Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

Moonage Daydream: Kaotisk og fragmenteret spejling af kunstneren, mennesket, tænkeren David Bowie

FILM: Moonage Daydream

Amerikansk dokumentarfilm/montage, 140 minutter, dansk premiere d. 22. september 2002

Instruktion: Brett Morgen – Medvirkende: David Bowie m.fl.

 

Er der overhovedet mere at fortælle om David Bowie? Ingenting og alt. I Moonage Daydream lægger filminstruktør Brett Morgen ud med nogle eksistentialistiske betragtninger om tid, formuleret af Bowie selv.

“You’re aware of a deeper existence, maybe a temporary reassurance that indeed there is no beginning, no end. The outward meaning of appearance is transcended and you find yourself struggling to comprehend a deep and formidable mystery,” siger han blandt meget andet.

Således intellektuelt udfordret og taget i hånden af Pet Shop Boys remix af ”Hallo Spaceboy” på affyringsrampen bevæger vi i biografen os på en rejse ind i David Bowies solsystem. I dag ved vi, at der faktisk kan have været liv på Mars. Vi ved også, at der ikke længere er liv i Bowie fysisk – og efter Brexit er ”Rule Britannia” ikke længere out of bounds, som han synger i sin sang. Men myten om den måske største kunstner i rockmusikkens historie lever.

Det andet univers

Som Bowie selv siger i begyndelsen af filmen, var det måske det, han ville fra begyndelsen: at afsøge det andet univers, hvad det så måtte være/var/er.

Undervejs på denne filmiske rejse skælver og vibrerer rumskibet, som biografen for en stund er omdannet til. Det er som en bevidsthedsudvidende stjernefart gennem kalejdoskopiske farvemønstre, billedkunst, elektronisk kunst, ord, musik, personlige, kunstneriske, koncertoptagelser og filosofiske betragtninger fra mesteren selv.

Nogle af disse stammer fra tv-interviews, bl.a. et legendarisk satellit-interview, Bowie deltog i, mens han boede i USA i midten af 70’erne. Andre, især de mange klip med refleksioner af filosofisk og spirituel karakter, stammer fra lydoptagelser.

moonage daydream david bowie ziggy let's dance
Moonage Daydream, PR-foto

Moonage Daydream er utraditionel

Visse optagelser er aldrig blevet vist tidligere. Det gælder f.eks. optagelser af Bowie i sit atelier som malende kunster, stillet til rådighed for Brett Morgen af Bowies familie.

Så nej. Du skal ikke se Moonage Daydream, hvis du forventer en traditionel kronologisk dokumentarfilm, der begynder med barndomsbilleder af David Jones og slutter med billeder af sørgende fans d. 10. januar 2016. Den slags findes der flere af – bl.a. en udmærket BBC Dokumentar, Sound and Vision. Og så er der f.eks. BBC-trilogien: Five YearsThe Last Five Years og Finding Fame. Der er masser.

Det fremgår, at Jack Kerouacs roman Vejene var en af Bowies tidligste, store inspirationskilder. Et sted i Moonage Daydream viser Bowie, hvordan han også lod sig inspirere af Jacks med-beatnik, William S. Borroughs cut-up teknik. Klip teksten i stykker linje for linje, smid det hele op i luften og saml det sammen til noget nyt. Man kan sige, at Brett Morgen til en vis grad har arbejdet på samme måde i denne film. Der er en del cut-backs og spring fremefter som forudsigelse af, hvad der skal ske senere, og som i øvrigt vil være indforstået viden for mange Bowie-fans.

Og så alligevel er der en vis kronologi i fortællingen. Musikalsk begynder det for alvor med nogle tidlige koncertoptagelser, bl.a. en hidtil uset optagelse af en koncert i Hammersmith Odeon i 1973 – den sidste inden, Bowie sendte Ziggy Stardust i kredsløb i evigheden.

