I 2017 udgav Little Steven van Zandt albummet Soulfire – efter femten års pause, der blev brugt på tv-serierne Sopranos og Lilyhammer samtidig med, at han passede sit faste job som sideman i Bruce Springsteens E-Street Band.
Betegnende for Little Stevens projekt indeholdt Soulfire mest numre, som han havde skrevet til andre kunstnere tidligere i karrieren.
Efter pausen og en solokarriere, hvor han tidligere havde markeret sit store politiske engagement, søgte han at genopfinde sig selv i den musik og den spirit, der prægede ham dengang, han begyndte sin karriere i diverse bands i og omkring Asbury Park, New Jersey.
Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park
Det var et eksperiment, som blandt bragte ham to gange til Danmark, hvoraf jeg så ham en gang i Amager Bio.
Dengang i november 2017 forlod jeg Bioen som et lalleglad menighedsmedlem, der netop var rystet igennem en gennemmusikalsk katarsis i den bandana-klædte pastors gospelkirke. Heldigvis er Steven ikke alene fortsat med at turnere med sit 16 personer store band, han er også begyndt at skrive nye numre, der tidligere i år udkom på albummet Summer of Sorcery.
Allerede i det første nummer ”Communion” fra samme album var den der, stemningen, der kan være lige så svær at beskrive, som den vel i bund og grund er såre enkel: Følelsen af fælleskab, communion.
Det blev efterfulgt af et andet nyt nummer, den solskoldede, feststemte mambo ”Party Mambo”, inspireret af et besøg i Caribien.
Som det ligger i bandnavnet er soul (tilføjet et ’rock’) det nærmeste, man kommer en beskrivelse af spillestilen, men det er alligevel ikke sådan helt dækkende.
Doo-wop og møgbeskidt blues
For i næste nummer “Love Again”, der er en slags overskrift på den sommerstemning, Steven forsøger at fremmane med sin musik, var vi med snuptag fløjet fra Cuba til Jerseyside med doo-wop og tidlig Tin Pan Alley 60’er-rock i bagagen.
Med saxofonisten helt fremme ved scenekanten i solo så charmerende og forrygende, at hårene på armen rejste sig.
Fulgt op af en møgbeskidt omgang tyktflydende tidlig 70’er bluesrock i “I Visit the Blues” og “Gravity”.
Jo, jo den bliver liret af deroppe på scenen. Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park.
Dertil kommer en spilleglæde, Steven åbenlyst deler med sit store orkester.
Måske er en del af forklaringen, at bandlederen entydigt vægter det kollektive udtryk med rum til alle musikere. Vel er der soli, også fra hans egne guitarer, men de er fordelt nogenlunde ligeligt. På forhånd kunne man måske have frygtet/håbet, at han ville bruge lejligheden til at kaste sin egen sustain ud over det sagesløse publikum. Især taget i betragtning, at han efterhånden mest har rolle som rytmeguitarist i The E-street Band.
Men også den anden guitarist, blæserne og især keyboardspilleren Lowell Levinger, der som medstifter af kultbandet The Youngbloods er en af van Zandts 60’er-helte, havde plads.
Skamløst storforbrug af Phil Spector-referencer
Undervejs spillede bandet tre af de numre, Bruce Springsteen og van Zandt har skrevet til New Jersey-legenden Southside Johnny. De er måske nok skrevet som en håndsrækning til en gammel ven, men de er ikke mindre medrivende, spændstige eller for den sangs skyld interessante end så meget andet, som en indramning af den lyd og gospel, der opstod i klubber som The Stone Pony og Asbury Lane i Asbury Park.
“Love on the Wrong Side of Town”, der med sit diskrete lån fra “Needles and Pins” og skamløse storforbrug af Phil Spector-referencer med tryk på det digitale Glückenspiel emmede af den æras musikalske uskyld. Mine mundvige søgte helt af sig selv mod nord.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen
”A World of Our Own” lød, som hvis Steven og hans femten håndlangere på scenen, havde taget alvoren og new wave kanten ud af Elvis Costellos ”Olivers Army” og losset instrumentale lag på, så nævnte Spector ville blusse.
