Brian Wilson (1942-2025) – Gatekeeper ved en port til det guddommelige

Brian Wilson (1942-2025) – Gatekeeper ved en port til det guddommelige

Den 82-årige musiklegende Brian Wilson er død. Det bekræfter hans familie i en udtalelse på sociale medier. “Vi er sønderknuste over at annoncere, at vore elskede far Brian Wilson er død. Vi savner ord lige nu. Respekter venligst vores privatliv på dette tidspunkt, hvor vores familie sørger. Vi ved, at vi deler vores sorg med verden. Love & Mercy.”

Sorgen deler de med den, der skriver disse linjer.

Da jeg som 12-årig begyndte at komme på det lokale musikbibliotek, lyttede jeg en dag tilfældigt til Beach Boys-albummet Sunflower (1970), lånte det og optog det på et kassettebånd. Det skulle vise sig at være et af de øjeblikke, hvor livet for en stund får et nyt perspektiv. Det er noget af det, musik kan.

“Tears in the Morning”… er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God only knows.

Siden har det næsten absurd vellydende Sunflower, der langt fra hører til Beach Boys mest kendte, fulgt mig som en form for støtte og sjælesørger. Fra det handlingsanvisende “Add Some Music” over den latterligt medrivende produktion af “This Whole World”, den McCartney’sk løsslupne “Deirdre” til den klirrende friske lyd af “Cool, Cool Water”.

I dag ved jeg, at det er et af Beach Boys mest harmonisk producerede album. Jeg ved det, for det har Mike Love en gang fortalt i et interview. Flere årtier inden det blev et begreb, har albummet ofte været min mindfulness-øvelse. Det kommer jeg tilbage til.

Så da nyheden om Beach Boys Brian Wilsons død kom frem onsdag, var det næsten – næsten – som at miste et familiemedlem. Eller rettere et fremtrædende medlem af det sammensurium af preferencer, der udgør min musikalske familie.

Geniet Brian Wilson

I wasn’t made for these times,” synger Brian Wilson allerede i 1966 på Pet Sounds.

Måske har han indimellem følt sig meget alene. Hvordan skulle det næsten ellers være med et menneske, der er født til at være gatekeeper ved en port til det guddommelige – med et øre, der kunne høre lyde, toner, stemninger, som ingen andre?

Om netop Brian Wilsons musikalske øre, sagde hans fan, Bob Dylan, en gang:

”Det øre, Jesus, han bliver nødt til at testamentere det til the Smithsonian, (museum, red.)”.

Heldigvis var Brian Wilson i stand til at omsætte sine drømmebilleder til himmelsk musik. Ingen i rockmusikken har nydt og vil stadig i årene fremover nyde så stor anerkendelse som Wilson. Lige nu hyldes han overalt på internettet.

Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.

”Brian Wilson var en total sonisk visionær. Dette faktum kan ikke underdrives. Han var ikke alene kongen af hitlisterne med The Beach Boys, men også en musikalsk pioner, skyhøjt oppe i træerne som mesteren af alle blandt soniske opdagelsesrejsende. Ham, der fik branchens hoveder til at dreje sig i svælgende beundring, når de opdagede denne mester. Han var din foretrukne musikers foretrukne musiker,” skriver Far Out Magazine fx meget rammende.

Det er ingen hemmelighed, at de charmerende, uskyldsrene billeder af Beach Boys i stribede skjorter og shorts, med surfboards under armen hurtigt falmede efter de første gyldne år.

brian wilson
The Beach Boys (Carl Wilson, Dennis Wilson, Mike Love, Al Jardine, Brian Wilson) cirka 1962.

I store dele af sit liv var Brian Wilson plaget af nogle usædvanligt ondsindede dæmoner, der flere gange truede med at fortære ham, og som det i øvrigt heldigvis lykkedes ham at overkomme i flere omgange. Det er heller ingen hemmelighed, at med Wilson-brødrene, Carl og Dennis’, alt for tidlige dødsfald lignede Wilson-fablen mere en tragedie end en feel-good movie med happy end.

Men i stedet for at dvæle ved forbandelserne skal dette handle om musikken.

Surfin’ all over

Allerede som dreng sang Brian Wilson perfekt. Hans brødre, Carl og Dennis’ interesse i rock’n’roll fik ham tændt på den nye populære ungdomskultur. Efter en kort omvej – eller genvej – gennem Carl and the Passions, dannede de tre – sammen med Dennis og vennen Al Jardine – Beach Boys.

