KONCERTANMELDELSE – Det var lige så meget U2 – The Musical som en rockkoncert, da den irske gruppe lørdag aften spillede i Royal Arena. Og det var ikke så skidt. For første gang i årevis virkede Bono som en mand med en mission; at genfinde sig selv, sine prioriteter og musikken – via en rejse gennem U2’s bagkatalog frem mod 2018, skriver Jan Eriksen.

Det var med blandede følelser, jeg bevægede mig ud mod Ørestaden; helt derude, hvor det endnu ikke er alle gader, der har et navn.

Jeg så den ikoniske U2-koncert på Roskilde Festivalen 1982 og igen et halvt år senere ved en mindst lige så mindeværdig koncert i Falkoner Teatret, hvor Bono fik halvdelen af salen til at danse rundt om et juletræ i det ene hjørne af salen. Lige den aften åbnede U2 et nyt varmt, menneskeligt perspektiv på postpunk-scenens introverte oprør. Jeg husker stadig følelsen.

I would follow. Så måtte man leve med sangerens Bundesliga-garn.

Siden var der album-kvintetten The Unforgettable Fire, The Joshua Tree, Rattle and Hum, Achtung Baby og Zooropa, og en åbenbaring af en koncert i Göteborg i juni 1992.

I den æra var U2 verdens mest relevante, innovative rockband. Vision, attitude, Brian Enos og bl.a. Daniel Lanois’ fintfølende produktion, The Edge’s konstante sekstrengede opdagelsesrejser, Bonos Bono; de fremragende tekster og melodier.

På den anden side – og kald mig gerne gammeldags, det gør alle andre – så hører jeg til den type, der mener, at man bør betale skat i det land hvis veje, man benytter sig af. Eller de sygeplejersker, brandmænd og lærere, som Bono hyldede i aftes i Royal Arena.

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere

Når man f.eks. taler om det moralske forfald i Trump-æraen, som Bono gjorde op til udgivelsen af 2017-abummet Songs of Experience, pålægger man sig selv et ansvar for selv at holde sig på moralens knudrede, tilgroede sti. Ikke, at jeg selv er specielt stedkendt på den sti, men jeg betvivler, at den fører via et shopppingcenter i Litauen til Paradise Papers-skandalen. (Efter massiv kritik har Bono i øvrigt trukket sine penge ud af projektet).

Det er noget mudret, i hvor høj grad Bono & Co også betaler skat i Irland – udover den smule, de betaler i Guernsey og Holland.

Og nu handler dette jo om musik, men når U2 på Songs of Experience’s  Get Out of Your Own Way lader Kendrick Lamarr prædike, inspireret af en af Jesu prædikener i Matthæus-evangeliet: “Velsignet er de svinsk rige, for du kan kun for alvor eje, hvad du giver væk”. Så kan jeg kun komme i tanke om et ord, der rimer på cykler.

Savner intimiteten

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere. Kulminerende med Apple-appen, Songs of Innocence-albummet – en projekt der, trods udmærkede tekster, fik mig til at mindes familiefester, hvor selskabets ældre mænd forpustede og rødkindede vendte tilbage til kaffen og cognacen efter at have budt selskabets unge kvinder op til dans.

Efter en stadionturné i 2009-2010 (bl.a. med stop i Horsens) udtalte Bono, at han savnede intimiteten live. Han frygtede, at branchemonsteret havde spist rockbandet U2, at den Boy, som han sang om i begyndelsen, var gået tabt.

I den kontekst skal man forstå eXPERIENCE + iNNOCENCE turneen: Som et sidste hoved i en tretrinsraket, der begyndte i 2015 med turneen med omvendt ordstilling, iNNOCENCE + eXPERIENCE, der primært var bundet op omkring Songs of Innocence. I mellemtiden var der en turné med en genopførsel af The Joshua Tree.

Der ligger en interessant video på YouTube fra julen 2012, hvor irske sangere som Glen Hassard, Sinead O’Connor og Bono uannonceret synger og spiller traditionel irsk musik på gaden i Dublin. Bono virker ikke helt komfortabel som midtpunkt for den stadig større folkemængde – trods omgivet af sikkerhedsvagter, der til sidst fører ham hen til en meget stor hvid bil.

Ingen tvivl om, at han løbende har måttet kæmpe med den larger than life-helgenstatus, han selv har været med til at bygge op, og den omstændighed, at han ikke kan gå en tur i sin egen hjemstavnsby uden sikkerhedsvagter.