Ikke at der ikke også var alvor i Amager Bio. Blandt andet med reference til Sydafrika, som Costello i øvrigt også synger om i “Olivers Army”.
Som næstsidste nummer spillede souldisciplene en version af Little Stevens egen antiapartheid-sang “Sun City”, der, som han med klædelig ubeskedenhed sagde, fjernede apartheid. Var det bare så enkelt, hvorfor så ikke skrive en sang om Donald Trump, men det er en anden sag.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen. Som blandt andet fandt et musikalsk udtryk i ”Vortex”, også fra det nyeste album.
Det var så også i dette nummer, jeg endnu en gang bemærkede, hvor fremragende musikere, souldisciplene er. Præcise og skarpe på breaks i det svovlhvæsende, chilihede funky beat lagt i hænderne på den medlevende perkussionist, trommeslageren og bassisten. Dén sikkerhed og soulfeeling… Netop denne blanding af strittende spilleglæde og kompetence er en stor del af forklaringen på, at det føltes som én stor fest, trods de mange genreimpulser.
Hvis The Disciples of Soul minder om et andet orkester, er det funkpionererne Sly and the Family Stone, mener van Zandt selv. Efter at have hørt de mere funky numre er man tilbøjelig til at give ham ret.
Undervejs hyldede manden i front sit kor som en refleks af de første sorte kvinder, der stillede sig i front på scenen – uagtet at de ikke selv havde skrevet musikken, var det grupper som Martha and the Vandellas, The Marvelettes, The Shiffons og The Shirelles, der tog de første store skridt fremad for unge, sorte kvindelige musikere.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads
Måske kan den musikalske kærlighedsaffære i Amager Bio i virkeligheden bedst beskrives med det, der heldigvis manglede i Amager Bio: Elefanten, der ikke var i rummet: Bruce Springsteen. Bortset fra en enkelt joke, da Steven præsenterede et Southside Johnny-numrene:
”Mr. Springsteen er arbejdsløs for øjeblikket. Derfor sørger vi for, at han får lidt rettighedspenge ind… Det er sådan, det er. Vi tager hånd om hinanden i New Jersey.”
Underforstået: ”Jeg ved godt, at I godt ved, at Mr. Springsteen er fantasistratosfæriskmilliardær”. (Nogle af os ved også, at Mr. Springsteen ikke ligefrem overbetaler medlemmerne af The E-Street Band).
Et taknemmeligt ‘Sha-la-la-la-la-la-la’
Så meget desto større respekt for van Zandts projekt. 16 musikere plus det løse der rejser verden rundt og bevidst kun optræder i små klubber for den rette, tætte stemnings skyld. Det eneste overskud, der kommer ud af det er af musikalsk art. Det er til gengæld stort.
Ikke et sekund savnede jeg van Zandt trække på den betragtelige kapital, der udgøres af Springsteens sangskat – hvoraf Steven har påvirket adskillige sange, bl.a. ”Born to Run” og ”Tenth Avenue Freeze Out”. “Bobby Jean” siges ofte at handle om de to mænds venskab.
Hvis Bossen var med, var det nærmere som en spirit in the night, en medskyldig fra dengang, ånden blev skabt. Meget betegnede var de svageste punkter i sættet et par gamle arketypiske 80er-sange, som Little Steven skrev kort efter, han havde brugt med The E-Street Band.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads.
Da jeg forlod Amager Bio efter to en halvtimes dukkert i musikkærlighedens heldigvis uudtømmelige kilder og en finale med den prægtige twist-parafrase “Soul Power Twist”, “Sun City” og highway-rockeren “Out of the Darkness”, var der ikke så meget andet tilbage end at udråbe et taknemmeligt ”Sha la la la la la la” for The One, The Only Little Steven.
