The Chicks’ bedste album nogensinde

“I hope you die peacefully in your Sleep,” synger Natalie Maines akkompagneret af en enkelt guitar på Tights on My Boat. Så er tonen slået an på The Chicks’ album Gasligther, det første i 14 år med nyskrevne sange.

Modsat de fleste andre ’skilsmisse-album’ i rockhistorien har Maines fortalt åbent om baggrunden for hovedparten af teksterne på albummet – en bister skilsmisse med retssag med alt til faget hørende.

Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde

Og hermed har vi endnu engang fået bekræftet, at smerte, vrede og ensomhed er for sangskrivere, hvad strøm er for computeren, disse ord skrives på.

For Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde.

Er man til country og samtidig liberalt indstillet er The Chicks svære at komme udenom. Selvom det nu er 30 år siden, Maines undsagde daværende præsident George Bush’s Irak-krig er trioen aldrig tilgivet af det fundamentalistiske country-publikum. Som unægtelig er stort i Nashville og omegn. Der er nærmest opstået en Lex Dixie Chicks – f.eks. har både Dolly Parton og Taylor Swift nævnt trioens skæbne som argument for ikke at stå frem politisk.

Bedre blev det selvsagt ikke, da trioen af respekt for Black Lives Matter-bevægelsen for nylig ændrede navn fra Dixie Chicks til The Chicks.

På Gaslighter svinger stemningen mellem det sammenbidt angrebslystne i titelnummeret over den muntert truckbar-swingende Texas Man til den tungt violin-indsvøbte Everybody Loves You. Og videre i My Best Friends Wedding med coldplay’sk folk-tænkning i arrangement og struktur.

Det er både skarpt og hjerteskærende i afslutningssangen Set Me Free. Delikat udførte, smukke sange om ensomhed, længsler og drømme om at komme videre og mere kåde ‘på med læbestiften’ up-tempo-numre følger hinanden som sindsstemninger i løbet af en dag, som hos de fleste mennesker. Det hænger sammen som i en fortløbende fortælling.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange

Producer Jack Antonoff er blevet lidt af en go-to-guy for moderne amerikanske sangskrivere som Lana del Rey og Taylor Swift, der afsøger det troværdige fikspunkt mellem moderne 10’er-lydlig fornuft og -følelsen i universel sangskrivning; eksemplificeret i det sarkastiske Sleep at Night, hvor banjo, violiner, cello, farmand Neil Maines steelguitar og Antonoffs arsenal af programmeringer spiller organisk sammen.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange.

I øvrigt synger Natalie, Martie og Emily stadig guddommeligt.

Det øgede næppe The Chicks popularitet hos det fundamentalistiske, republikanske country-publikum, at de for nylig optrådte på det demokratiske konvent.

The Chicks, Gasligther – album

–o0o–

Fløjlsbelagt længsel med længsel på

Er du til lyden af og the feel i The Carpenters, Burt Bacharach og og pop-country?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Flygter du ikke skrigende bort ved lyden af en taktfuldt diskret steel-guitar?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Så er Rumers nye album Nashville Tears måske noget.

Allerede da britiske Rumer, født Sarah Joyce, brød igennem i 2011 med albummet Seasons of My Soul, var vi en del, der blev mindet om kvaliteten i såkaldt chamber-pop. Ikke at vi nødvendigvis var så mange her i landet. Da jeg så hende i Lille Vega i 2014, var vi 70 – 80 stykker til stede, der til gengæld blev forkælet med skønsang, wah wah-pedal og Würlitzer-orgel.

Med diagnoser som ADHD, bipolar II disorder og PTSD gætter jeg på, at Rumer ved, hvad smooth vellyd i højttalerne kan gøre for at gyde olie på de indre vande. Ligesom hun sikkert også ved, at det ofte er stilhed før storm.

