af Jan Have Eriksen | sep 30, 2019 | Anmeldelse
Fra POV.International
Anslaget i Perfektion, overskud & andre lorteord er en (måske sandfærdig) historie om dengang, Warberg skulle åbne den tv-transmitterede Danmarksindsamlingen, indtil Prins Joachim og Marie dukkede op. På scenen i Bremen benytter Warberg sin åbning til lige en gang for alle at markere, at han har balls og tør joke om Kongehuset. Eller rettere betjene sig af den klassiske antydningens kunst, hvor det er publikum i salen, der lægger vores egen evt. homofobi eller racisme ind i ligningen.
Det gøres med stor selvironi, som det plejer at være med Warberg. De royale jokes er Warbergs fyrige levering til trods bare ikke ret sjove som andet eller mere end omklædningsrumshumor. Skal man joke med royal seksualitet i 2019 i stand up-comedy, må der gerne være en eller anden form for perspektiv.
Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt
I dette tilfælde er det tyndt, selvom det er der, perspektivet. Den overordnede ramme for Perfektion, overskud & andre lorteord er, ja, perfektion. Eller rettere er moralen, at drømmen om det perfekte liv er en illusion.
Det har man jo hørt – og for den sags skyld selv erfaret igen og igen. Ligesom vi, der har fulgt Warberg, efterhånden har opdaget, at han har tabt sig meget. “Kom nu videre,” tænkte jeg i begyndelsen. Men fordi Warberg opererer i sin egen niche, fanger han opmærksomheden. Man kan sige, at han, der har lidt skuespillerbaggrund, opfører sin komik, ofte grænsende til det affekterede. Det er helt ned til, at han indimellem med sit kropssprog tydeligt pauserer, markerer, at nu skal der grines, venner.
Sådan har komikere selvfølgelig altid gjort, det ligger i jobbet, men få danske komikere søsætter deres pointer så markant som Warberg. Og han gør det med en betydelig mindre manieret stil end i begyndelsen af karrieren, selvom der indimellem stadig sniger sig sådan noget Tony Robbins-agtig sælger ind. Som når han siger, ”vi er nødt til at snakke om”. Fri os for den slags SoMe-klicheer.
Mig-og-min-kæreste-morads
Til gengæld er joken fra Warbergs sexliv, der følger, meget, meget morsom. Nok især hvis man som Warberg ikke er liberalist.
Man må gå ud fra, at den første blog, Eva skrev, efter hun og Adam var blevet forvist fra Paradis, handlede om forskellen på mænd og kvinder. Det er svært at sige noget nyt dér. Når man alligevel griner og smiler med Warberg hele vejen igennem dette mig-og-min-kæreste-morads, skyldes det især, at manden simpelthen er grundsjov. Det skyldes især hans sublime fornemmelse for rummet. Opdyrket dengang, han var æsel, og formentlig senere i hans egen meget intime stand up-klub på Vesterbrogade i København.
På en måde har Warbergs komik en del til fælles med den klassiske, kontante danske revytradition, og ikke et ondt om det, tværtimod. Han spiller rigtig godt. Har et sikkert medfødt funny bone. Er især stærk i mange små situationsspil, kan man kalde det, i de løbende forløb.
Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen… Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen
Mod slutningen for eksempel i en passage om dengang, mormor døde, og Warbergs to spirituelt indstillede søstre mente, at hun havde givet dem et signal. I sig selv ikke vanvittigt sjovt, men igen gør Warbergs udtryk scenen sjov.
Igen i en passage om hans og kærestens nylige huskøb. Warberg spiller sig selv, kæreste, ejendomsmægler og tømmeren, der lige når at sige, ”du skal have gjort noget ved din sydvæg inden foråret”, så man bobler indvending. Nok især, hvis man selv har stået der. Min æh hvad? Og hvorfor?
Thomas Warbergs helt store styrke ligger i at gøre selv de mest banale, almene observationer sjove. Som nyslået husvært opdager man til sin gru, at det er slut med at ringe til viceværten. Man indretter gæsteværelse uden egentlig at have lyst til at have overnattende gæster. Køber et hav af kogebøger, som aldrig bliver brugt.
Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen. Som i en passage om hooligans, der synes de er seje, rebelske og anarkistiske, selvom de har brugt en halv time på at købe stadionbilletterne online. Skarp joke med tryk på, spillet med en damptromles finesse. Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen.
Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt.
Thomas Warberg: Perfektion, overskud & andre lorteord
Turnerer over hele Danmark.
af Jan Have Eriksen | sep 20, 2018 | Anmeldelse
★★★★☆☆
Pov.international
ANMELDELSE: Simon Talbot er et forfriskende, højenergisk og morsomt indslag på den danske standup comedy-scene. Men ved premieren på det nyeste show Make Denmark Great Again, der handler om hans forsøg på at slå igennem i USA, var han tæt på at smadre sin egen præmis, skriver Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Ikke helt overraskende kommer der et lille hint til Thomas Eje i Simon Talbots nye standup show, Make Denmark Great Again. Det nye show med en af Danmarks p.t. mest populære komikere er en fortælling rundt om Talbots nylige rejse til USA med drømmen om at gøre sig på comedy-scenerne i Los Angeles og omegn.