Little Steven and the Disciples of Soul, Amager Bio, mandag 5. august 2019.
Overfladisk hørt er Bruce Springsteens nye album Western Stars et sofastykke af en popsymfoni. Men man skal ikke ret langt ind i den musikalske B-film, før man hører de 13 numre, eller rettere scener, som hans tilvirkning af amerikanske popkulturelle myter i almindelighed og Springsteens egen liv i særdeleshed.
Hvor Nebraska rakte hånden ud til Reaganæraens glemte steinbeck’ske Tom Joad’er, fortæller Western Stars om dem, der i Trumps USA lever i minderne om en drøm.
I den bevægende Netflix-dokumentar I’ll Be Me fortæller Springteen om sin inspiration fra hovedpersonen Glenn Campbell.
Et sted mellem medio 1960’erne og medio 70’erne fløj Campbell ind fra Los Angeles til Nashville med sin strygerbaserede, genredefinerende countrypop og skabte rystelser blandt dogmatikere i countrymusikkens hovedstad. Det var med numre som “Universal Soldier”, “Gentle on My Mind” og ”By the Time I Get to Phoenix”.
Western Stars er en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier
Det er med inspiration i dette univers af country, folk og americanapop med et ukendt antal strygere og blæsere fløjlsblødt i ryggen, man finder manden de kalder rock’n’rolls Boss på dette nye album.
Der medvirker en håndfuld gæsteoptrædende musikere. Fra E-Street Band Charlie Giordano og Soozie Tyrell og Springsteens gamle partner in crime David Sancious.
Springsteens kone Patti Scialfa lægger vokal til fire numre med kor, der giver mindelser om salig alt for tidligt afdøde Karen Carpenter. Dét alene kalder på respekt.
Mange fans af rock’n’rolleren Bruce Springsteen vil sikkert stå af allerede under første nummer.
Gør man derimod sig selv den tjeneste at trække sin Stetson ned i panden, sætte sig ind i sin mentale convertible og trykke på cruise control opdager man snart dybderne i Bruces road trip. Western Starser en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier.
I titelnummeret tager han skikkelse af en skuespiller, måske en stuntman, der på højden af karrieren blev skudt af John Wayne, og nu drømmer om den blå pille, der lover én det hele tilbage. Et forholdsvis sjældent anfald af humor i en Springsteen-tekst. Pakket ind i strygere ad libitum er denne ironiske westernmyte et vellydende instamoment fra en oldtimer, der drømmer om at shine bare en enkelt gang mere nede på Sunset, inden han rider ud mod horisonten.
Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men også i det man hører mellem linjerne
Og han dukker op igen i ”Fast Drive (The Stuntman)”. Han kan stadig køre hurtigt, selvom flere af hans lemmer er skiftet ud med stål. Faktisk er der vist det eneste, der giver ham glæde. Hans drøm er erindringen om hende, der kom og for længst gik igen. Man kan se det som en parafrase over den amerikanske drøm.
I et af pladens absolutte højdepunkter, den uimodståeligt swingende tex-mex pastiche ”Sleepy Joes Cafe”, kan man næsten fysisk foran sig se en stille lørdag aften i bulen, hvor Joe og May regerer, forandre sig til festen, der visker mandag morgen ud. For en stund. Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men ligeså meget i det, man hører mellem linjerne.
Ikke alt er lige godt på dette album. “Wayfarer” f.eks. lyder som et nummer, hverken Bruce eller hans producer helt vidste, hvad de skulle stille op med.
Til gengæld rummer ”Hello Sunshine” med sit lån af meloditemaet fra klassikeren ”Everbody’s Talkin’” en nærmest rørende hilsen til en af de bedste, definerende countrypop-sange.
I ”There Goes My Miracle” hører jeg Springsteen synge til 24-25-årige Bruce siddende på sin front porch foran det lejede hus i Oakhurst, NJ, mens han kæmper med ordene til det, der senere skulle blive til “Thunder Road”: “Like a vision she dances across the porch as the radio plays / Roy Orbison singing for the lonely.”