En gudsbenåedet rocksanger

Det er fede klip. Allerede der – som i koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders From Mars – fornemmer man, hvor stor en performer, Bowie var. Jeff Beck er med på guitar, men jeg bemærker nu mest guitaristen Mick Ronson, som forhåbentlig for længst har fået karma-belønning for sin indflydelse på Bowies udtryk de første år.

Bowie skulle komme til at forandre musikverdenen på mange måder – disse klip genbekræfter, at han også var en gudsbenådet rocksanger. Jeg havde nær skrevet “bare”. Nogle gange virker det som om alt det, Bowie også var, overskygger historien om sangeren og musikeren, der mestrede den helt basale rock’n’roll.

Der er mange musikalske højdepunkter. F.eks. et mix af “Modern Love”. Denne version begynder med det isolerede klavermotiv fra det oprindelige nummer, bygger op i omkvædet, før det slutter på a cappella backing-vokalen. Det er både arkæologi for nørder og basalt stærkt at lytte til.

David Bowie – valg og fravalg

Som altid må man som moderat vidende Bowie-kender leve med instruktørens valg og dermed fravalg. Hver mand og kvinde sin Bowie. Eksperimenter med og forholdsvis kortvarig afhængighed af stoffer berøres ikke rigtig. Måske er der taget nogle hensyn. Bowie talte selv senere i sin karriere og om diverse uppers og downers indflydelse på hans kunst og optrædener udenfor og på scenen i de meget hvide midt/slut-70’ere. “We all know Major Tom” (is a junkie, red.) osv.

Sobert og loyalt illustrerer filmen til gengæld, hvorfor Bowie efter de mørke, men særdeles kreative år, søgte lyset, og hvordan han endte med at iføre sig sine røde dansesko i “Let’s Dance”-æraen og til sidst måtte flygte fra rock’n’roll monsteret efter en periode med verdensturneer og enormt pladesalg. Bowie kunne ikke finde sig selv her og måtte videre – og stor respekt for det.

Jeg så selv Bowie med sit Tin Machine i det hedengangne Saga i 1989. Bandet og dets musik var et højt og særdeles påtrængende præ-grunge wake-up call til Bowie selv. Senere på aftenen fik jeg mulighed for at veksle seks-syv ord med ham til et afterparty i den ligeledes hedengangne natklub, Barbue, hvor Bowie gik rundt med lille hund i favnen. Jeg tror, samtalen bestod af “Fed koncert” -“Mange tak, skal du have.”

En spejling

Ikke rigtig nok til at kalde det et interview. Hvad jeg gerne ville have talt med ham om, hvis jeg havde kunnet tage mig sammen: At jeg aldrig helt har forstået, hvorfor Bowie og mange Bowie-kendere tilsyneladende aldrig helt har anerkendt Let’s Dance‘s enorme betydning for dance/funk og hiphop-scenen i 80’erne. F.eks. er titelnummerets tromme-beat samplet flittigt efterfølgende. Jeg ser det som en musikalsk bevægelse på linje med Berlin-trilogiens betydning for rock, indierock og elektronisk musik.

“China Girl”, som Bowie vedblev at spille live, var oprindelig tænkt som en anti-racistisk statement. De mange interview klip i filmen fortæller mange historier, også om mennesket Bowie, der fandt sin store kærlighed i Oman. Det er effektivt og vedkommende strikket sammen, men midt i dette flow savner jeg den Bowie, der som i “China Girl” konkret eller med poesiens og metaforens kraft også stillede politiske spørgsmål til sin samtid.

Med det sagt, er Moonage Daydream en formidabel film. Måske det nærmeste vi nogensinde kommer et filmisk værk, der med Bowies eget, evigt søgende sprog ikke bare handler om, men på mange måder i sin form er en spejling af kunstneren Bowie, tænkeren Bowie, mennesket Bowie, personaen Bowie, pioneren Bowie…

Hør mere om Bowie i denne POV Mediano Music podcast: