Lorde, Eilish og Musgraves: Kvindelig frigørelse på tre forskellige måder

af Jan Have Eriksen | sep 26, 2021 | Anmeldelse

Kacey Musgraves er en af de kommercielt set mest succesfulde artister med udgangspunkt i moderne country. Formuleringen “med udgangspunkt i” er vigtig, for siden hun for alvor brød igennem med den LBGTQ+-positive ”Follow Your Arrow” og ”Slow Burn” er Ms. Musgraves gået sine egne veje. Countrymiljøet er mere rummeligt i dag end for bare fem år siden, men stadig udfordrer udtalelser om erfaringer med LSD og svampe og en campet galore tøjstil det konservative Nashville.

Måske som for at understrege sin uafhængighed og diversitet afrundede Musgraves for tre år siden sin koncert i Vega med et par efter min mening malplacerede disco-numre. Det var inden Kylie Minogues Disco og Dua Lipas Futura Nostalgia, begge fra 2020, og alle pludselig kom i tanke om, hvor vild med disco man altid har været.

Allerede på albummet Golden Hour (2018) var der godt med Fleetwood Mac-agtige popreferencer i musikken, og Musgraves’ nye album Star-Crossed er da også co-produceret af de samme som på Golden Hour, Daniel Tashian og Ian Fitchuk.

Der ligger en sympatisk idé bag Star-Crossed. Med inspiration fra de græske tragedier og selveste Shakespeares Romeo og Julie satte Musgraves sig for at fortælle 360 graders historien om sin skilsmisse efter sit korte ægteskab med country-sangeren Ruston Kelly. Her er ingen bitterhed, derimod smerte, besvær og praktik i teksterne. Vi er med helt inde på rådhuset. Der er afklaring og den konklusion, at kærligheden til eksmanden, så kort den end varede, er det, sangerinden tager med videre. Altså et mere eftertænksomt end bittert og vredt skilsmissealbum, hvor Ms. Musgraves tager sin lytter ved hånden gennem hele processen.

Latin-ish produktion

Det begynder med “Good Wife” med klassiske parforholdskvasede kvabbabelser. “Without him this house wouldn’t be a home,” synger Musgraves, MEN…

Over hele albummet er der en rimelig cool, latin-ish stemning i produktionen af sangene, hvoraf mange er baseret på melodier skåret over country-skabelonen. Det er flot, som Kacey redeligt og loyalt lukker sine lyttere ind i det terapeutiske rum, som albummet også er, Som hun synger i “What doesn’t kill you” – og der kom Nietzsche så også med på referencelisten:

Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning

I’m not afraid to connect with something real
And just let it go when I know
That it just don’t fit in

I’ve been to hell and back
Golden hour faded black
Say that it ain’t coming back

Golden Hour, som hun refererer til i teksten, var et næsten perfekt country-pop album, men på Star-Crossed er der for mange numre, der lyder som uforløste ideer, der burde være blevet gemt i skyen. Der er ligefrem noget henslængt og karakterløst over det. Jo, der er er charmerende momenter – som det latinjazzede ”There’s a Light”, hvor man mærker det lys, Musgraves synger om, som et forbigående smil.  Det samme med afslutningsnummeret ”Gracias a la Vida” (ja, på spansk), hvor Musgraves’ smukke vokal for alvor shiner, selvom den skæmmes af særprægede og totalt overflødige autotune-lydende effekter undervejs.

Mangler du et mellow popsoundtrack til en tankefuld stilstandseftermiddagsstund er Star-Crossed så velegnet som alt muligt andet. Produceret med analoge synths og loopede trommer er der nærmest overload på lækkerhed. Men den shakespeareske tragedie, som Kacey lovede forud for pladens udgivelse, skal man læse teksterne og tænke sig til, mens den effektindsvøbte vokal lyder fra højtalerne som fyldte bolsjer på en flod af honning.

Surreel, filmisk og småpsykedelisk

Det er allerede otte år siden, Lorde eftertrykkeligt kom svævende ind på musikscenen med albummet Heroine og hit som ”Tennis Court” og ”Royals”. Senest optrådte hun på Roskilde Festivalen i 2019 med en koncert, der fik de fleste anmelderne op det overstyrede felt.