Beach Boys første californiske bølgeskvulp var 1961’s ”Surfin” – den første i en række Wilson-skrevne hit som ”Surfin’ Safari”, ”Surfer Girl” og ”Surfin’ USA”, hvor sidstnævnte nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister og cementerede deres gennembrud.

Brian Wilson (top) med brødrene Carl (i midten) og Dennis i et PR-foto fra Capitol Records, 1962. Wikimedia.

Derefter fulgte en fortryllende række hit. Som den førende kreative kraft i Beach Boys skabte Wilson en lyd, der på sin vis kunne virke både sorgløs og melankolsk, men også i stigende grad både pirrende og foruroligende i sin søgen mod det store ukendte, mod ubetrådte lydlandskaber.

Det begyndte med surfing, piger og biler, harmonier så imponerende smukke som udsigterne i Yosemite nationalparken i det nordlige Californien. Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.

The Beach Boys’ album Pet Sounds fra 1966 – skrevet (sammen med Tony Asher og Mike Love) og produceret næsten udelukkende af Wilson – ses ikke kun som gruppens mesterværk, men for mange det største album nogensinde.

Blandt andet nummeret “God Only Knows”, som Bono engang har beskrevet som det nummer, hans alter ego, MacPhisto, lytter til, når han indimellem bilder sig ind at være et geni, og har brug for at blive sat på plads.

Brian Wilson
Pet Sounds. Album cover.

Pet Sounds var udtænkt som et overordnet statement snarere end sange, med komplekse arrangementer, der indeholdt alt fra orkesterinstrumenter til Coca-Cola-flasker og tomater.

Inden Pet Sounds havde Beach Boys udgivet tre minutters mesterværker som fx “Don’t Worry Baby” og “Good Vibrations”. Jeg bliver aldrig træt af break’et efter 2 minutter og 16 sekunder i sidstnævnte, hvor et næsten sakralt kor efterfølges af et brud og et let og luftig forløb. Det er, i mangel af et bedre ord, kunst.

“Don’t Worry Baby” – jamen, de der vidunderlige korharmonier igen, sunget så de faktisk lyder som den trygge favn, ordene påstår. Ja, og melodien og verdens mest minimalisk og derfor lammende præcise guitarsolo.

Et vidunderligt liv

I slutningen af 60erne skiltes Wilson fra resten af Beach Boys. Voksende psykiske problemer, der formentlig blandt andet havde rod i en kronisk angst og hyppige opgør med en tyrannisk far, kombineret med et heftigt stofmisbrug lammede ham.

Mange år senere efter årtiers fejlbehandling blev han endelig diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse og mild manisk depression. Han sagde i 2019:

“Der var tidspunkter, hvor (min) sygdom var uudholdelig, men med læger og medicin har jeg været i stand til at leve et vidunderligt, sundt og produktivt liv.”

Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning

Brian Wilson skulle komme til at optræde og indspille med Beach Boys i flere omgange fra 70’erne frem mod 00’erne. Jeg så ham sammen med mange, mange tusinde andre i Tivoli i 1980, hvor Wilson ærlig talt ikke virkede specielt veloplagt.

Samtidig oplevede jeg, hvad jeg skulle få bekræftet et par gange senere, at uanset stranddrengenes stigende alder og omvendt proportionalt faldende sanglige kvaliteter, vil sangenes magi altid overleve – selv på laveste blus.

Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning. Nemlig da ildsjælen Darian Sahanaja og tekstforfatteren Van Dyke Parks i 2003 sørgede for, at det glemte, fortabte pladeprojekt fra 1960’erne, Smile, blev udgivet som Brian Wilson Presents Smile. Omgivet af fremragende musikere optrådte Wilson med sangene og en stribe hits, bl.a. i Cirkus i Stockholm en af disse sjældne varme nordiske sommeraftener, hvor Skærgården lignede en glimtende drøm.

At se og høre disse musikere loyalt, omsorgsfuldt og ja, supermusikalsk, hjælpe Wilson med at give lyd til det, der oprindelig lignede et vanvidsprojekt – ja, hvordan skal jeg beskrive det. Som at vågne op i morgen og opdage morgengryet ligne den første morgen, som Cat Stevens synger i en anden sammenhæng.

Brian Wilsons premiere på sit Smile-projekt. Nyd publikums hyldest.