Snart 70-årige Bruce ved, at disse attraktive feminine skyggebilleder kommer og går for at lade sin efterladte tilbage med Roy. “Heartache, heartbreak, love gives, love takes, The book of love holds its rules. Disobeyed by fools”, som han synger.
Såvel melodi, produktion som Springsteens vokal oser af orbisonsk melodrama.
På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn
Albummet munder ud i endnu en nedtonet countrysang om “Moonlight Motel”, hvor mælkebøtter vokser op gennem sprækker i betonen, et enkelt ungt par forsvinder mellem bølgende lagner. Med næsten uhørligt diskrete strygere, Bruces akustiske guitar med støttende håndsrækning fra en indfølt steel guitar breder musikken sig som bagtæppe for rulleteksterne:
“I pulled a bottle of Jack out of a paper bag, poured one for me and one for you as well”.
Sangens lone rider kan ikke rigtig gøre andet end at trække på skulderen og huske, hvad hende, der igen for længst er væk, en gang sagde:
“I det mindste har du prøvet at elske”.
På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn.
Bruce Springsteen, Western Stars, album, udkommer 14. juni
Kun 120-130 tilskuere mødte torsdag aften op i BETA på Amager til en koncert med den amerikanske folk/country singersongwriter Gretchen Peters og hendes mand Barry Walsh. Ja, vi var få. Men oplevelsen var stor – en af dem, der ikke går over lige med det samme.
Indrømmet, i udgangspunktet vidste jeg ikke meget om Peters, da jeg øjede hende i Amager Bios/BETAs aprilprogram. Huskede hende som en af de utallige navne, jeg ikke nåede på en Roskilde Festival (2015). Og dog, det skulle vise sig, at hun kendes som medkomponist til “When You Love Someone”, som hendes gode ven Bryan Adams gjorde til et hit i forbindelse med sin MTV Unplugged-koncert og plade.
Gretchen Peters bliver ofte med god ret kaldt den hemmelige countrystjerne. I årevis var det hendes vigtigste reaison d’etre at skrive til andre som Shania Twain, George Strait og Neil Diamond.
Indtil forleden har hun og Walsh turneret i Europa med et strygerensemble. Vel sagtens af økonomiske grunde var det ikke med i aften på scenen ved Øresundsvej. Og jeg må indrømme, at jeg før koncerten betragtede de to mikrofoner og enkelt keyboard på scenen med en vis skepsis. Har meget få mindeværdige oplevelser med rent akustiske versioneringer af elektrisk rock.
En koncert med en ekstatisk Graham Parker en gang i Loppen i nittenhundrede-og-hvidkål er en undtagelse.
Rigtig mange af de numre, Peters og hendes mand spillede her i aften, er indsvøbt i strygere i pladeversionerne. Nogle af dem lyder lovlig smægtende, old school Nashville til min smag. Ikke at den radiovenlige Patsy Cline-esque lyd ikke har sin berettigelse – er du Crazy? – men det skulle meget hurtigt vise sig, at Peters krøniker stod endog meget skarpere og mere livagtige i det simple set-up på BETA-scenen.
Med hende og Walsh alene på scenen var den menneskelige og musikalske kemi dem imellem tydeligt.
Begge har humor, som f.eks. da Peters annoncerede “Lowlands”, som sangen hun skrev en sort, sort novembermorgen i 2016, da hun måtte indse, at den var god nok: USA havde valgt Trump. Og som hun kløgtigt tilføjede: ”Mange siger, at USA ændrede sig den dag, jeg tror bare vi afslørede os selv”.
Især Barry Walsh viste sig som en lun fætter, som da han, efter Peters fortalte, at de havde spillet sammen i over 30 år og havde været gift i ni, tilføjede ”Det var verdenshistoriens længste audition”.