I showet tager Talbot lattervækkende favntag med skismaet mellem på den ene side det typisk danske ved jorden at blive det tjener sig bedst-dogme – og på den anden side retten til at drømme stort. Og gå efter det. Som de gør derovre i USA.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot.
Kan man tabe godt og vel 80 minutters comedy på gulvet med en enkelt sætning? Nej. Men det rokker lidt ved præmissen på samme måde, som San Andreas forkastningen dagligt rokker ved jorden under Los Angeles.
Den anden generation
Simon Talbot tilhører ‘anden generation’ indenfor dansk stand-up comedy. De, der kom til efter Gintberg, Hjortshøj, Casper – og for den sags skyld også POV Internationals egen Sebastian Dorset. Siden sit gennembrud via diverse TV 2 Zulu-programmer er Talbot i dag en af landets mest populære komikere med over 200.000 følgere på Facebook.
Make Denmark Great Again er den sprælske komikers fjerde solo-turné. Da jeg anmeldte den seneste, Mr. Copenhagen, blev jeg nærmest bjergtaget af Talbots energi og komiske power.
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot
Selvom rammen denne gang er en helt anden, begynder det alligevel, hvor det slap sidste gang. Med et flashback tilbage til den jyske barndom, hvor hans mor waterboardede ham med brun sovs – og den irske far belærte ham om at han ikke skulle finde sig i noget.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor. På god amerikansk vis – fristes jeg til at kalde det – bruger han den historik som udgangspunkt til at glæde sig over, hvor godt det er gået siden.
Det er ham bestemt vel undt, absolut, men det er lige før, jeg savner bare et lille glimt af tårerne inde bag klovnens maske, for nu at bruge den gamle frase. Til en forståelse af ikke mindst den kroniske hang til selvudslettelse, som han angiveligt kæmper med.
Tæt på at kamme over
Det er ofte tæt på at kamme over, i momenter overstyres virkemidlerne i en grad, så man forventer at høre samme hyletone som fra en kogende kedel komme ud af Talbots fejludviklede næsebor. Jeg nævner næsen her, fordi komikeren selv gør en del ud af den.
På den anden side; det er nu sådan, Talbot optræder. Take it, or leave it. Mimik og kropssprog er den fond, komikken baseres på.
Scenografien er imponerende flot – stjerner, blå, røde og hvide farver over det hele. Opbygningen af Talbots storytelling er dramaturgisk set endog rigtig flot skruet sammen. Talbot rejser ud, han må begynde fra bunden, han når til en erkendelse, og … slutningen skal ikke afsløres her.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation
Stand-up’en suppleres løbende med videoklip, optaget on location i USA. Det fungerer fremragende, nærmest dokumentarfilms-agtigt, hvor de grundlæggende tematikker – amerikansk overfladiskhed, Talbots sejre og nederlag – tydeligt fremgår. Netop her mærker man modgangens blues.
Indimellem disse videoklip leverer han bids af svigende kvalitet. En passage om en stor edderkop virker ret ligegyldig. Til gengæld er hans udlevering af sig selv og kærestens nye venner på Lee Strasberg-skuespillerskolen i LA vildt sjov. Jysk bondskhed møder prætentiøst, intellektuelt snobberi. Den slags mennesker, der tror at jazznumre lyder forskelligt, som han siger.
Der er en velmenende bid om, hvorfor kvinder fortjener mere i løn. Dermed kom der også lidt feminisme indover. Jeg har intet statistisk belæg for det, men mon ikke, det er første gang i verdenshistorien, en mandlig komiker tager en positiv vinkel på emnet menstruation. #VelEgentligPåTide.
Prædiker for enmandskoret
Frem mod slutningen afslører Talbot, at han og kæresten overvejer at få børn. Når han joker på, at han aldrig kan blive lige så god til at synge godnatsange som sin far, prædiker han i den grad for koret. I hvert fald et kor, der alene består af denne ene anmelder.
Faren sang så flot Elvis-sange som “In the Ghetto” og “Suspicious Minds”, da Simon var et lille barn. Talbots foretrukne moderne musik som f.eks. Tiëstos elektroniske EDM-drøn er komplet uegnede som vuggeviser for de børn, han måtte få.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation.
Simon Talbot, comedy, Make Denmark Great Again, premiere torsdag 13.09 i Bremen Teater
Billede: Krestine Havemann, ICO Concerts
Anmeldeten blev bragt på HER 14. september 2018