Et skridt videre

Tilbage til Sunflower. Efter min mors død for tolv år siden boede min søster og jeg nogle dage hos min far. En aften opdagede jeg mit gamle kassettebånd med optagelsen af Sunflower i en plastikkasse i et skab. Lyttede til det på min medbragte Sony reportage-båndoptager, som jeg havde medbragt, hvis der skulle blive momentum for lidt arbejde i form af en båndudskrift. Lyttede igen. Lyttede igen tidligt næste dag, en frostklar februar-morgen.

At lytte til Bruce Johnsons “Tears in the Morning” lige den morgen i samme hus i den situation og med samme udsigt som, da jeg lærte Beach Boys at kende 43 år tidligere, er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God Only Knows.

Så vel er det tragisk, som det som regel vil være, når et menneske forlader denne verden. Men i Brian Wilsons tilfælde vil jeg forlige mig med, at han opnåede, hvad der er de færreste andre forundt. Nemlig at bringe verden et skridt videre i den rigtige retning.

The Chicks, Rumer og Fleet Foxes – skilsmisse-country, længsel og tålmodighedskrævende indie-pop

The Chicks, Rumer og Fleet Foxes – skilsmisse-country, længsel og tålmodighedskrævende indie-pop

The Chicks’ bedste album nogensinde

“I hope you die peacefully in your Sleep,” synger Natalie Maines akkompagneret af en enkelt guitar på Tights on My Boat. Så er tonen slået an på The Chicks’ album Gasligther, det første i 14 år med nyskrevne sange.

Modsat de fleste andre ’skilsmisse-album’ i rockhistorien har Maines fortalt åbent om baggrunden for hovedparten af teksterne på albummet – en bister skilsmisse med retssag med alt til faget hørende.

Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde

Og hermed har vi endnu engang fået bekræftet, at smerte, vrede og ensomhed er for sangskrivere, hvad strøm er for computeren, disse ord skrives på.

For Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde.

Er man til country og samtidig liberalt indstillet er The Chicks svære at komme udenom. Selvom det nu er 30 år siden, Maines undsagde daværende præsident George Bush’s Irak-krig er trioen aldrig tilgivet af det fundamentalistiske country-publikum. Som unægtelig er stort i Nashville og omegn. Der er nærmest opstået en Lex Dixie Chicks – f.eks. har både Dolly Parton og Taylor Swift nævnt trioens skæbne som argument for ikke at stå frem politisk.

Bedre blev det selvsagt ikke, da trioen af respekt for Black Lives Matter-bevægelsen for nylig ændrede navn fra Dixie Chicks til The Chicks.

På Gaslighter svinger stemningen mellem det sammenbidt angrebslystne i titelnummeret over den muntert truckbar-swingende Texas Man til den tungt violin-indsvøbte Everybody Loves You. Og videre i My Best Friends Wedding med coldplay’sk folk-tænkning i arrangement og struktur.

Det er både skarpt og hjerteskærende i afslutningssangen Set Me Free. Delikat udførte, smukke sange om ensomhed, længsler og drømme om at komme videre og mere kåde ‘på med læbestiften’ up-tempo-numre følger hinanden som sindsstemninger i løbet af en dag, som hos de fleste mennesker. Det hænger sammen som i en fortløbende fortælling.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange

Producer Jack Antonoff er blevet lidt af en go-to-guy for moderne amerikanske sangskrivere som Lana del Rey og Taylor Swift, der afsøger det troværdige fikspunkt mellem moderne 10’er-lydlig fornuft og -følelsen i universel sangskrivning; eksemplificeret i det sarkastiske Sleep at Night, hvor banjo, violiner, cello, farmand Neil Maines steelguitar og Antonoffs arsenal af programmeringer spiller organisk sammen.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange.

I øvrigt synger Natalie, Martie og Emily stadig guddommeligt.

Det øgede næppe The Chicks popularitet hos det fundamentalistiske, republikanske country-publikum, at de for nylig optrådte på det demokratiske konvent.

The Chicks, Gasligther – album

–o0o–

Fløjlsbelagt længsel med længsel på

Er du til lyden af og the feel i The Carpenters, Burt Bacharach og og pop-country?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Flygter du ikke skrigende bort ved lyden af en taktfuldt diskret steel-guitar?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Så er Rumers nye album Nashville Tears måske noget.

Allerede da britiske Rumer, født Sarah Joyce, brød igennem i 2011 med albummet Seasons of My Soul, var vi en del, der blev mindet om kvaliteten i såkaldt chamber-pop. Ikke at vi nødvendigvis var så mange her i landet. Da jeg så hende i Lille Vega i 2014, var vi 70 – 80 stykker til stede, der til gengæld blev forkælet med skønsang, wah wah-pedal og Würlitzer-orgel.

