Fra GAFFA.dk

The Mavericks, DR Koncerthuset, Studie 2, 27.02.19

Rocknumre med både harmonika- og trompetsoli hører til sjældenhederne – ligesom det sandt at sige også hører til sjældenhederne, at denne anmelder er med til at trække aldersgennemsnittet ned ved en koncert.

Det ville da i øvrigt bestemt heller ikke være allright mama, hvis den første generation, der voksede op i larmen fra rock’n’roll skulle sidde derhjemme og trille tommelfingre, bare fordi man ikke længere er helt så i stram i betrækket eller hurtig ved havelågen som Ariana Grande.

Da The Mavericks’ sanger Raul Malo onsdag aften indledte sidste ekstranummer med at sige: “De af jer, der holder af Amerika ved, hvorfor vi spiller dette nummer”, for derefter at spille The Beatles’ “Back in the U.S.S.R.” – ja, der var det umuligt ikke at holde umanerlig meget af den der flok spillemænd på scenen.

De har spillet samme nummer flere gange på den aktuelle turne, men timingen her kunne ikke være meget bedre. Samtidig med, at det feststemte orkester afrundede koncerten, sad Donald Trumps tidligere advokat, håndlanger, wise guy, eller hvad man kalder den slags over there, under en høring i Washington DC og indrømmede, at han havde løjet i kongressen omkring den såkaldte Ruslands-undersøgelse. Jovist. Back in the U.S.S.R.

I en verden, hvor løgn snart helt har erstattet sandhed, hvor antagelse og personligt tankespind har erstattet fakta og videnskabelighed, grådighed for længst har erstattet moral, og mure har erstattet de væsentligste af de værdier, vores vestlige civilisation hviler på – og hvor Rusland bidrager til at afgøre amerikanske valg, og danske banker bidrager til sort, russisk økonomi.

Ja, da var den lille satiriske tvist særdeles velkommen.

På sin vis havde den omgang fusionsfest, The Mavericks havde holdt kørende de seneste par timer nemlig været det stik modsatte. Blues, rock, latin, zydeco, tex-mex, reggae, ska – og hva’ vi du ha’. Et saftspændt konglomerat af musikalske impulser, der er skyllet ind over U.S.A. fra, før landet overhovedet havde et navn – og grænser for den sags skyld.

Mavericks er, som ledsageren påpegede, lyden af forsamlingshus. Og det i den absolut gode betydning. Fest, dans, livsglæde. En aften i en tidsboble uden plads til denne verdens Michael Cohen’er.

Det er bare et halvt år siden, The Mavericks sidst besøgte Danmark – nemlig på Tønder Festival. Oprindelig blev det etableret i Miami som et punkband, hvis medlemmer i øvrigt hang ud med Marylin Manson.

Senere vendte de sig mod såkaldt nytraditionel country og senere igen den form for multi-americana, de stadig spiller. Nogenlunde samtidig med, at de musikalsk beslægtede Los Lobos huserede.

The Mavericks nåede at få et par verdenshit med “Dance the Night Away” og “All You Ever Do is Bring Me Down”, før de stoppede og – som alle andre – blev genforenet. Det skete i 2013 med to oprindelige medlemmer, guitarist og sanger, Raul Malo og trommeslager Paul Deakin – og keyboardspilleren Jerry Dale McFadden, der kom til kort efter bandformationen.

Som de kækt indledte med deres største hit “Dance the Night Away” efterfulgt af “All Night Long” var der allerede bevægelse i futteralerne i kælderen under DR Koncerthuset. Det skyldtes ikke bare det uomtvistelige, super tighte swing, det band stadig har, men også den sublime akustik i koncerthusets Studie 2.

Det var rent faktisk så klart et lydbillede i salen, at alle instrumenter lød nogenlunde lige tydeligt og skarpt. Bortset fra sangen på alle andre mikrofoner end sangeren Raul Malos.

Og apropos ham. Han er ofte blevet nævnt i samme åndedrag som Roy Orbison. Det forstår jeg ikke helt. Jo, Raul har en flot klang – han synger fortfarende krystalklart af en mand på 53. Men hans stemme har hverken samme teatralske opera i sig eller særegne personlighed som The Big O.

Det var måske især tydeligt at høre i coverversionen af netop dennes “Blue Bayou”. Til gengæld gav han en meget fin, loyal version af Springsteens “All that Heaven Will Allow” med godt med ramasjang i bandet.

I den periode i 00’erne og begyndelsen af 10’erne, hvor Raul Malo forsøgte sig som solist, var han kort med i nævnte Los Lobos’ Super Seven Group, der er en form for tex-mex-svar på det cubanske Buena Vista Social Club.

Flere gange under koncerten var der denne stemning af en flok musikere, der leger musikken frem. Den form for jamlignende musikeren var egentlig et velkomment brud imellem lovlig mange numre, der mere eller mindre alle lød som “Jambalaya” både melodi- og tempomæssigt.

Musikerne – ikke mindst da de to fremragende blæsere – har kvaliteten til den slags, men det kan også blive noget langt i spyttet og direkte kedeligt og ensformigt. Især når der gik “Beer Barrel Polka (Hvor er min kone?)” i det. Harmonikaspilleren, der havde mange soli, var virkelig god.

Men der lå en hårfin balance dér mellem, hvor det det ene øjeblik lød af uimodståelig fest på bytorvet med vimpler og fyrrige senores y signoritas i dans på bordene – og det næste af dansk øltelt morgenen efter med paptallerkener med ketchup- og sennepsklatter og fadølssjatter over det hele.

Og den balance vippede lovlig mange gange mod det sidste, når fusionsfesten var sat på vågeblus.

Grundstammen i The Mavericks er et rockband: Malo, hans medguitarist Eddie Perez og trommeslager Deakin, der spillede hårdt markeret på sine trommer.

The Mavericks var klart bedst, der hvor de to guitaristers twangy guitarer var i fokus i de mere rock’a’billy–agtige passager. Der lød The Mavericks af støvede horisonter og moteller, hvor man tjekker to gange, at døren nu også er låst.

Sætliste:

1. Dance the Night Away
2. All Night Long
3. Easy as It Seems
4. Back In Your Arms Again
5. Stories We Could Tell
6. Summertime (When I’m With You)/A Message to You, Rudy
7. All That Heaven Will Allow
8. There Goes My Heart
9. Dance In the Moonlight
10. All Over Again
11. Blue Bayou
12. Loving You
13. O What a Thrill
14. Do You Want Me To
15. As Long as There’s Loving Tonight

Ekstranumre

16. What a Crying Shame
17. What Am I Supposed to Do
18. Rolling Along
19. Come Unto Me
20. All You Ever Do Is Bring Me Down
21. Back in the U.S.S.R.