Forleden læste jeg et ret nyt interview med George Ezra på et engelsk nyhedsmedie. Til højre for interviewet lå rullen med tophistorier:
”Ekspert: Krigen mellem Ukraine og Rusland kommer til at vare længe”. ”Moldovas præsident frygter russisk aggression”. “Den kolde krig mellem USA og Kina i nyt højdepunkt”.
Kan vi have brug for lidt solfyldt popmusik til at sprede lys gennem sprækkerne i det mentale mørklægningsgardin? Det var et retorisk spørgsmål.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller
Sidste gang, jeg så Ezra i København – i oktober 2018 – imponerede hans og bandets evne til at levendegøre og skabe en fest ud af de mange hits live. Måske fordi koncerten foregik i en forholdsvis lille arena, Tap 1. Måske spillede min banale glæde over, at musik med så dybe rødder i pop-rockhistorien stadig kan ramme så bredt, også en rolle.
Efter at have udgivet to ep’er blev George Ezra for alvor kendt med singlen “Budapest”, der hittede stort. Det samme skete for debutalbummet Wanted on Voyage, udgivet i 2014. Med sange som ”Cassy O” og ”Happy Shining People” indtog Ezra hitlister, radiostationer og streamingtjenester verden over.
Foto: Eddie Michel
Som det fremgår af dokumentaren End to End, måtte han ud på en længere indre og ydre vandring, før han var klar til at fortsætte karrieren efter Corona. Hvilket resulterede i albummet Gold Rush Kid (2022), hvor han reflekterer over sin livssituation under og efter lockdown.
Ezra kæmper med en OCD-diagnose og havde egentlig besluttet sig for at stoppe, da ideer og gamle noter begyndte at dukke op under intens meditation.
Allerede med første nummer i Royal Arena ”Anyone for You (Tiger Lily)” fra netop Gold Rush Kid fornemmedes denne her feelgood fordringsløshed, der karakteriserer Ezras musik. Hans formfulde baryton lyder simpelthen af godt selskab.
George Ezra for fuld udblæsning
Desværre var der skruet alt for højt op for musikken – over niveau ”bombastisk”. Måske i et forsøg på at overdøve mulig dårlig akustik i den 2/3 fyldte sal.
Især trommerne, der blev spillet i et absurd højt tempo. Det blev bedre, trommelyden fandt sit rette leje i forhold til de andre instrumenter. Formentlig som et resultat af denne her kombination af lydfolk, der gør deres arbejde – og et sæt hårdt prøvede trommehinder, der vænner sig. Dog hører det med, at det under hele den halvanden time lange koncert var meget svært at høre de tre horn.
Som hos sin gode bekendt, Ed Sheeran, og især Mumford And Sons har Ezra dybe rødder i britisk folklore. De besidder alle popmestrenes håndelag, men hvor Sheeran bl.a. også har sine rødder i hiphop og R&B og har gjort sin loopstation til sin nærmeste samarbejdspartner, er Ezras sangskrivning mere klassisk. Som i ”Cassy O”, der desværre lød lige så nuanceret som lyden af en jetmotor, når flyet letter.
Foto: Eddie Michel
Lidt som sin danske kollega Rasmus Seebach kan Ezra (og hans på de to første album faste medkomponist Joel Pott) det med glad-i-låget partypop med syng-med-bare omkvæd. Den slags, der gør sig lige så godt i stuen ved siden af radioen, over de sidste shots i en natbar som til onkels Kæks 50-års fest. Eller som Neil Sedaka engang har sagt: ”Det er musik til en Tra-La Day”.
Der går en lige linje fra Sedakas ”Breaking Up Is Hard to Do” over Herman Hermits ”No Milk Today”, The Monkees “Daydream Believer”, ABBAs ”Ring Ring” (som Sedaka hjalp de to B’er med at skrive), Shaking Stevens ”You Drive Me Crazy” og så videre og så videre frem til Ezras ”Gold Rush Kid”.