The Chicks
HUGH PRESTWOOD & RUMER

Med diagnoser som ADHD, bipolar II disorder og PTSD gætter jeg på, at Rumer ved, hvad smooth vellyd i højttalerne kan gøre for at gyde olie på de indre vande. Ligesom hun sikkert også ved, at det ofte er stilhed før storm.

Måske er musikkens ASMR-kvaliteter ligefrem en form for kunstnerisk drive for hende. Som næppe er blevet mindre, efter hun er blevet gift med Rob Shirakbari – manden, der i årevis var Burt Bacharachs musical director.

På Nashville Tears har Rumer truffet et ualmindelig sympatisk valg. Samtlige 15 sange på albummet er skrevet af country-ikonet Hugh Prestwood, hvis stilsikre kompositioner er sunget af en lang række stjerner.

Det er som en behagelig strøm af sange, vers, omkvæd, der flyder som jordbær i en skål med champagne, men grundfølelsen er nærmere melankolsk end festlig. Uendelig melankolsk, faktisk.

Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter

Så når Rumer med stilfærdig stemmeføring til lyden af silkebløde violiner synger “I’m just a ghost in this house, I’m shadow upon these walls, As quietly as a mouse, I haunt these halls,” mærker man den stille desperation sive gennem den perfektionerede vellyd som en syrlig bismag.

Det er meget flot. Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter.

Skåret ned til 10 eller 11 numre havde det været en glimrende, terapeutisk lydsætning af en universel følelse. Og samtidig en hyldest til primo-70’ernes county/pop-konger og dronninger.

Rumer: Nashville tears (The Songs of Hugh Prestwood)

The Chicks

Lovlig diskrete raffinementer

Feathery Weight hedder et af numrene på Fleet Foxes Shore. Det er på en måde en fin overskrift på gruppens fjerde album.

For på Shore lyder Fleet Foxes mere end nogensinde som en fjerlet, nærmest vægtløs indie-popversion af forbilledet Brian Wilsons musik i perioden fra Pet Sounds over specielt Smiley Smile og det mere kommercielle Sunflower og et stykke ind i 70’erne. I øvrigt er Brian Wilson samplet på Cradling Mother, Cradling Woman.

Fleet Foxes blev i 2008 dannet af Robin Pecknold og blev på rekordtid et hovednavn på den amerikanske folk-indie-pop scene – i mangel af en mere rammende genrebetegnelse. Der er klare grænseflader mod såkaldt dream-pop.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl

Der har altid været en forunderlig, i bedste fald magisk dualitet mellem tyngden i Pecknolds referencerige tekster, der absolut kræver fordybelse af lytteren, og det forholdsvis lyse folk-poppede, sværmeriske udtryk med mange instrumentalt og elektronisk skabte lydlag og kringlede akkordskift.

Der er flere lyspunkter på Shore, hvor kompleksitet og gode melodier supplerer hinanden.

The chicks

Albummet indledes med en hyldest til en sangskriver, der har begået selvmord, senere følger en hyldest til bl.a. John Prine, der døde af corona-relateret sygdom tidligere i år.

Senere på albummet er et nummer, Jara, der – ligesom svenske Hoola Bandoola Band en gang for længe siden – hylder en chilensk aktivist, der blev dræbt i 1973, da Salvador Allendes demokratisk valgte regering blev væltet med hyperaktiv støtte fra Nixons USA. Omdrejningspunktet på Shore er sangskriver Pecknolds refleksioner over et Amerika, omklamret af hele to pandemier, nemlig Corona og præsidenten.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl. Som Pecknold, der en gang var sekunder fra at dø på surfbræt, selv har gjort. Også musikalsk er Fleet Foxes tilbage i et noget lysere lydbillede end på det forrige album.

Men det er som med Rumer. Udstrakt over 15 numre bliver det meget langmodigt med en musikalsk strøm, hvor raffinementerne er placeret meget diskret i lydbilledet.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille

Eller for at låne en metafor fra coverets foto, som kan ses her på siden – floden deler sig i flere og flere bifloder, der alle ser ens ud på afstand. Jeg bliver helt glad hver gang, Can I Believe You sætter i gang i mellem-tempo. Et brud. Fedt. Det samme med Feather Weights insisterende forsøg på at klæbe sig fast i øret. Endnu et brud.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille.

Fleet Foxes, Shore – album