Som han forklarede cirka midt i koncerten lørdag aften, begyndte han i 80erne og 90erne selv at tro på myten om Sankt Bono. Det føles, som om ens hoved på én gang vokser og skrumper, som han sagde.

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang

Lige dér på en lille rund scene midt Royal Arena lå koncertens point of no return. Efter en gennemspilning af Batman Forever-sangen Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me, der netop handler om, når mennesket bag masken identificerer sig mere med masken end med drengen, der mistede sin mor i tidlig alder og senere blev rockstjerne. Det var der, jeg forstod, hvor meget Bono og band investerer af sig selv i den aktuelle turné.

Som altid havde U2 medbragt en logistisk udfordrende, spektakulær scenekonstruktion. En næsten nøgen hovedscene, en lang catwalk med LED-skærme på hver sin side, en mindre scene midt i salen. Ovenover catwalken en lang gang, der bevægede sig op og ned med og uden band.

Vejen til verdensherredømme

Da U2 efter en gennemspilning af Noel Gallaghers håbefulde It’s a Beautiful World indledte med billeder af Europa i krig suppleret med Charlie Chaplins ikoniske tale fra Diktatoren, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på musicalteatret i Fredericia, hvis enorme succes bl.a. skyldes deres progressive brug af LED-skærme. Og det var sådan det var. U2 – The Musical. Historien om bandets vej fra Dublins forstæder via selvpyskose til verdensherredømme.

U2 selvransagelse, U2 bønnemøde, U2 demonstration. U2 rockkoncert. U2 bekendelse.

Efter en begyndelse med den obligatoriske, elendige lyd med Larry Mullen Jnr’s trommer dunkelt buldrende ovenpå Adam Claytons minimalistiske bas, blev det gradvist bedre efterhånden, som lydmanden fik styr på hallen.

Jeg hører ikke til dem, der anser rockformationen Larry-Adams nøgne spil som en klods om halsen på U2. Tværtimod – The Edge’s konstant fabulerende på en gang  orkestrale og syleskarpe spil – kørt igennem et guitaranlæg på størrelse med Silicon Valley – ville måske ikke leve i samme grad i et band med et swing. Funky sange som Even Better than the Real Thing lever, som det tydelig hørtes lørdag aften, på hans guiter og selvfølgelig i Bonos høje, diskante sang. Han synger i øvrigt stadig udmærket.

Specielt i de meget smukke, meget modne kærlighedserklæringer til konen Ali Hewson, You’re the Best Thing about Me og Love Is Bigger Than Anything In It’s Way. Og for den sags skyld også det magiske, nye småcaribiske Summer of Love.

Den første spillet umiddelbart efter Bono havde afmonteret sin Mephisto-maske fra Zooropa-æraen. Hvor han igen heilede samtidig med, at han nævnte den svenske politiker Jimmie Åkesson.

Bedst i personlige sange

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang – med mandlig sanger – Woman of the World.

Det samme gjaldt en version af Iris (Hold Me Close) med tekst om Bonos alt for tidligt afdøde mor. Flot fremført af bandet og flot illustreret visuelt med en gammel videosnas med den løbende Iris.

Det er meget sjældent, paroler klæder rockmusik. Medmindre de leveres med passion som den evigt bombastisk marcherende Sunday, Bloody Sunday.

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena

Efterhånden som koncerten skred frem og bandet lød bedre og bedre gav ideen med tilbageblik og søgen mod rødderne, kombineret med nye sange fra det udmærkede album Songs of Experience, mere og mere mening. I symbiose med opbakning fra et mere end modtageligt publikum.

Jeg tror, det var under Pride (In the Name of Love), at jeg mærkede et ekko af følelsen af drømmens faner brede sig ud (med et tyveri fra Michael Strunge), som da jeg i sin tid hørte nummeret første gang. Hvor ofte oplever man dét? At føle sig 36 år yngre.

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden, de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena. Da Bono mod slutningen nonchalant rakte hånden ud mod The Edge som signal til at spille de for mig altid gåsehudsfremkaldende første akkorder i One, følte jeg det som en hånd rakt mod os, der voksede fra U2.

Vi kommer nok ikke til at danse om juletræ sammen igen som i ’82. Men hånden er grebet. Og godt at vi nåede det.

Om lidt blir her stille. Og så er det for sent.

U2, Royal Arena
lørdag aften

Topillustration: U2 Tour, Ross Stewart