På sit nye album samarbejder Lorde igen med sangskriver og producer Jack Antonoff, der er for en håndfuld af tidens helt store kvindelige sangskrivere, hvad f.eks. Daniel Lanois var for bl.a. U2, Peter Gabriel og Robbie Robertson i 80’erne. Antonoff maler med den størst tænkelige palet og alligevel ender det med et meget distinkt udtryk.

Som på det kontroversielle cover, hvor intet er overladt til fantasien, bevæger Lorde sig et langt skridt væk fra trippet minemalisme mod dream-pop og sågar psychedelia. Hun kalder det selv sit weed-album. Jeg tror ikke hun mener i betydningen ukrudt. Helt åbenlyst har hun haft brug for at træde et skridt ud af rygtet om sig selv som mørkets insta-prinsesse. Afsted sammen med veninderne. Ud i solen, som i øvrigt stråler alt for stærkt p.g.a. klimaforandringerne, som Lorde også nævner på albummet.

Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der Queen B-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren

På Solar Power begynder det med noget, der lyder som en harpe og soundtracket til en scene i en 70’er tv-krimi. Virkelig stemningssættende. Måske en subtil henvisning til den tilstand, mange os vil ende i, hvis vi skulle finde på at gense et afsnit af Columbo – halvt vågen, halvt sovende, drømmende. Som med musikken her.

Gennem hele albummet lyder en let surreel, filmisk og småpsykedelisk iscenesættelse af sangene, der synes at være skrevet på den akustiske, model Joni Mitchell. Og derefter kørt igennem og suppleret med nøje afstemt udvalgte lyde fra det digitale arsenal.

Lorde har tæft for gode melodier, f.eks. i ”Big Star” og ”Fallen Fruit”, der lyder som en flower power-sang model 2021, som ikke helt kan beslutte sig for, om det skal være en traditionel radio-popsang eller måske bare stene lidt. ”Dominoes” med et Taylor Swift’sk touch og raffinement, er til gengæld muligvis et hip til (ældre) mennesker, der pludselig ser lyset, hopper på new age-bølgen og begynder at dyrke blomster.

Laid back stemningsrapport

Det er selvsagt en smagssag, om man foretrækker det breakbeatede, følelsesmæssige melodrama, der blev tegnet op på albummene Heroine og, ja, Melodrama eller denne laid back stemningsrapport fra et lejrbål på en NZ-strand som Wharariki Beach. Man kan forestille sig jointen passere rundt, mens samtalen bevæger sig fra emner som hverdags– og kærlighedsliv og succesens pris (den der “Queen B”-drøm i ”Royals” havde sin pris). Det handler om klimaforandringer og bevæger sig længere og længere ud i stratosfæren.

I mange passager er det for stillestående, tjaldet, mens det i numre med trommespor, f.eks. ”Secrets from a Girl (Who’s Seen it All)”, ”Mood Ring”og ”Solar Power” (der lyder lidt som en chillet version af George Michaels ”Freedom”), swinger behageligt, cool.

Lordes helt store styrke er hendes vokal, der tager form efter/former sine tekster. Det sker noget helt særligt i den milde lydbrise, der opstår i samspillet mellem den fantasifuldt producerede musik og den distinkte, gennemproducerede multidubbede vokal, der flyder på et Stillehav af reverb og en stime finurlige lydlige indfald. I sjælden grad er vokal og musik symbiotisk, et eget udtryk, en egen lyd.

Solar Power bliver næppe en klassiker. Men det håber, jeg Lorde gør. Ingen andre synger som hende.

Et storslået album, giver man det tid til at vokse

Ligesom med Solar Power virker Billie Eilish’s nyeste album, Happier than Ever, som et farvel til jeres stereotype opfattelser af mig-album. Der er et helt centralt nummer på albummet, “Not My Responsibility” hedder det. Efter rettere; alle numre er kapitler i samme fortælling. Overskriften på det, man kan kalde koncept-albummet Happier Than Ever, kunne være: “Get off my back”. Og lad mig komme videre med et smil på læberne.

