undertone. Der var nærmest noget Chuck Berry over det i Lille Vega.
“I Live on a Battlefield” blev på en ene side blev spillet med en vis aggressivitet og stadig med de flotte harmonier i den oprindelige sang og med Lowes vokal klart i centrum. Han er i besiddelse af en hel del selvironi. Jeg har engang hørt ham præsentere “Cruel to Be Kind” som ”a medley of my hit”. Og som han præsenterede en ny sang forleden: “Det gode ved mine nye sange er, at de fuldstændig lyder som de gamle”.
Sange som “Shting-Shtang”, “Tokyo Bay”,” Half a Boy and Half a Man” og “Heart of the City” blev spillet med en løssluppenhed, der ikke var mere vild, end at det garagerockede udtryk levnede plads til Lowes meget distinkte, sjælfulde sang.
Foto: Eddie Michel
Efter en runde med Los Straitjackets alene på scenen vendte Lowe tilbage, og selvfølgelig spillede orkesteret og den gamle mester sin “(What’s So Funny ’bout) Peace, Love and Understanding”, som blev Elvis Costellos første hit, her leveret i en version med Johnny Cash’sk tog-rytme. Heldigvis også Rockpile-nummeret “When I Write the Book” og “I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen.
Lowe har udtalt at samarbejdet med gruppen handler om, at han interesserer sig for rock’n’roll. Med tryk på ‘roll’. Rock uden ‘rul’ – som i ‘swing’ – finder han uinteressant.
Det levede han og hans bemaskede band op til denne aften i Lille Vega. Det gik heftigt for sig. En rock’n’ROLL koncert af St. Nicks nåde.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
JOHN HIATT // ANMELDELSE – Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”
For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.
Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.
I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.
Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.
Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.
Da teltet swingede under Roskilde Festivalen
Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.
JOHN HIATT, PRESSEFOTO
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks.
Musikken på dette nye livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.
Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste
Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.
Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.
Hvis et groove kan smile…
Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.
All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…
Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det
Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.
Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.
Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.
Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.
Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.
Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.