Pop er også kunst
Det kan kolde hjerter muligvis ikke forstå, som allerede Jeppe Aakjær påpegede. Men det er også en kunst at mestre dét håndværk.
Så ja, Ezra skabte lettere forsinket Valentinsfest og lyserød hjertemassage i Royal Arena, men mod slutningen af koncerten, gennem ”All My Love”, ”Green Green Grass”, ”Blame it on Me” og ”Paradise”, blev det lovlig ”festligt” – altså sådan meget iscenesat og villet New Orleans-festligt med dansende, meget happy musikere hoppende rundt nogenlunde, som de formentlig gør hver aften.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtryk af både solist og band
Jeg underkender under ingen omstændigheder, at de fleste af de 7.000 publikummer havde lige præcis den glade aften, de kom efter. Respekt for det. Men jeg får det svært, når det, der burde lyde på musikkens egne betingelser, ligner kalkuleret poptimisme.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller. Men som koncerten udviklede sig mod finalen, virkede hans levering også underligt upersonlig.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtrykt af både solist og band. Følelsen var der især i de efterfølgende numre, “Saviour” (på plade med Svea-melankoliens mestre, First Aid Kit, i koret og som medkomponister), den flotte ballade, “Sweetest Human Being” og den inderlige “Hold My Girl”, der på en meget lys dag i Thy kunne være skrevet af danske Jonah Blacksmith.
George Ezra skriver afsindigt effektive popsange. Bedømt ud fra koncerten i Royal Arena er han mest vedkommende, når han spiller for de øjeblikke, hvor vi Happy Shining People er i det sindige hjørne.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
Der er noget naboens sympatiske søn over George, der oprindelig kommer fra Hertford tæt på London. Enhver, der har været i nærheden af en musikradio eller top 10-playliste denne sommer, har indtil – eller over – smertegrænsen lyttet til hans formfulde baryton i hit som “Shotgun” og “Paradise”.
Han er bare 25, men synger med en stemme som en dobbelt så gammel whiskysmuglende pramdrager på Mississippi i forbudstidens USA – og skriver sange, som var den digitale udvikling drevet uden om Ezras hjemmestudie. Modsat den musikalsk ligesindede – og gode ven – Ed Sheeran. Ikke at det er en kvalitet i sig selv. Hver ting til sin tid.
I aften leverede Ezra sin retro-pop så vivant og stilsikkert, at det var umuligt at ignorere.
Allerede under “bånd”-musikken inden koncerten fik man et pejlemærke i retning af, hvor det kunne bære hen. Hvem havde forventet at se publikum til en koncert med, hvad man vel godt kan kalde et ungdomsidol, vugge med til T. Rex’s “Get it On”, lave (yderst civiliseret) moshpit til Brian Mays solo i “Don’t Stop Me Now” eller skråle med på Elvis Presleys “Suspicious Minds”?
Rimelig god lyd
Endnu inden denne anmelder havde fået tørret øjnene efter at have hørt kids’ne synge med på The King, kom Ezra på scenen med sit band bestående af to blæsere, leadguitarist, bassist, keyboardspiller og trommeslager. Alle linet op bagerst på scenen, så stjernen nærmest havde den for sig selv
Man skal have samme forhold til sandheden som en nu forhenværende københavnsk kultur- og fritidsborgmester for kalde Tap 1 en perfekt koncertscene, men der skulle forunderligt nok ikke gå lang tid, før musikken lød rimelig godt, om end meget kompakt – ud fra den præmis, at det er rart at høre alle instrumenter og stemmer nogenlunde ligeværdigt i lydbilledet. Nu man alligevel har bevæget sig ud til Kløvermarken.
Faktisk allerede i første nummer “Don’t Matter Now” fra det seneste album på et henslængt ska-beat med stemning af longdrinks og dans i solen. Det samme med “Get Away”.