Efter numre som “Don’t Smile at Me”, albummet When We All Fall Asleep, Where Do We Go? og senere singlerne “Bad Guy” og “Everything I Wanted” fandt Billie sig selv som leverandør af en James Bond titelmelodi – og som en hel generations talerør. Som Greta Thunbergs grønhårede, veganske musikalske søster med skarpe holdninger i klimakampen.

Med en i et så absurd hurtigt tempo stigende popularitet, at det selvklart må have været svært at følge med for en ung kvinde, der ovenikøbet kæmper med diagnosen Tourettes syndrom. Hun gik fra 0 til godt og vel 60 mio. faste lyttere på Spotify på mindre end to år. Læg dertil, at Billie Eilish har ry for altid at give sig tid til at tale med sine fans og svare på deres beskeder. Sådan var det i hvert fald i begyndelsen.

At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder som, sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu, man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.

Hvad gør man, når succesens vinde raser rundt omkring sig og den halve generation Z forventer svar på alt fra selvmordstanker til, hvordan isen vender tilbage til Grønland. Man Corona-lukker sig inde sammen med sin bror og faste samarbejdspartner Finneas O’Connor, og indleder sin første sang, den melodisk charmefyldte “Getting Older” med linjerne:

I’m getting older, I think I’m aging well
I wish someone had told me I’d be doing this by myself
There’s reasons that I’m thankful, there’s a lot I’m grateful for
But it’s different when a stranger’s always waiting at your door I’m getting older.

Og når albummet så skal promoveres, forærer man sine farverige baggy bukser og hættebluser til en genbrugsbutik og lader sig fotografere til Vogue i klassisk Hollywood glamour-look. Som Billie har sagt i adskillige interview: personen er den samme, jeg skal videre i mit liv.

Stikker i mange retninger

Og hvor er det så? At lytte til Happier Than Ever er som at føle sig lukket ind i et meget intimt rum. Det lyder, som sidder Billie på printeren ved siden af skrivebordet, hvor jeg sidder nu. Man har hendes hviskende tenor helt tæt på. Det er voldsomt virkningsfuldt.

Det går stille og roligt over i en forsigtig reggaerytme og sære synths-lyde. Og som hos også Musgraves og Lorde er der latin og paraplydrink i “Billie Bossa Nova” med funky kastagnet-lyde. Og sådan fortsætter det i det klassisk soulede “My Future”. Til forskel fra Musgraves virker det, som om Eilish og brormand har været meget bevidste om, hvad de ville med deres latin-impulser. I “Oxytocin”, “OverHeated” og “GOLDWING” er vi henne i moderne electro/trance-stil – i R&B-, pop, hiphop-sporet.

Indenfor den intime ramme stikker det i mange retninger. Jamen, der er Joni Mitchell anno primo 70erne-lyd på “Your Power”, “NDA” lyder af indie-stadionrocklyd som Radiohead og Arcade Fire. Imellem de mange referencer opstår en elastisk spændstighed i udtrykket, som gør, at man lever med, at musikken lejlighedsvis er så stillestående, at det nærmer sig det søvndyssende. Som i den nærmest gribende “Hailey’s Comet”, hvor kontakten mellem lytter og stemmen er vakuum-tæt med en melodi, der emmer af regnvejrsvandring på tomme boulevarder. Det er melankolsk og stærkt. Et storslået album, giver man det tid til at vokse.

“I’m going back to therapy,” synger Eilish i pladens sidste, afrundende nummer “Male Fantasy”. Held og lykke med det. Billie voksede op en snes kilometer fra vejen i Hollywood i den ikoniske afslutningsscene i “Moderne Tider”, hvor Charlie Chaplin vandrer mod lyset.

Når jeg lytter til Happier Than Ever ser jeg for mig Billie på en lignende vandring. Om hun lægger nye alen til sit image som Gen Z-gudinde med dette album? Jeg tvivler. Og mon ikke det er meningen med projekt Happier Than Ever?