Peter Belli – en af de største fortolkere i dansk rock nogensinde er gået bort
Lidt før middag fredag d. 9. juni opstod et af de øjeblikke, hvor hundrede tusinder af danskere for en kort stund holder vejret. Peter Belli er død. Jamen, han har jo altid været her – og det er han så ikke længere. Ikke fysisk. Peter Belli blev et begreb som sanger, entertainer, menneske – en sanger, der i enhver betydning formåede at nå ud i alle hjørner af det musikalske Danmark. I Bellis tilfælde giver det mening at sige, at der næppe findes en scene, han ikke har optrådt på.
Samtidig er det en af de sjældne historier om sangeren, der begyndte med rockmusik, blev dansktopsanger for at vende tilbage som rocksanger i 90’erne.
Når alle poler om forhåbentlig først mange, mange år er smeltet, og nogen sætter sig på en bjergtop for at skrive den definitive danske musikhistorie, vil Peter Belli med denne her særlige udtryksfulde varme, inderlige stemmeklang utvivlsomt blive nævnt som en af de største fortolkere nogensinde i dansk rockmusik.
Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash
”Om lidt, saa er vi skilt ad / Som Bærrene paa Hækken / Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.”
Sådan synger han på sit album, Som boblerne i bækken, der udkom i 2016. Titlen stammer fra sangen, der er en indspilning af Emil Aarestrups korte, smukke digt ”Angst”, som han skrev under påvirkning af en ulykkelig forelskelse i den alvorligt syge komtesse Amalie Raben, der døde under en kurrejse i 1832. Aarestrup deltog på rejsen i sin egenskab af læge.
Modsat den sværmeriske digterlæge er det svært at forestille sig Peter Belli ulykkeligt forelsket. I så fald må det have været mere end små 60 år siden.
Peter og June
En del af fortællingen om den folkekære danske sanger og entertainer handler om ægteskabet med June Belli. Siden de i 1967 blev gift i Bethlehemsskoven ved Høje Sandbjerg, er deres forhold vel nærmest blevet titlen på et fænomen, der beskriver den store, livslange og tillidsfyldte kærlighed mellem to mennesker.
Det er ”Peter og June”, som det er ”Keld og Hilda”. Som amerikanerne havde Johnny Cash og June Carter i USA, havde vi Peter og June i Danmark.
Og som det var tilfældet med Johnny i USA, var Peter en af de første rocksangere i Danmark. Noget helt andet er, at mange af de sange, der skulle gøre Belli til dansktopstjerne i 70’erne, var oversættelser og bearbejdelser af country-sange med udgangspunkt i Nashville.
Han debuterede som sanger i 1959 og blev hurtigt medlem af orkestret Les Rivals i en tid med de legendariske musiksteder Hit House (i dag Aveny-T) og Place Pigalle på Dyrehavsbakken som samlingspunkter for de første rockrødder med anderumpefrisurer.
I 1966 kom det helt store hit – “Ulven Peter” – en sang, der senere skulle blive synonym med sangeren Belli.
At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på
Han, der selv kom fra en dybt dysfunktionel familiebaggrund, fandt tidligt sin livsledsager i June – da først han var blevet accepteret af sin svigermor, sandsigersken Corinta. Det var jo lidt af en rebel, June præsenterede derhjemme.
Helt galt gik det, da Belli i en radioudsendelse i 1966 indrømmede at have røget hash. Efter en koncert blev Belli og Les Rivals anholdt, og de endte med at tilbringe en måned i et fængsel i Kolding.
”Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash,” skriver Peter Belli i biografien Jeg er som jeg er.
Allerede i 1975 indspillede Belli en selvbiografisk version af “Rock’n’roll I Gave You the Best Years of My Life”.
“Vi lyttede til The Beatles og Chuck Berry med. Hvem kunne sidde stille, når de rockede afsted. Vi øvede deres sange, til vi ku’ dem udenad. Når først jeg sang og spillede, følte jeg mig glad. Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år,” synger Belli i “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
Stod ved sine sange
Efter fængselsopholdet gik Les Rivals i opløsning, og Belli søgte i en mere folkelig musikalsk retning, især i samarbejdet med tekstforfatteren Thøger Olesen, der allerede var begyndt i tiden med Les Rivals. Det var sange som ”Hvis jeg nu var arbejdsløs” og ”Helt igennem respektabel”, en oversættelse af The Kinks ”A Well Respected Man”.
Om Belli var politisk engageret, ved jeg ikke, men en del af de første af hans sange, der nåede på dansktoppen, havde et vist (national) romantisk socialrealistisk tilsnit – måske inspireret af den samtidige John Mogensen.
Det var sange som ”Bli’ væk fra vort kvarter”, ”Blot det er godt at være aktionær”, ”Min Mølledam” og ”Kære gamle tog”.
