af Jan Have Eriksen | jan 29, 2022 | Podcast
Den dødsmærkede digter var på toppen den dag – og rapperen fik frit slag til at klippe, mikse, scratche og ikke mindst til at digte videre. Og det blev til albummet ’Sidste omgang’.
Nu udkommer Mesterens og Lærlingens fælles pladeprojekt, som ikke bare blev Andersens sidste værk – det blev hans 117. værk. 117 – det nærmeste vi kommer et hverdagstal på uendelighed.
I denne podcast taler Jan Eriksen og Per Vers om dette spoken word-projekt, en frit associerende samtale på tværs af generationer, og blandt meget andet om livets ubønhørlige gang mod døden.
Andersen døde 16. august 2018. Pers far døde under arbejdet med musikken.
Hør om:
– samarbejdet mellem ’Den vildeste inspirationskilde’ og Per Vers.
– at arbejde med døden som allesteds nærværende skygge.
– manglende selvværd og det modsatte, livslyst og selvrespekt.
– ufarlig hyggehumanisme og rasende racisme – og overleve at der altid vil være et par procent danskere, der er Vild med Paludans.
– hvordan det kan være omvendt lindring at opdage, at Benny Andersen allerede for 50 år siden skrev om politisk korrekthed.
– at omfavne sin folkelighed
– kunst og kultur som en klub for folk, der elsker mennesker, folk der elsker fremmede mennesker.
– det jazz-blå bånd mellem Benny og Per.
– om balancen mellem at leve i nuet contra et liv med masser af planlægning og aftaler.
– at lære at tro på fremtiden, når man som Per Vers mistede sin mor meget tidligt.
– kærligheden til Dan Turèlls spoken word-projekter på især de to første plader med Sølvstjernerne.
– ”altid livsglade” Søren Krarup og Sørine Godtfredsen, hvis definition af næstekærlighed ikke accepterer, at ”næsten” også er ham der går og vander sin mark i Mali.
Lyt til podcasten her:
af Jan Have Eriksen | sep 28, 2020 | Podcast
Peder Bundgaard flygtede fra landet til København i the summer of love, 1967.
Hurtigt blev han fotograf, skribent, tegner og layouter på et musikblad. I 1972 blev han hyret af pladeselskabsbossen Poul Bruun som tegner til coveret til Gasolin’s andet album. Fra den dag har Bundgaard kunnet leve af sine mange talenter.
Alt imens Bundgaard stadig fotograferede koncerter, arbejdede han på Gasolin’s pladeselskab som manager of creative services – med feriepenge og hele baduljen. Det samarbejde var ikke altid lige lykkeligt.
”Vi levede på tålt ophold i Kim Larsens univers,” siger han i podcasten, og tilføjer, “men vi elskede Gasolin’.”
Nogenlunde samtidig indledte Bundgaard samarbejdet med Dan Turèll, hvis mange bøger han var fast illustrator og forsidetegner på. Fra begyndelsen af 80erne har Bundgaard skrevet eller medvirket i næsten 50 bøger.
Han står blandt meget andet bag coveret (se fotoet) til Sods/Sort Sols debut-album ‘Minutes to go’.
I dag er Peder Bundgaards helbred er ikke helt, hvad det var en gang, men hjernen er skarp. Med stor no shit-faktor og selvironi fortæller Peder Bundgaard om sin vej ind og ud af rockbranchen som fotograf, tegner og skribent.
Music From The Front er et samarbejde mellem Mediano Music, fotojournalist Helle Arensbak og instruktør Torben Skjødt Jensen.
Lyt til podcasten her:
af Jan Have Eriksen | dec 17, 2019 | Podcast
Musikken til de to første album ‘Pas på pengene’ og ‘Glad i åbningstiden’ blev indspillet i 1992/93 på et tidspunkt, hvor Dan Turèll ikke vidste, at han var syg. Han døde af kræft den 15. oktober 1993.
En dag inden udgivelsen af ‘Pas på pengene’ sad Halfdan E og Dan Turèll på deres pladeselskab og talte om den forestående reception. Som Halfdan E siger i podcasten:
‘Min kæreste har lige forladt mig. Jeg har det virkelig skidt,’sagde jeg. ‘Den tror jeg, at jeg kan toppe. Min læge har lige fortalt, at jeg har et halvt år tilbage at leve i,’ sagde Dan.
Forinden havde de indspillet en masse tekster, som Halfdan satte musik til. Det blev et hit. Et udtryk som ‘Jeg holder af hverdagen’ er forlængst blevet en del af den danske sprogskat.
Hør Jan og Halfdan tale om:
-
Dan Turèlls folkelighed og rolle som både punk og pop. Og hans holdning til det.
-
Onkel Dannys dobbelthed som både satirisk betragter og en fordomsfri, helhjertet del af Danmark. Hør det dokumenteret i det formidable nye ‘nummer’ ‘Biografi & Testamente’.
-
Dan Turèlls enestående evne til at beskrive stemninger – især i miljøet omkring det elskede Vesterbro.
-
Teksten ‘Driverdage’, der med på ‘Telefon til afdøde’. En hyldest til datteren Lotus. Det er ingen hemmelighed, at Lotus’ barndom ikke altid var lykkelig. Her får Dan Turèll en stilfærdig stemme.
Vært: Jan Eriksen
Producer: Peter Rubek Nielsen