Og netop som jeg huskede min største anke mod Staying at Tamara’s – at lovlig mange melodier ligner hinanden – istemte bandet “Barcelona” fra det mere varierede, mørkere og sensible Wanted on Voyage fra 2014.
Selv i Tap1 fik Ezras vokal fremmanet nuancerne i sangens drømmende stemning. Hvilket mindede om hans fyldige stemmes afgørende betydning for det samlede udtryk – lidt som for eksempel Chris Cornell i Soundgarden eller Jake Bugg, som George ofte sammenlignes med.
Han har selv udtalt flere gange, at det var gamle bluesmestre som Howling Wolf, Robert Johnson og Big Boy Cudrup, der satte ham i gang og formede hans måde at synge på. Han måtte bare erkende, at han ikke har The Blues i sig som sangskriver.
Uden postulat eller kynisme
Hvilket meget tydeligt fremgik af hans og bandets sprælske levering af “Pretty Shining People”, der helt uden postulat eller kynisme emmer af ægte glæde og lykke i britisk skiffle-tradition projiceret op i Queen stadionformat:
Ladies and gentlemen, træd til side, for her kommer et iørefaldende omkvæd, og det har travlt.
Netop som jeg under “Listen to the Man” begyndte at savne et brud, fald eller bare en anden tone, kom “Saviour”, som den svenske countryduo First Aid Kit medvirker på på Staying at Tamara’s.
Her leveret flot, semidramatisk og teatralsk i en stemning, der emmede af Tarantino og Johnny Cash med det helt store blæserudtræk og Ezras medguitarist med støvet ørkenlyd.
Efterfulgt af “Did You Hear the Rain” i en version, hvor bandet lød, som hvis Arctic Mokeys for en enkelt sang havde slået sig tåls med at være et good times rockband. Dog ikke, når det gjaldt Ezras vokal. Alex Turners Sheffield-dialekt er formentlig ret svær at kopiere.
Også “Hold My Girl” blev spillet som et stilbrud i forhold til de mere happy go lucky-sange på Ezras repertoire. Som Bon Jovi’sk flyderrock, der gradvis løftede sig selv op i armene under den ærmeløse skjorte. Det var overordentlig medrivende hørt nede på gulvet i den efterhånden tropisk varme, gigantiske betonæske, som Tap1 i bund og grund er.
Også i “All My Love”, spillet i en form for poprocket slow fox med fuld tryk på charmen og en trompetsolo så lang, at den kunne sende et gennemsnitligt DR-playlisteudvalg under gulvbrædderne. Fantastisk. Dét nummer i en uimodståelig levering efterlod mig med et tværgående grin over hele Femøren. Eller Kløvermarken.
Meget talende
George Ezra taler meget mellem numrene. Hans form er lidt for meget dørsælger efter min smag – men på en eller anden måde var de små historier bare med til at underbygge indtrykket af naboens djærve søn.
Gennembrudshittet “Budapest” blev præsenteret med en anekdote om dengang, han skrev sangen i en bagskid under et besøg i 2013 hos hele tre svenske piger i Malmø under Det internationale Melodi Grand Prix, hvor han var nødt til at købe en flaske rom sort for at udholde at se sangkonkurrencen på en storskærm.
Han blev åbenbart så beruset, at han ikke opdagede, at det blev vundet af en dansker – Emmelie de Forest.
Med Cassy O med vintage rockabilly/Leiber & Stoller melodik og “Shotgun” sluttede George Ezra og hans band som det begyndte – på den festlige node.
Sidstnævnte havde lidt af energien fra new wave-æraen primo 80’erne. Som for eksempel Elvis Costello, der i øvrigt netop har udgivet det superbe album Look Now.
At dømme efter salgslister og streamingopgørelser elsker hele verden George Ezra. Om jeg kommer til det, ved jeg ikke. Men efter at have set ham live, har jeg den største respekt for hans evne til helt uforbeholdent at skabe et party i den gamle snapsefabrik på Raffinaderivej.