I en periode i slutningen af 70’erne fik nogle sange et mildt sagt sentimentalt præg. ”Roser til Mama”, ”Teddybjørnen” og ”Ingen regning” f.eks. Samtidig indspillede Belli fine versioner af sange af bl.a. countrysangskriverne Messina og Loggins og The Bands ”The Night They Drove Old Dixie Down” – altid på dansk. For ikke at tale om f.eks. hans versioner af Charles Aznavours “She” og Elton Johns “Your Song”. Lyden er tidstypisk easy listening-agtig, men igen – Bellis stemme lyder oprigtig.
Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver
Peter Belli var vant til livet som omstrejfende sanger og gøgler. Også senere i livet stod han ved sine dansktopsange – og respekterede ikke mindst det, som de sange gjorde for sine lyttere, der tog dem til sig.
I slutningen af 90’erne, da Peter Belli for længst var vendt tilbage til rockmusikken, talte jeg med ham om den gamle ven og kollega Gustav Winckler. Det var en periode, hvor han ikke var vild med pressen, men da han hørte, hvad jeg ville tale om, tøede han hurtigt op.
“Nogle mennesker ser ned på os dansktopkunstnere, dengang – som nu. Nu skal jeg sige dig noget, jeg står ved alt, hvad jeg har lavet. For det var jo sådan, det var, og de betød meget for en masse mennesker. At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt Four Roses whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på,” sagde han.
Karrieren fik et boost
I en periode udsendte Belli fortsat en masse album og singler, men der blev langt mellem hittene. I de efterfølgende år stiftede June og Peter familie. De fik børnene Chano, Michel og Natasja. Boede i campingvogn, indtil Belli og June købte hus i begyndelsen af 80’erne.
Efterfølgende blev Belli så økonomisk presset, at han begyndte at optræde med playback til et transportabelt musikanlæg, senere blev han TV-bingo vært. Det var en svær tid i Peter Bellis liv med depression og stress.
Ganske som med nævnte Johnny Cash skulle der en pladeproducer til at give Bellis karriere et boost. Som Rick Rubin lokkede Cash med på American Recordings-pladerne, fik ildsjælen Poul Martin Bonde først Belli med i de såkaldte audioer, Den store lysfest og Det blå hotel og senere Hobo-Ekspressen (sammen med Nanna, Johnny Madsen og Billy Cross), det danske svar på The Traveling Wilburys.
Kvartetten var muligvis lige så meget gimmick som kunst, men sammen med albummene Yeah (1991) og Ribbet og flået (1992) var det helt givet med til at reetablere Peter Belli som rocksanger og liveperformer. Væk var det transportable musikanlæg – Belli var tilbage på scenerne med et band med bl.a. ingen ringere end Gasolin’s bassist Wili Jönsson som medlem. Det var med sange som “For enden af regnbuen” og “København (fra en DC-10)”.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke
Jeg undgår bevidst udtrykket “comeback”, for Peter Belli selv benægtede, at han havde fået et comeback.
”Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver,” sagde han, da jeg interviewede ham i forbindelse med albummet Ny dag på vej (2001), hvor han fortolkede rock- og popsange med danske tekster.
Og som han tilføjede med et glimt i øjet: ”Ligesom Elvis – uden sammenligning i øvrigt”.
Måske fordi han allerede på det tidspunkt vidste, at han fem-seks år senere skulle få opfyldt en drøm, nemlig at indspille et album i Memphis sammen med musikere som guitarlegenden Steve Cropper (Booker T. and the MG’s) og The Memphis Rhyhtm Section, der tidligere bl.a. havde indspillet med, ja, Elvis.
“De fortalte lidt om samarbejdet med Elvis, ja, men det var også tydeligt, at der var grænser for, hvor meget man siger. Af respekt for ham. Det var nærmest en åndelig oplevelse, der var en særlig aura i det studie,” sagde Belli i et interview dengang.
En lille smule stolt
Og det er måske sådan, at jeg, der som tusinder andre danskere har fulgt Bellis karriere, vil huske ham. Som en stor sanger med en særlig aura af netop noget usigeligt, dybt empatisk.
Tilbage til det desværre noget oversete album Som boblerne i bækken, hvor den dengang 73-årige Belli nyfortolkede danske rocksange med en stemme, der måske nok var slidt af tiden, der var gået, men stadig formåede at lægge nye følelser og udtryk i sine forlæg. Ganske som Cash i American Recordings-pladerne.
Det gælder bl.a. Bellis næsten nøgne version af “Kongens Have” med en tone af levet liv og afklaring, man ikke helt finder i Tim Christensens originale indspilning Kings Garden.
Sygdom gjorde, at Peter Belli i september 2016 meddelte, at han ikke længere ville optræde live.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke.
Nu har Peter sagt farvel. Hvis han kan tale, hvor han er nu, kan han med god samvittighed citere den nævnte “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
“Men se tiderne de skiftede, og jeg skiftede med / jeg prøvede lidt forskelligt til jeg fandt mit nye sted / de skønne pigtrådsdage de var nu helt forbi / jeg er trods alt en smule stolt.”
Peter Belli kan godt være en smule stolt.