John Hiatt: Formidabelt live-album med kongen af Heartland-rock
JOHN HIATT // ANMELDELSE – Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”
For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.
Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.
I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.
Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.
Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.
Da teltet swingede under Roskilde Festivalen
Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks.
Musikken på dette nye livealbum leveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.
Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste
Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.
Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.
Hvis et groove kan smile…
Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.
All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…
Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det
Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.
Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.
Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.
Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.
Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.
Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.
