Fra POV.International

Hvorfor fa’en skal det hele være så surt? Vidste du for eksempel, at Jørgen Ryg i 1953 stod på samme scene som Quincy Jones under en jam session i K.B. Hallen?

Jeg gjorde det ikke, før jeg læste biografien Jeg vil prøve det hele, der længe har ligget på skrivebordet. Under coronakrisen fik jeg endelig læst den.

Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster

Sådan er det hele vejen igennem med Jeg vil prøve det hele – den er frydefuldt fyldt med anekdoter og historier om den store musiker, skuespiller og komiker, der døde den 28. august 1981, bare 54 år gammel.

Det er historien om enebarnet, der voksede op i et musikalsk hjem i det indre København med en uforbeholdent kærlig mor og en kras far, og som allerede meget tidligt viste talenter for at underholde med spas og vanvid – og for jazz.

Som helt ung faldt Ryg for den dansevenlige jazz, der før, under og efter 2. verdenskrig hærgede københavnske spillesteder. Han lærte sig at spille trompet og blev medlem af stjernen Leo Matthiesens orkester, for senere at søge ind i den nye, eksperimenterende blue note jazz, især påvirket af vennen Torben Ulrich.

Samtidig lærte Ryg stille og roligt at spille skuespil. Han ville, som det fremgår af titlen, det hele, men havde ikke travlt. Tidligt udviklede han det, der senere skulle blive denne pauseringernes mesters helt store grand oevre –  sit gennemmusikalske talent for improvisation og timing. Som han kom til at rendyrke på scenerne som komiker. Ofte i samspil med Preben Kaas. Ofte på ABC-teatret. Ofte i monologer.

Af indlysende grunde har de to forfattere måtte forlade sig på allerede eksisterende kilder og samtaler med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Jørgen Ryg.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte

Især er det tydeligvis lykkedes dem at opnå et tillidsforhold til Rygs kone de sidste ti år af hans liv, Birgitte, der generøst har ladet dem gå om bord i Jørgens efterladte noter og papirer.

Jørgen Ryg gav som de fleste andre folkelige kunstnere i sin generation mange interview. For eksempel er pressen med, da Jørgen Ryg og Preben Kaas efter en konflikt mødes til forsoningsmøde på Allenberg 10 over en øl og snaps. Utænkeligt i dag.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte.

Hvorfor valgte Jørgen komikken?

Allerede tidligt i biografien formules en håndfuld temaer, der følges op på over de følgende næsten 400 sider.

• Jørgen Ryg var, som hans figur siger i Sur kun passivt medlem af en afholdsloge, han var tørstig, holdt af livet ud på de små timer.
• Han var et mangesidet menneske, selvbevidst, kolerisk og ond i sulet, når det tog ham, og samtidig en uhyre beskeden, elskelig mand, der hellere muntrede sig med den jævne dansker ved en bardisk end deltog i et latterligt arrangement i Frimurerlogen.
• Han var doven. Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster. Sceneskræk, dårlig forberedelse og snaps var en skidt cocktail.
• Han kunne måske være blevet en af de største hvide jazztrompetister, måske endda på linje med Chet Baker, hvem ved? Men valgte altså teater, film og ikke mindst revy.

Hvorfor egentlig dette valg? Ja, det diskuterer forfatterne med de oprindelige og nulevende kilder uden rigtig at finde det svar, som Ryg, der muligvis fortrød til sidst, måske heller ikke kendte.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch karakter på scenen

Og igen – hvorfor egentlig? Som skuespiller og komiker opnåede Jørgen Ryg enorm popularitet og – modsat sit idol Dirch Passer – også såkaldt seriøse roller. Tjek f.eks. Rygs spil i Syg og munter på DR Bonanza. Formidabelt. En mesters spil.

Ensomhedens bittersøde smerte

En anden af denne bogs helt store styrker er, at der via citater fra gamle anmeldelser og afdøde og spillevende kolleger som Bodil Jørgensen, tydeligt forklares, hvor stor en komiker og skuespiller, Ryg var, og hvor snedigt og dygtigt, han gjorde sine svagheder til en styrke på scenen.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch-karakter på scenen. En form for ensomhedens bittersøde smerte.

At jeg godt kan savne et kritisk blik på de monolog-tekster, Ryg arbejdede med – med respekt for at tiden var en anden dengang – er så noget andet. Velvidende at geniet lå i måden, altså, de blev fremført.

Noget af en gestus overfor Jørgen Ryg

Beskrivelsen af Rygs popularitet, da han stærkt mærket af sygdom dagligt medvirker fem minutter i Tivolirevyen med en enkelt linje, så han her på det yderste under stående applaus kan mærke folkets kærlighed, er virkelig rørende – noget af en gestus fra revyejer Klaus Pagh.

Det er ingen hemmelighed, at de var tørstige svirebrødre, de store drenge med fast engagement på de skrå brædder. De senere år har dette tema i stigende grad fyldt i omtaler af Dirch, Kjeld, Preben, Jørgen – og på musikscenen John Mogensen. Ikke mindst hjulpet på vej af de to biopics Dirch og Så længe jeg lever.

Man talte ikke om den slags dengang, det gør man i dag.

Det er lige før teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det uempatisk nyfigne

I Jeg vil prøve det hele fylder beskrivelserne af Jørgen Rygs drikkevaner så meget, at jeg er endt med at pådrage mig en mindre alkoholforgiftning.

Ja, Ryg var alkoholiker, som også Birgitte Ryg skriver i sin biografi Jørgen Ryg, og ja, Rygs misbrug og kærlighed til værtshuslivet havde afgjort betydning for hans embedsførelse, men efterhånden som det udpensles i gentagelse på gentagelse, får jeg lyst til at gribe saksen.

Jeg er ikke moralsk krænket på den moderne måde. Jeg har bare svært ved at se formålet. Det er lige før, at teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det direkte uempatisk nyfigne.

Hvilket vist ikke havde været i Rygs ånd.

Jeg vil prøve det hele er en stor fortælling om en stor kunstner. Men den kunne sagtens have været skåret ned fra 400 til for eksempel 350 sider.