Måske er musikkens ASMR-kvaliteter ligefrem en form for kunstnerisk drive for hende. Som næppe er blevet mindre, efter hun er blevet gift med Rob Shirakbari – manden, der i årevis var Burt Bacharachs musical director.

På Nashville Tears har Rumer truffet et ualmindelig sympatisk valg. Samtlige 15 sange på albummet er skrevet af country-ikonet Hugh Prestwood, hvis stilsikre kompositioner er sunget af en lang række stjerner.

Det er som en behagelig strøm af sange, vers, omkvæd, der flyder som jordbær i en skål med champagne, men grundfølelsen er nærmere melankolsk end festlig. Uendelig melankolsk, faktisk.

Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter

Så når Rumer med stilfærdig stemmeføring til lyden af silkebløde violiner synger “I’m just a ghost in this house, I’m shadow upon these walls, As quietly as a mouse, I haunt these halls,” mærker man den stille desperation sive gennem den perfektionerede vellyd som en syrlig bismag.

Det er meget flot. Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter.

Skåret ned til 10 eller 11 numre havde det været en glimrende, terapeutisk lydsætning af en universel følelse. Og samtidig en hyldest til primo-70’ernes county/pop-konger og dronninger.

Rumer: Nashville tears (The Songs of Hugh Prestwood)

Lovlig diskrete raffinementer

Feathery Weight hedder et af numrene på Fleet Foxes Shore. Det er på en måde en fin overskrift på gruppens fjerde album.

For på Shore lyder Fleet Foxes mere end nogensinde som en fjerlet, nærmest vægtløs indie-popversion af forbilledet Brian Wilsons musik i perioden fra Pet Sounds over specielt Smiley Smile og det mere kommercielle Sunflower og et stykke ind i 70’erne. I øvrigt er Brian Wilson samplet på Cradling Mother, Cradling Woman.

Fleet Foxes blev i 2008 dannet af Robin Pecknold og blev på rekordtid et hovednavn på den amerikanske folk-indie-pop scene – i mangel af en mere rammende genrebetegnelse. Der er klare grænseflader mod såkaldt dream-pop.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl

Der har altid været en forunderlig, i bedste fald magisk dualitet mellem tyngden i Pecknolds referencerige tekster, der absolut kræver fordybelse af lytteren, og det forholdsvis lyse folk-poppede, sværmeriske udtryk med mange instrumentalt og elektronisk skabte lydlag og kringlede akkordskift.

Der er flere lyspunkter på Shore, hvor kompleksitet og gode melodier supplerer hinanden.

Albummet indledes med en hyldest til en sangskriver, der har begået selvmord, senere følger en hyldest til bl.a. John Prine, der døde af corona-relateret sygdom tidligere i år.

Senere på albummet er et nummer, Jara, der – ligesom svenske Hoola Bandoola Band en gang for længe siden – hylder en chilensk aktivist, der blev dræbt i 1973, da Salvador Allendes demokratisk valgte regering blev væltet med hyperaktiv støtte fra Nixons USA. Omdrejningspunktet på Shore er sangskriver Pecknolds refleksioner over et Amerika, omklamret af hele to pandemier, nemlig Corona og præsidenten.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl. Som Pecknold, der en gang var sekunder fra at dø på surfbræt, selv har gjort. Også musikalsk er Fleet Foxes tilbage i et noget lysere lydbillede end på det forrige album.

Men det er som med Rumer. Udstrakt over 15 numre bliver det meget langmodigt med en musikalsk strøm, hvor raffinementerne er placeret meget diskret i lydbilledet.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille

Eller for at låne en metafor fra coverets foto, som kan ses her på siden – floden deler sig i flere og flere bifloder, der alle ser ens ud på afstand. Jeg bliver helt glad hver gang, Can I Believe You sætter i gang i mellem-tempo. Et brud. Fedt. Det samme med Feather Weights insisterende forsøg på at klæbe sig fast i øret. Endnu et brud.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille.

Fleet Foxes, Shore – album