De lagde ud med “Arguing with Ghosts” fra Peters’ seneste album fra 2018 Dancing with the Beast. Et album, hvor hun bekræfter, hvad hun selv har sagt flere gange: “Jeg er storyteller, ikke protestsanger”.
Albummet er en samling sange, der fortæller hver sin kvindes skæbnefortælling set og hørt på bagsiden af et vingeskudt post 2016-USA.
“Arguing with Ghosts” og den næste “Wichita” og f.eks. også “Blackbirds”, som hun selvironisk præsenterede som sin murder ballad, er postkort eller instagramopslag fra et roadtrip mellem marker, ”sået med ond hvede”, USA besunget fra køkkenvaske, drugstores, sidegader hvor vindbøjtler suser mellem benene, faldefærdige træhuse og kirker, som ikke en gang troen kan holde sammen på.
Allerede fra begyndelsen slog Gretchen Peters en cirkel omkring os få tilhørere i salen. Og fastholdt sit momentum til det sidste.
Hendes vokal har måske ikke en specielt outstanding personlig klang, til gengæld synger hun, det hun gør, fremragende. Den 61-årige kvindes stemme lyder faktisk helt upåvirket af tidens tand. Hendes brug af vokale virkemidler var både fascinerende og ja, bedårende. Som var det hende magtpåliggende give teksternes ord deres helt særegne lyd. Som i sangen “Say Grace”, der emmer af solidaritet med den kvinde, hun synger om. Den blev sunget med samme følelse, som må have skabt den for et par år siden. Gåsehudsfremkaldende.
Igen og igen bemærkede jeg, hvordan A- og B-stykker vævede sig umærkeligt ind i hinanden. Så elegant. Som også den livsfilosofi, man fornemmer mellem linjerne. Som hun meget skarpt synger i Matador, “Jeg holder med tyren. Jeg holder med tyrefægteren.” Tvivl og en form for zen går hånd i hånd. Som hun også synger: “Life’s a beautiful disaster”.
Barry Walsh har spillet keyboard for blandt andre Roy Orbison, Willie Nelson og Waylon Jennings. De tre navne lader jeg lige stå et øjeblik… Walsh har været med til at definere lyden af Nashville med andre ord. Har i øvrigt også spillet sammen med Alex Chilton – tjek ham evt. i Netflix-dokumentaren om Big Star.
Men under aftenens koncert tænkte jeg lige så meget på et job, han ifølge sin kone har haft i Memphis – som keyboardspiller for The Reverend Al Green i dennes baptistkirke.
Dere r brusende gospel og orkestralt drama i Walshs spil – så meget, at det nærmest er et orkester i sig selv. Hvad enten han spiller boogie som i “Woman of the Wheel”, powerrock som i “Idlewild” eller med et Leon Russel-agtigt attack som i “Hallo Cruel World”.
Inden pausen spillede Walsh et af sine mange klaverstykker, det Erik Satie-inspirerede “Belgian Afternoon”. Lyden af kunstnernavn og titel sat sammen skaber måske nogle bittersøde melankolske billeder – men det er egentlig bare en hyldest til belgisk øl.
Gretchen Peters har i årevis været en af de vigtigste stemmer i countrymusikken. Glædeligt at der lige nu bliver bygget videre på hendes værk af unge kvindelige countrysangere som Kacey Musgrave og Brandi Carlile.
Gretchen siger i et interview på unratedmag.com, at det ultimative for hende ville være at stå på scenen som korsanger bag Bruce Springsteen, bare for at mærke magien fra The E-Street Band.
Tidligere i dag læste jeg, at Den Store Storyteller selv er på vej med et soloalbum. Stadig høj på følelsen fra aftenens koncert i BETA – toppet af en sjælfuld version af Rolling Stones’ Muscle Shoals-nummer “Wild Horses” – vil jeg mene, at det nærmere var Springsteen, der skulle stille sig op bag Gretchen og Barry – for at mærke magien.
